Spørgsmål om ugyldig afgørelse skulle opretholdes på baggrund af tertiære momenter
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9205@2003-05-05/da
Indhold
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den .
Nævnet traf denne
De har efter omstændighederne ret til efterløn på trin 1 frem til og med den 22. december 2002.
Ankenævnet har lagt til grund:
i at De med virkning fra den 27. juni 2000 overgik til efterløn,
i at De senest er indplaceret i dagpengesystemet ved Deres ledigmeldelse den 1. november 1999,
i at De i perioden siden ledigmeldelsen og indtil overgangen til efterløn fik udbetalt dagpenge,
i at a-kassen ved afgørelse af 7. juli 2000, hvor a-kassen oplyste Dem om at satsskiftedatoen var den 23. december 2002, havde glemt at modregne dagpengene for perioden forud for overgangen til efterløn,
i at a-kassen som følge af fejlberegningen i juni 2002 to gange meddelte nye datoer for satsskifteberegningen, og
i at godkendelsesbrevet af 7. juli 2000 var en ugyldig afgørelse, idet afgørelsen led af en retlig mangel, da der ikke var lovhjemmel til at oplyse Dem om, at satsskiftedatoen var den 23. december 2002.
Af lovens § 75 d, stk. 3, fremgår, at efterløn med højeste sats ( trin 1 ) højst kan udbetales indtil udløbet af en periode, der svarer til medlemmets dagpengeperiode efter lovens § 55, stk. 5, 1. pkt.
Herefter ydes efterløn med højst 82 % af den maksimale dagpengesats ( trin 2 ).
For et medlem, som er fyldt 60 år, er dagpengeperioden efter lovens § 55, stk. 5, begrænset til 30 måneder, og fra denne periode skal fratrækkes perioder, hvor medlemmet tidligere har fået udbetalt ydelser f.eks. feriedagpenge, og uanset at disse ydelser måtte være udbetalt til medlemmet også forud for det fyldte 60. år.
Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på:
i at De på baggrund af afgørelsen af 7. juli 2000 og mundtlig vejledning fra a-kassen har fået en berettiget forventning om, at satsskiftedatoen var den 23. december 2002, og at De har indrettet Dem herefter,
i at en annullation af afgørelsen vil have økonomiske konsekvenser for Dem, og
i at der går 2 år, før a-kassen oplyser Dem om fejlen, og
i at De i denne periode har været i god tro om satsskiftedatoen.
Ankenævnet henviser til lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001 § 55, stk. 5, § 75 d, stk. 1 og 3 og bekendtgørelse nr. 1355 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode af 20. december 2000.
Ankenævnet ændrer hermed direktoratets afgørelse af 16. august 2002.
På ankenævnets vegne
fuldmægtig
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:
Det fremgår af sagens oplysninger, at De er fyldt 60 år den 6. juli 1998, og at De har modtaget efterløn fra den 27. juni 2000.
Ved brev af 7. juli 2000 har a-kassen godkendt Deres overgang til efterløn den 27. juni 2000. A-kassen har samtidig oplyst, at De skifter til 82 % af højeste sats den 23. december 2002.
Den 4. juni 2002 har a-kassen truffet afgørelse om, at den korrekte satsskiftedato er den 3. juli 2002.
På et håndskrevet brev af 13. juni 2002 har a-kassen oplyst til Dem, at a-kassen endnu engang har begået en fejl, og at den korrekte satsskiftedato er den 1. juli 2002.
De har samme dag, den 13. juni 2002, klaget over a-kassens afgørelse, idet De mener, at en fejl som denne må få konsekvenser.
Den 15. juli 2002 har a-kassen oplyst til Dem, at sagen er sendt til direktoratet.
Sekretariatet er enig i fremstillingen.
2. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 16. august 2002 denne afgørelse:
De har ikke ret til efterløn på trin 1 frem til den 22. december 2002.
A-kassen har begået en beklagelig fejl ved ikke at informere korrekt om Deres satsskiftedato.
Begrundelse
Indledningsvis har direktoratet lagt til grund, at De er overgået til efterløn inden det fyldte 63. år, og at De derfor ikke opfylder den såkaldte 63-års-regel.
De har derfor ret til efterløn på trin 1 (højeste sats) i sammenlagt 130 uger. Herefter overgår De til efterløn på trin 2. Perioder med dagpenge forud for det fyldte 60. år skal medregnes til de 130 uger.
Direktoratet henviser til lov om arbejdsløshedsforsikring mv., § 75 d, stk. 1 og 3, jf. § 55, stk. 5, og bekendtgørelse nr. 1355 af 20. december 2000 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode, § 15, stk. 1 og 2.
De kan ikke få en bedre ret end den, som følger af nævnte regler. Dette gælder uanset, at a-kassen har begået en fejl i forbindelse med beregningen af Deres satsskiftedato i godkendelsesbrevet af 7. juli 2000.
De har således ikke ret til efterløn på trin 1 frem til den 22. december 2002.
Hvis De mener, at De har lidt et økonomisk tab på grund af a-kassens behandling af Deres efterlønssag, henvises De til at gøre dette direkte gældende mod a-kassen, evt. via domstolene.
Direktoratet gør opmærksom på, at direktoratet med denne afgørelse ikke har taget nærmere stilling til det tidspunkt, hvor De skal overgå fra trin 1 sats til trin 2 sats. Direktoratet har dog bedt a-kassen kontrollere endnu engang, at satsskiftedatoen er beregnet korrekt.
3. Klagen til ankenævnet
De har den 12. september 2002 klaget over direktoratets afgørelse.
De har anført følgende:
Jeg er vidende om, at der har været en lignende sag her i Arbejdsløshedskassen.
Det blev pålagt afdelingen at betale af egen kasse, differencen fra den lave til den høje efterløn i den periode der var regnet forkert.
Det må også komme mig til gode. Differencen fra 1.7.2002 til 22.12.2002, 25 uger i alt: 16.475 kr.
Det ville være passende at I pålægger Arbejdsløshedskassen at betale dette beløb til mig.
Jeg vil gøre opmærksom på, at jeg er tvunget på efterløn, årsag en arbejdsskade i 1999.
4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen
Arbejdsdirektoratet har den 4. oktober 2002 sendt Deres klage til ankenævnet, idet der ikke efter direktoratets opfattelse er kommet nye oplysninger, der giver anledning til at ændre afgørelsen.
Direktoratet bemærker, at alle sager behandles konkret, og at det er direktoratets opfattelse, at økonomiske tab på grund af a-kassens fejlvejledning må bæres af a-kassen selv.
5. Nyt efter klagen
Intet nyt.
6. Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001:
§ 55
Stk. 5. Et medlem, der er fyldt 60 år, kan højst få dagpenge i 30 måneder uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2. Efter sammenlagt 6 måneders ledighed har medlemmet ret og pligt til at modtage tilbud efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, jf. stk. 2. Der erhverves ret til påbegyndelse af en ny periode, hvis medlemmet dokumenterer på ny at have haft beskæftigelse i det omfang, der er nævnt i § 53, stk. 2 og 5.
§ 75 d. Til medlemmer, der inden for de sidste 10 år sammenlagt har været fuldtidsforsikret i mindst 5 år, deraf mindst 26 uger umiddelbart før overgangen til efterløn, ydes efterløn med et beløb, der svarer til medlemmets dagpenge beregnet efter § 51, stk. 1, jf. § 47, eller udbetalt efter § 51, stk. 4. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter regler om fremgangsmåden ved beregning af arbejdsfortjenesten.
Stk. 3. Efterløn med det i stk. 1 nævnte beløb kan højst udbetales indtil udløbet af en periode, der svarer til medlemmets dagpengeperiode efter § 55, stk. 5, 1. pkt., jf. stk. 6. Efterlønnen kan herefter højst udgøre 82 pct. af højeste dagpenge efter § 47. Perioder med delpension efter lov om delpension ligestilles med perioder med efterløn. Arbejde i perioder med delpension forlænger ikke den i 1. pkt. nævnte periode.
Bekendtgørelse nr. 1355 af 20. december 2000 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode:
§ 15. Et fuldtidsforsikret medlem, der er fyldt 60 år, kan i dagpengeperioden modtage dagpenge mv. i 962 timer, jf. dog § 20. Et deltidsforsikret medlem, der er fyldt 60 år, kan i dagpengeperioden modtage dagpenge mv. i 780 timer, jf. dog § 20. I de 962 henholdsvis 780 timer medregnes perioder med dagpenge mv. forud for det fyldte 60. år.
Stk. 2. Et medlem, der er fyldt 60 år, kan i aktivperioden modtage dagpenge mv. eller tilbud i 104 uger, jf. dog § 6, stk. 4, og § 20. I de 104 uger medregnes perioder med dagpenge mv. eller tilbud forud for det fyldte 60. år med den del, der ligger ud over 962 henholdsvis 780 timer. Et medlem, der fylder 60 år og indplaceres i en dagpengeperiode efter den 30. juni 1999 har i aktivperioden ret og pligt til at deltage i tilbud efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik henholdsvis kan modtage dagpenge i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 5, 2. pkt.