Konkrete afgørelser vedr. § 15, stk. 2 fra ÅB 2003 I
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/20151@2003-05-28/da
Indhold
Konkrete afgørelser vedr. § 15, stk. 2 fra ÅB 2003 I
Resumé Fra ÅB 2003: Nævnet oplever i stigende omfang, at de advokater, der repræsenterer ansøger i retten eller i forbindelse med sagsbehandlingen i nævnet, ikke har sat sig tilstrækkeligt ind i lovgivningen. Dette medfører, at nævnet må bruge unødig tid på at tage stilling til og afslå helt uberettigede krav. Endvidere er det nævnets erfaring, at urealistiske forventninger fra ansøgers side ofte medfører et betydeligt merarbejde for såvel nævnet som ansøgers advokat, der efterfølgende må bruge tid på at forklare, hvorfor nævnet ikke har tilkendt erstatning som ansøgt. Det bemærkes særskilt, at nævnet ikke kan betale erstatning for udgift til advokat i forbindelse med sagen, for så vidt som det udførte arbejde har været overflødigt, eller den fremsendte erstatnings-opgørelse ikke har været egnet til at danne grundlag for nævnets udmåling af erstatning.
(N.j.nr. 1168/2002) Ansøger blev i 1998 skudt gennem hovedet. Ved skuddet fik han kraniebrud og delvis lammelse i kroppen. Under straffesagen i Østre Landsret nedlagde ansøger ved sin bi-standsadvokat påstand om erstatning og godtgørelse på i alt 1.168.000 kr. Kravet vedrørte godtgørelse for svie og smerte 45.000 kr., godtgørelse for varigt mén 374.500 kr., samt erstatning for tab af erhvervsevne 749.000 kr. Advokaten gjorde gældende, at ansøger var omfattet af personkredsen i erstatningsansvarslovens § 8. Efter denne bestemmelse beregnes erstatning for tab af erhvervsevne på grundlag af méngraden. Skadevolder anerkendte kravets størrelse i retten. Østre Landsret tilkendte i overensstemmelse hermed ansøger 1.168.000 kr. Ansøger rejste efterfølgende kravet overfor Erstatningsnævnet. Nævnet var ikke bundet af rettens afgørelse, idet skadevolder havde anerkendt kravets størrelse, jf. offererstatningslovens § 11a, stk. 2. Nævnet anmodede herefter om en udtalelse fra Arbejdsskade-styrelsen. Arbejdsskadestyrelsen vurderede både méngraden og erhvervsevnetabet til 100 %. Statio-nær¬tidspunktet blev fastsat til den 29-11-1998. Ansøger modtog på skadestidspunktet forhøjet almindelig førtidspension og ernærede sig derudover som pølsemand på stærkt nedsat tid. Ansøger udnyttede hermed sin resterhvervsevne. Nævnet lagde derfor til grund, at ansøger var omfattet af erstatningsansvarslovens §§ 5-7, og at erstatning for tab af erhvervsevne skulle beregnes på grundlag af ansøgers indtægter fra arbejdet som pølsemand. Ansøgers årsløn blev herefter fastsat til ca. 26.000 kr. Ansøger var herefter berettiget til en erstatning for tab af erhvervsevne på ca. 130.000 kr. Ansøger var imidlertid som følge af tilskadekomsten overgået fra at modtage forhøjet almindelig førtidspension til at modtage højeste førtidspension. Nævnet fratrak derfor i medfør af den dagældende offererstatningslov § 7, stk. 1, kapital-værdien af forskellen mellem de to pensionsformer, i alt ca. 190.000 kr. Da pensionens kapitalværdi oversteg den erhvervsevnetabserstatning, som kunne beregnes efter erstatningsansvarsloven, kunne nævnet ikke betale ansøger erstatning for tab af erhvervsevne. Nævnet tilkendte ansøger godtgørelse for varigt mén i alt ca. 250.000 kr. I godtgørelsen for varigt mén fratrak nævnet i medfør af den dagældende offererstatningslovs § 7, stk. 1, kapitalværdien af invaliditets- og førtidsbeløbene, som ansøger var tilkendt som følge af tilskadekomsten. Derudover tilkendte nævnet en skønsmæssig fastsat godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt ar-bejdsfortjeneste. Den samlede erstatning fra nævnet udgjorde således kun ca. 300.000 kr., mod de påståede 1.168.000 kr.