Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 24/2003
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9153@2003-04-08/da
Indhold
[En mand – K] har klaget til Pressenævnet over et læserbrev bragt i Jyllands-Posten den 24. januar 2003 , idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Der er endvidere klaget over, at bladet har afvist at bringe klagers svar på læserbrevet.
Læserbrevet den 24. januar 2003, der bar overskriften ” [K]s dækningsløse påstande ”, var et svar på klagers læserbrev den 20. januar 2003. Læserbrevet havde følgende indhold:
” Af Ole Andersen, cand. theol., sekretær i Ordet og Israel, (adresse udeladt).
ISRAEL-LOBBYEN er kommet til Danmark! Det afslører [K] i JP 20/1 med afsæt i, at 700 danskere har underskrevet en erklæring om Politikens dækning af Mellemøst-konfliken.
Men inden JP’s læsere bliver grebet af alt for stærk frygt for amerikanske tilstande, skynder [K] sig at berolige dem. Der er ingen grund til at lytte til Israel-lobbyens argumenter. Og da slet ikke til at tage dem så seriøst, at man indleder en debat på argumenter med dem.
[K] kan nemlig over for JP’s måbende læsere afsløre, at over halvdelen af de 700 danskere er jøder! Og den anden halvdel fordeler sig på to grupper, nemlig ”mennesker, der ikke kender de historiske omstændigheder omkring Israels tilblivelse” og ”stærkt kristne”. Som alle JP-læsere vil kunne forstå, er der ingen grund til at lytte til argumenter fra jøder, ”stærkt kristne” o g historiske analfabeter!
[K]s afsløring af jøderne bygger på en undersøgelse af underskrivernes efternavne. Tag f.eks. mine gode kollegaer og medunderskrivere Aase og Per Weber. [K] har fundet navnet Weber i ”JewishGen Familiy Finder” på internettet og tæller dem derfor med, når han indigneret fortæller, at ”over halvdelen i pressionsgruppen er jøder”.
De er ikke jøder
Men jeg må skuffe [K]. Resultatet af hans imponerende videnskabelige research er desværre forkert. Hverken Aase eller Per Weber er jøder.
Men hvad nu, hvis de havde været det? Hvad nu, hvis ikke blot halvdelen, men 699 ud af de 700 underskrivere havde været jøder? Ville det have ophævet deres krav om, at man lytter til deres argumenter? Nej! Anstændige mennesker lytter til andre menneskers argumenter og forsøger at komme med modargumenter. Kun uanstændige populister som [K] diskvalificerer debatmodstandere på grund af deres religion eller nationalitet.
Mistanken lurer om hjørnet. [K] har nok slet ingen argumenter. Det er derfor, han fuldstændig opgiver at skyde til bolden og i stedet sparker ud ikke blot efter modstandernes ben, men efter deres religiøse tilhørsforhold.
At ville diskvalificere jøder fra at deltage i debatten på grund af deres religiøse tilhørsforhold har vi et godt dansk ord til at beskrive. Det begynder med anti-.
Men jeg tør ikke skrive det fuldt ud af frygt for, at [K] skal indlede en ny videnskabelig researchrunde, der afslører, at også efternavnet Andersen i virkeligheden dækker over en jøde. Det ville jo være fælt, for så ville jeg ifølge [K] være diskvalificeret fra fremover at deltage i debatten i JP ”
Herefter anmodede klager den 27. januar 2003 om at få optaget to læserbreve i bladet, hvortil bladet svarede, at klager højst kunne få bragt 150 ord. Den 12. februar 2003 bragte bladet klagers svar på læserbrevet den 24. januar 2003 i forkortet form. Læserbrevet, der bar overskriften ” Når religion og politik blandes ”, var sålydende:
” Af [K], cand. pharm., (adresse udeladt).
SEKRETÆREN i den stærkt kristne organisation ”Ordet og Israel” cand.theol. Ole Andersen rider 24/1 ud som korsfarer mod mit læserindlæg ”Aktiv Israel-lobby” (20/1).
Sekretæren med den absolutte grundholdning forventer 100 pct. sikkerhed af min analyse af Israel-lobbyen. Det har jeg ikke foregivet. Når trossamfund som Det Mosaiske Trossamfund og stærkt kristne som f.eks. Ordet og Israel er Mellemøst-politisk aktive, bl.a. ved indsamling til nye bosættere, må de fremover finde sig i at blive genstand for analyse og kritik lige som de rent politiske partier.
Professor dr.theol. Mogens Müller bruger Ordet og Israel i en kronik i Politiken (11/1) som eksempel på ”bibelfundamentalisme”.
Af kronikken fremgår det, at ”bibel-fundamentalisterne” tror på og arbejder for, at jøderne kan blive samlet på et sted som forudsætning for Messias genkomst. ”En pointe er det så, at jøderne da skal komme til at tro på Jesus Kristus – vel et udtryk for en ultimativ antisemitisme”.”
Klageren har anført, at bladets kronikredaktør i perioderne fra 27. juli 2002 til 27. januar 2003 og fra 30. november 2002 til 27. januar 2003 – trods gentagne korrektioner fra flere læsere – har vildledt bladets læsere i forhold til Palæstina-spørgsmålet.
Klageren har videre anført, at bladet har krænket hans troværdighed, idet bladet den 24. januar 2003 har bragt et læserbrev, hvori der fremsættes følgende beskyldninger: ”Kun uanstændige populister som [K] ” og ”Det begynder med anti-”. Den sidste sætning vil læseren givet læse som antisemitisme.
Klageren har endelig anført, at han ikke med 150 ord kan forsvare sig mod injurierne i læserbrevet den 24. januar 2003 og samtidig dokumentere sin påstand i sit tidligere læserbrev af 20. januar 2003
Bladet har indledningsvis anført, at det tilkommer redaktøren at redigere bladet og herunder afgøre, hvilke læserbreve der skal bringes og i hvilken form. Bladet må derfor afvise den del af klagen, der vedrører bladets generelle håndtering af læserbreve.
Bladet har oplyst, at for debatsiderne gælder, at man hylder en fri, fordomsfri og ofte barsk debat. Derfor indrømmes bladets læsere en karsk sprogbrug dog under skyldig hensyntagen til lovgivningen, presseetikken og almindelig anstændighed. Læsere, der føler sig provokeret eller gået for nær af et debatindlæg, får lov at svare for sig – dette gælder også klager.
Med hensyn til bladets pålæg til klager om at begrænse sit læserbrev har bladet anført, at det gælder for alle deltagere i debatten på bladets debatsider, at de må indordne sig under de pladsmæssige begrænsninger, som redaktionen fastsætter, for at få en så bred og vedkommende debat som mulig.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Lene Pagter Kristensen, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet bemærker til klagepunktet om bladets vildledning af læserne i forhold til Pælæstina-spørgsmålet, at klager ikke har den nødvendige retlige interesse i at klage til nævnet herover, og denne del af klagen afvises derfor.
Det er nævnets opfattelse, at læserbrevsdebatten må have vide rammer, og læserbreve indeholder – efter sagens natur – ofte mere vurderende og kommenterende bemærkninger end redaktionelle artikler.
Nævnet finder, at de af klager fremhævede udsagn ikke er af en sådan karakter, at bladet ved at bringe disse har handlet i strid med god presseskik.
I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i bladet. Redaktøren er herunder berettiget til at fastsætte pladsmæssige begrænsninger i forhold til læserbreve.
Nævnet finder på den baggrund ikke grundlag for at udtale kritik i anledning af, at bladet har afvist klagers læserbrev i den oprindelige form.
Afsagt den 26. marts 2003.