Klage over behandling for for lavt antal blodplader og over laboranters blodprøveanalyse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/10593@2003-04-20/da
Indhold
Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere lægernes behandling eller bioanalytikernes analyse af blodprøverne.
Det fremgik af journalen, at patienten var henvist med nedsat blodpladetal. Der blev mistænkt systemisk bindevævslidelse med samtidig nedsat blodpladetal. Der blev ordineret knoglemarvsundersøgelse og behandling med højdosis binyrebarkhormon. Trombocyttallet blev derefter kontrolleret flere gange. Der var ikke megen effekt af binyrebarkhormonbehandling på trombocyttallet. Det fremgik af journalen, at trombocyttallet derefter var blevet talt i citratglas, hvor det var blevet målt normalt, og at diagnosen pseudotrombocytopeni derefter blev stillet.
For så vidt angik lægerne, var blodprøver til blodpladetælling taget som EDTA-stabiliseret veneblod.
Der var ifølge det oplyste sket en maskinel tælling på en blodprøve, som gav 21 x 109/L, og dette lave resultat blev bekræftet af en mikroskopisk tælling, som gav resultatet 31 x 109/L, hvorefter dette svar blev afleveret.
Herefter blev patienten betragtet som havende sandt, lavt blodpladetal, og alle efterfølgende tællinger var fra en maskinel tælling, indtil den 9. tælling på 15 x 109/L foranledigede ny tælling i tællekammer, hvor en bioanalytiker bemærkede blodpladesammenklumpning. En ny prøve, taget i citratglas, viste normalt antal blodplader. Bioanalytikerne havde fulgt afdelingens kontrolprocedurer og vejledning. Blodprøvens lave trombocyttal ved den første blodprøve var blevet kontrolleret og genfundet ved håndtælling i mikroskop.