Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 125/2002

GældendeVersion 2003-02-26
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9037@2003-02-26/da

Indhold
  1. Indledning

Handi Mobil Herning ApS har ved advokat J. Quade Andersen klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Ha’bil-Nyt nr. 4, 15. november 15. marts 2003, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.

Artiklens overskrift var " Livsfarlig invalidevogn fra Handi Mobil i Herning ". I underoverskriften hed det: "Scleroseramte Eva Nielsen fra Viborg har fået leveret en invalidevogn der er livsfarlig at køre i og som nu er leveret tilbage til Handi Mobil i Herning".

I artiklen hed det:

"På [adresse udeladt] i Viborg sidder en meget ulykkelig Eva Nielsen.

Hun er alvorligt ramt af sclerose, men havde glædet sig til at komme ud og køre i sin nye invalidevogn, en Fiat Ducato, der skulle gøres klar til invalidevogn af firmaet Handi Mobil i Herning. Desværre kunne dette firma ikke leve op til dette krav og afleverede en bil som var livsfarlig at køre i.

Eva Nielsen er kørestolsbruger på livstid og har da heller ingen besvær med at blive indstillet til køb af invalidevogn.

Både Viborg amt og kommune fandt naturligvis at Eva Nielsen skulle indstilles til en ny vogn, da den efterhånden 5½ år gamle Ford Transit skulle udskiftes på grund af at Eva Nielsen skulle have en ny kørestol.

Ford Transitten var for lav til Eva Nielsens nye kørestol og dermed var det udelukket at hun kunne køre i Ford’en.

Da bevillingen fra amtet var i orden drog Eva sammen med sin mand, Benny til PTU i Aarhus, hvor Eva blev målt med hensyn til fysik og bevægelighed, der skulle ligge til grund for den nye vogns indretning.

Desuden skulle Eva gennemgå en prøvekørsel, som blev meget vellykket.

Så var det om at finde en egnet bil og her faldt valget på en Fiat Ducato og så skulle man finde et firma som kunne indrette vognen til invalidevogn.

Her dukkede Erik Thomsen fra Handi Mobil i Herning op på PTU og tilbød at ændre Fiat’en.

Han kunne fortælle, at det var intet problem for hans firma at indrette bilen til Eva.

Handi Mobil havde bygget mange Fiat’er om, også med en kørestol som Eva Nielsen skulle have plads til, og da han samtidig kunne love en kort leveringstid på mellem 3 til 4 uger, valgte Eva Nielsen dette firma til ombygningen af hendes nye vogn.

Så starter problemerne

Efter at bevillingen var i orden, begyndte problemerne.

Fiat i Viborg havde ikke længere den omtalte model på lager, men fandt hurtigt en model hos kollegaen i Horsens. Her opstod et nyt problem.

Nøglerne til den nye vogn var væk.

Og disse manglende nøgler skabte mange problemer, hvor Handi Mobil gav de manglende nøgler skylden for at man ikke var nået så langt med ombygningen.

Men endelig efter 3½ måned kunne vognen starte og Handi Mobil kunne fortsætte med ombygningen.

Så opstod et nyt problem:

Joysticket kunne ikke skaffes, men Eva Nielsen foreslog at man kunne kopiere systemet fra den tidligere invalidevogn og sætte over i den nye, dog kun med en styrestang.

Men Erik Thomsen fra Handi Mobil gik fra denne aftale uden at orientere Eva Nielsen.

Han begynder selv af udvikle et joystick og det gav ekstra forsinkelse, ikke mindst da firmaet måtte afprøve hele 4 systemer inden den var i "orden".

Prøvetur med problemer

Så var det endelig efter mere end 6 måneder blevet tid til en prøvetur.

Her kunne ægteparret Nielsen dog konstatere at joysticket ikke virkede det gik alt for stramt.

Peter fra Fiat var med på en prøvetur, og han kunne konstatere at det var godt han kunne bremse med fødderne, da han heller ikke var tryg ved joysticket.

Men Eva Nielsen, der lider af sclerose, kan naturligvis ikke bremse med fødderne.

Vognen gik tilbage til Handi Mobil for at blive ændret.

Men det skulle vise sig at der var så mange fejl og mangler på vognen, at Eva Nielsen ikke længere havde tillid til at Handi Mobil kunne sikre hende et sikkert køretøj.

Blandt de mange fejl ved vognen var foruden det stramme joystick at kørestolen ikke kunne fastlåses. Dette blev dog afhjulpet med et jernrør.

Eva’s mand Benny ville undersøge, hvorfor joysticket gik så trægt, og da han fjernede afskærmningen fik han et chock!

Kablerne til bremserne på bilen var samlet med ledningssamler (kronemuffer). (se billede).

Foruden ledningssamlerne var der også en trykfjeder som hoppede rundt og gik i klemme. Der var mange flere mangler og fejl, så selv om Handi Mobil fortæller at alt hvad der lavet ved vognen "kun er midlertidigt", tør ægteparret Eva og Benny Nielsen ikke tro på det og har afvist at modtage vognen.

Så i dag står tvisten mellem den handicappede Eva Nielsen og firmaet Handi Mobil.

Det afgørende er, at Eva Nielsen ikke tør køre i en bil fra Handi Mobil.

Hverken hun eller hendes mand tør risikere livet ved at sætte sig op i en invalidevogn som Handi Mobil har arbejdet med.

Mens Eva Nielsen har mistet troen på nogensinde at kunne sætte sig ind bag rattet til en vogn, har hendes mand overtaget den tilsyneladende ulige kamp for liv, ære og retfærdighed.

- Min kones største ønske er og har altid været at kunne køre bil, og da det efterhånden er en af de få ting, hun kan klare, mener jeg også hun fortjener oprejsning, trods sit alvorlige handicap, fortæller Benny Nielsen til Ha’bil-Nyt.

Naturligvis får Handi Mobil i Herning chancen til at forsvare sig men det sker desværre første i næste nummer."

Klageren har anført, at der ikke inden artiklen blev trykt i bladet blev givet klager lejlighed til at fremsætte sine kommentarer til sagsfremstillingen. Klager har henvist til punkt A.3. og A.4. i de vejledende regler for god presseskik.

Klageren har i den forbindelse oplyst, at man har rejst indsigelse direkte over for redaktøren af bladet, der således, som det også fremgår af artiklen, har lovet at optage et indlæg fra klager i næste nummer. Når imidlertid henses til, at bladet udkommer 3-4 gange om året, og at næste nummer således først udkommer medio marts 2003, forekommer det særligt påkrævet, at der burde være givet klager lejlighed til at udtale sig i samme artikel. Hvis der ikke havde været tid til at indhente et svar, burde artiklen først have været bragt i næste nummer.

Klageren har videre anført, at overskriften kun dårligt eller slet ikke stemmer med indholdet i artiklen. Der er ingen objektiv konstatering af, hvorvidt den omhandlede prøveopstilling i invalidevognen faktisk var livsfarlig eller i øvrigt uforsvarlig, hvilket klager i øvrigt bestrider. Det nærmeste artiklens indhold kommer dette spørgsmål er en bemærkning om, at Eva Nielsen ikke tør køre i en bil fra klager, og at hverken hun eller hendes mand tør risikere livet ved at sætte sig op i en invalidebil, som klager har arbejdet med. Dette er ikke engang det samme, som at det omhandlede køretøj de facto var livsfarligt.

Klageren har anmodet Pressenævnet om at pålægge udgiveren at gengive nævnets kendelse i næste udgave af bladet samt at offentliggøre nævnets kendelse på hjemmesiden og lade den forblive der indtil næste nummer af bladet er udkommet. Klager har videre anmodet om, at det pålægges udgiveren ikke at offentliggøre artiklen på foreningens hjemmeside.

Bladet har anført, at man allerede over for klager har beklaget, at klager ikke fik mulighed for at svare i samme nummer.

Bladet har videre anført, at der er sammenhæng mellem artiklens overskrift og indhold. Med henvisning til en række afsnit i artiklen har bladet anført, at den leverede invalidebil blandt andet ikke kunne bremse på normal vis. Man kan konstatere, at hvis brugeren af vognen skulle have prøvekørt den, ville hun ikke kunne bremse, og så kunne der opstå en livsfarlig situation. Endvidere blev der påpeget adskillige andre grove fejl ved køretøjet.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ikke har kompetence til at pålægge udgiveren at offentliggøre nævnets kendelse på foreningens hjemmeside eller til at pålægge udgiveren ikke at offentliggøre artiklen på hjemmesiden.

Nævnet finder, at artiklens overskrift alene er udtryk for bladets vurdering af sagen ud fra de foreliggende oplysninger, herunder især oplysningerne fra Eva og Benny Nielsen. Nævnet finder ikke anledning til at udtale kritik på dette punkt.

Nævnet finder imidlertid, at bladet inden offentliggørelsen burde have forelagt klager artiklens alvorlige beskyldninger, således at klagers kommentarer kunne være bragt i forbindelse med artiklen. Ved at undlade dette har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Ha’bil-Nyt at offentliggøre følgende:

I Ha ’ bil-Nyt nr. 4, 15. november - 15. marts 2003 blev der bragt en omtale af en kvinde, der havde fået leveret en invalidevogn af Handi Mobil Herning ApS. Af artiklen fremgik det, at bilen var livsfarlig at køre i, og at den nu var leveret tilbage.

Handi Mobil Herning ApS har klaget til Pressenævnet, idet man finder, at god presseskik er tilsidesat.

Pressenævnet finder, at bladet inden offentliggørelsen burde have forelagt klager artiklens alvorlige beskyldninger, således at klagers kommentarer kunne være bragt i forbindelse med artiklen. Ved at undlade dette har bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

Versioner

  1. 2003-02-26