Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 108/2002
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9026@2003-02-26/da
Indhold
[En mand K] har klaget til Pressenævnet over en udsendelse bragt i Radio Frederiksberg-Journalen den 28. oktober 2002, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
I udsendelsen hed det blandt andet:
"
Ole Hans Jensen : Nu vil jeg slet ikke tænke på disse tåbelige private debatfora, Kafka.dk. og Borgerdebat.dk, hvor man har givet os karantæne, fordi vi har været slemme ved den såkaldte jeg vil ikke engang sige kendte journalist, selv om han nu har været i tv i "Hvor meget er det værd?", [K], som også har været ugens gæst her, som vi har åbnet vores døre for, der ikke har bestilt andet end at svine mig til, både som syg person, indlagt på hospitalet og i andre sammenhænge, og han skulle nu være fornærmet over, at jeg svarer igen.
Britt Bartenbach : Han har jo ikke kun brugt sin tid til at svine dig til. Det er jo også mig, han har svinet til. Det må man åbenbart finde sig i, når det drejer sig om [K].
OHJ : Han har jo blandt andet svinet en Ekstra Blad-journalist, en redaktør, til ved at indsende på sin egen home-page, pornobilleder af de nedre regioner fra en mand og en herre i visse situationer, og det synes jo ikke sådan ligefrem, jeg er da ikke så sart, men jeg synes nu nok, at det er noget af det groveste, der er lavet endnu, og fordi han har et kompleks over for Ekstra Bladet, der ikke kunne bruge ham, ser det ud til. Han har jo aldrig været ansat.
OHJ : Så er det så spørgsmålet, er der noget, der hedder fiduskunstnere i det hele taget. Mange af de fiduskunstnere, som [K] og [en anden mand] har kaldt fiduskunstnere, de er da glimrende kunstnere.
BB : Og mange af dem har jo netop fået deres liv ødelagt og deres karrierer og muligheder fremover ødelagt på grund af disse to kunstens politimænds artikler i tidernes løb.
OHJ : Men det er jo farligt, når man kommer ind i det spil med denne journalist, der ikke går af vejen for at lyve i sine svar, når man så bliver angrebet, og man så svarer. Så lyver han igen. Og det er jo beviseligt, at han lyver ."
OHJ : Han har lige på Journalisternes Debatforum svinet mig til endnu engang ved at sætte et indlæg ind, hvor der står, at jeg er blevet idømt 20 dages fængsel. Og det er jo sådan set rigtigt nok, men det har jo kun ren forfølgelsesværdi ved at sætte sådan noget på, for det er jo en gammel dom . Så det er så et spørgsmål, om det ikke er strafbart at ligesom sætte det på. Nu kender jeg ikke helt i alle detaljer reglerne for at viderekolportere ordet man brugte under 2. Verdenskrig at stikke folk til andre, om man kan betragte det som en stikkerhandling at bringe sådan noget frem til folk, som ikke egentligt har brug for at vide det.
OHJ : Men der er kommet en pressenævnskendelse, og endnu engang er [K] [initialer udeladt], som han hedder i daglig tale på disse debatfora, hvor han skriver næsten alle indlæggene, han er blevet underkendt, og jeg ved ikke, jeg har ikke tal på, hvor mange gange det er. Det er vel op på fem gange nu eller fire gange eller deromkring . Han har indført dødsstraf for højesteretsdommere, og et par stykker af dem sidder jo i Pressenævnet. Så man kan vel ikke score et større selvmål end [K] har gjort.
BB : Jeg kan da kun sige, så er det da en lykke for Danmark, at [K] ikke er statsminister her i landet.
OHJ : Han kalder sig jo kunstekspert, og der er han jo også blevet klædt af til skindet. Det må man jo sige. Selv vi der ikke har forstand på kunst kan da se, hvad hans kvaliteter er der indenfor. Andre der har forstand på kunst, de har jo også udtalt deres mening om [K], og han tror jo, at han har et omdømme, der er så fantastisk inden for kunstens verden, så alle synes, at han er det ottende orakel eller det store orakel inden for kunsten, og det er der i hvert fald mange der ikke, de griner faktisk af ham simpelthen for at sige det ligeud.
OHJ : . Hvor utroligt det er, de ting, som vi skal finde og i . Det er os, der ligesom må skrue bissen på engang imellem for at svare på [K]s, [K’s initialer], svinerier over for os. Og så bliver vi slået i hartkorn med sådan en person, som har så lavt et niveau . Men udover det så er det da klart, at han ud fra det, han har klaget over, ikke kan få ret.
OHJ : Det er meget skægt, fordi hver gang han skriver noget, der er injurierende .
OHJ : Men det, vi har taget ham i, det er netop nogle ting, han ikke ved noget om. Og jeg synes det er dygtigt gjort, at en mand, der har skrevet i 44 år om kunst, at han ikke kender noget som helst til Rubens fylde og til impastoens gåde ."
Klageren har anført, at det af Pressenævnet må forlanges, at man beder Ole Hans Jensen og Britt Bartenbach føre bevis for deres påstande, der for alles vedkommende er grebet ud af luften, rene tilsvininger, injurier og bagvaskelse. Ved at afvise klagers klager over parrets løgnehistorier, giver nævnet dem fuldmagt til at fortsætte svinerierne.
Indklagede har indledningsvis anført, at klagen bør afvises i medfør af medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 1, som åbenbart grundløs.
Indklagede har videre anført, at klagepunkterne enten er ikke- eksisterende eller taget ud af en større sammenhæng, og langt de fleste af klagerne eksisterer kun i klagers syge fantasi. Indklagede bliver nødt til i radioen at svare klager og hans medsammensvorne, Annelise Rasmussen, fra www.borgerdebat.dk, fordi denne person sammen med klager på www.kafka.dk. har forbudt indklagede at svare på deres svinske, løgnagtige og injurierende indlæg om dem. Alt, hvad der er sagt, er 100% dokumenterbart og derfor sandheden, eller også er det indklagedes opfattelse, som man har lov at have, da den hverken er injurierende eller overtræder god presseskik.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Henset til karakteren af den løbende meningsudveksling mellem klager og indklagede, herunder navnlig de gentagne, gensidige personlige udfald, finder Pressenævnet ikke anledning til at udtale kritik af indklagede.
Afsagt den 22. januar 2003.