Klage over tvangsfikseringer og indgivelse af beroligende injektion
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/10543@2003-12-20/da
Indhold
Tvangsfiksering den 13. maj 2003:
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for tvangsfiksering var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at patienten selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet lagde vægt på, at han i perioden op til tvangsfikseringen var blevet tiltagende opkørt og psykomotorisk urolig, truende, råbende og befalende. Personalet i afdelingen kunne ikke tale ham til ro, og først da politi var tilkaldt, lykkedes det at bringe ham til stuen, hvor han atter blev udadreagerende og truende, idet han slog og sparkede ud efter alt og alle. Nævnet fandt endvidere, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning og lagde vægt på, at man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at berolige patienten ved at føre ham til sin stue, og tilbudt ham beroligende medicin uden tilstrækkelig effekt. Nævnet fandt endvidere, at anlæggelsen af hånd- og fodremme initialt var i overensstemmelse med kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet han slog voldsomt ud og sparkede efter personalet. Ca. 2 timer senere blev begge håndremme og den ene fodrem løsnet, mens den sidste fodrem blev løsnet den 16. maj 2003. Under hele perioden blev der vekslet mellem anlæggelse af fodrem på højre og venstre fod.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning og lagde vægt på, at patienten var bæltefikseret fra den 13. maj kl. 12.50 til den 19. maj 2003 kl. 10.30, det vil sige næsten 6 døgn, og at det i denne periode løbende og dagligt blev vurderet, om indikationen for tvangsfiksering fortsat var til stede, ligesom hånd- og fodremme successivt blev løsnet, efterhånden som hans tilstand blev bedre.
Nævnet lagde således vægt på, at patienten den 14. maj 2003 smed rundt med et askebæger, kastede en stol mod fjernsynet og senere en urinkolbe efter personalet, og at det med baggrund i hans urolige, agiterede og aggressive tilstand ikke var muligt at indgå bæredygtige aftaler med ham, hvorfor tvangsfiksering med bælte og én fodrem blev opretholdt. Dagen efter var patienten fortsat truende overfor personalet, latent aggressiv, usamlet og ikke korrigerbar. Den 16. maj 2003 havde han storhedsforestillinger, var devaluerende over for personalet og havde kastet en toilettaske mod døren, ligesom han kun magtede kontakt i 10 minutter, hvorefter han blev vred og udskældende. Den 17. maj 2003 blev han under en samtale mere og mere aggressiv og kylede til sidst sit tøj hen af gulvet. Den 18. maj 2003 var han lidt mere hurtigkørende og springende i tankegangen. Den 19. maj 2003 blev han kl. 10.30 løsnet af bæltet, da det her blev vurderet, at det var muligt at indgå en aftale med ham. Under mødet i Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn anførte overlægen, at han under hele fikseringen var truende.
Indgivelse af beroligende medicin den 13. maj 2003
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for at indgive beroligende medicin den 13. maj 2003 var opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe patienten til ro med henblik på bedring af hans tilstand. Nævnet lagde vægt på, at patienten var voldsomt opkørt og urolig. Nævnet fandt endvidere, at indgivelsen af beroligende medicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning og lagde vægt på, at patienten forinden var søgt skærmet af personalet og tilbudt beroligende medicin, som imidlertid ikke havde tilstrækkelig effekt. Yderligere beroligende medicin blev givet i den hensigt at bringe ovennævnte tvangsfiksering til ophør hurtigst muligt.