Konkrete afgørelser vedr. § 1, stk. 1 fra ÅB 2003 I
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/20138@2003-10-27/da
Indhold
Konkrete afgørelser vedr. § 1, stk. 1 fra ÅB 2003 I
Resumé Fra ÅB 2002: Efter offererstatningslovens § 1, stk. 1, er det en betingelse for, at staten kan betale erstatning og godtgørelse efter loven, at der foreligger en overtrædelse af straffeloven. Hvis der foreligger en strafbar handling efter § 1, stk. 1, betales erstatning efter loven, selv om skadevolderen er ukendt eller ikke kan findes, jf. lovens § 6. Skadelidte har ligeledes efter lovens § 6 krav på erstatning, selv om der foreligger subjektive straffrihedsgrunde i form af, at skadevolderen er under 15 år eller utilregnelig, jf. straffelovens §§ 15 og 16. De subjektive strafbarhedsbetingelser i øvrigt (forsæt eller eventuelt uagtsomhed) skal under alle omstændigheder være opfyldt. Hvis der derimod foreligger en objektiv straffrihedsgrund, f.eks. nødværge eller nødret, jf. straffelovens §§ 13 og 14, eller samtykke, er der som udtrykkeligt anført i betænkning nr. 751/1975 om erstatning fra staten til ofre for forbrydel-ser, side 34 ikke tale om en strafbar handling i lovens forstand. Erstatning kan i disse tilfælde derfor ikke betales efter offererstatningsloven
I sagen (N.J.Nr. 1948/2003) afslog nævnet at betale erstatning. Ansøger var kommet cyklende på en sti. En ukendt gerningsmand havde udspændt en hvid elledning på tværs af stien. Ansøger så ikke elledningen og kørte ind i den. Ledningen sprang ikke, og ansøger væltede på cyklen, hvorved hun pådrog sig småskrammer, ligesom hendes cykel blev ridset. Ansøger anmeldte forholdet til po-litiet, som ikke foretog sig yderligere i sagen. Nævnet fandt ikke, at der havde været tale om en straffelovsovertrædelse, jf. offererstatningslovens § 1, stk. 1, og afslog ansøgningen om erstatning. Nævnet undersøgte i forbindelse med sagen særligt om straffelovens § 184, § 249 eller § 252 kunne anses for overtrådt. Efter den foreliggende domspraksis kunne dette imidlertid ikke anses for at være tilfældet. Nævnet lagde ved sin afgørelse i den forbindelse vægt på, at ledningen var spændt ud over en sti, og at ansøger ikke blev påført betydelig personskade.