Udbetaling af dagpenge under ferie for søgnehelligdage
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9211@2003-05-05/da
Indhold
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den.
Nævnet traf denne
De kan ikke få dagpenge under ferie for helligdagene den 25., 26. december 2001 og 1. januar 2002.
Ankenævnet har lagt til grund, at De ikke var ledig disse dage, og at De ikke skulle have været på arbejde de pågældende dage.
Det fremgår af § 12, stk. 3, i ferieloven, at ferie ikke kan holdes på det ugentlige fridøgn, på søgnehelligdage, overenskomstmæssigt eller sædvanemæssigt fastsatte fridage eller erstatningsdage herfor, eller hvis lønmodtageren er afskåret fra at holde ferie, jf. ferielovens § 38. En arbejdsgiver kan således ikke placere ferie og en lønmodtager ikke holde ferie på dage, hvor lønmodtageren allerede har fri.
Af reglerne om dagpenge under ferie fremgår, at hvis man er i arbejde, kan man kun få dagpenge under ferie for lørdage, søndage og søgnehelligdage, hvis man skulle have været på arbejde de pågældende dage i stedet for at holde ferie, jf. § 75h i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001 og § 13, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 134 af 1. marts 2001 om dagpenge under ferie med tilhørende vejledning nr. 22 af 1. marts 2001.
Ankenævnet finder ikke, at det forhold, at De er 100 % provisionslønnet betyder, at De skulle have været på arbejde den 25. og 26. december 2001 samt den 1. januar 2002 i stedet for at holde ferie.
Der er således ikke i reglerne mulighed for at udbetale Dem dagpenge under ferie på søgnehelligdage.
Ankenævnet tiltræder derfor Arbejdsdirektoratets afgørelse af 24. juni 2002.
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
Xxx
Arbejdsdirektoratet
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:
”Den 6. december 2001 søgte De om dagpenge under ferie for perioden 24. december 2001 til den 1. januar 2002.
Den 17. januar 2002 meddelte De xxx arbejdsløshedskasse, at De ikke forstod, hvorfor De ikke havde fået udbetalt dagpenge under ferie for den 24. og 31. december 2001 og 1. januar 2002. De oplyser i brevet til a-kassen, De er 100% provisionslønnet og derfor ikke får løn på helligdage samt den 24. og 31. december, hvor De ikke arbejder men holder ferie, fordi klinikken er ferielukket.
Den 11. februar 2002 traf a-kassen afgørelse om, at De ikke kunne få dagpenge under ferie for dagene 25. og 26. december 2001 samt den 1. januar 2002. A-kassen begrundede sin afgørelse med, at ansatte ikke kan holde ferie på søgnehelligdage, medmindre de ellers skulle have været på arbejde.
Den 14. februar 2002 modtog xxx Deres klage over a-kassens afgørelse. De oplyser i klagen, at:
i A-kassen ikke kan henvise til en specifik hjemmel til at afvise kravet, og at De derfor modsætningsvis må kunne konkludere, at De har ret til dagpenge under ferie de pågældende hverdage.
i De på ansøgningsblanketten samt telefonisk har forklaret, at De er funktionæransat, men samtidig udelukkende provisionslønnet uden nogen garanteret løn, og at De kun får løn, hvis patienterne betaler deres regning.
i Deres chef har varslet ferielukket og har valgt at lukke klinikken mellem jul og nytår, og at De derfor ikke har mulighed for at arbejde de pågældende hverdage og derfor heller ikke mulighed for at indtjene provisionsløn disse dage.
i De derfor heller ikke mener, at Deres situation kan sammenlignes med en månedslønnet funktionær, der får løn på helligdage.
i De mener, at såfremt De var ledig – og i øvrigt dagpengeberettiget, ville De kunne få arbejdsløshedsdagpenge de pågældende dage.
Den 8. marts 2002 modtog vi via xxx Deres klage over afgørelsen.”
2. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 24. juni 2002 denne afgørelse:
”De kan ikke få dagpenge under ferie for helligdagene mellem jul og nytår.
Begrundelse
De kan ikke få dagpenge under ferie på helligdagene den 25., 26. december 2001 og 1. januar 2002, fordi De ikke skulle have været på arbejde de omhandlede dage, hvis De ikke holdt ferie.
Ledige kan som udgangspunkt få dagpenge under ferie for søgnehelligdage, der indgår i en ferie. Dette fremgår af § 13, stk. 5 i bekendtgørelse nr. 134 af 1. marts 2001 om dagpenge under ferie. Er man er i arbejde, kan man kun få dagpenge under ferie for lørdage, søndage og søgnehelligdage, hvis man skulle have været på arbejde de pågældende dage i stedet for at holde ferie. Dette fremgår af praksis som er beskrevet i vejledningen til § 13, stk. 5 i bekendtgørelsen.
Oplysningerne i Deres klage kan derfor ikke føre til et andet resultat.”
3. Klagen til ankenævnet
I klagen har De bl.a. anført, at direktoratet i sin afgørelse oplyser, at man kan få feriedagpenge for søgnehelligdage, hvis man skulle have været på arbejde de pågældende dage i stedet for at holde ferie. De mente, at dette netop var Deres situation.
Videre anførte De, at De, hvis De havde været arbejdsledig, som bekendt ville have fået arbejdsløs-hedsdagpenge de pågældende helligdage (1. og 2. juledag samt 1. januar), selv om det var hverdag (mandag – fredag). Derfor kunne De ikke se, hvorfor De ikke kunne få feriedagpenge de pågæl-dende (hver) dage, hvor De ikke fik løn, fordi Deres arbejdsgiver holdt ferielukket.
4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen
Direktoratet fandt, at der ikke var kommet nye oplysninger, der gav direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.
5. Nyt efter klagen
Intet.
6. Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001
§ 75h
Stk. 7. Nærmere regler om feriedagpenge, herunder om beregning af feriedagpengeretten, feriedagpengenes størrelse, lediges underretning til Arbejdsformidlingen om tidspunktet for feriens afholdelse og kommunerens medvirken efter stk. 2, fastsættes af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Landsarbejdsrådet. Endvidere fastsætter arbejdsministeren efter forhandling med undervisningsministeren regler om indberetning til arbejdsløshedskasserne fra de myndigheder, der varetager udbetalingen af voksenuddannelsesstøtten.
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 134 af 1. marts 2001 om dagpenge under ferie
§ 13
Hvis man har optjent ret til ferie hos en arbejdsgiver efter ferieloven mv., skal man have holdt 5/6 af denne ferie, før man kan få dagpenge under ferie. Man skal dog højst have holdt 25 dage minus antallet af feriedage med dagpenge. De omregnede feriedage, man skal holde, regnes i en 5-dages uge.
Stk. 2. Hvis man har ret til feriedage med dagpenge som dimittend, jf. § 10, skal man først holde den ferie, man har optjent hos en arbejdsgiver efter ferieloven, jf. § 11.
Stk. 5. Uanset stk. 1. og 2 kan en ledig få dagpenge under ferie for søgnehelligdage, der indgår i en ferie.
Arbejdsdirektoratets vejledning nr. 22 af 1. marts 2002 til bekendtgørelse om dagpenge under ferie.
Til § 13, stk. 5
Lørdage, Søndage og søgnehelligdage
Hvis man er ledig, kan man få dagpenge under ferie for søgnehelligdage, som indgår i ferien. Det gælder, selv om man ikke kan placere ferie efter ferieloven, og selv om man ikke har afholdt sin optjente ferie efter reglen i § 13, stk. 1.
Hvis man er ledig, vil man dog aldrig kunne få udbetalt dagpenge under ferie for lørdage og søndage, uanset at de er søgnehelligdage.
Hvis man er i arbejde, kan man få dagpenge under ferie for lørdage, søndage og søgnehelligdage, hvis man skulle have været på arbejde de pågældende dage i stedet for at holde ferie.
Hvis man får udbetalt optjent søgnehelligdagsbetaling, er det ikke til hinder for, at der udbetales dagpenge under ferie.
Der kan ikke udbetales dagpenge under ferie for mere end 5 dage pr. uge.
Ferielov, jf. lovbekendtgørelse nr. 396 af 31. maj 2000
§ 12
Ferie skal holdes i det år, der går fra 1. maj til 30. april (ferieåret), og som følger efter optjeningsåret.
Stk. 2. Ferie holdes med 5 dage om ugen, således at arbejdsfrie dage og vagtdage i turnus indgår i ferien med et forholdsmæssigt antal. Ferien holdes i øvrigt på samme måde, som arbejdet tidsmæssigt er tilrettelagt.
Stk. 3. Ferie kan ikke holdes på det ugentlige fridøgn, på søgnehelligdage, overenskomstmæssigt eller sædvanemæssigt fastsatte fridage eller erstatningsdage herfor, eller hvis lønmodtageren er afskåret fra at holde ferie, jf. § 38.