Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9158@2003-04-14/da
Indhold
Vedrører AB 92 §§ 22, stk. 14 og 46.
Ved klageskrift modtaget i Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed den 3. august 2000 har klageren begæret en voldgiftsret nedsat til afgørelse af klagerens tvist med indklagede. Voldgiftsretten er nedsat med landsdommer Arne Lyngesen som eneste voldgiftsmand.
Klageren har udført ombygning af indklagedes bolig. Tvisten vedrører betaling af entreprisesummen og spørgsmålet om, i hvilket omfang klagerens arbejde er mangelfuldt.
Voldgiftsretten har den 23. november 2000 afsagt kendelse om, at parternes tvist er omfattet af AB 92, hvorfor en af indklagede nedlagt afvisningspåstand ikke blev taget til følge.
Klageren har nedlagt endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale principalt 235.765 kr. subsidiært et mindre beløb, i begge tilfælde med procesrente fra den 28. oktober 1999.
Indklagede har påstået frifindelse.
Indklagede har nedlagt selvstændig påstand om, at klageren tilpligtes at betale 20.582,50 kr. med procesrente fra den 25. oktober 2002.
Klageren har overfor indklagedes selvstændige påstand påstået frifindelse.
Den 28. marts 1999 afgav klageren tilbud på ombygning af indklagedes bolig omfattende bl.a. nyt tag og etablering af udestue med døre og vinduespartier til en samlet pris af 255.000 ekskl. moms.
Samtidig afgav klageren tilbud overfor den virksomhed, hvor indklagede er direktør, vedrørende tilbygning m.v. til en samlet pris af 528.500 kr. ekskl. moms.
Den 14. april 1999 fremsendte klageren til indklagede en noget ændret beskrivelse af entreprisen. Tilbuddets fortrykte rubrik for tilbudssum er ikke udfyldt. Det er såvel i dette tilbud som i tilbuddet af 28. marts 1999 anført, at tilbuddet er beregnet ud fra, at de eksisterende tagspær kan holde til tungt tag.
Samme dag udfærdigede klageren en noget ændret entreprisebeskrivelse vedrørende tilbygningen til den virksomhed, hvor indklagede er direktør. Tilbuddets fortrykte rubrik for tilbudssum er ikke udfyldt.
Ingen af de nævnte tilbud eller entreprisebeskrivelser er underskrevet af tilbudsmodtager.
Den 1. maj 1999 fremsendte klageren skrivelse ang. Tilbud på indklagedes bolig og den virksomhed hvor indklagede er direktør. Det fremgår af skrivelsen, at der i begge entrepriser foretages mindre ændringer. Den samlede pris for begge entrepriser er anført som 784.600 kr. ekskl. moms.
I skrivelse af 12. august 1999 fra indklagede til klageren er det vedrørende ombygningen af indklagedes bolig bl.a. anført, at byggeriet starter senest mandag i uge 33 og skal være færdig i uge 37, at prisen er fast 140.000 kr., dog med fradrag af materialer, som indklagede selv skaffer, f.eks. døre og fliser. Skrivelsen er på ca. 1 ½ side og indeholder en beskrivelse af arbejderne, herunder at der lægges nyt tag på hele huset. Der er vedrørende dette tilføjet, at klageren har kontrolleret, at huset kan bære et sådant tag.
I skrivelse af samme dato til klageren har indklagede på tilsvarende måde redegjort for betingelserne for og omfanget af tilbygningen på klagerens fabrik. Entreprisesummen for denne ombygning er anført som fast pris på 641.000 kr.
Den 26. oktober 1999 fremsendte klageren til indklagede faktura på 140.000 kr. plus moms eller i alt 175.000 kr. med betalingsbetingelse inden 28. oktober 1999. Fakturaen bærer teksten a conto ifølge tilbud.
Ved skrivelse af 5. november 1999 fra indklagedes advokat til klageren er det bl.a. oplyst, at fakturaen ikke vil blive honoreret, da det udførte arbejde er behæftet med væsentlige mangler. Manglerne er oplistet under pkt. 1 til 20, og skrivelsen slutter med, at indklagede forbeholder sig erstatning eller afslag i entreprisesummen, såfremt manglerne ikke er afhjulpet inden den 10. december 1999.
I skrivelse af 30. november 1999 fra klagerens advokat til indklagedes advokat er der redegjort for klagerens stilling til de rejste problemer, og der foreslås afholdt et møde på ejendommen, idet indklagede tilbyder at rette de fejl, han måtte være ansvarlig for. For så vidt angår det økonomiske mellemværende henviser advokaten til, at klageren har afgivet tilbud på 255.000 kr. excl. moms, hvorfor der efter fremsendelsen af a conto begæringen resterer at blive faktureret et restbeløb. Advokaten oplyser, at klageren har færdigmeldt byggeriet.
I skrivelse af 11, januar 2000 fra indklagedes advokat til klagerens advokat fastholdes, at byggeriet lider af væsentlige mangler. Vedrørende entreprisesummen anfører advokaten, at det udtrykkeligt fremgår af indklagedes skrivelse af 12. august 1999 til klageren, at der er aftalt en pris på 140.000 kr.
Klager har forklaret bl.a., at han af indklagede blev bedt om at afgive tilbud på begge ombygninger. Ombygningen af fabrikken blev ikke til noget. Han ved ikke hvorfor. Han bad indklagede sikre sig, at tagspærene kunne holde til det nye tag. Dette var indklagede indforstået med, idet indklagede oplyste, at hans bror var ingeniør. Ingen af hans tilbud er underskrevet af tilbudsgiver. Det bruger han ikke, idet en aftale er en aftale. Ændringen i entreprisebeskrivelsen fra den 28. marts 1999 til den 14. april 1999 skyldtes, at indklagede ønskede ændringer af projektet, bl.a. vedrørende tagstenene, gavlbeklædningen og loft. Nogle ændringer medførte en merpris andre en mindre pris. Samlet var entreprisesummen uforandret, og derfor er rubrikken for entreprisesum i tilbudsbeskrivelsen af 14. april 1999 ikke udfyldt. Parterne havde før sommerferien aftalt, at byggeriet skulle starte umiddelbart efter sommerferien, og klageren og 2 mand påbegyndte arbejdet mandag i uge 32, d.v.s. den 9. august 1999. I uge 32 nedbrød de den eksisterende udestue og nedtog ejendommens gamle tag m.m. Der var leveringstid på døre, vinduer og spær, og disse materialer havde han bestilt i uge 24. Tagstene blev bestilt i uge 32. Da klageren modtog indklagedes skrivelse af 12. august 1999, blev han overrasket. Prisen på 140.000 kr. var ikke den aftalte. Den i skrivelsen af 12. august 1999 anførte byggeperiode var for kort. Endvidere var ansvaret for tagspærenes bæreevne i strid med tidligere aftale lagt på klageren. Straks da parterne næste dag mødtes på ejendommen fortalte klageren indklagede, at skrivelsen ikke kunne accepteres. Det er klagerens indtryk, at indklagede havde nedsat den aftalte entreprisesum på boligen med henblik på at få flyttet en del af omkostningerne til ombygningen af fabrikken. Han fandt det ikke nødvendigt at besvare skrivelsen skriftligt, idet han stort set hver eneste morgen mødte indklagede på ejendommen. Indklagede accepterede hans afvisning af skrivelsen af 12. august 1999. Den oprindelige tilbudspris var stadig gældende. Alene materialerne til ombygningen kostede mere end 140.000 kr. Da klageren fremsendte a conto regningen, var dette efter hans opfattelse i overensstemmelse med AB 92, og klageren havde i regningen faktureret 80% af det indtil da udførte arbejde. Byggeriet var færdigt omkring det tidspunkt, hvor han modtog skrivelsen af 5. november 1999. Isoleringen omkring aftrækskanalen har klageren ikke monteret. På aftrækket var anbragt en motor, og indklagede sagde, at han selv ville foretage monteringen. Parterne talt om loftet i udestuen, og klageren har fortalt, at loftet ikke kunne rettes op og samtidig overholde kravet til loftshøjde. Indklagede var da enig i, at loftet skulle monteres på det eksisterende loft, selvom det blev skævt. Han har således rådført sig med bygherren, men fandt det ikke nødvendigt at skrive herom. Den konstaterede murskade har hverken klageren eller dennes ansatte lavet. Omfangsdræn var ikke med i entreprisen. Han kan anerkende udgiften til defekte klinker, men ikke at hele gulvet skal skiftes. Han kan ikke anerkende udgifter til projekt og uforudsete forhold. Klageren har aldrig udfærdiget slutregning, idet indklagede havde bestridt a conto regningen.
Indklagede har forklaret bl.a., at han er uden erfaring i entrepriseretlige forhold. Da han modtog klagerens pristilbud, sagde han, at det var for højt og afslog tilbuddet. Han havde tidligere fra anden side fået side fået et pristilbud på 116.000 kr. med tillæg for vinduer. Den pågældende tilbudsgiver blev imidlertid syg, hvorfor han rettede henvendelse til klageren. Parterne havde herefter drøftelser, og klageren sendte det nye tilbud i april, men det var heller ikke egnet. Under et møde den 9. august 1999 aftalte de pris og arbejdets omfang. Da klageren ikke fremsendte ny skriftlig aftale herom, udfærdigede indklagede ordrebekræftelsen af 12. august 1999. Entreprisebeskrivelsen i indklagedes skrivelse er mere omfangsrig end i klagerens tilbud. Dette skyldes, at selvom de havde aftalt alle de arbejder, som er nævnt i indklagedes skrivelse, var klageren ikke til at formå at aflevere en beskrivelse med det rette indhold. Klageren påbegyndte arbejdet den 16. august 1999, og såvel denne dag som den følgende dag sagde klageren, at det i skrivelsen anførte var i orden, men at han havde glemt at medbringe skrivelsen af 12. august 1999. Indklagede ville afvente, at klageren underskrev det eksemplar af skrivelsen, som indklagede havde tilsendt klageren og tænkte derfor ikke på at bede klageren underskrive det eksemplar af skrivelsen, som indklagede havde på bopælen. Da indklagede senere rykkede klageren for underskrift på skrivelsen, sagde klageren kun, at han var ked af at påtage sig ansvaret for tagspærenes bæreevne, idet han tidligere havde tabt en retssag herom. Klageren har aldrig bestridt prisen på 140.000 kr. De 140.000 kr. var inkl. moms. Når klageren ikke fik entreprisen på virksomheden, skyldtes det, at klageren var for længe om at få byggetilladelse og derfor ikke kunne færdiggøre arbejdet til tiden. Indklagede har bestridt, at prisen på 140.000 kr. er udtryk for, at han har ønsket at flytte omkostninger fra privatboligen til erhvervsvirksomheden. Klageren var færdig med arbejdet i slutningen af uge 38. Indklagede opfattede klagerens faktura som den endelige afregning. Isoleringen omkring aftrækskanalen har indklagede ikke udført. Det er rigtigt, at der er monteret motor på aftrækket, men isoleringen fra motoren og op til tagfladen er udført af klagerens folk. Indklagede har ikke fået at vide, at loftet i udestuen ikke ville blive plant. Parterne har talt om, at det skulle være lige, og at loftshøjden skulle være så stor som mulig, men klageren måtte gerne montere det nye loft direkte på det gamle. Den anvendte loftsliste er ikke drøftet med indklagede. Indklagede var klar over, at det var en større liste, men ikke at der blev anvendt en fodliste. Indklagede har ikke personligt overfor klageren påtalt mangler ved byggeriet. Da han fik fakturaen, kontaktede han ikke klageren, men sin advokat og bad denne overtage sagsførelsen. Han fortalte advokaten, at den aftalte entreprisesum på 140.000 kr. var overskredet. Da han fik kopien af advokatens brev af 5. november 1999 til klageren, blev hans opmærksomhed fanget af mangelsproblemerne, og han bemærkede ikke, at spørgsmål om entreprisesummen ikke var omtalt.
På begæring af indklagede er foretaget syn og skøn. Skønsmanden har afgivet erklæringer af 12. september 2001 og 17. maj 2002. Det fremgår heraf bl.a.,
at isoleringen omkring aftrækskanalen ikke er udført håndværksmæssigt korrekt, og at en udbedring vil koste ca. 2000 kr. ekskl. moms,
at loftet i spisestuen ikke er plant, og at udbedring heraf vil koste ca. 15.000 kr. ekskl. moms,
at murværket i udestuen er beskadiget, og at udbedring heraf vil koste ca. 300 kr. ekskl. moms,
at der ikke er udført omfangsdræn omkring udehaven, hvilket i henhold til SBI-anvisning burde være udført, og at udbedring heraf vil koste ca. 3.500 kr. ekskl. moms,
at vinduespartiet ud mod terrassen ikke er placeret korrekt på fundamentet, hvilket vil kunne udbedres ved tilstøbning på fundamentet for ca. 2.000 kr. ekskl. moms,
at det ved udskiftning af den beskadigede række gulvklinker ikke vil være muligt at ramme klinketypen100% , og at genetablering af hele gulvet med nye klinker vil koste ca. 22.000 kr. ekskl. moms,
at projektering og tilsyn i anledning af mangelsudbedringen vil medføre en omkostning på ca. 5.000 kr. ekskl. moms, samt
at der ved reparationsarbejder normalt afsættes 10% af håndværkerudgifterne til uforudsete udgifter.
Skønsmanden har under den mundtlige forhandling supplerende forklaret, at der for så vidt angår gulvklinkerne vil kunne skaffes samme type klinker, men ikke fra samme brænding, og der vil derfor være risiko for mindre farvenuance i forhold til de anvendte klinker. Den af klageren i udestuen anvendte loftsliste er ikke en sædvanlig skyggeliste, men er en fodliste. Der kunne være anvendt en hulkehlliste, således som det er tilfældet andetsteds i boligen. En udskiftning af hele listen vil koste et par tusinde kroner. Den opsatte liste er nogle steder etableret ved brug af mindre stykker. Disse skarringer medfører, at synsindtrykket ikke er godt, og en udbedring heraf vil koste 500 kr. 800 kr. ekskl. moms. Egentligt projekt med tilsyn i anledning af manglernes udbedring er næppe nødvendigt. Da forholdene på stedet nu er kendte, kan afsætning til uforudsete udgifter reduceres til 5 %. Skønsmanden har oplyst, at en pris på 116.000 kr. ekskl. moms for det af klageren i alt udførte arbejde umiddelbart forekommer billigt.
Klageren har opgjort sin principale påstand med udgangspunkt i en aftalt entreprisesum på 255.000 kr. ekskl. moms eller 318.750 kr. inkl. moms. Med fradrag af 16.110 kr. bl.a. vedrørende materialer, som indklagede har indkøbt, og yderligere fradrag af 66.875 kr. vedrørende mangler, som skønsmanden har påpeget, fremkommer påstandsbeløbet 235.765 kr. Klageren har frafaldet en eventuel ret til mangelsudbedring. Klageren har procederet til støtte for flere alternative rentepåstande. Til støtte for den principale påstand har klageren nærmere gjort gældende, at parterne har aftalt en entreprisesum på 255.000 kr. ekskl. moms. Indklagedes skrivelse af 12. august 1999 er aldrig accepteret af klageren. Der er ikke grundlag for at anse klageren for at være ansvarlig for yderligere mangler end de af klageren accepterede. Isoleringen omkring aftrækskanalen er i overensstemmelse med en konkret aftale med indklagede ikke udført af klageren. Det er ligeledes efter en konkret aftale med indklagede, at loftet i stuen er monteret som sket. Det er ikke klageren, der har beskadiget muren. Parterne har ikke aftalt omfangsdræn, og hvis sådant skulle være udført, ville det være faktureret som ekstraarbejde. Der er ikke grundlag for at kræve yderligere erstatning vedrørende fundamentet. Vinduet, der er placeret på fundamentet, er tilstrækkeligt beskyttet som følge af et betydeligt tagudhæng. Den mulighed, at den nye række gulvklinker muligt måtte være af en anden brænding end de eksisterende gulvklinker, kan ikke medføre, at en eventuel mindre nuanceforskel skal bevirke, at klageren skal betale nyetablering af gulvet med udskiftning af alle gulvklinker. Den omtvistede loftsliste er kun 2,3 m lang, og manglen er ikke retligt relevant. Afhjælpning af manglerne er almindeligt reparationsarbejde, og giver ikke grundlag for at kræve beløb til projekt og tilsyn. Der er heller ikke grundlag for et krav om beløb til dækning af uforudsete udgifter.
Indklagede har opgjort sine påstande på grundlag af en entreprisesum på 140.000 kr. inkl. moms. Herfra skal fratrækkes de af klageren accepterede beløb på henholdsvis 16.110 kr. og 66.875 kr. I anledning af yderligere mangler skal fratrækkes beløb inkl. moms som nedenfor anført. Forkert udført isolation omkring aftræksrør: 2.500 kr., idet indklagede har afvist, at parterne har aftalt, at klageren ikke skulle udføre isoleringen. Mangelfuld opsætning af stueloft: 18.750 kr., idet indklagede har afvist, at han har tilladt, at loftet blev opsat som sket. Skade på murværk i stue: 375 kr., hvilken skade er forvoldt af klageren eller dennes ansatte. Omfangsdræn: 4.375 kr., idet klageren i henhold til gældende byggebestemmelser burde have udført dette som et led i entreprisen. Ændring af fundament med henblik på korrekt placering af vinduesparti: 2.500 kr., jf. skønsmandens oplysninger. Etablering af nyt klinkegulv: 27.500 kr., idet skønsmanden har bekræftet, at der ikke vil kunne anskaffes klinker med samme udseende som de eksisterende, hvorfor en udskiftning af samtlige klinker er nødvendig. Ny loftsliste: 2.500 kr., da klageren fejlagtigt har anvendt en fodliste. Manglernes omfang og karakter nødvendiggør, at indklagede afholder udgifter til udbedringsprojekt og tilsyn med arbejdernes udførelse. Omkostningerne hertil er, jf. skønsmanden 6.250 kr. Endelig må det forventes, at der i forbindelse med mangelsudbedringen påløber uforudsete omkostninger svarende til 5-10 % af håndværkerudgifterne. Indklagede har protesteret imod klagerens rentepåstand og har forbeholdt sig senere at fremsætte krav i anledning af klagerens udførelse af ny tagbelægning sammenholdt med tagkonstruktionens eventuelle utilstrækkelige bæreevne.
Voldgiftsretten udtaler:
Efter bevisførelsen kan det lægges til grund ved sagens afgørelse, at parterne havde aftalt, at ombygningsarbejderne skulle igangsættes umiddelbart efter sommerferiens afslutning. Indklagede har været bekendt med, at der bl.a. for vinduespartierne var længere leveringstid, og at klageren derfor for længst havde bestilt disse, da arbejdet blev igangsat. På denne baggrund findes det ubetænkeligt at fastslå, at bestillingen blev foretaget og arbejdet igangsat i henhold til klagerens tilbud af 28. marts 1999, som ændret ved tilbuddet af 14. april 1999. Indklagedes skrivelse af 12. august 1999 må voldgiftsretten anse som efterfølgende forsøg fra indklagedes side på at ændre det økonomiske grundlag for arbejdets udførelse. Forsøget lykkedes ikke, og indklagede er dermed bundet af klagerens tilbud på 255.000 kr. ekskl. moms.
Isolering og understøtning af aftræksrør er ikke udført håndværksmæssigt korrekt. Arbejdet har været en del af entreprisen, men er ifølge klageren ikke udført af ham. Klagerens oplysning om, at parterne har aftalt, at indklagede selv ville udføre dette arbejde, er bestridt af indklagede og ikke bestyrket af andre oplysninger. Herefter findes klageren at hæfte for det af skønsmanden anførte beløb på 2.000 kr. ekskl. moms.
Klageren har udført ombygningsarbejderne som hovedentreprenør efter indklagedes anvisninger. Indklagede har ikke på relevant måde beskrevet, hvorledes arbejdet med loftet skulle udføres. Efter begge parters forklaringer har spørgsmålet været drøftet. Arbejdet blev udført, mens indklagede boede i huset og næsten daglig havde samtaler med klageren. Herefter findes det ubetænkeligt at fastslå, at indklagede har været fuldt informeret om, hvorledes klageren udførte arbejdet, og at indklagede har accepteret, at arbejdet blev udført således, som det skete. Klageren frifindes derfor for indklagedes krav i denne anledning.
Den øverst på murværket i udestuen konstaterede murskade må efter sagens oplysninger antages at være forvoldt af under entreprisens udførelse, hvorfor klageren hæfter for reparation heraf med de af skønsmanden anførte 300 kr. ekskl. moms.
I de foreliggende oplysninger om entreprisen er ikke beskrevet udførelse af et omfangsdræn uden for udestuen. Et sådant dræn har dermed ikke været aftalt som en del af entreprisen. Uanset at drænet må antages at være et krav i henhold til byggebestemmelser, frifindes klageren for indklagedes krav om godtgørelse for den manglende udførelse.
For så vidt angår den påberåbte mangel vedrørende vinduespartiets placering på fundamentet mod terrassen må det efter skønsmandens oplysninger lægges til grund, at en fagmæssig korrekt udførelse kræver, at der udføres en udvendig påstøbning. Omkostningen herved er 2.000 kr. ekskl. moms, og indklagedes krav om betaling heraf tages derfor til følge.
Reparationen af skaderne på gulvklinkerne langs ydervæggen i udestuen kræver indkøb af nye klinker. Det er oplyst, at samme type klinker kan anskaffes. Det findes uden betydning, at de nye klinker muligvis er få millimeter mindre end de eksisterende. Omfanget af den mulige farvenuance i forhold til de eksisterende gulvklinker er ikke nærmere godtgjort, og en mulig mindre farvenuance kan ikke medføre, at klageren skal betale for en udskiftning af samtlige gulvklinker. På denne baggrund tages indklagedes krav om godtgørelse for udskiftning af samtlige gulvklinker ikke til følge.
Efter skønsmandens oplysninger om den i udestuen anvendte loftsliste fastslår voldgiftsretten, at forholdene på stedet er således, at der ikke vil kunne anvendes en sædvanlig skyggeliste. Der er ikke grundlag for at fastslå, at det har været fagligt forkert at anvende en liste som sket. Derimod burde opsætning være gennemført med mere korrekt fordelte skarringer, og indklagedes krav i relation hertil tages derfor til følge med et beløb på 800 kr. ekskl. moms.
De af klageren accepterede mangler og de af voldgiftsretten yderligere fastslåede mangler er ikke af en sådan beskaffenhed, at de giver grundlag for at antage, at udbedringen deraf kræver udarbejdelse af et egentligt projekt med tilsyn, hvorfor indklagedes krav om betaling herfor ikke tages til følge.
Der er heller ikke grundlag for at anse klageren for at være ansvarlig for uforudsete udgifter i forbindelse med manglernes udbedring.
Herefter tager voldgiftsretten klagerens subsidiære påstand til følge med et beløb på 229.390 kr.
Indklagede fremsatte som følge af mangler hvorom der i betydeligt omfang ved sagens udfald er givet indklagede medhold indsigelse imod klagerens a conto begæring, og klageren har ikke heroverfor i medfør af AB 22, stk. 14, søgt AB § 46 bragt i anvendelse. Herefter er der ikke grundlag for at tage klagerens rentepåstand til følge for så vidt angår tiden før klageskriftets indlevering, den 3. august 2000.
Ved afgørelsen af sagens omkostninger bemærkes, at sagens udfald medfører, at klageren som udgangspunkt bør have tilkendt sagsomkostninger. Endvidere har klageren måttet afgive procedureindlæg vedrørende spørgsmålet om voldgiftsrettens kompetence. På den anden side har det været nødvendigt for indklagede at foranstalte syn og skøn udført. Skønnet har involveret forhold, der ikke har haft betydning for sagens afgørelse, men skønnet har for så vidt angår den øvrige del deraf i væsentligt omfang givet indklagede medhold i dennes mangelsindsigelser. I dette omfang har indklagede som udgangspunkt krav på refusion af omkostninger i anledning af skønsmandens virksomhed, herunder skønsmandens fremmøde under den mundtlige forhandling. Herefter bestemmer voldgiftsretten, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part, og at indklagede endeligt skal afholde samtlige omkostninger i anledning af skønsmandens virksomhed.
Omkostningerne ved voldgiftsrettens virksomhed skal betales af klageren med 1/3 og af indklagede med 2/3.
Thi bestemmes:
Inden 14 dage fra modtagelsen af denne kendelse skal indklagede til klageren betale 229.390 kr. med procesrente fra den 3. august 2000.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.
Inden 14 dage efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed skal klageren betale 1/3 og indklagede 2/3 af omkostningerne ved voldgiftsrettens virksomhed.