Klage over utilstrækkelig undersøgelse forinden operativt indgreb
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/10475@2003-09-20/da
Indhold
Patientklagenævnet fandt ved sin afgørelse grundlag for at kritisere overlægens behandling af patienten den 26. oktober 2001 på urologisk afdeling, og fandt ikke grundlag for at kritisere de læger, der var involveret i forundersøgelserne af patienten i perioden fra den 3. maj til 31. maj 2001.
Nævnet lagde til grund, at der blev foretaget røntgenundersøgelse af lungerne den 25. april 2001, som viste normale forhold ved hjerte og lunger og ingen udsæd af kræftsvulster (metastaser) til lungerne. Det var nævnets opfattelse, at der var indikation for det indgreb der blev udført den 31. maj 2001, og at indgrebet blev udført i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.
Nævnet lagde herudover vægt på, at det fremgik af journalen den 26. oktober 2001, at en læge ved undersøgelsen i forbindelse med genindlæggelsen fandt hævede lymfekirtler i lyskenregionen, og ifølge journalen konfererede vedkommende læge disse fund med overlægen.
Det var nævnets opfattelse, at risikoen for, at der forelå lungemetastaser fra en nyrebækkensvulst, som tidligere havde vist spredningspotentiale til lymfeknuder, var så stor, at overlægen burde have ordineret et røntgenbillede af thorax (brystkassen) den 26. oktober 2001, og burde have set resultatet inden udførelsen af indgrebet den 30. oktober 2001. Det var endelig nævnets opfattelse, at med viden om, at der forelå lungemetastaser, var der således ikke indikation for operativ fjernelse af urinblæren.