Klage over behandling af tandskade
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/10465@2003-07-20/da
Indhold
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere behandlingen på skadestuen. Nævnet oplyste, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ikke at sy såret på indersiden af overlæben, da sår i mundhulen som regel heler uden generende følger.
Videre oplyste nævnet, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at kontakte en vagthavende tandlæge med henblik på at få en vurdering af tandskaderne, da der var risiko for varige tandskader.
Det var nævnets vurdering, at der ikke var indikation for yderligere behandlingstiltag,da transporttiden til tandlægen ikke var langvarig, samt at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at det blev vurderet, at patienten kunne blive transporteret i privat bil, da han var samlet, orienteret og ikke frembød tegn på hjernerystelse.
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere den behandling, patienten modtog af den vagthavende tandlæge. Nævnet lagde vægt på, at tandlægen fjernede tandstumper og glasskår fra bløddelslæsionen i overlæben, før læsionen blev syet, samt at patienten blev lokalbedøvet under behandlingen, og fik udleveret en recept på et virksomt smertestillende middel. Nævnet oplyste, at det er meget vanskeligt at finde og fjerne alle fremmedlegemer af glas og tandsubstans, samt at det ikke er usædvanligt, at fremmedlegemer senere udstødes af sig selv.
Det var nævnets vurdering, at tandlægen på baggrund af de fremførte symptomer iværksatte relevante undersøgelser og reagerede relevant på det ved undersøgelsen konstaterede.