Klage over manglende information, kontrol og lægetilsyn
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/10488@2003-09-20/da
Indhold
Nævnet fandt grundlag for kritik af speciallægen for informationen af patienten. Nævnet oplyste, at der ikke specielt skulle orienteres om indlæggelse af dræn i forbindelse med operationer, men der var ikke blevet udleveret skriftlig information om det planlagte kosmetiske indgreb og nævnet fandt derfor ikke, at speciallægen havde informeret i overensstemmelse med lov om patienters retsstilling.
Nævnet fandt, at speciallægen ikke havde overtrådt lægeloven ved sin behandling af patienten, idet han havde delegeret ansvaret for information om drænenes pasning og fjernelse til sygeplejersken, og delegationen var i overensstemmelse med sædvanlig praksis.
Nævnet fandt ikke anledning til kritik af sygeplejersken, idet hun havde tømt drænene, maven var blød, og der var ikke tegn på blødning ved udskrivelsen. Det fremgår desuden af sygeplejenotateterne, at patienten blev udskrevet med mavebælte, smertestillende medicin og antibiotika, og at hun var instrueret i at tømme drænene. Derudover var der en aftale med den opererende læge om, at det kun var nødvendigt, at han var til stede, hvis det drejede sig om komplicerede tilfælde, og at drænene måtte fjernes af sygeplejersken, når produktionen i disse var under 20 ml, hvilket var tilfældet. Det fremgik af sygeplejenotaterne, at sygeplejersken ved fjernelse af trådene fandt, at maven var blød, og der ikke var tegn på væskeansamling.