Gelex

Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

GældendeVersion 2003-04-14
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9159@2003-04-14/da

Indhold
  1. Indledning

Vedrører AB 92 § 22, stk. 4.

Denne sag er behandlet af en voldgiftsret, der er nedsat af Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed den 16. maj 2002, og som består af arkitekt m.a.a. Kim Christiansen, ingeniør M. IDA. Søren Steen Møller og landsdommer Ulrik Jensen som voldgiftsrettens formand.

Klageren har påstået indklagede dømt til betaling af 350.466,25 kr. med procesrente fra den 21. marts 2001.

Indklagede har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb efter voldgiftsrettens skøn.

Sagen drejer sig om klagerens eventuelle resttilgodehavende efter opførelse af en 2 ½ etages beboelsesejendom med delvis kælder. Klageren var hovedentreprenør, og kravet er fordelt på 13 poster som angivet nedenfor. Alle angivne beløb er uden moms.

Sagen har været mundtligt forhandlet den 2. oktober 2002, og under den mundtlige forhandling er der afgivet forklaring af entrepriselederen og X for klageren og formanden for indklagedes bestyrelse og et medlem i indklagedes bestyrelse for indklagede.

Parterne har procederet i sagen i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter.

1. Vinterforanstaltning. 20.000 kr.

Det fremgår af hovedentreprisekontrakten, at ved påbegyndelse den 13. marts 2000 kunne byggeriet afleveres den 10. november 2000. Det er imidlertid oplyst, at byggeriet efter 1 måneds arbejde måtte stilles i bero, indtil der blev udstedt byggetilladelse. Byggeriet blev derfor først afleveret den 23. januar 2001.

Entrepriselederen, der var entrepriseleder på byggeriet, har forklaret, at det på grund af byggeriets forsinkelse var nødvendigt at foretage en interimistisk lukning af bygningen. Det skete med trærammer dækket med plastic, og udgiften hertil er klagerens udgift til underentreprenøren, der udførte arbejdet. Udgiften kunne være blevet dokumenteret, hvis beløbet var blevet bestridt størrelsesmæssigt tidligere end umiddelbart forud for den mundtlige forhandling.

Bestyrelsesformanden har forklaret, at han er formand for indklagedes bestyrelse. Vinterlukningen blev foretaget, men det fremgår af byggemødereferatet fra den 6. december 2000, at han har afvist kravet, hvilket skete på arkitektens foranledning.

Voldgiftsrettens bemærkninger: Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at byggeriet på grund af forhold, som indklagede over for klageren bærer ansvaret for, blev forlænget fra begyndelsen af november 2000 til slutningen ag januar 2001. Vinterafdækningen var som følge heraf påkrævet til varetagelse af indklagedes interesser. Indklagede skal derfor godtgøre klageren udgifterne hertil, og da beløbet ikke størrelsesmæssigt er blevet bestridt før umiddelbart inden den mundtlige forhandling, er det tilstrækkeligt dokumenteret ved entrepriselederens forklaring.

2. Vinterforanstaltninger i form af forceret udtørring. 20.000 kr.

Voldgiftsrettens bemærkninger: Af de grunde, som er anført ovenfor, må også denne udgift anses for afholdt i indklagedes interesse som følge af forhold, som indklagede over for klageren bærer ansvaret for. Indklagede skal derfor også betale dette beløb.

3.Lydglas og lydventiler i vinduer mod vej. 20.000 kr.

Entrepriselederen har forklaret, at kravet herom fremgik af byggetilladelsen, der først blev udstedt under byggeriets gang. Kravet fremgik ikke af udbudsmaterialet.

Voldgiftsrettens bemærkninger: Da kravet om de anførte lyddæmpninger ikke fremgik af udbudsmaterialet, må udførelse anses som et ekstraarbejde, som indklagede skal betale for.

4. Pumpebrønd i elevatorgrube inkl. eltilslutning. 10.120 kr.

Entrepriselederen har forklaret, at man ikke ud fra jordbundsundersøgelsen kunne slutte, at pumpebrønden var nødvendig. Den var ikke omtalt i udbudsmaterialet, og indgik derfor ikke i klagerens tilbud.

Et bestyrelsesmedlem har forklaret, at han er bestyrelsesmedlem i indklagede. Han har ikke haft noget med kontraktindgåelsen at gøre, men han kan ikke se, at pumpebrønden har nogen betydning.

Voldgiftsrettens bemærkninger: Da kravet om pumpebrønden ikke fremgik af udbudsmaterialet, må etableringen heraf anses for et ekstraarbejde, som indklagede skal betale for.

5. Murede gesimser på gavle. 6.700 kr.

Entrepriselederen har forklaret, at gesimserne ikke fremgik af udbudsmaterialet og først blev vist på de tegninger, der fremkom ved detailprojekteringen.

Formanden for indklagedes bestyrelse har forklaret, at gesimserne er lavet, men at det kommer som en stor overraskelse for ham, at der er tale om en udvidelse af projektet.

Voldgiftsrettens bemærkninger: Da det må lægges til grund, at gesimserne ikke fremgik af udbudsmaterialet, og at kravet herom først fremkom i forbindelse med detailprojekteringen, er der tale om et ekstraarbejde, som indklagede skal betale for.

7. Oprettelse af telefonlinie for elevator. 1.500 kr.

Entrepriselederen har forklaret, at udgiften er oprettelsesafgiften til telefonselskabet.

Voldgiftsrettens bemærkninger: Da oprettelsesafgiften må anses for en udgift, der ikke indgår i entreprisesummen, skal indklagede godtgøre klageren udgiften hertil.

8. Udvidelse af elevatordøre. 5.000 kr.

Entrepriselederen har forklaret, at elevatordørene ikke var defineret nærmere i udbudsmaterialet. Tilbudet omfatter derfor kun standarddøre. I byggetilladelsen, som først blev udstedt efter byggeriet var påbegyndt, blev der imidlertid stillet krav, som gjorde, at dørene skulle tilpasses individuelt.

Voldgiftsrettens bemærkninger: Som sagen er forelagt for voldgiftsretten må det lægges til grund, at udbudsmaterialet ikke indeholder særlige krav til elevatordørene. Da opfyldelsen af de krav, der fremkom i forbindelse med byggetilladelsen, derfor er et ekstraarbejde, skal indklagede godtgøre klageren udgiften hertil.

9. Ekstra belysningsarmatur i trapperum. 900 kr.

Entrepriselederen har forklaret, at kravet om belysning foran elevatordøre blev stillet i forbindelse med ibrugtagningstilladelsen. Der var intet anført herom i udbudsmaterialet.

Voldgiftsrettens bemærkninger: Da kravet om belysningsarmatur ikke fremgik af udbudsmaterialet, må udførelsen anses for et ekstraarbejde, som klagede skal betale for.

10. Ekstra belægning ved affaldsskur. 2.250 kr.

Formanden for indklagedes bestyrelse har forklaret, at skuret blev flyttet i forhold til anvisningerne i udbudsmaterialet, men det gav ikke anledning til udførelse af ekstra belægning.

Entrepriselederen har forklaret at der efter flytningen af skuret blev stillet krav om belægning foran skuret, hvilket ikke tidligere havde været krævet.

Voldgiftsrettens bemærkninger: Efter entrepriselederens forklaring, som støttes af det i øvrigt foreliggende, må det lægges til grund, at der i forbindelse med flytning af skuret blev stillet krav om udførelse af ekstra flisebelægning. Da der derfor er tale om ekstraarbejde, skal indklagede betale herfor.

12. Lys i loftrum. 2.170 kr.

Entrepriselederen har forklaret, at lyset først gang blev omtalt i december 2000. Det var ikke nævnt i udbudsmaterialet.

Bestyrelsesmedlemmet i indklagede har forklaret, at arbejdet, som han går ud fra er blevet krævet i byggetilladelse, er udført.

Voldgiftsrettens bemærkninger: Da kravet om belysning i loftsrummet ikke fremgår af udbudsmaterialet, er der tale om et ekstraarbejde, som indklagede skal betale for.

13. Udvidelse af fundamenter. 15.000 kr.

Entrepriselederen har forklaret, at bygningen blev afsat, inden byggetilladelsen blev udstedt. Da kommunen stillede krav om placering af bygningen ved gadelinien, blev fundamenterne udført væsentligt anderledes end angivet i udbudsmaterialet, og kravet er prisforskellen mellem arbejdet i henhold til udbudsmaterialet og arbejdet, som det blev udført efter arkitektens anvisninger.

Voldgiftsrettens bemærkninger: Da byggeriet blev udført anderledes, end angivet i udbudsmaterialet, og da det ikke beror på klagerens forhold, at byggeriet blev påbegyndt inden byggetilladelsen forelå, må arbejdet anses for et ekstraarbejde, som indklagede skal betale for.

14. Stilstandsomkostninger, tabt funktionærtid i forbindelse med arbejdets standsning 48.000 kr.

Entrepriselederen har forklaret, at han var afsat til at udføre arbejdet som entrepriseleder i byggeperioden. Da arbejdet måtte standses på grund af manglende byggetilladelse, var det ikke muligt umiddelbart at arbejde effektivt på andre byggepladser.

Voldgiftsrettens bemærkninger: Det må efter entrepriselederens forklaring lægges til grund, at det som følge af byggeriets standsning i en periode ikke har været muligt at udnytte hans arbejdskraft effektivt. Da standsningen skyldes forhold, som klageren ikke bærer ansvaret for, skal indklagede godtgøre klageren dennes tab som følge af standsningen. Dette tab findes dog ikke at kunne opgøres i overensstemmelse med klagerens påstand, men fastsættes skønsmæssigt af voldgiftsretten til 15.000 kr.

15. Renter som følge af for sen betaling efter rateplanen. 128.833 kr.

Det fremgår af hovedentreprisekontrakten, at rateplanen udgør en del af aftalegrundlaget, og at der ydes entreprenøren betaling efter rateplanen, jf. AB 92 § 22, stk. 4. Efter byggeriets standsning blev den oprindelige rateplan ændret, således at forfaldstiden for 2. og følgende rater blev udskudt 2 måneder, og rentekravet er beregnet på grundlag af den ændrede rateplan. Det fremgår endvidere af sagen, at indklagede har stillet krav om opgørelse over byggeriets stade inden udbetaling af rater.

X har forklaret, at 1. rate blev betalt rettidigt. Da byggeriet gik i stå, blev tidsplanen forskudt med 2 måneder, og rateplanen blev ændret tilsvarende.

Voldgiftsrettens bemærkninger: Rentekravet er opgjort med udgangspunkt i rateplanen, der ligesom tidsplanen blev ændret efter byggeriets forsinkelse. Det følger herefter af AB 92 § 22, stk. 4, at betaling ikke var afhængig af, hvad der på byggepladsen var ydet kontraktsmæssige arbejder og materialer for, men at betaling skulle ske efter betalingsplanen, som fulgte tidsplanen. Voldgiftsretten tager derfor kravet, som ikke størrelsesmæssigt er bestridt, til følge. Da renterne er beregnet af ratebeløbene uden tillæg af moms, tillægges momsen nu i overensstemmelse med klagerens påstand.

Efter det, der ovenfor om de enkelte krav, tager voldgiftsretten herefter klagerens påstand til følge med 309.341, 25 kr. med renter som påstået.

Thi bestemmes:

Indklagede skal inden 14 dage efter modtagelsen af denne kendelse til klageren betale 309.341,25 kr. med procesrente fra den 21. marts 2001 samt sagsomkostninger med 20.000 kr.

Indklagede skal endvidere betale voldgiftsrettens omkostninger efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.

Versioner

  1. 2003-04-14