Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/10487@2003-09-20/da

Indhold

1. Indledning

Nævnet fandt grundlag for kritik af den overlæge, som den 16. juli 2002 ordinerede psykiatrisk tilsyn, idet det var nævnets vurdering, at denne overlæge burde have foretaget en klinisk undersøgelse af patienten, som omfattede hjerte-lungestetoskopi, herunder registrering af hjerterytmen, og efterfølgende stillingtagen til supplerende kontrol-EKG, idet patienten havde en hurtig uregelmæssig hjerterytme, og netop var ophørt med behandling med Digoxin.

Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af den læge, der den 14. juni 2002 besluttede, at patienten skulle ophøre med at tage Digoxin, idet nævnet fandt, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at lægen vurderede, at patienten kunne lide af Digoxin-forgiftning. Nævnet kunne oplyse, at én af bivirkningerne/forgiftningssymptomerne ved Digoxin er diarré. Nævnet kunne videre oplyse, at Digoxinforgiftning er en potentiel livstruende tilstand, og det er derfor almindeligt at holde en pause med Digoxinbehandlingen ved mistanke om forgiftning.

Nævnet fandt endelig grundlag for kritik af den sygeplejerske, som modtog patienten efter at hun havde været på besøg hos familien den 20. juli 2002, idet nævnet fandt det tilstrækkeligt godtgjort, at patienten ved ankomsten til sygehuset den 20. juli 2002 fremstod alment dårlig med ”hjertegalop”, åndenød og kvalme. Det var således nævnets vurdering, at sygeplejersken burde have foranlediget, at der blev foretaget måling af relevante basale observationer så som puls, blodtryk og respiration, ligesom hun burde have foranlediget, at hun blev tilset af en læge. Det var endvidere nævnets opfattelse, at sygeplejeskers forpligtigelse til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed omfatter en pligt til at føre ordnede optegnelse om patientens tilstand samt pleje- og observationsbehov, således at de efterfølgende sygeplejesker kan udføre en forsvarlig sygepleje.

Versioner

1. 2003-09-20