Klager over manglende objektiv undersøgelse ved smerter i ryggen og lysken
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/10516@2003-11-20/da
Indhold
Nævnet fandt grundlag for at kritisere den praktiserende læges behandling af patienten den 23. december 2002. Nævnet fandt endvidere, at den praktiserende læge havde overtrådt lægelovens § 13, stk. 2, ved sin journalføring af behandlingen af patienten den 20. og 23. december 2002. Nævnet fandt desuden, at lægen ikke havde overtrådt lægeloven ved sin behandling af patienten den 20. december 2002.
Det fremgik af klagen, at patienten den 20. december 2002 havde fået pludselige lændesmerter, som strålede ud mod hoftebenet og benene. Lægen vurderede, at det kunne dreje sig om iskias, og udskrev smertestillende medicin. Det var nævnets opfattelse, at det ved klager over rygsmerter ved fravær af mere alarmerende følgesymptomer var almindeligt at behandle mod smerter og eventuelt vejlede om andre lindrende tiltag. Det var endvidere nævnets opfattelse, at der efter det foreliggende på tidspunktet for den telefoniske henvendelse ikke forelå alarmerende oplysninger om følgesymptomer.
Det fremgik endvidere af klagen og af lægens udtalelse til sagen, at patienten den 23. december 2002 atter henvendte sig og oplyste lægen om, at smerterne var blevet værre og bad om en tid til undersøgelse. Dette kunne han imidlertid ikke få, og i stedet fik han en ny recept på anden type smertestillende medicin. Ifølge lægens udtalelse til sagen burde patienten have været tilbudt en tid i konsultation. Hun kunne ikke selv undersøge ham i akuttiden, da hun havde fri til middag, men de 2 andre læger var til stede i klinikken. Hvorfor han ikke fik en tid til undersøgelse i klinikken, kunne hun ikke redegøre for.
Det var nævnets opfattelse, at der efter det foreliggende på tidspunktet for henvendelsen var indikation for en objektiv undersøgelse af patienten.
Det fremgik af lægens udtalelse til sagen, at der ikke forelå journalnotater vedrørende de telefoniske kontakter den 20. og 23. december 2002. På denne baggrund fandt nævnet, at lægen burde have journalført henvendelserne den 20. og 23. december 2002.
Nævnet fandt endvidere grundlag for at kritisere vagtlægens behandling af patienten den 24. december 2002. Det fremgik af lægens udtalelse til sagen, at hun opfattede symptomerne som smerter i venstre lyske, og at hun spurgte, om der var hævelse i lysken, hvilket patienten benægtede. Herefter blev det aftalt, at han kunne henvende sig i lægevagtskonsultationen på kl. 9 dagen efter. Det fremgik endvidere af vagtlægenotatet, at patienten et par timer efter atter henvendte sig til vagtlægen på grund af forværrede smerter. Lægen opfordrede ham til at tage ekstra smertestillende medicin og som aftalt møde i konsultation ca. 3 timer senere.
Det var nævnets opfattelse, at de foreliggende symptomer samt det ustabile og uafklarede kliniske billede burde have medført et tilbud om en akut undersøgelse med henblik på eventuel yderligere intervention. På denne baggrund fandt nævnet, at lægen den 24. december 2002 kl. 6.07 burde have foranlediget, at patienten blev undersøgt akut.