Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/20296@2004-01-21/da

Indhold

1. Indledning

Vedrører AB 92, standsning og ekstraarbejder

Ved klageskrift af 12. september 2001 har klager i henhold til AB 92 begæret en voldgiftsret nedsat til afgørelse af klagerens tvist med indklagede. Voldgiftsretten er nedsat med følgende medlemmer: Arkitekt, tømrermester Ole Uldal, rådg. ingeniør F.R.I. Christian Kubel og landsdommer Arne Lyngesen, sidstnævnte som voldgiftsrettens formand.

Tvisten vedrører parternes krav på hinanden i anledning af, at indklagedes underentreprise ikke blev fuldført.

Parternes påstande:

Klageren har nedlagt endelig påstand på, at indklagede tilpligtes at betale principalt 166.350 kr., subsidiært et mindre beløb efter voldgiftsrettens skøn, der i begge tilfælde påstås forrentet med procesrente fra den 10. oktober 2000.

Indklagede har påstået frifindelse.

Indklagede har nedlagt selvstændig endelig påstand på, at klageren tilpligtes at betale principalt 136.750 kr., subsidiært et af voldgiftsretten fastsat mindre beløb, der i begge tilfælde påstås forrentet med procesrente fra den 6. juli 2000.

Klageren har over for denne påstand påstået frifindelse.

Af sagens skriftlige materiale fremgår følgende:

Den 17. februar 1999 afgav indklagede over for klageren tilbud om isolering af diverse rør (entreprise 11.5) på et kollegium til en entreprisesum på i alt 335.000 kr. ekskl. moms.

Den 26. oktober 1999 fremsendte indklagede til klageren faktura med tilhørende opgørelse over ekstraarbejder. Fakturabeløbet var ca. 51.000 kr. ekskl. moms.

Den 27. oktober 1999 afviste hovedentreprenøren, der var hovedentreprenør på renoveringen af kollegiet, overfor klageren ethvert krav om ekstrabetaling i anledning af indklagedes arbejde.

I skrivelse af 29. oktober 1999 fra klageren til indklagede blev svaret fra hovedentreprenøren viderebragt med oplysning om, at klageren afviste indklagedes faktura af 26. s.m. Klageren bemærkede i skrivelsen vedrørende en af indsigelserne fra indklagede, at ”der kan dog være noget om snakken, som vi må snakke videre om”.

Ved skrivelse af 2. november 1999 fra indklagedes daværende advokat blev det fastholdt, at indklagede havde måttet udføre ekstraarbejde som følge af, at hovedrørføring og rørføring til radiatorer i de enkelte værelsesenheder var ændret. Såfremt indklagedes faktura ikke blev betalt inden 3 dage, ville indklagede anse dette for misligholdelse af entrepriseaftalen.

I skrivelse af 8. november 1999 svarede klagerens advokat, at der ikke var uklarheder i entreprisebeskrivelsen, og at klageren ikke ved udførelsen af rørføringerne havde foretaget ændringer, der kunne berettige indklagede til at kræve ekstrabetaling. Dette standpunkt havde klageren allerede tidligere meddelt indklagede. Såfremt indklagede ikke senest den 11. november 1999 havde meddelt, at han frafaldt kravet om ekstrabetaling og ville fortsætte arbejdet, måtte samarbejdet anses for ophævet, og stadeopgørelse ville blive rekvireret med henblik på arbejdets færdiggørelse af anden entreprenør.

I skrivelse af 10. november 1999 fastholdt indklagedes daværende advokat kravet om betaling for ekstraarbejder.

I skrivelse af 11. november 1999 krævede klagerens advokat omgående bekræftelse fra klageren på, at arbejdet ville blive færdiggjort inden for den aftalte entreprisesum.

Den 19. november 1999 foretoges syns- og skønsforretning ved den af Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed udmeldte skønsmand, en civilingeniør. Skønsmanden har i den senere afgivne erklæring bl.a. oplyst, at ”projektmaterialets behandling af de omhandlede rørforbindelser er uklar og kan afstedkomme tvivl om der er tale om præisolerede rør eller om teknisk isolering skal medregnes under entreprise 11.5”. I relation til indklagedes faktura af 26. oktober 1999 har skønsmanden oplyst, at de deri anførte mængder og enhedspriser er rimelige.

I forbindelse med skønsforretningen indgik parterne aftale, som indklagedes daværende advokat bekræftede i skrivelse af 22. november 1999 til klagerens advokat. Det hedder i skrivelsen bl.a.:

”Med henvisning til det under mødet på byggepladsen den 19 ds. passerede bekræfter jeg den indgåede aftale. Mine klienters entreprise genoptages og hvorunder mine klienter således frafalder den tidligere iværksatte misligholdelse.

Deres klient accepterer, at der for entreprisen foreligger berettiget krav på ekstraydelser som følge af udbuds- og tegningsmaterialets utilstrækkelighed

Deres klienter forpligtede sig i henhold til den indgåede aftale til omgående at rejse krav om tillægsbetaling overfor bygherre/ledelse og i øvrigt fremme dette krav til en afgørelse hurtigst muligt

Såfremt bygherre/ledelse måtte afvise tillægskrav, transporterer Deres klienter dette krav til mine klienter, der i egen regning og for egen risiko er berettiget til at søge kravet afgjort overfor bygherre/ledelse i henhold til Almindelige Betingelser.

Med den foreliggende økonomiske afgørelsesform udtræder Deres klienter herefter af enhver forpligtelse/risiko for yderligere betaling af de hævdede ekstraydelser, og i forbindelse med en eventuel voldgiftssag, som mine klienter måtte se sig nødsaget til at rejse overfor bygherre/ledelse, tilsiger Deres klienter mine klienter enhver faktisk hjælp i forbindelse med kravets gennemførelse”.

I telefaxskrivelse af 23. november 1999 fra klagerens advokat til indklagedes daværende advokat hedder det bl.a.:

”Idet jeg henviser til mødet på kollegiet den 19.ds. i forbindelse med den udmeldte stadeopgørelse skal jeg hermed bekræfte, at vore klienter forligte uoverensstemmelserne vedrørende Deres klients krav på ekstrabetaling for såvel den allerede udførte del af entreprisen som den resterende del af entreprisen således:

1. Det blev aftalt, at min klient accepterer selv at ville dække op til 50.000 kr. af Deres klients krav på honorering for ekstraarbejderne. Dette beløb indbetales den 26/11-99.

2. Min klient og undertegnede forsøger på ny – og denne gang på grundlag af den udtalelse, som måtte komme fra skønsmanden – at formå byggeledelsen til at acceptere Deres klients krav på yderligere betaling for isolering af de rør, som ikke var angivet på plantegningen.

3. Såfremt det ikke lykkes for min klient at overbevise byggeledelsen om, at Deres klient har krav på honorering for isolering af de på tegningen ikke angivne rør, transporterer min klient sit krav til Deres klient, således at Deres klient herefter i en af denne selv anlagt voldgiftssag kan søge at få sine penge hjem

4. Med hensyn til omkostningerne blev det udtrykkeligt under mødet den 19.ds. fra min og min klients side tilkendegivet, at denne ikke kunne belastes med yderligere omkostninger end de 9.000 kr., som min klient allerede har stillet i depositum overfor voldgiftsretten, hvorfor ethvert yderligere omkostningsbeløb til Dem og/eller voldgiftsretten alene må afholdes af Deres klient.

5. På baggrund af ovenstående aftaler forpligtede Deres klient sig til omgående at genoptage sin entreprise i fuldt omfang og på baggrund af Deres klients afgivne tilbud på 335.000 kr. , hvortil kommer det under pkt. 2 aftalte tillæg på yderligere 50.000 kr. Yderligere ekstraarbejder kan således herefter ikke gøres gældende overfor min klient.

Som tilkendegivet under mødet er der divergerende opfattelser af, om Deres klients krav på ekstraarbejder er rimeligt og velbegrundet, men af hensyn til at entreprisen ikke blev stoppet med deraf følgende udløsning af dagbøder, yderligere omkostninger til voldgiftsretten m.v. synes der at være et rimeligt og fornuftigt grundlag for at etablere det skitserede forlig.”

I skrivelse af s.d. fra indklagedes daværende advokat hedder det bl.a.:

”Tak for Deres skrivelse af 23.ds., der synes at være i god overensstemmelse med min skrivelse af 22.ds. – og i øvrigt den indgåede forligsaftale”.

Advokaterne formulerede i fællesskab yderligere spørgsmål til skønsmanden, og skønsmanden afgav erklæring den 6. december 1999.

Indklagedes daværende advokat anmodede i skrivelse af 13, december 1999 klagerens advokat om over for bygherren at ”begære forhandling indledt til afgørelse af de nu foreliggende ekstrakrav/ydelser” samt ”forbehold om at indbringe sagen for voldgift”.

Den 4. januar 2000 fremsendte klagerens advokat til hovedentreprenøren – skrivelse med en redegørelse for forløbet af parternes tvist, den afgivne skønserklæring og indklagedes forbehold om at indbringe sagen for en voldgiftsret. Advokaten anmodede om hovedentreprenørens stillingtagen.

I skrivelse af 28. januar 2000 afviste hovedentreprenøren kravet om ekstrabetaling og erklærede ikke at ville rejse spørgsmålet over for bygherren.

I skrivelse af 25. april 2000 fra indklagedes daværende advokat til klagerens advokat hedder det bl.a.:

”Ifølge den indgåede aftale, jfr. min skrivelse til Dem af 22.11.1999, forpligtede Deres klienter sig til at rejse krav om tillægsbetaling overfor bygherren/ledelse omgående.

Det siger sig selv, at mine klienter, der har fortsat deres entreprise i tillid til at vor aftale af 22.11.1999 reelt og loyalt blev fulgt op af deres klienter, ikke kan eller skal acceptere denne tidsmæssige udstrækning af sagen, hvor De/klager er forpligtet til omgående at indlede voldgiftssag.

Herefter må jeg bede Dem om overfor bygherren at begære voldgift nedsat

Såfremt De ikke inden ugens udgang har begæret voldgiftssag fastsat overfor bygherren, vil min tilkendegivelse om udtræden af underentrepriseaftalen blive effektueret, og hvorunder jeg forbeholder mig alle mine klienters rettigheder.”

Klagerens advokat svarede i skrivelse af 27. april 2000 indklagedes daværende advokat bl.a. således:

”De tiltræder selv i Deres skrivelse af 23. november 1999 indholdet af min fax af samme dato. Grundlaget er og har hele tiden været, at i tilfælde af at det ikke lykkedes gennem de førte forhandlinger med hovedentreprenøren at formå denne til at honorere Deres klients ekstrakrav, gav min klient – jf. pkt. 3 i min fax af 23. november 1999 – transport i dette krav til Deres klient og: ”således at Deres klient herefter i en af denne selv anlagt voldgiftssag kan søge at få sine penge hjem”.

Det er endvidere under pkt. 4 udtrykkeligt anført, at min klient: ”ikke kunne belastes med yderligere omkostninger end de 9.000 kr., som min klient allerede har stillet i depositum overfor voldgiftsretten, hvorfor ethvert yderligere omkostningsbeløb til Dem og/eller voldgiftsretten alene må afholdes af Deres klient”.

Jeg skal ikke undlade at gøre opmærksom på, at Deres trussel om, at Deres klient vil udtræde af underentrepriseaftalen, betragtes som anteciperet misligholdelse i betragtning af, at truslen fremsættes på et urigtigt grundlag Såfremt jeg derfor ikke omgående og senest fredag den 28.ds. kl. 15.00 modtager en bekræftelse på, at Deres klient genoptager arbejdet med fuld styrke fra førstkommende mandag morgen, vil dette blive betragtet som en af Deres klient ensidig og uberettiget foretaget ophævelse af entrepriseaftalen.”

I skrivelse af 29. maj 2000 fra indklagedes daværende advokat er bl.a. anført følgende:

”Projektgrundlag og beskrivelse er som tidligere anført mere en uklar, og mine klienters krav om merydelse må nu behandles og afgøres over en voldgift, hvortil jeg i henhold til vore aftaler udbeder mig Deres deltagelse.

Deres og Deres klients endelige standpunkt til etablere voldgiftssag overfor bygherren udbedes inden den 7.6.d.å.”

Den 6. juli 2000 blev skønsforretningen genoptaget til udarbejdelse af stadeopgørelse. Af skønsmandens erklæring af 10. juli 2000 fremgår det bl.a., at 60 % af isoleringsarbejderne var udført. Denne andel var sat i forhold til de samlede entreprisearbejder med undtagelse af isoleringsarbejder i centrets servicebygning, hvilket svarede til 320.000 kr. af den aftalte entreprisesum på 335.000 kr. Omkostningen ved arbejdernes færdiggørelse anslog skønsmanden til 190.000 kr. ekskl. moms.

Entreprisearbejderne er siden færdiggjort af anden entreprenør for et beløb på 193.200 kr. ekskl. moms.

Forklaringer:

Der er under den mundtlige forhandling afgivet forklaringer af direktøren og indehaveren af det klagende firma, formand hos klageren og klagerens byggepladsleder på entreprisen, klagerens advokat og en ansat hos klageren alle fra klageren samt af den daglige leder af det indklagede firma fra indklagede.

Direktøren og indehaveren af det klagende firma har forklaret bl.a., at han er direktør og indehaver af det klagende firma. Firmaet fik i underentreprise fra hovedentreprenøren at udføre smede-, blikkenslager, og VVS-arbejderne. Entreprisesummen var godt 9 millioner. Det indklagede firma henvendte sig og ønskede at afgive tilbud på de hertil knyttede isoleringsarbejder. Indklagedes første tilbud var ca. 200.000 kr. højere end andre tilbud, og da vidnet fortalte den daglige leder af det indklagede firma dette, ønskede denne at besigtige byggepladsen. Besigtigelsen fandt sted den 15. februar 1999. Under besigtigelsen var ikke vidnet, men formanden hos klageren og klagerens byggepladsleder på entreprisen til stede. Klageren havde da udført næsten samtlige rørføringer i den første boliggruppe, og da boligernes gulve var fjernede, var rørføringerne umiddelbart synlige. Alle rør skulle isoleres. Alle boliggrupper var stort set ens. I forbindelse med klagerens udførelse af rørmontagen blev der ikke foretaget projektændringer, men der blev foretaget nogle hensigtsmæssige mindre justeringer af rørføringerne. I denne forbindelse er længden af rørføringerne til lejlighedernes radiatorer forøget med ca. 6 meter. I løbet af sommeren henvendte den daglige leder af det indklagede firma sig og ønskede et møde om betaling for ekstra arbejder. Vidnet henviste ham til at sende et brev, som vidnet så ville forelægge for hovedentreprenøren. Indklagede begyndte derefter at lægge pres på vidnet, idet indklagede ikke overholdt tidsplanen. Hovedentreprenøren truede vidnet med dagbøder. Ved skønsforretningen den 19. november 1999 accepterede vidnet at betale indklagede 50.000 kr. for at indklagede skulle genoptage og færdiggøre isoleringsarbejderne. Vidnet har ikke derved accepteret, at der var uklarheder i entreprisebeskrivelsen. Vidnet gjorde det samtidig klart for den daglige leder af det indklagede firma, at klageren ikke selv ville rejse voldgiftssag mod hovedentreprenøren, der er klagerens største kunde. I løbet af vinteren og foråret kom indklagede på ny bagud med sine arbejder, og i april/maj standsede indklagede helt arbejdet. Hovedentreprenøren krævede med trussel om dagbøder, at vidnet fik sagen bragt i orden. I forbindelse med, at indklagede to gange standsede arbejdet, har klagerens formand og byggepladsleder på entreprisen måttet udføre arbejde, som indklagede skulle have udført. Han måtte tillige lave opgørelser til brug for byggemøderne med hovedentreprenøren over, hvor langt isoleringsarbejderne var nået. Dette skulle indklagede have udført. Klageren fakturerer arbejdsydelser for fremmede med 300 kr. pr. time.

Klagerens formand og byggepladsleder på entreprisen har forklaret bl.a., at han er formand hos klageren og var klagerens byggepladsleder på entreprisen. Vidnet og den daglige leder af det indklagede firma havde i begyndelsen af februar 1999 et møde på byggepladsen, hvor de i fællesskab besigtigede den første af de 12 boliggrupper, hvor der skulle udføres isoleringsarbejder. Bygningernes indre var fjernet, og der lå kun gulvstrøer. Besigtigelsen varede nok en time. De fleste rør i den første boliggruppe var færdigmonterede, og klageren var begyndt på den næste boliggruppe. Alle rør var umiddelbart synlige. De rør, der i entreprisebeskrivelsen er benævnt M 20, er alle jernrør. Præisolerede pexrør er altid anført med 2 tal. I forbindelse med klagerens arbejder blev der kun foretaget små justeringer i forhold til entreprisebeskrivelsen. I begge tilfælde, hvor indklagede standsede sit arbejde, skete det ved, at indklagede neddroslede aktiviteten. Vidnets spildtid bestod i det væsentlige i, at vidnet måtte flytte materialer, bl.a. isoleringsmaterialer, for at andre håndværkere kunne komme til. Opgørelsen af vidnets spildtid, der var mindst 50 timer, er sket efterfølgende. Til brug for byggemøderne med hovedentreprenøren har vidnet også måttet udfærdige opgørelse over, hvor langt indklagede var nået med sit arbejde. Dette skulle indklagede selv have udført. Vidnet er på fast løn og var i byggeperioden fuldtids tilknyttet byggepladsen. Vidnets timeløn var 130 kr. Vidnet husker ikke, om han har fået overarbejdsbetaling.

Klagerens advokat har forklaret bl.a., at han i mange år har været advokat for klageren. I efteråret 1999 blev han kontaktet, da indklagede var ved at standse arbejdet. Vidnet rekvirerede stadeopgørelse med henblik på at antage anden entreprenør til færdiggørelse af isoleringsarbejderne. Klageren var i en vanskelig situation, da hovedentreprenøren truede med dagbøder. Skønsmanden tilkendegav, at han skulle bruge mere tid for endelig at afklare, hvorvidt der var uklarheder i entreprisebeskrivelsen. Vidnet mente ikke, at der var uklarheder. Vidnet måtte tilbyde et beløb for at undgå, at sagen gik i stå. De 50.000 kr. indebar ikke en accept af, at der var uklarheder eller projektændringer, der medførte ekstraarbejder. De 50.000 kr. var for at komme videre, få ro på arbejdspladsen og få arbejdet tilendebragt. Vidnets brev af 4. januar 2000 til hovedentreprenøren blev afsendt efter, at indklagedes advokat havde haft et udkast til godkendelse.

Den ansatte hos klageren har forklaret bl.a., at han og direktøren og indehaveren af det klagende firma deler arbejdsopgaverne i det indklagede firma. Vidnet deltog i skønsforretningen den 19. november 1999. Jernrør, der i entreprisebeskrivelsen er benævnt med stort M, er efter vidnets opfattelse et metrisk gevindrør. Pexrør kan ikke være gevindrør. Vidnet mener ikke, at der er uklarheder i beskrivelsen af isoleringsarbejderne. Forligsbeløbet 50.000 kr. var med henblik på, at indklagede skulle færdiggøre sit arbejde. Det blev klart tilkendegivet, at klageren ikke ønskede selv at indlede voldgiftssag mod hovedentreprenøren.

Den daglige leder af det indklagede firma har forklaret bl.a., at han er daglig leder af det indklagede firma. Han har udregnet de afgivne tilbud. Det første tilbud blev for højt, fordi han ikke vidste, at gulvene var taget op, og han forstod tegningsmaterialet således, at også rør udenfor bygningerne skulle isoleres. Vidnet har bestridt, at han i februar 1999 har besigtiget byggepladsen sammen med klagerens formand og byggepladsleder på entreprisen, og vidnet har i øvrigt ikke besigtiget byggepladsen, før han afgav det endelige tilbud. Nedsættelsen af vidnets tilbud skete på grundlag af et møde, vidnet havde med direktøren og indehaveren af det klagende firma. Tegningerne over varmerørene viste sig senere at være ufuldstændige, idet kun hovedledningerne var indtegnede. På tegningerne var nogle rør benævnt M 20, og fra tegningsmaterialet i øvrigt kunne man kun forstå, at disse rør var præisolerede pexrør. Disse rør har vidnet derfor ikke medregnet i sit tilbud. Det viste sig imidlertid, at også disse rør skulle isoleres. Det viste sig endvidere, at rørene til de enkelte lejligheder i forhold til bygningstegningerne var flyttet ca. 6 meter. Dette medførte ekstra isoleringsarbejder af i alt ca. 2 km rør på hele entreprisen. Gulvene over radiatorerne var ikke fjernede, da indklagede skulle i gang med isoleringen. Vidnet gjorde i løbet af sommeren direktøren og indehaveren af det klagende firma opmærksom herpå, men denne afviste vidnet. Skønsmanden gav vidnet ret. Vidnet har ikke efterladt byggepladsen rodet. Vidnet har bestridt, at klagerens formand og byggepladsleder på entreprisen har brugt tid på at rydde op efter indklagede. Parternes advokater forhandlede imidlertid et forlig, hvorefter arbejdet blev fortsat. I juni måned næste år var indklagede kun en lille smule efter tidsplanen. Indklagedes advokat anbefalede vidnet at standse arbejdet. Spørgsmålet om, hvem der skulle rejse voldgiftssag mod hovedentreprenøren, har vidnet overladt til advokaterne at afklare.

Parternes opgørelse af krav og parternes procedure:

Klageren har opgjort sit krav som færdiggørelsesudgiften på 193.200 kr. med fradrag af indklagedes restentreprisesum på 140.000 kr. eller 53.200 kr. Klageren har yderligere krævet tilbagebetaling af de 50.000 kr., der blev betalt i forbindelse med aftalen fra november 1999, og betaling af 15.000 kr., hvilket beløb er klagerens anslåede merudgifter vedrørende ”spildtid” for klagerens formand og byggepladsleder på entreprisen. Beløbet er opgjort som 50 timer á 300 kr. Det samlede krav på 118.200 kr. har klageren tillagt moms med 29.550 kr. Yderligere er i påstandsbeløbet medregnet 18.600 kr. inkl. moms, hvilket beløb klageren har afholdt i anledning af de 2 skønsforretninger.

Klageren har til støtte for sine påstande gjort gældende, at klageren med rette har ophævet entreprisekontrakten, da indklagede uberettiget standsede arbejdet og dermed misligholdt kontrakten. Efter parternes aftale i november 1999 skulle indklagede – og ikke klageren – anlægge en eventuel voldgiftssag til afgørelse af indklagedes krav om betaling for ekstraydelser. Som følge af indklagedes misligholdelse er indklagede pligtig at erstatte klageren merudgiften ved entreprisens færdiggørelse. Udgiftens størrelse er ikke bestridt. De 50.000 kr. blev i november 1999 erlagt under den udtrykkelige forudsætning, at indklagede fuldførte entreprisen. Da dette ikke skete, er klageren berettiget til at kræve beløbet tilbagebetalt. Indklagedes misligholdelse har endvidere påført klageren tab i anledning af klagerens formand og byggepladslederens spildtid og udgifter til skønsforretningerne, hvilket indklagede tillige må erstatte.

Indklagede har opgjort sin selvstændige påstand under henvisning til, at der er udført arbejde svarende til 60 % af 320.000 kr. eller for 192.000 kr. Samtidig er leveret ekstraydelser for et beløb på 130.400 kr. Idet klageren har afregnet 195.000 kr. samt de 50.000 kr. i henhold til aftalen fra november 1999, har indklagede et tilgodehavende på 77.400 kr., hvilket beløb med tillæg af moms er 96.750 kr. Til beløbet skal lægges indklagedes dækningsbidrag (20 %) ved færdiggørelsen af entreprisen, hvilket beløb afrundet er fastsat til 40.000 kr. inkl. moms. Herved fremkommer påstandsbeløbet 136.750 kr.

Indklagede har til støtte for sine påstande gjort gældende, at klageren ved at undlade for en voldgiftsret at indbringe spørgsmålet om betaling for indklagedes ekstraydelse har misligholdt parternes entreprisekontrakt. Indklagedes krav på betaling for ekstraarbejder var berettiget, hvilket skønsmanden har bekræftet, og indklagede har med rette ophævet entrepriseaftalen. Indklagede har dermed krav på betaling for det udførte entreprisearbejde og de leverede ekstraydelser. Indklagede kan endvidere kræve betaling svarende til det dækningsbidrag, som indklagede ville have oppebåret i tilfælde af entreprisens fuldførelse. Det er uberettiget, at klageren kræver de i november 1999 erlagte 50.000 kr. tilbagebetalt. Dette beløb blev aftalt som en forhøjelse af den oprindelige entreprisesum som følge af uklarheder i entreprisebeskrivelsen og projektændringer. Klagerens krav vedrørende spildtid er udokumenteret. Klagerens krav vedrørende refusion af omkostningerne til skønsforretningerne skal i alle tilfælde reduceres med de 9.000 kr., som klageren i november 1999 forpligtede sig til at afholde.

Voldgiftsretten udtaler:

Efter indholdet af advokaternes brevveksling i november 1999 kan det fastslås, at det påhvilede indklagede at indlede voldgiftssag, såfremt indklagede ønskede at forfølge den af indklagede hævdede ret til vederlag for ekstraarbejder. Det var derfor uberettiget, at indklagede i 2000 standsede arbejdet, og indklagede har herved pådraget sig pligt til at erstatte klagerens tab som følge af standsningen.

Ved erstatningens udmåling lægger voldgiftsretten den af skønsmanden anslåede udgift til arbejdets færdiggørelse til grund. Klagerens krav herom tages derfor til følge med 50.000 kr.

Da klageren, der er momsregistreret, har kunnet afløfte moms af den fuldførende entreprenørs faktura, kan klageren ikke i sit erstatningskrav over for indklagede medregne moms.

Parternes aftale fra november 1999, jf. navnlig indholdet af klagerens advokats telefaxskrivelse af 23. november 1999, indebar, at klageren i et vist omfang accepterede, at der kunne være tvivl om entreprisebeskrivelsen, og at indklagede derfor havde ret til yderligere vederlag. Entreprisesummen blev reelt herved opskrevet med 50.000 kr. Der er ikke i aftalen grundlag for at fastslå, at indklagede først på et senere tidspunkt havde optjent beløbet endeligt. Voldgiftsretten imødekommer derfor ikke klagerens krav om tilbagebetaling af de udbetalte 50.000 kr.

For så vidt angår klagerens krav om betaling for et af klagerens formand og byggepladsleder på entreprisen udført arbejde bemærker voldgiftsretten, at klageren ikke ses på noget tidspunkt før kravets fremsættelse i en skrivelse af 25. september 2000 at have taget forbehold herom. Herefter, og idet kravet ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, frifindes indklagede herfor.

Klagerens påstand tages herefter til følge for så vidt angår 50.000 kr. med renter som påstået.

Indklagedes selvstændige påstand tages ikke til følge.

Efter sagens udfald tilkommer der klageren sagsomkostninger. Voldgiftsretten medregner heri 9.600 kr., hvilket beløb klageren har afholdt i anledning af skønsforretning. De øvrige skønsomkostninger på 9.000 kr. har klageren ved parternes aftale i november 1999 påtaget sig at afholde, og voldgiftsretten finder ikke grundlag for at ændre herved. Der tilkendes herefter klageren i samlede sagsomkostninger 18.000 kr.

Thi bestemmes:

Inden 14 dage fra modtagelsen af denne kendelse skal indklagede til klageren betale 50.000 kr. med procesrente fra den 10. oktober 2000 samt sagens omkostninger med 18.000 kr.

Inden 14 dage efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed skal klageren betale samtlige de med voldgiftsrettens arbejde forbundne omkostninger.

Versioner

1. 2004-01-21