Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 135/2002
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9061@2003-03-14/da
Indhold
Lektor ved Københavns Universitet, [K], har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Dagen den 6. december 2002 , idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Der er endvidere klaget over, at bladet har undladt at bringe et genmæle.
I artiklen, der bar overskriften ” Forsker kend din plads ”, og som omhandlede spørgsmålet, om forskningsforpligtelsen overholdes af forskerne på Københavns Universitet, hed det blandt andet:
”
DAGEN dokumenterer i dag, at en del af universitetets forskere sakker bagud med de videnskabelige publikationer, blandt andet på grund af undervisning og administration.
”
I artiklen ” Vis mig din forskning ”, som vedrørte samme problematik som ovenfor, hed det i en underoverskrift:
”DAGEN fremlægger publikationslister fra 38 forskere på ni institutter ved Københavns Universitet. Eksemplerne viser at det øvrige universitetsarbejde ofte kan gå ud over den videnskabelige publicering.”
I artiklen hed det blandt andet:
”Forskere på danske universiteter skal i princippet bruge 40 procent af deres arbejdstid på forskning. Men mange af dem bruger meget mindre tid. En stikprøve, der omfatter ni institutter på Københavns Universitet, viser, at der hvert sted er forskere, der ikke opfylder forskningsforpligtelsen, hvis man måler på, hvor ofte de publicerer videnskabelige artikler i anerkendte tidsskrifter – den målemetode, der typisk bruges, når man skal vurdere omfang og kvalitet af forskning.
De mange eksempler på lav forsknings-aktivitet kan skyldes flere ting. Når forskerne og deres institutledere skal forklare, hvorfor der over en årrække er meget få videnskabelige publikationer, peger de ofte på, at undervisning og administration sluger tiden.
Dette er – med nogle mulige undtagelser – ikke en historie om universitetsansatte, der arbejder for lidt. Men eksemplerne viser, at en del af de ansatte ikke laver videnskabelig forskning i særlig stort omfang.”
Til artiklen var en knyttet en række lister over medarbejdere ved de enkelte institutter ved Københavns Universitet. Om klager hed det:
”Lektor [K]
Publikationer efter 1999:
2001 Tunnelovnen, en danske opfindelse der kom for tidligt . Dansk Kemi 8, 4 sider
2000 Bevaring af danske industimiljøer 1996-1999 . Fabrik og Bolig 2001:I,II sider
Andre forhold i Fem radioudsendelser”
Klageren har anført, at bladet har handlet i strid med god presseskik ved i artiklen på et fejlagtigt grundlag og på en groft manipulerende måde at hænge ham ud i offentligheden. Klager har henvist til udsagnene ”forskningen halter”, at have en ”lav forskningsaktivitet” og ”ikke lave videnskabelig forskning i særlig stort omfang”.
Klageren har oplyst, at bladets PUF-registrering ikke er ført ajour, men mangler en publiceret artikel. Opstillingen er groft manipulerende, idet journalisterne er bekendt med, at klager i 1999 udgav hele to større bøger. Forvrængningen forværres yderligere af, at en del af de øvrige eksempler bringer publikationer helt tilbage til begyndelsen af 1990´erne – en periode, hvor klager udgav flere større bøger, artikler i internationale tidsskrifter, bidrag til udenlandske samleværker mv., i alt 31 bidrag. Kun en meget opmærksom læser vil notere, at den bragte registrering for klagers vedkommende kun dækker 2-3 år.
Klageren har yderligere anført, at journalisten den 4. december 2002 sendte en mail til klager, hvori det var anført, at der ikke ville blive fremhævet enkeltpersoner fra de forholdsvis omfattende lister. Dette har klager opfattet som et budskab om, at enkeltpersoner ikke ville blive ”hængt ud”. Klager kan ikke se andet end, at bladet netop har fremhævet enkeltpersoner. Det er stærkt uheldigt på denne måde at eksponere kolleger over for hinanden og overfor institutlederen.
Klageren har i den forbindelse anført, at han på grund af arbejde ikke havde nogen reel mulighed for at besvare ovennævnte mail inden fristen den 5. december 2002. Klager har i den forbindelse henvist til punkt A.3. i de vejledende regler for god presseskik.
Klageren har anmodet nævnet udtale sin kritik af bladets fremgangsmåde og pålægge bladet og/eller de berørte personer at berigtige oplysningerne i bladet eller i et større landsdækkende dagblad, jf. medieansvarslovens §§ 34 og 36.
Pressenævnet har indhentet en udtalelse fra kurator i konkursboet efter Dagen. Denne har anført, at han ikke har mulighed for at tage stilling i sagen, og at boet ikke ønsker at indtræde i denne.
Nævnet har herefter anmodet den tidligere ansvarshavende chefredaktør af bladet om en udtalelse. Denne har bestridt, at bladet har handlet i strid med god presseskik.
Den tidligere chefredaktør har oplyst, at artiklerne er baseret på og gengiver de offentligt tilgængelige publikationslister fra Københavns Universitet (PUF-databasen), som er den officielle oversigt over forskernes skriftlige produktion. Forud for artiklen har alle oplistede forskere og deres institutledere fået en mail med opfordring til at kommentere, hvis de f.eks. mente, at de officielle publikationsoplysninger var mangelfulde. I artiklen fremhæves tydeligt det synspunkt, at forskningen lider under for få ressourcer og store krav om administration og undervisning. Et synspunkt, som ofte fremføres af universitetets forskere og ledere, når de kommenterer eksemplerne på lav forsknings- eller publikationsaktivitet.
Det er den tidligere chefredaktørs klare indtryk, at artiklen lever op til reglerne for god presseskik, og at artiklens tema, dvs. den offentlige og skattefinansierede forskningsindsats på de videregående uddannelsesinstitutioner, er væsentligt for den kritiske presse.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at klager har en retlig interesse i at få konstateret, om bladet har handlet i strid med god presseskik, og om klager har været berettiget til et genmæle. Dette gælder, uanset at bladet er taget under konkursbehandling og ikke længere udkommer.
Nævnet finder ikke grundlag for at udtale kritik af, at bladet i forhold til klager alene har valgt at oplyse om publikationer fra år 2000 og frem, og at bladet – uanset tilkendegivelsen om ikke at ville fremhæve enkeltpersoner – har valgt at bringe klagers navn.
Med hensyn til spørgsmålet om forelæggelse for klager bemærker nævnet, at bladet den 4. december kl. 16.37 med frist til den 5. december kl. 12.00 anmodede om institutlederens og klagers kommentarer til publikationslisterne i PUF-databasen. Nævnet finder, at bladet burde have givet klager en rimelig frist til at kommentere de pågældende oplysninger, idet disse ikke havde en sådan aktualitetsværdi, at dette kunne begrunde den korte svarfrist. Bladet har derfor på dette punkt handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.
Nævnet finder, at de af klager fremhævede udsagn alene fremstår som udtryk for bladets vurdering af den beskrevne problemstilling, og nævnet finder derfor, at der ikke på dette punkt – eller i øvrigt – er grundlag for genmæle.
Da det indklagede medie, Dagen, er taget under konkursbehandling og således ikke længere udkommer, kan nævnet ikke give pålæg om offentliggørelse af nævnets kendelse.
Afsagt den 5. marts 2003.