Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 3/2003
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9043@2003-02-26/da
Indhold
[En kvinde K] har klaget til Pressenævnet over et indlæg bragt i internetmediet Kafka.dk den 1. januar 2003, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
Indlægget havde overskriften " Re: B.T.’s journalister klædt af af Brixtofte ". Under overskriften var anført: "Indsendt af Flemming Hansen 01.1.03 18:28: Som svar på B.T.’s journalister klædt af af Brixtofte indsendt af Red. [A] 31.12.02 10.41:"
Indlægget var sålydende:
"Den er jo helt gal med disse såkaldte "journalister" [K’s initialer] og [A’s initialer]. Hvordan kan de overhovedet sammenligne deres journalistiske makværk ( Jane Horney sagen, Rostockmødet mm.) med det fine stykke journalistiske arbejde som de to journalister på BT har udrettet.
BT journalisterne har deres dokumentation i orden, de har en udførlig kildeangivelse og sidst men ikke mindst, de har lavet en kompetent og journalistisk korrekt research i forbindelse med deres artikler.
Alt den faglige kunnen mangler de to "journalister" [K’s initialer] og [A’s initialer] fuldstændig, hvilket fremgår af alt det makværk de til dato har udgydet i diverse fora. [K’s initialer] og [A’s initialer] kunne sandsynligvis ikke få arbejde på selv det mest ukritiske skoleblad.
Til eventuelle læsere af dette indlæg må jeg også lige gøre opmærksom på hvad for ting og sager de to megalomane (lider af storhedsvanvid, kan ikke korrigeres) affaldsjournalister har udgydet her på nettet.
" Jane Horney lever" Hvorfor har hun ikke ringet hjem fra sit domicil i London. Hvorfor arbejder hun i en alder af 84 for MI5, Dronning Elisabeth og Tony Blair.
"WTC-massakren d. 11.09.01 blev udført af amerikanske efterretningsvæsener ved at de detonerede flere ton sprængstof inde i tårnene lige inden de blev ramt af ubemandede fly fjernstyret af agenter langt derfra" Hvordan fik man flere ton sprængstof ind i tårnene. Hvor er de 245 passagerer og besætningsmedlemmer der er rapporteret savnede (en del af dem ret kendte derovre).
" Oluf Palme blev skudt af sin kone, på opfordring af ham selv, fordi han havde fået konstateret aids" Vi lader den lige stå et øjeblik.
"Der har aldrig været mennesker på månen" Hvordan får man ca. 12000 involverede til at holde tæt om så stort et svindelnummer.
Jeg kunne fortsætte i det uendelige, men må bare konstatere, at nettet ikke kan beskytte os mod fantaster, tredierangs skriverkarle og tydeligt syge personer."
Klageren har anført, at indklagede har handlet i strid med god presseskik, idet hun i indlægget betegnes som "megaloman affaldsjournalist", "fantast", "tredierangsskriverkarl" samt "tydelig syg person", hvilket er groft ærekrænkende og injurierende.
Indklagede har anført, at man ikke er ansvarlig for navngivne indlæg. Indlægget indeholder ikke injurier af nogen art. Der er tale om kendsgerninger med henvisning til oplysninger fremsat af og [K] selv samt en meget præcis karakteristik af de to personer.
Indklagede har videre anført, at det er en sandhed med stærke modifikationer, når klager påstår, at hun ikke har kunne svare på Flemming Hansens indlæg. Indklagede har henvist til et indlæg indsendt af [A] og [K] den 1. januar 2003 kl. 22:38.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Det er Pressenævnets opfattelse, at læserbrevsdebatten herunder indlæg, der bringes i internetmedier må have vide rammer, og læserbreve indeholder efter sagens natur ofte mere vurderende og kommenterende bemærkninger end redaktionelle artikler.
Henset hertil samt til, at klager tidligere i indlæg i det indklagede medie har benyttet sig af en meget malende og umiddelbart nedværdigende sprogbrug, finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik af indklagede.
Afsagt den 12. februar 2003.