Gelex

Foderstofkontrol på landbrugsbedrift

GældendeVersion 2003-01-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9003@2003-01-21/da

Indhold
  1. Indledning

Klager Den 17. januar 2003 J.nr.: 2002-4245-0015 Ref.: 5. kt./VST

Vedr. klagesag om Plantedirektoratets indskærpelse i forbindelse med foderstofkontrol på landbrugsbedrift.

Fødevareministeriets departement vender hermed tilbage på Deres henvendelse af 22. august 2002, hvori xx på Deres vegne påklager Plantedirektoratets afgørelse af 15. august 2002. I afgørelsen er det indskærpet over for Dem, at reglerne om indholdet af tilsætningsstoffer i foder skal overholdes.

Departementet har gennemgået sagen og fastholder Plantedirektoratets afgørelse, hvilket betyder, at indskærpelsen fastholdes.

Om sagens faktiske omstændigheder kan følgende oplyses:

Den 11. januar 2002 udførte Plantedirektoratet foderstofkontrol på Deres bedrift. I forbindelse hermed blev der udtaget en foderprøve af en fuldfoderblanding til smågrise. Foderprøven blev efterfølgende analyseret af Plantedirektoratets laboratorium for indhold af mineraler. Resultatet af analysen viste, at indholdet af zink var på 265 mg/kg. Dette indhold er højere end det tilladte maksimale indhold på 250 mg/kg.

I brev fra Plantedirektoratet af 23. juli 2002 blev resultatet af foderstofkontrollen sendt til Dem.

Ved telefonisk henvendelse d. 25. juli 2002 gjorde De opmærksom på, at der var tale om indkøbt foder fra foderstofvirksomheden KFK

Plantedirektoratet træffer afgørelse i sagen den 15. august 2002 og indskærper over for Dem, at tilsætningsstofbekendtgørelsens bestemmelser skal overholdes.

Den 22. august 2002 indsender xx på Deres vegne klage over Plantedirektoratets afgørelse med den begrundelse, at De ikke kan stilles ansvarlig over for foderstofproducentens produkter.

Ved afgørelsen har departementet lagt vægt på følgende forhold:

Som professionel erhvervsdrivende har De pligt til at sørge for, at det foder De anvender til fodring af Deres dyr overholder gældende regler. Det følger af § 2, stk. 2, i Lovbekendtgørelse nr. 80 af 2. februar 2000, bekendtgørelse af lov om foderstoffer, at foderstoffer, der ikke overholder fastsatte forskrifter ikke må anvendes til fodring.

I henhold til § 6, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 746 af 30. september 1999 om tilsætningsstoffer til foderstoffer, må den samlede mængde af tilsat og naturligt forekommende stof ikke overskride det mindste- eller størsteindhold, der er fastsat i godkendelsen, som for zinks vedkommende er 250 mg/kg. Analysen af foderprøverne viste et indhold af zink på 265 mg/kg.

Det følger af § 8 i ovennævnte bekendtgørelse, at foderblandinger med indhold af tilsætningsstoffer kun må anvendes til fodring efter retningslinierne i godkendelsen, jf. § 3 og bilag 1, afsnit B - D. Foderblandinger med et indhold af tilsætningsstoffer, der er hhv. mindre eller større end det mindste- eller størsteindhold, der er anført i godkendelsen, må ikke anvendes til fodring af de pågældende dyrekategorier.

Da indholdet af zink i den foderstofprøve, der blev udtaget på Deres bedrift, er større end det størsteindhold, der gælder for zink, må foderet ikke anvendes til fodring.

På baggrund af ovenstående fastholder Fødevareministeriets departement Plantedirektoratets afgørelse af 15. august 2002, hvormed det indskærpes, at reglerne om indhold af tilsætningsstoffer til foderstoffer skal overholdes.

Versioner

  1. 2003-01-21