Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 110/2002
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9027@2003-02-26/da
Indhold
Børn og Unge Fonden har ved advokat Bjarke Vejby klaget til Pressenævnet over B.T.’s forside samt en artikel bragt i bladet den 5. november 2002, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat. Der er endvidere klaget over, at bladet har afvist at bringe et genmæle.
Forsiden havde følgende overskrift:
" Børnehavebestyrelses vilde fråds:
ÅD OG DRAK FOR 192.000 KR.
* Rejste for 180.000 kr. * Købte dyr kunst for 200.000 kr. * Mangler penge til flere ansatte".
Herefter hed det på forsiden:
"Bestyrelsen for tre børneinstitutioner, med Johnny Wetterstein som formand (billedet), forgyldte sig selv med dejlige middage, dyr kunst og rejser. Samtidig var der ikke råd til at ansætte de nødvendige pædagoger i børnehaverne.
Forældre og pædagoger har længe råbt op om underbemanding og roderi i regnskaberne. Pædagoger har sagt op i protest mod forholdene, og forældre har truet med at tage deres børn ud af institutionerne på Frederiksberg og i Kalundborg.
SIDE 6-7".
I artiklen hed det under overskriften " Børnehave-bestyrelse amok i frådseri mens pædagogerne flygter: Åd og drak for 192.000 kr. " således:
"Bestyrelsen for tre børneinstitutioner forgyldte sig selv med dejlige middage, dyr kunst og rejser. Samtidig var der ikke råd til at ansætte de nødvendige pædagoger i børnehaverne.
Forældre og pædagoger har længe råbt op om underbemanding og roderi i regnskaberne. Pædagoger har sagt op i protest mod forholdene, og forældre har truet med at tage deres børn ud af institutionerne.
Hundrede tusinder af kroner, som Frederiksberg og Kalundborg kommune har betalt til Børn & Unge Fondens institutioner for at få børnene passet, er i stedet via en smart selskabskonstruktion sendt videre til fonden og brugt til frådseri i fondens bestyrelse.
B.T. har nærlæst Børn og Unge Fondens seneste regnskab. Det er uhyggelig læsning, som bestemt ikke er for små uskyldige børn.
Fonden har oprettet og driver tre institutioner. To på Frederiksberg i København, "Dronning Olga" og "Frydendal", og så en i Kalundborg, "Klosterdal".
Kæmpeunderskud
I 2001 kom fonden ud med et kæmpe underskud på helt præcist 1.621.195 kr. Men på trods af den elendige økonomi, så har fonden og bestyrelsen ikke være nærig med at forkæle sig selv.
I regnskabet kan man se, at der er brugt 192.454 kr. på at spise og drikke. Det er primært bestyrelsen, der har brugt disse penge.
Bestyrelsen består kun af fire medlemmer, formanden Johnny Wetterstein, Hans Kirkeby Vedersø, Olga Brüniche-Olsen og Morten Engberg.
Disse fire personer har ikke alene stor appetit på god mad og drikke, de kan også godt lide at kigge på dyr kunst.
Således blev der i 2001 indkøbt kunst for 161.000 kr. Året før købte de for 46.000 kr. I alt for over 200.000 kr. på to år.
B.T. ville godt have set denne dyre kunst, som formentlig befinder sig i fondens kontor på første sal i den store villa på Frydendalsvej på Frederiksberg oven over den integrerede institution "Frydendal".
Da vi ringede på, blev vi mødt af den nuværende leder af institutionen. Hun ville kun fortælle os, at hun hed Christina men ikke sit efternavn. Selv om hun deler kontor med Børn & Unge Fonden måtte vi ikke komme ind og se kontoret.
Luksus-kontor
Men folk, der har været derinde, fortæller, at det er yderst luksuriøst indrettet. Der er ikke sparet på noget som helst. Der er det nyeste af det nyeste med EDB-fladskærme, supermoderne ergonomiske skriveborde og så videre.
Måske det der i regnskabet kaldes "småanskaffelser inventar" for 133.980 kr.
I det daglige har Johnny Wetterstein sin gang på kontoret her. På trods af, at han "bare" er bestyrelsesformand for fonden og i øvrigt selv betegner sit erhverv som lagerforvalter, så er han næsten hver dag til stede på kontoret og arbejder. Men han er ikke ansat af fonden til at arbejde.
I princippet udfører Johnny Wetterstein al arbejdet ulønnet og frivilligt.
Samtidig er der endnu flere uforståelige poster i fondens regnskab. Der er brugt næsten 180.000 kr. på rejser i 2001.
Og så er der en meget mystisk post, som bestyrelsen har valgt at kalde "konsulentydelser mv.". Det er der brugt 142.075 kr. på.
Hvad er det for nogle rejser? Hvem er disse konsulenter? Hvad har de været brugt til? Hvorfor var deres assistance nødvendig?
Disse spørgsmål ville B.T. gerne have svar på. Desuden ville vi gerne have at vide, hvorfor bestyrelsen har fundet det nødvendigt at bruge hundrede tusinder af kroner på kunst og repræsentation, når økonomien samtidig var så dårlig?
Men Johnny Wetterstein meddelte, at han ikke havde nogen kommentarer og ville ikke udtale sig om økonomien. Så prøvede vi at ringe til Morten Engberg.
"Det vil jeg slet ikke kommentere," nåede han at sige, inden han smækkede røret på med et ordentlig brag.
Det lykkedes ikke at få kontakt med Olga Brüniche-Olsen eller Hans Kirkeby Vedersø, og de svarede ikke tilbage på vores beskeder.
I princippet er det offentlige penge, som er brugt til det voldsomme frådseri i fonden. Kalundborg og Frederiksberg kommuner betaler for driften af fondens tre institutioner, som så igen betaler husleje og administration til fonden.
Ud af fondens indtægter på lige knap 3.200.000 kr. er det kun 200.000 kr., som på den måde IKKE kommer fra kommunekasserne.
Kommune ligeglad
Men Frederiksberg Kommune er ligeglad med, at borgernes skattekroner på den måde bliver brugt til frådseri.
"Vi betaler til institutionerne og har ikke noget med Børn & Unge Fonden at gøre. Så hvad fonden bruger sine penge til, kan vi ikke blande os i," lyder det fra formanden for børne- og undervisningsudvalget i Frederiksberg kommune, Jan E. Jørgensen, Venstre."
I tilknytning til artiklen var bl.a. bragt et billede af bestyrelsesformanden med følgende tekst:
" TAVS FORMAND: Johnny Wetterstein, formand for Børn og Unge Fonden, har ikke lyst til at forklare, hvordan man kan bruge hundredetusinder af kroner på repræsentation, rejser, kunst m.m., samtidig med, at Fonden har 1,6 mio. kr. i underskud og pædagogerne flygter fra institutionerne."
Ved brev af 7. november 2002 anmodede Børn og Unge Fonden bladet om at bringe et genmæle i forhold til en række oplysninger i såvel den trykte udgave som internetudgaven.
Advokat Bjarke Vejby har ved brev af 20. november 2002 til nævnet oplyst, at bladet på en række punkter har bragt et genmæle, og at det kun er udsagnene i den trykte udgave om, at "fondsbestyrelsen har ædt og drukket for 192.000 i 2001", der ønskes genmæle i forhold til.
Klageren har anført, at oplysningerne om omkostningerne i forbindelse med fondsbestyrelsens fortæring er uberettiget, hvorfor klager har krav på genmæle. Det fremgår af de bilag, der knytter sig til repræsentationsudgifterne, at der i alt er udgiftsført et beløb på 6.738 kr., som relaterer sig til bestyrelsen alene. Oplysningen på forsiden er således urigtig. Bladets fortolkning af indholdet af journalistens artikel samme dag ændrer ikke på indholdet af forsiden, hvor påstanden er klar. Artiklens vinkel er en oplagt kritik af selve bestyrelsen, hvilken kritik er et fejlskud, når det drejer sig om påstanden om, at bestyrelsen alene har ædt og drukket for 192.000 kr. Det er endvidere ikke korrekt, at repræsentationsudgifterne alene vedrører "æde og drikke". Repræsentationsomkostningerne rummer naturligvis også en række omkostninger, der intet har med mad og drikke at gøre.
Klageren har i forhold til spørgsmålet om god presseskik anført, at bladets selvopfundne påstande om bestyrelsesmedlemmernes fortæring, rejser og indkøb af kunst er i strid med god presseskik. Bladet har på et spinkelt og uforsvarligt grundlag fremsat urigtige faktiske oplysninger af krænkende karakter mod fondsbestyrelsen. De tre konstateringer kan ikke udledes af fondens årsregnskab og har vist sig at være fejlskud. Påstandene på forsiden og i artiklen har ikke været formuleret som spørgsmål, men som fakta. Udover at gennemlæse regnskabet, har journalisten ikke foretaget noget researcharbejde, der kunne understøtte rigtigheden af oplysningerne.
Klageren har i den forbindelse anført, at bladet ikke forud for forsidens og artiklens offentliggørelsen har forespurgt nogen medlemmer af fondsbestyrelsen om rigtigheden af de oplysninger, der ville blive bragt. De grove urigtige oplysninger kan efter klagers vurdering ikke fremsættes under dække af, at journalisten har søgt at komme i kontakt med bestyrelsesmedlemmerne mandag den 4. november 2002 om eftermiddagen, hvortil bemærkes, at artiklen blev offentliggjort i internetavisen allerede tirsdag den 5. november 2002 kl. 01.54 om natten.
Bladet har anført, at overskriftens oplysning om, at fondsbestyrelsen "Åd og drak for 192.000", er korrekt, hvorfor genmæle er udelukket. Den korte udtryksform i overskriften er i artiklen fulgt op med den uddybende oplysning: "I regnskabet kan man se, at der er brugt 192.454 kr. på at spise og drikke. Det er primært bestyrelsen, der har brugt disse penge". Rigtigheden af denne oplysning er ikke bestridt af klager, hvorfor klager er afskåret fra at kræve genmæle. Det er ikke en korrekt udlægning af artiklen, når klager anfører, at det i artiklen fremgår, at det alene er bestyrelsens medlemmer, der har spist og drukket for 192.000 kr. Der er ikke grundlag for at anlægge en så snæver fortolkning af udsagnet "Åd og drak for 192.000 kr.", at dette ikke dækker et tilfælde som det foreliggende, hvor bestyrelsen har arrangeret og deltaget i de udgiftskrævende arrangementer, i særdeleshed ikke, når det af artiklen fremgår, at "I regnskabet kan man se, at der er brugt 192.454 kr. på at spise og drikke".
Bladet har yderligere anført, at klager ikke i forbindelse med klagen til Pressenævnet har præciseret, på hvilken måde de af bladet offentliggjorte oplysninger vedrørende repræsentationskontoen er urigtige. Det er udelukket at kritisere bladets afslag på genmæle, når klager hverken over for bladet eller nævnet har oplyst, om det omstridte indhold af artiklen, nemlig at medlemmer af fondens bestyrelse har deltaget i de arrangementer, der i regnskabet er udgiftsført med 192.000 kr., er rigtige eller forkerte.
Bladet har med hensyn til tilsidesættelse af god presseskik anført, at det er korrekt, at udgangspunktet for bladets research var årsregnskabet for 2001 for Børn og Unge Fonden. Det kan ikke være i strid mod god presseskik at lægge de oplysninger til grund, som fremgår af et aflagt regnskab revideret af en statsautoriseret revisor. I en meget lille organisation stort set uden ansatte er det velbegrundet at anføre, at bestyrelsen har "brugt" de midler, der ifølge regnskabet er anvendt til repræsentation. Det er i en fond alene bestyrelsen, der har kompetence til afholde udgifter på fondens vegne. Der er som nævnt ikke grundlag for at anlægge en så snæver fortolkning af udsagnet "Åd og drak for 192.000 kr.", at dette ikke dækker en situation, hvor bestyrelsen må antages at have arrangeret og deltaget i de udgiftskrævende arrangementer. Hertil kommer, at klager fortsat ikke har bestridt, at bestyrelsesmedlemmerne har deltaget i de bespisninger, der er udgiftsført i regnskabet. Det var ligeledes forsvarligt at antage, at i en lille fond stort set uden ansatte måtte rejse- og transportudgifterne, der er udgiftsført til 179.023 kr., formentlig kunne henføres til bestyrelsen. Endelig er det såvidt ses ubestridt, at der er indkøbt kunst for en værdi af i alt 161.620 kr. dog ikke 200.000 kr., som skyldtes bladets fejlagtige sammentælling af to balanceposter.
Bladet har oplyst, at journalisten den 4. november 2002 lagde en besked hos en person på Børn og Unge Fondens kontor om at bede bestyrelsesformanden Johnny Wetterstein om at ringe til bladet, hvilket imidlertid ikke skete. Bladet kontaktede herefter bestyrelsesmedlemmet Morten Engberg, der efter at være forelagt bladets kritiske spørgsmål om fondens økonomi gav udtryk for, at han ikke ville kommentere dette, hvorefter han lagde på. Endelig undlod de sidste bestyrelsesmedlemmer, Olga Brüniche-Olsen og Hans Kirkeby Vedersø, at ringe tilbage på de beskeder, som journalisten lagde til dem.
Bladet har i den forbindelse anført, at det således må konstateres, at bladets journalist har gjort, hvad der var muligt, dels for at undersøge de kritiserede regnskabsposter gennem interviews med fondens ledelse, dels med henblik på at forelægge bestyrelsen de konstaterede kritikpunkter således, at de pågældende fik lejlighed til at udtale sig herom, inden artiklen blev trykt. Det er på den baggrund vanskeligt at se, hvilken yderligere research journalisten skulle have foretaget. Journalisten havde naturligvis ikke adgang til de underliggende regnskabsbilag. Da fondsbestyrelsen ikke over for bladet ønskede at kommentere sagen, måtte journalisten alene basere sig på oplysningerne indeholdt i et offentlig tilgængeligt regnskab. Ej heller forud for bladets artikel i den trykte udgave den 6. november 2002 ønskede Morten Engberg at udtale sig, ligesom ingen af de øvrige bestyrelsesmedlemmer ligesom tidligere ringede tilbage, efter at bladet havde lagt besked om dette.
Bladet har endelig anført, at de unøjagtigheder, som artiklen rummer, dvs. kunstindkøb for 161.620 kr. og ikke 200.000 kr. samt rejseudgifter på 179.923 kr., hvorfra angiveligt skal fradrages en "egenbetaling" på 75.000 kr., og hvor bladet har indrykket genmæle, kunne være undgået, hvis fondens bestyrelsesmedlemmer ikke havde nægtet at udtale sig til bladet, inden artiklen blev offentliggjort.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Finn Rowold, Tage Clausen og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
I artiklen knyttes Børn og Unge Fondens fire bestyrelsesmedlemmer til afholdelsen af en række udgifter til fortæring, rejser og kunst, og det antydes således, at de pågældende har misbrugt deres stillinger som medlemmer af fondens bestyrelse.
Pressenævnet finder, at bladet navnlig på grund af det meget usikre grundlag for de antydede misbrug inden offentliggørelsen burde have søgt oplysningerne efterprøvet, først og fremmest ved at forelægge bestyrelsesmedlemmerne beskyldningerne om, at udgifterne alene kunne henføres til dem. Nævnet finder herefter, at bladet har handlet i strid med god presseskik, og udtaler sin kritik.
Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
Af forsidens og artiklens overskrift fremgår det, at Børn og Unge Fondens bestyrelse åd og drak for 192.000. Dette kan alene forstås således, at det er de fire bestyrelsesmedlemmer, som har brugt dette beløb på sig selv. Uanset artiklens bemærkning om, at det primært er bestyrelsen, der har brugt disse penge, finder nævnet, at klager har krav på genmæle i forhold til forsidens og artiklens oplysning, idet nævnet ikke ud fra det foreliggende i sagen finder, at oplysningens rigtighed er utvivlsom. Klager er derfor berettiget til efter påkrav at få optaget følgende genmæle, jf. medieansvarslovens § 39:
I forbindelse med en omtale af Børn og Unge Fonden i B.T. den 5. november 2002 blev det oplyst, at fondens bestyrelse havde ædt og drukket for 192.000 kr.
Denne oplysning er ikke korrekt. De repræsentationsudgifter, der relaterer sig til bestyrelsen alene, er i alt udgiftsført med et beløb på 6.738 kr.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det samtidig den ansvarshavende redaktør af B.T. at offentliggøre følgende:
Den 5. november 2002 bragte B.T. en omtale af, at Børn og Unge Fondens bestyrelse havde afholdt en række store udgifter til fortæring, rejser og kunst. Artiklen tog udgangspunkt i tallene i årsregnskabet for Børn og Unge Fonden for 2001.
Børn og Unge Fonden har klaget til Pressenævnet, idet man finder, at god presseskik er tilsidesat.
Pressenævnet udtaler:
I artiklen knyttes Børn og Unge Fondens fire bestyrelsesmedlemmer til afholdelsen af en række udgifter til fortæring, rejser og kunst, og det antydes således, at de pågældende har misbrugt deres stillinger som medlemmer af fondens bestyrelse.
Pressenævnet finder, at bladet navnlig på grund af det meget usikre grundlag for de antydede misbrug inden offentliggørelsen burde have søgt oplysningerne efterprøvet, først og fremmest ved at forelægge bestyrelsesmedlemmerne beskyldningerne om, at udgifterne alene kunne henføres til dem. Nævnet finder herefter, at bladet har bladet handlet i strid med god presseskik, og udtaler sin kritik.