Gelex

Klage over tvangsmedicinering, tvangsfiksering samt indgivelse af beroligende medicin

GældendeVersion 2003-05-20
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/10450@2003-05-20/da

Indhold
  1. Indledning

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt for så vidt angår indgivelse af beroligende injektion, at betingelserne herfor var opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe patienten til ro med henblik på bedring af hans tilstand. Nævnet lagde vægt på, at patienten var affektpræget og latent aggressiv, ligesom han stort set ikke havde sovet i 4 døgn og lægerne skønnede, at der var risiko for udvikling af livstruende delir. Nævnet fandt endvidere, at indgivelsen af beroligende medicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet man forinden havde forsøgt at begrænse og korrigere patientens aktiviteter samt forsøgte at tale ham til ro og tilbyde ham beroligende medicin til frivillig indtagelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt for så vidt angår tvangsfikseringen, at betingelserne herfor var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at patienten selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet lagde vægt på, at patienten var affektspændt og fór rundt i opholdsrummet med gestikulationer, der virkede skræmmende for medpatienterne. Nævnet fandt endvidere, at kravet om mindst indgribende foranstaltning var opfyldt, idet man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at berolige patienten ved at tale ham til ro, føre ham til sin stue, og ved fysisk magt forsøgt at fastholde ham. Nævnet fandt endelig, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet patienten blev tvangsfikseret kl. 9.15, og idet han blev løsnet kl. 12.05, da han var faldet til ro.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt for så vidt angår tvangsbehandlingen, at patienten var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet lagde vægt på, at patienten befandt sig i en psykotisk tilstand med tiltagende mani og vrangforestillinger, og at han var præget af løftet stemningsleje, øget psykomotorisk tempo, storhedsforestillinger, sparsom søvn samt let vakt aggression. Nævnet fandt endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet patienten gennem 15 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, og idet han tidligere havde modtaget antipsykotisk behandling med god effekt på tilstanden. Nævnet lagde desuden vægt på, at der blev truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Zyprexa, subsidiært injektion Trilafon.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere ud fra en konkret vurdering, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har lagt vægt på, at Zyprexa og Trilafon er almindeligt anvendte og vel afprøvede antipsykotiske lægemidler, ligesom de besluttede doseringer er sædvanlige, om end maksimumsdoseringen for Zyprexa dog er relativ høj. Nævnet bemærkede, at anbefalet maksimumsdosering for Zyprexa er 5-20 mg dagligt, om end højrere dosering op til 50 mg dagligt i dag ikke er ualmindelig, såfremt ved behandling af patienter, som gennem flere år har været i behandling med antipsykotisk medicin.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte på denne baggrund den afgørelse, der blev truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Versioner

  1. 2003-05-20