Klage over psykologisk erklæring vedrørende en 11-årig dreng
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/10505@2003-10-20/da
Indhold
Patientklagenævnet fandt grundlag for at kritisere psykologens vurdering af og udfærdigelse af erklæringen om drengen og hans familiemæssige forhold. Det fremgik af erklæringen, at faren siden september 2001 og frem til udskrivelsen af hans søn ikke havde magtet at gå ud, og at han havde fået hjælp af sin mor til at klare dagligdagen med hensyn til indkøb og lignende, samt at drengen sammenfaldende hermed havde været grædende, somatiserende og ikke villet gå i skole. Det fremgik ikke, på hvilken måde ovennævnte vurderinger skulle anvendes, ligesom det ikke fremgik, hvilke mål der var fastsat med hensyn til behandlingen, eller hvem behandlingen skulle rettes mod.
Det var nævnets opfattelse, at forældrenes samarbejdsevne i erklæringen var i fokus, således at dette medvirkede til belysningen af drengens forhold. Der var endvidere ikke noget selvstændigt afsnit i erklæringen, der indeholdt en beskrivelse af drengens udvikling under indlæggelsen. Det var endvidere nævnets opfattelse, at man under et afsnit med overskriften ”forældresamarbejde” ville forvente enten at finde en beskrivelse af psykologens opfattelse af henholdsvis farens og morens samarbejde med afdelingen i forbindelse med barnets indlæggelse eller en vurdering af forældrenes indbyrdes samarbejde om barnet i det daglige.
Det var nævnets opfattelse, at psykologen burde have argumenteret for sine betragtninger om farens muligheder som rollemodel tidligere i erklæringen end først i erklæringens sammenfattende afsnit. Det var endvidere nævnets opfattelse, at omtalen af forældrenes situation, funktionsmåde og synspunkter i højere grad burde have været adskilt i separate afsnit for henholdsvis faren og moren.
Det fremgår af henvisningen til børnepsykiatrisk afdeling, at drengen i 4. klasse havde haft enkelte samtaler med en skolepsykolog, som havde vurderet, at den primære opgave lå i arbejdet med forældrene, hvorfor de havde fået tilbud om fornyet konsultation. Henvisningen omfattede både drengen og hans forældre, idet kommunen anmodede om, at henvisningen blev behandlet som en akut sag, da både drengen og familien var meget forpinte. Det var nævnets opfattelse, at der ifølge denne henvisning var tale om en situation, der krævede en håndtering af både barn og forældre.
Det fremgik af journalen, at børnepsykiatrisk afdeling sendte brev til moren og til kommunen 3 dage efter, at de havde modtaget henvisningen, og at moren mødte til forsamtale den 4. januar 2002. Først den 8. februar 2002 tog psykologen telefonisk kontakt til faren på foranledning af moren, som var bekymret for, om overnatninger hos faren ville vanskeliggøre drengens fremmøde i afdelingen. Psykologen ønskede en aftale med faren om, at drengen indtil videre skulle overnatte hos moren. Samtidig aftalte han en tid til samtale med faderen den 26. februar 2002 med henblik på at belyse forholdene set fra faderens synsvinkel.
Det er nævnets opfattelse, at psykologen, i betragtning af den tidlige inddragelse af moren, burde have taget kontakt til faren på et tidligere tidspunkt med henblik på at formindske risikoen for at forøge familiens konfliktsituation. Samlet var det herefter nævnets opfattelse, at psykologens erklæring var udfærdiget på en sådan måde, at den kunne skabe tvivl om behandlingsstedets evne til at fremstå uvildigt over for begge forældre.