Konkrete afgørelser vedr. § 11a fra ÅB 2003 I
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/20147@2003-10-08/da
Indhold
Konkrete afgørelser vedr. § 11a fra ÅB 2003 I
Resumé Fra ÅB 2003: Efter offererstatningslovens § 11a, stk. 1, betaler nævnet erstatning i overensstemmelse med en eventuel dom om erstatningsspørgsmålet. Efter § 11a, stk. 2, gælder dette dog ikke, hvis skadevolderen har anerkendt ansøgerens erstatningskrav, og kravet derfor ikke er prøvet af retten. Offererstatningslovens § 11a har stor praktisk betydning for nævnet. Reglen i stk. 1 er medvirkende til, at nævnet kan afgøre et stort antal sager umiddelbart i forbindelse med modtagelsen, jf. ovenfor under afsnit 4, hvorimod reglen i stk. 2 medfører, at nævnet i andre sager må foretage en selvstændig sagsbehandling, selv om erstatningsspørgsmålet har været drøftet under straffesagen. Efter offererstatningslovens § 11a, stk. 3, kan nævnet uanset reglen i offererstatningslovens § 11a, stk. 1, tilkende en ansøger en højere erstatning end fastsat ved dommen, hvis omstændighederne taler for det.
I sagen (N.j.nr. 1423/2003) mente ansøger, at dette var tilfældet. Nævnet var imidlertid af en anden opfattelse. I sagen var tiltalte blevet dømt for, under foregivende af at ville massere ansøger, at have berørt hendes balder, ligesom han anbragte sit lem i hendes mund. Ansøger var kun 8 år på gerningstidspunktet i april 1998. Der blev i retten nedlagt påstand om godtgørelse for tort med 20.000 kr. Tiltalte bestred kravets størrelse. Retten tilkendte ansøger 10.000 kr. Retten henviste til, at overgrebet var sket før ikrafttrædelsen af ændringslov nr. 463 af 07-06-2001. Der var tale om et retskrav, jf. offererstatningslovens § 11a, stk. 1. Nævnet tilkendte derfor i overensstemmelse med rettens afgørelse ansøger 10.000 kr. i godtgørelse for tort. Ansøgers advokat gjorde gældende, at ansøger skulle tilkendes 20.000 kr. i godtgørelse for tort. Han henviste til, at nævnet i medfør af offererstatningslovens § 11a, stk. 3, kunne tilsidesætte rettens afgørelse. Advokaten henviste i ansøgningen til nævnets (N.j.nr.), hvor nævnet tilkendte godtgørelse for tort med et større beløb end tilkendt af retten. Nævnet udtalte imidlertid, at denne afgørelse ikke var truffet i medfør af offererstatningslovens § 11a, stk. 3, og sagen vedrørte både frihedsberøvelse og et tvungent abortindgreb. Retten havde kun truffet selvstændig afgørelse for så vidt angik godtgørelse for tort i forbindelse med frihedsberøvelsen. Nævnet tog derfor selvstændigt stilling til kravet om godtgørelse for tort i forbindelse med det tvungne abortindgreb, som retten ikke havde taget stilling til. Nævnet fandt ikke den aktuelle sag var sammenlignelig med den anden, og nævnet afviste derfor at betale godtgørelse for tort med et større beløb, end det ansøger var tilkendt ved dom, jf. offererstatningslovens § 11a, stk. 1.