Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/20299@2004-02-06/da
Indhold
Vedrører ABT 93, mangler.
Efter bevisførelsen lægges det til grund, at indklagede anmodede klagerens rådgiver om at udfærdige skitser til brug for ombygningen af klagerens ejendom. Det var også indklagede, der betalte for arkitektbistanden. Indklagedes tilbud af 15. maj 1995 omfattede såvel projekt som udførelse af byggearbejder, og klageren har ikke haft andre rådgivere i forbindelse med byggeriet. Indklagede må derfor betragtes som totalentreprenør i forhold til klageren, men således at der ved vurderingen af indklagedes ansvar som totalentreprenør må tages udgangspunkt i tilbuddet af 15. maj 1995, hvor det tilbudte – begrænsede – projekt er specificeret til at vedrøre skitsetegninger, målsat plantegning, snittegning, facadetegning og ansøgning om byggetilladelse.
Indklagedes tilbud indeholder en specificeret beskrivelse af, hvilke byggearbejder der er omfattet af tilbuddet, som lyder på en samlet pris på ca. 820.000 kr. inkl. moms. Det er ubestridt, at etablering af fugtspærre og kuldebrosisolering samt efterfundering af gulve og skillevægge ikke er omfattet af beskrivelsen i tilbuddet.
Indklagede har anerkendt at være erstatningsansvarlig over for klageren som følge af manglende fugtspærre og kuldebrosisolering samt efterfundering og har anerkendt skønsmandens skøn over udbedringsudgifter på henholdsvis 148.000 kr. og 442.800 kr. Ved afgørelsen af, om der heri skal fradrages beløb ud fra et forbedringssynspunkt, lægger voldgiftsretten vægt på, at ombygningen vedrørte en ældre ejendom, hvor gulvsænkningen alene må antages at have forværret et eksisterende problem med fodkulde, og hvor merprisen efter skønsmandens oplysninger ville have været 122.000 kr., hvis arbejdet var blevet udført i forbindelse med ombygningen. Herefter, og idet der efter voldgiftsrettens opfattelse er andre mulige – og billigere – løsninger end foreslået af skønsmanden, jf. også dennes besvarelse af spørgsmål D, fratrækkes de 122.000 kr. i det i øvrigt anerkendte beløb på 148.000 kr., således at erstatningen for manglende dampspærre og kuldebrosisolering herefter udgør 26.000 kr.
For så vidt angår manglende efterfundering af skillevægge og gulve, lægger voldgiftsretten efter skønsmandens oplysninger under afhjemlingen til grund, at der ville have været yderligere udgifter til udgravning og fjernelse af muld på 45 – 50.000 kr., hvis arbejdet var blevet udført i forbindelse med ombygningen. Indklagedes tilbud omfattede kun etablering af enkelte nye skillevægge, og den omstændighed, at indklagede uden beregning opførte yderligere skillevægge, da de eksisterende viste sig for dårlige, kan ikke føre til, at indklagede tillige skal afholde udgifterne til efterfundering af disse vægge. Udgiften til efterfundering af de vægge, der ikke var omfattet af tilbuddet, er skønsmæssigt fastsat til 63.000 kr., og samlet fratrækkes der herefter 110.000 kr. i erstatningen for manglende efterfundering, således at erstatningen udgør 332.800 kr.
Indklagede har anerkendt erstatningsansvar for udbedring af træk- og kuldegener med 26.000 kr. I overensstemmelse med skønsmandens skøn tillægges der klageren yderligere 5.000 kr. til udbedring af forventede skader på eternitplader i forbindelse med udbedringsarbejderne.
I overensstemmelse med indklagedes anerkendelse tillægges der klageren erstatning til udbedring af skorsten og følgeskader med i alt 15.400 kr., 2.600 kr. til udbedring af loftsmaling i badeværelse og 600 kr. til udbedring af udluftning i facadevæg i tilbygning.
Det er ikke dokumenteret, at indklagede er ansvarlig for mangler ved en stolpevæg, og der tilkendes derfor ikke klageren erstatning for mangler i forbindelse hermed. Efter skønsmandens oplysninger, herunder hans besvarelse af tillægsspørgsmål, er det ikke med den fornødne sikkerhed godtgjort, at der har været mangler ved indklagedes arbejde med klinkegulvet i entreen og i forbindelse med oplægning af overligger over terrassedøren. Der tilkendes derfor heller ikke klageren erstatning på disse punkter. Det samme gælder kravene vedrørende trappegelænder og loftsbjælke. Der har ubestridt været reklameret over begge forhold i forbindelse med eller kort tid efter byggeriets aflevering i 1996, men kravene blev efter indklagedes advokats skrivelse af 10. februar 1997 først genfremsat i 1999. Under disse omstændigheder har klageren fortabt sine krav ved passivitet. Derimod har klageren krav på en erstatning på 3.000 kr. til udbedring af revne i vinduer, som har betydning for vinduernes styrke, og som han ikke har reklameret for sent over.
Efter udbedringsarbejdernes omfang er det nødvendigt for klageren at have teknisk bistand til at føre tilsyn med arbejdernes udførelse. Beløbet hertil fastsættes efter voldgiftsrettens skøn til 30.000 kr. Klageren har endvidere krav på rimelige udgifter til genhusning samt flytning og tildækning af møbler i de 1 – 1 ½ måned, som udbedringsarbejderne skønnes at vare. Beløbene fastsættes skønsmæssigt til henholdsvis 10.000 kr. og 5.000 kr. Det er ikke godtgjort, at klagerens gulvtæpper ikke kan genanvendes, når udbedringsarbejderne er udført, og der tilkendes derfor ikke erstatning for ødelagte tæpper.
Klagerens krav tages herefter til følge med i alt 456.400 kr. med tillæg af procesrente som nedenfor bestemt.
Efter sagens udfald sammenholdt med de nedlagte påstande skal indklagede godtgøre klageren dennes skønsomkostninger med 60.000 kr., medens ingen af parterne i øvrigt skal betale sagsomkostninger til den anden part. Parterne skal hver betale halvdelen af de omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens virksomhed, efter opgørelse og påkrav.
Thi bestemmes:
Indklagede skal inden 14 dage til klageren betale 456.400 kr. med procesrente af 200.000 kr. fra den 2. september 1999 til den 12. september 2000, af 327.140 kr. fra den 12. september 2000 til den 4. oktober 2001 og af 456.400 kr. fra den 4. oktober 2001, til betaling sker.
Indklagede skal betale delvise sagsomkostninger til klageren med 60.000 kr. I øvrigt skal ingen af parterne betale sagsomkostninger til den anden part.
Parterne skal hver betale halvdelen af de omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens virksomhed efter opgørelse og påkrav.