Klage over kikkertundersøgelse (perforation)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/10478@2003-07-20/da
Indhold
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere speciallægen for hans information af patienten forud for kikkertundersøgelsen, ligesom nævnet ikke fandt grundlag for at kritisere speciallægen for hans behandling af patienten i forbindelse med kikkertundersøgelsen. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at patienten forud for undersøgelsen modtog skriftlig information om denne. Det fremgik af speciallægens udtalelse til sagen, at undersøgelsen blev vanskeliggjort ved, at den nedre del af tyktarmen var meget slynget, men han fik dog indført kikkerten igennem hele tarmen. I forbindelse med undersøgelsen, som viste normale forhold, blev patienten utilpas og hvilede sig på klinikken. Da tilstanden efter et par timer ikke var bedre, blev han af speciallægen indlagt på mave-tarmkirurgisk afdeling med henblik på nærmere observation og udredning.
Speciallægen oplyser endvidere til sagen, at patienten forud for undersøgelsen ikke var informeret om risiko for tarmperforation, da denne risiko er meget lille, idet man på klinikken alene foretager diagnostiske undersøgelser. Speciallægen oplyser endvidere, at han under undersøgelsen gjorde opmærksom på risikoen for tarmperforation.
Nævnet oplyste, at en sigmoideoskopi er en undersøgelse, der kan foretages med minimale udrensningsforberedelser og som har en meget lille komplikationsrisiko (1 ud af 25.000 undersøgelser). Det var nævnets opfattelse, at en perforation i forbindelse med en sigmoideoskopi forekommer så sjældent, at det, når der yderligere henvises til karakteren af den pågældende komplikation, ikke er nødvendigt at informere herom.
Nævnet oplyste desuden, at patienterne normalt kan gå hjem umiddelbart efter undersøgelsen og kun i tilfælde af uventede symptomer under og efter undersøgelsen er det nødvendigt med observation. Nævnet anså det for overvejende sandsynligt, at perforationen af tarmen skete under undersøgelsen, men det var nævnets opfattelse, at dette forhold måtte anses for en hændelig komplikation, der ikke kunne tilskrives manglende omhu fra speciallægens side.