Klage over at medfødt hofteskred ikke blev konstateret på et tidligere tidspunkt
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/10546@2003-01-20/da
Indhold
Nævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere overlægen fra børneafdelingen eller de læger på gynækologisk-obstetrisk afdeling, der var involveret i behandlingen af pigen den 11. februar 2000.
Nævnet lagde vægt på, at det af udtalelsen fra overlægen fra børneafdelingen fremgik, at indikationen for at foretage en ultralydsscanning af pigen var, at hun var født i underkropsstilling, idet børn i denne fødselspræsentation som standard tilbydes ultralydsscanning af hofterne, og overlægens navn blev ligeledes som standard benyttet af barselsafdelingen på rekvisitionen til røntgenafdelingen.
Nævnet lagde videre vægt på, at det fremgik af ultralydsscanningen af den 11. februar 2000, at svaret var stilet til gynækologisk-obstetrisk afdeling.
Nævnet lagde også vægt på, at det af udtalelse fra den administrerende overlæge fra gynækologisk-obstetrisk afdeling fremgik, at han i januar 2003 gennemgik pigens samt hendes moders journal og fandt en ultralydsbeskrivelse af pigens hofter dateret den 11. februar 2000, men udskriftsdatoen var den 27. februar 2002. Endvidere lagde nævnet vægt på, at det fremgik af udtalelsen, at den administrerende overlæge kontaktede IT-afdelingen, som oplyste, at man i det interne registreringssystem kan se, at der fra røntgenafdelingens side den 15. februar 2000 er foretaget en udskrift af ultralydsscanningen fra den 11. februar 2000. Det kunne dog ikke oplyses til hvilken printer, udskriften er gået til, hvorfor det ikke var muligt at sige, hvilken afdeling, der modtog svaret på ultralydsscanningen fra den 11. februar 2000.
Nævnet fandt grundlag for at kritisere afdelingslægen fra ortopædkirurgisk afdeling, idet det var nævnets opfattelse, at afdelingslægen burde have orienteret sig om de fund, der var gjort ved ultralydsundersøgelsen, før han drog den konklusion, at der ikke var tegn på hoftelidelse, idet han var bekendt med, at hun samme dag havde fået foretaget ultralydsscanning af hofterne.
Nævnet oplyste, at vurdering af nyfødte mistænkt for medfødt hofteskred omfatter viden om arvelige dispositioner til medfødte hoftelidelser. Endvidere er oplysninger om graviditetsforløb, fosterstilling ved fødslen og selve fødselsforløbet vigtige, da der kan være forhold, der indicerer en øget risiko for hoftelidelse. Ved den kliniske undersøgelse vurderes hoftesymmetri, bevægeudslag, og der udføres tests for muligt ledskred (eksempelvis Barlow, Ortolanis test). Medfødt hofteskred forekommer ofte kun i det ene hofteled, hvorfor der ved klinisk undersøgelse ofte kan påvises forskellige fund i hofterne. Ved klinisk vurdering af børn med medfødt hofteskred i begge hofteled er der en risiko for at tilstanden ikke erkendes, da forholdene er ens. Ultralydsundersøgelse af hofter ved mistænkt medfødt hoftelidelse er et væsentligt supplement til den kliniske vurdering og er i mange tilfælde afgørende for diagnose, kontrol og behandling.
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere egen læge for hans behandling af pigen, idet det var nævnets opfattelse, at der ved undersøgelserne den 19. februar og den 21. februar 2002 i henhold til journalen ikke forelå sådanne omstændigheder, at en alvorlig hoftelidelse kunne mistænkes.