Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9063@2003-03-14/da

Indhold

1. Indledning

[En mand - K] har ved advokat Ivan Kornerup Nielsen klaget til Pressenævnet over, at Ritzaus Bureau har givet afslag på genmæle over for en nyhedsmeddelelse offentliggjort den 13. december 2002 .

I nyhedsmeddelelsen, der bar overskriften ” Far dømt for anden gang for at bortføre børn ”, hed det:

”For anden gang er en 38-årig libanesisk mand blevet idømt fængselsstraf for at nægte at udlevere sine to døtre til børnenes mor – en herboende libanesisk kvinde. [K] bortførte i 1999 børnene til Libanon og har allerede afsonet ni måneders fængselsstraf for brøden.

Men han har trods straffen ikke gjort noget som helst for at bringe døtrene på otte og fem tilveje – og derfor blev han i går i Københavns Byret idømt yderligere halvandet års fængsel.

I princippet kan han blive ved med at få fængselsdomme, hvis han fortsat nægter at udlevere døtrene til moderen, oplyser politiadvokat Michael Jørgensen, der var anklager i sagen.

Den 38-årige er bosat i Sverige med en libanesisk kæreste og et nyfødt barn. Han har forklaret politiet, at parret vil repatriere til Libanon. Men der er intet, som tyder på, at han vil bringe døtrene tilbage til deres mor. Ved en såkaldt sharia-domstol i Beirut skal han have opnået en kendelse om, at børnene – der har både dansk og libanesisk statsborgerskab – ikke må udrejse af Libanon.

Regeringen varslede tidligere på året, at man vil styrke støtten til forældre, der har fået bortført deres barn af ægtefæller. Og i forrige uge fordoblede Østre Landsret straffen til en iransk mand, der bortførte to børn til Iran. Han fik tre års fængsel.

/ritzau/ ”

Herefter anmodede klager om genmæle på følgende punkter:

”[K] har ikke bortført børnene i 1999. På daværende tidspunkt havde han forældremyndigheden efter aftale i forbindelse med skilsmissesagen. Det fremgik af aftalen, at børnene i en periode skulle opholde sig i Libanon og at moderen havde 3 mdrs samvær årligt med børnene i Libanon (moderen er libaneser). I strid med aftalen aflagde moderen retssag i Danmark om overførsel af forældremyndigheden til sig. Dette fik hun dom for, idet bemærkes, at børnene indtil da lovligt opholdt sig i Libanon – også efter danske regler! Dagen efter dommen blev [K] varetægtsfængslet.

Han – som er dansk statsborger – er gift igen (og altså ikke ”bare ” kæreste) og har fast bopæl i Sverige og har et barn med sin hustru der. Han har også fast arbejde i Sverige. Han er i øvrigt ked af at hans navn er nævnt i artiklen.”

Klageren har oplyst, at for så vidt angår den hævdede bortførelse, forholder det sig således, at børnene lovligt var i Libanon, idet klager havde forældremyndigheden, og der forelå i øvrigt en aftale med moderen om, at børnene indtil videre skulle være i Libanon. Dagen efter afgørelsen i Østre Landsret, hvor moderen fik overført forældremyndigheden til sig, blev klager varetægtsfængslet, og børnenes ophold bliver så karakteriseret som ”bortførelse”, hvilket bestrides. Der er ikke journalistisk dækning for dette hændelsesforløb. Det, at der afsiges dom i Danmark, gør jo ikke børnenes ophold i Libanon ulovligt. Som forholdene er, har klager som fængslet ingen mulighed for at bringe børnene til Danmark, så længe familien modsætter sig det.

Klageren har videre anført, at indklagedes vurdering af, at det ikke vil påføre klager nævneværdig skade, at det i artiklen fejlagtigt oplyses, at han har en kæreste, men ikke er gift, er ganske udokumenteret. Det, som indklagede kalder ”bagatelagtigt”, er en katastrofe for klagers omdømme.

Indklagede har anført, at det sikkert er korrekt, at børnenes afrejse til Libanon ikke var en bortførelse. Det blev den til gengæld i samme øjeblik, da moderen fik forældremyndigheden, og faderen nægtede at bringe børnene tilbage til Danmark. Dette er jo grunden til, at klager sidder i fængsel. Der er derfor journalistisk dækning for i denne sammenhæng at bruge udtrykket ”bortført”, da klager har ført børnene væk fra deres moder. Under alle omstændigheder kan brugen af udtrykket bortført – set i sagens sammenhæng og det faktum, at klager for anden gang blev idømt en længere fængselsstraf for ikke at udlevere børnene – ikke anses at påføre klager skade af betydning.

Indklagede har endelig anført, at fejlen med at betegne klagers ny kone som hans kæreste er så bagatelagtig, at den efter indklagedes opfattelse ikke kan vurderes at påføre klager økonomisk eller anden skade af betydning.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

Pressenævnet finder på baggrund af de nærmere foreliggende omstændigheder, at udtrykket ”bortført” – om end det umiddelbart sigter en til aktiv handling – reelt er dækkende, og at der derfor ikke er bragt forkerte oplysninger. Forholdet giver dermed ikke grundlag for genmæle.

Med hensyn til den fejlagtige oplysning om, at klager skulle have fået en ny kæreste – og ikke som korrekt en ny hustru – finder nævnet, at der ikke er tale om en oplysning, der kan påføre klager skade af betydning. Den omstændighed, at klager tidligere har været libanesisk statsborger, og at han har familiemedlemmer i Libanon, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er derfor ikke grundlag for genmæle på dette punkt.

Afsagt den 5. marts 2003.

Versioner

1. 2003-03-14