Klage over manglende diagnosticering af blærekræft
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/10517@2003-12-20/da
Indhold
Nævnet fandt grundlag for at kritisere den praktiserende læges behandling af patienten den 25. januar 2001.
Den 21. april 1999 havde patienten haft kortvarig fornemmelse af manglende tømning af blæren ved vandladning, og en undersøgelse af urinen viste let reaktion for blod. Ifølge lægen anmodede han patienten om at komme med ny urinprøve, hvilket dog ikke skete. Ifølge klager henvendte patienten sig umiddelbart efter konsultationen med en ny urinprøve og afleverede denne til lægens sekretær og fik at vide, at der var fundet lidt blod i urinen, hvilket dog ikke betød noget. Der forelå således modstridende oplysninger fra klager og lægen. Der forelå ikke yderligere oplysninger i sagen, der kunne understøtte den ene forklaring frem for den anden, hvorefter tvivlen kom den indklagede til gode.
Det fremgik af journalen, at patienten herefter på grund af andre symptomer den 19. november 1999 henvendte sig til lægen, som blandt andet undersøgte hendes kolesteroltal. Det fremgår endvidere, at patienten den 25. januar 2001 klagede over hyppig vandladning, og at en undersøgelse af urinen viste kraftig reaktion for blod, men i øvrigt normale forhold, herunder ikke tegn på infektion. Lægen ordinerede dog alligevel antibiotisk behandling på grund af mistanke om blærebetændelse som årsag til symptomerne. Ifølge lægens udtalelse til sagen anmoder han sædvanligvis patienter om at henvende sig med en ny urinprøve, hvis den antibiotiske behandling er uden effekt. Idet patienten ikke henvendte sig på ny, formodede han, at der havde været tale om en urinsvejsinfektion, og at behandlingen havde været effektiv.
Nævnet oplyste, at det, i situationer med vandladningsklager og påvisning af blod i urinen flere gange, som ikke umiddelbart kunne forklares som forårsaget af infektion eller anden lidelse i urinveje, var normalt at iværksætte udredning med henblik på vurdering af andre årsager og især med henblik på kræftlidelser i blære og urinveje. Nævnet fandt, at lægen i en situation med gentagen og øget blodtilblanding i urinen og uden tegn på infektion burde have sikret opfølgning med henblik på diagnostik af årsagen, eksempelvis ved en aftale om kontrolundersøgelse.