Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 123/2002

GældendeVersion 2003-02-26
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/20164@2003-02-26/da

Indhold
  1. Indledning

[En kvinde] har ved advokat Hanne Nording klaget til Pressenævnet over et indslag bragt i TV 2/Lorry den 5. november 2002, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

Det påklagede indslag blev bragt i en nyhedsudsendelse på TV 2/Lorry og omhandlede et røveri, der var begået mod en bank samme dag. I indslaget blev der vist en række billeder fra bankens interne overvågningskamera, der viste klager blive overfaldet af den ene af røverne.

Klageren har anført, at man har vist hende i indslaget, uden at man har skjult hendes ansigt. Klager er på baggrund af indslaget blevet genkendt, hvilket har gjort hende meget utryg. Indklagede har således handlet i strid med god presseskik.

Indklagede har anført, at man ikke forstår klagen, idet det er umuligt at genkende den skikkelse, som røveren på det første billede er ved at maltraktere. Der er tale om et meget totalt og ikke særlig skarpt billede, hvor røverens skikkelse er dominerende.

Indklagede har oplyst, at det den pågældende aften hastede meget med at få historien med billederne på, så politiet via udsendelsen kunne få så megen hjælp som muligt fra offentligheden. Under normale omstændigheder ville indklagede genkendelighed eller ej have sløret den pågældende, hvilket i øvrigt skete i forbindelse med den sene nyhedsudsendelse samme aften.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det ikke kan udelukkes, at det ud fra indslagets billeder er muligt for personer med et vist kendskab til klageren at identificere hende som den i indslaget viste person.

Nævnet finder, at indklagede burde have maskeret klager i indslaget. Ved at undlade dette har indklagede handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

Pressenævnet har efter henstilling fra advokat Hanne Nording besluttet ikke at pålægge TV 2/Lorry at offentliggøre kendelsen.

Afsagt den 22. januar 2003.

Versioner

  1. 2003-02-26