Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 13/2003
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9064@2003-03-14/da
Indhold
[En mand - K] har ved e-mail af 17. januar 2003 anmodet om genoptagelse af Pressenævnets sag nr. 61/2002 vedrørende en klage over to artikler bragt i Ekstra Bladet den 2. og 3. maj 2002.
Ved Pressenævnets kendelse afsagt den 13. november 2002 blev klagen ikke taget til følge, og nævnet udtalte følgende:
”Pressenævnet bemærker indledningsvis, at klageskrivelsen af 19. maj 2002 alene vedrører udsagn, som er indeholdt i bladets artikler den 2. og 3. maj 2002. Nævnet tager derfor ikke stilling til de klagepunkter, som er anført i klagers høringssvar af 25. juni 2002 til nævnet, og som vedrører to artikler den 30. april og 6. maj 2002, idet klagefristen i disse tilfælde ikke er overholdt, jf. medieansvarslovens §§ 34, stk. 2, og 36, stk. 3. Nævnet tager ej heller stilling til, om oplysningerne i artiklerne den 2. og 3. maj 2002 har været behørigt forelagt klager, idet dette punkt ligeledes først er fremført i klagers brev af 25. juni 2002.
Nævnet lægger til grund, at anmodningen om genmæle i forhold til artiklerne den 2. og 3. maj 2002 er afsendt den 25. maj 2002, og at indklagede har modtaget anmodningen inden for 4-ugers fristen i medieansvarslovens § 36, stk. 3.
Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
Med hensyn til oplysningerne om, at klager skulle have arbejdet som falsk læge og svensk sygeplejerske på Århus Kommunehospital henholdsvis på et sygehus i Stockholm, bemærker nævnet, at der er tale om oplysninger, som tidligere har været offentliggjort, og som nævnet ikke har grundlag for at efterprøve og vurdere. Nævnet har derfor ikke grundlag for at udtale kritik af bladet på dette punkt. Som sagen foreligger oplyst, har nævnet herefter endvidere ikke grundlag for at afgøre, om klager er berettiget til et genmæle over for de pågældende oplysninger.
Ej heller med hensyn til oplysningerne om, at klagers firma snyder dem, der melder sig til klagers projekt, har nævnet mulighed for at kunne foranstalte bevisførelse. Nævnet bemærker i denne forbindelse, at det fremgår af artiklerne, at disse udtrykker subjektive vurderinger baseret på bladets research – blandt andet ved interviews med tidligere deltagere. Nævnet finder herefter ikke grundlag for at genmæle eller for at udtale kritik.
Med hensyn til spørgsmålet om klagers tilknytning til familien [familiens efternavn] finder nævnet ligeledes ikke at kunne foranstalte bevisførelse. Nævnet finder derfor ikke – således som sagen foreligger oplyst – grundlag for at udtale kritik af bladet, ligesom nævnet ikke har grundlag for at afgøre, om klager er berettiget til et genmæle over for de pågældende oplysninger.”
Klageren har til støtte for sin anmodning om genoptagelse af sagen fremsendt en erklæring fra Århus Kommunehospital dateret den 13. januar 2003, hvori det oplyses, at det ikke af arkiverne fremgår, at der på noget tidspunkt har været et ansættelsesforhold for en læge ved navn [fornavn] Lewentlov. Ved e-mail af 17. februar 2003 har klager fremsendt en ny erklæring fra Århus Kommunehospital, hvoraf det fremgår, at der ej heller har bestået et ansættelsesforhold for hverken en [fornavn] Rewentlov eller [K].
Klageren har endvidere fremlagt et dokument fra Århus Stiftsamt, der klart og tydeligt bekræfter, at klager er født [A] . Samme navn bæres fortsat af klagers familie i Europa.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Kaare R. Skou og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Efter § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsordenen for Pressenævnet træffer de medlemmer, der har afgjort en sag, også afgørelse vedrørende spørgsmål om eventuel genoptagelse af sagen.
Pressenævnet vil kunne genoptage behandlingen af en sag, hvis der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse.
Nævner finder ikke, at det fremlagte dokument fra Århus Stiftsamt indeholder nye oplysninger i forhold til omtalen i artiklen den 2. maj 2002 af, at klager hverken er af adelig eller kongelig herkomst. Der er derfor ikke grundlag for genoptagelse af sagen på dette punkt.
I forhold til omtalen i artiklen den 3. maj 2002 af, at klager under navnet [fornavn] Rewentlov skulle have været ansat som reservelæge på Århus Kommunehospital, finder nævnet, at det ikke kan udelukkes, at der med de erklæringer af 13. januar og 17. februar 2003, som Århus Kommunehospital har afgivet, er fremkommet nye oplysninger, som kan være af betydning for sagens afgørelse. Begæringen om genoptagelse tages derfor til følge på dette punkt.
Afsagt den 5. marts 2003.