Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 111/2002
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/20157@2003-02-26/da
Indhold
Børn og Unge Fonden har ved advokat Bjarke Vejby klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i B.T.’s internetavis den 5. november 2002, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.
Artiklen havde overskriften " ÅD OG DRAK FOR 192.000 KR. ". I en underoverskrift hed det:
" *Børnehave-bestyrelse gik amok i frådseri. Købte også kunst for 200.000 kr. til kontoret og rejste for 180.000 kr.
*Børnehave sat under administration ".
Herefter hed det i artiklen:
"Bestyrelsen for tre børneinstitutioner forgyldte sig selv med dejlige middage, dyr kunst og rejser. Samtidig var der ikke råd til at ansætte de nødvendige pædagoger i børnehaverne.
Forældre og pædagoger har længe råbt op om underbemanding og roderi i regnskaberne. Pædagoger har sagt op i protest mod forholdene, og forældre har truet med at tage deres børn ud af institutionerne.
Hundrede tusinder af kroner, som Frederiksberg og Kalundborg kommune har betalt til Børn & Unge Fondens institutioner for at få børnene passet, er i stedet via en smart selskabskonstruktion sendt videre til fonden og brugt til frådseri i fondens bestyrelsen.
B.T. har nærlæst Børn og Unge Fondens seneste regnskab. Det er uhyggelig læsning, som bestemt ikke er for små uskyldige børn.
Fonden har oprettet og driver tre institutioner. To på Frederiksberg i København, "Dronning Olga" og "Frydendal", og så en i Kalundborg, "Klosterdal".
I 2001 kom fonden ud med et kæmpe underskud på helt præcist 1.621.195 kr. Men på trods af den elendige økonomi, så har fonden og bestyrelsen ikke været nærig med at forkæle sig selv.
I regnskabet kan man se, at der er brugt 192.454 kr. på at spise og drikke. Det er primært bestyrelsen, der har brugt disse penge.
LÆS MERE I DAGENS B.T. "
Ved brev af 7. november 2003 anmodede Børn og Unge Fonden bladet om at bringe et genmæle i forhold til en række oplysninger i såvel den trykte udgave som internetudgaven. I internetudgaven drejede det sig om udsagnet: "Købte også kunst for 200.000 kr. til kontoret ".
Advokat Bjarke Vejby har ved brev af 20. november 2002 til nævnet oplyst, at bladet på en række punkter har bragt et genmæle, blandt andet om spørgsmålet om indkøb af kunst, og at det kun er udsagnene i den trykte udgave om, at "fondsbestyrelsen har ædt og drukket for 192.000 i 2001", der ønskes genmæle i forhold til.
Klageren har i forhold til spørgsmålet om god presseskik anført, at bladets selvopfundne påstande om bestyrelsesmedlemmernes fortæring, rejser og indkøb af kunst er i strid med god presseskik. Bladet har på et spinkelt og uforsvarligt grundlag fremsat urigtige faktiske oplysninger af krænkende karakter mod fondsbestyrelsen. De tre konstateringer kan ikke udledes af fondens årsregnskab og har vist sig at være fejlskud. Påstandene i artiklen har ikke været formuleret som spørgsmål, men som fakta. Udover at gennemlæse regnskabet, har journalisten ikke foretaget noget researcharbejde, der kunne understøtte rigtigheden af oplysningerne.
Klageren har i den forbindelse anført, at bladet ikke forud for artiklens offentliggørelsen har forespurgt nogen medlemmer af fondsbestyrelsen om rigtigheden af de oplysninger, der ville blive bragt. De grove urigtige oplysninger kan efter klagers vurdering ikke fremsættes under dække af, at journalisten har søgt at komme i kontakt med bestyrelsesmedlemmerne mandag den 4. november 2002 om eftermiddagen, hvortil bemærkes, at artiklen blev offentliggjort allerede tirsdag den 5. november 2002 kl. 01.54 om natten.
Bladet har anført, at det er korrekt, at udgangspunktet for bladets research var årsregnskabet for 2001 for Børn og Unge Fonden. Det kan ikke være i strid mod god presseskik at lægge de oplysninger til grund, som fremgår af et aflagt regnskab revideret af en statsautoriseret revisor. I en meget lille organisation stort set uden ansatte er det velbegrundet at anføre, at bestyrelsen har "brugt" de midler, der ifølge regnskabet er anvendt til repræsentation. Det er i en fond alene bestyrelsen, der har kompetence til afholde udgifter på fondens vegne. Der er ikke grundlag for at anlægge en så snæver fortolkning af udsagnet "Åd og drak for 192.000 kr.", at dette ikke dækker en situation, hvor bestyrelsen må antages at have arrangeret og deltaget i de udgiftskrævende arrangementer. Hertil kommer, at klager fortsat ikke har bestridt, at bestyrelsesmedlemmerne har deltaget i de bespisninger, der er udgiftsført i regnskabet. Det var ligeledes forsvarligt at antage, at i en lille fond stort set uden ansatte måtte rejse- og transportudgifterne, der er udgiftsført til 179.023 kr., formentlig kunne henføres til bestyrelsen. Endelig er det såvidt ses ubestridt, at der er indkøbt kunst for en værdi af i alt 161.620 kr. dog ikke 200.000 kr., som skyldtes bladets fejlagtige sammentælling af to balanceposter.
Bladet har oplyst, at journalisten den 4. november 2002 lagde en besked hos en person på Børn og Unge Fondens kontor om at bede bestyrelsesformanden Johnny Wetterstein om at ringe til bladet, hvilket imidlertid ikke skete. Bladet kontaktede herefter bestyrelsesmedlemmet Morten Engberg, der efter at være forelagt bladets kritiske spørgsmål om fondens økonomi gav udtryk for, at han ikke ville kommentere dette, hvorefter han lagde på. Endelig undlod de sidste bestyrelsesmedlemmer, Olga Brüniche-Olsen og Hans Kirkeby Vedersø, at ringe tilbage på de beskeder, som journalisten lagde til dem.
Bladet har i den forbindelse anført, at det således må konstateres, at bladets journalist har gjort, hvad der var muligt, dels for at undersøge de kritiserede regnskabsposter gennem interviews med fondens ledelse, dels med henblik på at forelægge bestyrelsen de konstaterede kritikpunkter således, at de pågældende fik lejlighed til at udtale sig herom, inden artiklen blev trykt. Det er på den baggrund vanskeligt at se, hvilken yderligere research journalisten skulle have foretaget. Journalisten havde naturligvis ikke adgang til de underliggende regnskabsbilag. Da fondsbestyrelsen ikke over for bladet ønskede at kommentere sagen, måtte journalisten alene basere sig på oplysningerne indeholdt i et offentlig tilgængeligt regnskab. Ej heller forud for bladets artikel i den trykte udgave den 6. november 2002 ønskede Morten Engberg at udtale sig, ligesom ingen af de øvrige bestyrelsesmedlemmer ligesom tidligere ringede tilbage, efter at bladet havde lagt besked om dette.
Bladet har endelig anført, at de unøjagtigheder, som artiklen rummer, dvs. kunstindkøb for 161.620 kr. og ikke 200.000 kr. samt rejseudgifter på 179.923 kr., hvorfra angiveligt skal fradrages en "egenbetaling" på 75.000 kr., og hvor bladet har indrykket genmæle, kunne være undgået, hvis fondens bestyrelsesmedlemmer ikke havde nægtet at udtale sig til bladet, inden artiklen blev offentliggjort.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Finn Rowold, Tage Clausen og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
I artiklen knyttes Børn og Unge Fondens fire bestyrelsesmedlemmer til afholdelsen af en række udgifter til fortæring, rejser og kunst, og det antydes således, at de pågældende har misbrugt deres stillinger som medlemmer af fondens bestyrelse.
Pressenævnet finder, at bladet navnlig på grund af det meget usikre grundlag for de antydede misbrug inden offentliggørelsen burde have søgt oplysningerne efterprøvet, først og fremmest ved at forelægge bestyrelsesmedlemmerne beskyldningerne om, at udgifterne alene kunne henføres til dem. Nævnet finder herefter, at bladet har handlet i strid med god presseskik, og udtaler sin kritik. Nævnet bemærker samtidig, at bladet i artiklen burde have angivet, at man forgæves havde forsøgt at forelægge oplysningerne for de pågældende.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af B.T.’s internetavis at offentliggøre følgende:
Den 5. november 2002 bragte B.T.’s internetavis en omtale af, at Børn og Unge Fondens bestyrelse havde afholdt en række store udgifter til fortæring, rejser og kunst. Artiklen tog udgangspunkt i tallene i årsregnskabet for Børn og Unge Fonden for 2001.
Børn og Unge Fonden har klaget til Pressenævnet, idet man finder, at god presseskik er tilsidesat.
Pressenævnet udtaler:
I artiklen knyttes Børn og Unge Fondens fire bestyrelsesmedlemmer til afholdelsen af en række udgifter til fortæring, rejser og kunst, og det antydes således, at de pågældende har misbrugt deres stillinger som medlemmer af fondens bestyrelse.
Pressenævnet finder, at bladet navnlig på grund af det meget usikre grundlag for de antydede misbrug inden offentliggørelsen burde have søgt oplysningerne efterprøvet, først og fremmest ved at forelægge bestyrelsesmedlemmerne beskyldningerne om, at udgifterne alene kunne henføres til dem. Nævnet finder herefter, at bladet har handlet i strid med god presseskik, og udtaler sin kritik. Nævnet bemærker samtidig, at bladet i artiklen burde have angivet, at man forgæves havde forsøgt at forelægge oplysningerne for de pågældende.