Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9222@2002-03-12/da

Indhold

1. Indledning

Vedrører AB 92 §§ 46, 7, stk. 3, 24, stk. 3, 2. pkt. og 24, stk. 2

Mellem klageren og indklagede er der opstået tvist i anledning af en hovedentrepriseaftale om renovering og ombygning af klagers erhvervsejendom. Tvisten drejer sig om erstatning m.v. for manler/ikke udførte entreprisearbejder, om klagers tilbagebetalingskrav i anledning af hævdet uretmæssig hævning under bygherregarantistillelsen til dækning af betaling af påståede ekstraarbejder, om betaling af dagbod som følge af væsentlig forsinkelse og om indklagedes modkrav vedrørende godtgørelse for forlænget byggeperiode.

I den anledning er der nedsat en voldgift i henhold til ”Regler for behandling af sager ved de af Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed nedsatte voldgiftsretter” bestående af murermester, ingeniør Jørn Buch Andersen, arkitekt m.a.a. Tom A. Poulsen og højesteretsdommer Asbjørn Jensen, med sidstnævnte som formand.

Ved interventionsklageskrift modtaget den 16. april 1999, er klagers nye byggetilsyn v/advokat indtrådt i sagen og har nedlagt selvstændig påstand over for klager. Påstanden går ud på, at klager skal betale 338.462,18 kr. som vederlag for teknisk rådgivning og byggeledelse fra 11. april 1995. Klageren har påstået frifindelse med henvisning til, at tilsynet har pådraget sig et erstatningsansvar, der overstiger vederlagskravet bl.a. som følge af mangelfuld byggeledelse og tilsyn. Det er aftalt mellem parterne, at interventionssagen sættes i bero, indtil afgørelse i hovedsagen foreligger.

Mundtlig forhandling af hovedsagen har fundet sted den 5. og 6. november 2001.

Hovedsagen blev genoptaget den 24. januar 2002, hvor parterne præciserede deres påstande.

Klager har endeligt nedlagt følgende påstande:

Indklagede tilpligtes at betale klageren et beløb stort kr. 4.148.496,45 med tillæg af sædvanlig procesrente af kr. 1.200.000,00 fra tidspunktet for indlevering af klageskrift til Voldgiftsretten at regne (11. oktober 1995) og indtil betaling sker, og med tillæg af sædvanlig procesrente af kr. 2.948.496,45 fra tidspunktet for indlevering af replik til Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed at regne (9. februar 1999) og indtil betaling sker.

Kravet er sammensat således:

I) Mangler kr. 397.905,00

II) Tilbagesøgningskrav – træk på bygherregaranti – ekstraarbejder og kreditomkostninger kr. 990.591,45

III) Dagbodskrav/forsinkelse kr. 2.760.000,00

I alt kr. 4.148.496,45

Over for indklagedes modkrav til selvstændig kendelse:

Frifindelse.

Indklagede har nedlagt følgende påstande:

Påstand over for klagers krav:

Frifindelse.

Indklagedes modkrav til selvstændig kendelse:

Klager tilpligtes til indklagede at betale kr. 215.204,99 med procesrente fra den 10. november 1995 til betaling sker (IV).

Klagers advokat forelagde og dokumenterede sagen.

Følgende afgav forklaringer: Klager, tilsynsførende ingeniør, fra klagers nye tilsyn, ingeniør fra klagers nye tilsyn, byggepladslederen fra indklagedes virksomhed, og regnskabschefen fra indklagedes virksomhed.

Skønsmanden kom til stede og blev afhjemlet.

Kort sagsfremstilling:

Klager indgik den 30. november 1994 en hovedentrepriseaftale med indklagede om renovering og ombygning af klagers ejendom. Entreprisesummen var fastsat til 3.429.175 kr. excl. moms. Byggeriet skulle ifølge aftalen påbegyndes den 21. december 1994 og være afsluttet den 31. marts 1995. Byggeriet var projekteret af klagers rådgivere, en ingeniør og en arkitekt. Ingeniøren forestod endvidere byggeledelse og tilsyn. Klager boede i Sverige i byggeperioden. I april måned 1995 ophævede klagers advokat aftalen med rådgiverne som følge af manglende ansvarsforsikring samt påståede væsentlige mangler ved projekteringen og byggeledelsen. I samme måned indgik klager herefter aftale med et andet selskab om, at dette selskab overtog byggeledelsen og i øvrigt udførte de justeringer og ændringer i det foreliggende materiale, der var nødvendiggjorte for, at hovedentreprenøren kunne færdiggøre arbejdet. Byggeriet blev af indklagede færdigmeldt den 17. august 1995, og afleveringsforretning blev afholdt den 23. august 1995.

Arkitekten og ingeniøren har ikke ytret sig i sagen.

Ad hovedspørgsmål I – mangler/ikke udførte entreprisearbejder.

Klagers krav om erstatning for mangler og ikke udførte entreprisearbejder udgør samlet excl. moms 250.780 kr.

Klager har oplyst, at han kan afløfte 1/3 moms i forbindelse med udlejning af en del af ejendommen og kræver derfor beløbene tillagt 2/3 moms.

Kravet om erstatning vedrørende de enkelte forhold opgjort på grundlag af skønsmandens udtalelser om udgifter til udbedring m.v. udgør:

Lydforhold:

Manglende nedhængt loft 32.500 kr.

Manglende lydgips 48.000 kr.

Manglende vandtryk 20.000 kr.

Bagfald på gulve i badeværelser 90.000 kr.

Tapetopsætning 11.500 kr.

Manglende maling af vindue 3.000 kr.

Mangler ved varmeanlæg 3.500 kr.

Maling af facader 42.280 kr.

Om de enkelte krav udtaler voldgiftsretten:

Manglende nedhængt loft:

Det må lægges til grund, at der som påstået af indklagede mellem det daværende tilsyn og indklagede må være indgået aftale om, at det eksisterende nedhængte loft i det ene lokale ikke retableres, men at loftet i stedet skulle repareres og males. Det understøttes af, at tilsynet på stedet måtte have set, at en så omfattende del af arbejdet – det nedhængende loft – ikke blev udført, men at det oprindelige loft i stedet blev repareret og malet.

Indklagede frifindes derfor for dette krav.

Manglende lydgips:

Tillægget til hovedentreprisekontrakten må efter voldgiftsrettens opfattelse mest naturligt forstås således, at alene parketgulvet skulle erstattes af gulvplader til tæpper, således at lydgipsen skulle bibeholdes. Dette understøttes også af størrelsen af fradraget herfor i entreprisesummen.

Indklagede er derfor som udgangspunkt forpligtet til at erstatte omkostningen ved udbedringen.

Det er imidlertid oplyst, at bygherrens nye tilsyn inden arbejdets udførelse alene på grundlag af indklagedes oplysninger om, at bestemmelsen skulle forstås således, at lydgipslagene også udgik, accepterede denne forståelse af arbejdets omfang. Som følge af, at tilsynet var blevet antaget på grund af svigt hos det tidligere tilsyn, finder voldgiftsretten, at tilsynet burde have foretaget en selvstændig fortolkning af entrepriseaftalen set i sammenhæng med det tekniske behov for lydisolering og ikke alene lagt entreprenørernes oplysninger til grund. Voldgiftsretten har ikke tillagt det betydning, at bygningsmyndigheden ikke efterfølgende har gjort indsigelser imod lydisoleringen.

På denne baggrund finder voldgiftsretten, at erstatningskravet må nedsættes til det halve.

Kravet anerkendes således med 24.000 kr.

Manglende vandtryk:

Det må lægges til grund, at bygherrens tidligere tilsyn var gjort bekendt med, at der kunne være problem med vandtryk m.v. i området og på formødet den 19. september 1994 havde tilkendegivet bl.a. over for indklagede, at han ville undersøge størrelsen på vandstikledningen til ejendommen.

Det må endvidere lægges til grund, at indklagede ikke herefter fik oplysninger om, at der ved valg af armaturer og udførelse af vandledninger i ejendommen skulle tages særlige forholdsregler.

Indklagede findes på den baggrund ikke selv at skulle have foretaget undersøgelser heraf. Det er endvidere ikke godtgjort, at indklagede i øvrigt var bekendt med, at vandtrykket kun var 2.6 bar.

Hertil kommer, at indkøb og opsætning af en trykforøgepumpe som foreslået af skønsmanden under disse omstændigheder ville få karakter af en tillægsydelse, der ikke er omfattet af entrepriseaftalens § 3, pkt. 4.3 om ”uforudsete arbejdsydelser”.

På denne baggrund frifindes indklagede for dette krav.

Bagfald på gulve i badeværelser:

Efter skønsmandens erklæring må det lægges til grund, at gulvene i badeværelserne, der alle har gulvafløb, ikke har det fastsatte fald mod gulvafløbet, idet nogle af gulvene har et mindre bagfald, og der er en enkelt lunke i gulvet på 2. sal.

Skønsmanden har anslået, at omkostningerne ved udbedring i form af fliser vil være 90.000 kr.

Fejlene er af en sådan karakter, at de ikke blev konstateret ved afleveringsforretningen.

Voldgiftsretten finder, at der er tale om mangler, som efter deres art udløser et forholdsmæssigt afslag, der skønsmæssigt ansættes til 50.000 kr.

Tapetopsætningen:

Skønsmanden har anført, at det er en faglig ukorrekt opsætning, der har medført revnedannelsen.

Voldgiftsretten finder på denne baggrund, at indklagede må betale udgiften ved udbedringen på 11.500 kr.

Manglende reparation af vindue:

Indklagedes nye tilsyn har forklaret, at der var en del råd i vinduestræet, hvorfor man var usikker på, om det var forsvarligt at male det uden udskiftning af træet.

På denne baggrund har indklagede ikke som del af entreprisen, jf. undtagelsen i pkt. 4.3 om råd, været forpligtet til at male vinduespartiet.

Forholdet burde imidlertid have medført et fradrag i entreprisesummen som skønsmæssigt kan ansættes til 2.000 kr.

Varmeanlæg:

Det må efter skønsmandens erklæring lægges til grund, at der grundlæggende ikke skulle være mangler ved anlægget, men at det skal justeres og renses.

Indklagede frifindes for dette krav.

Maling af facader:

Indklagede har godskrevet klageren for entreprisesummen for facademaling på 40.220 kr. excl. moms.

Ud fra skønsmandens og farveproducentens oplysninger må det lægges til grund, at facaderne hidtil har været for fugtige til, at den foreskrevne malerbehandling kunne udføres.

Ifølge skønsmandens forklaring må den væsentligste del af fugtproblemerne hidrøre fra et fejlprojekteret gesimsbånd på ”tårnet” og optrængning af fugt fra fundamentet formentlig som følge af manglende omfangsdræn.

Indklagede har under disse omstændigheder efter voldgiftsrettens opfattelse ikke været forpligtet til at udføre malerarbejdet og frifindes for erstatningskravet.

Erstatninger vedrørende lydgips og tapetopsætningen i alt 35.500 kr. skal tillægges 2/3 moms og udgør herefter i alt 41.416,67 kr.

Det forholdsmæssige afslag vedrørende bagfald og reduktion af entreprisesummen for vinduesmaling 52.000 kr. skal tillægges moms og udgør herefter i alt 65.000 kr.

Indklagede skal således til klager vedrørende hovedspørgsmål I betale 106.416,67 kr. incl. moms som ovenfor anført.

Ad hovedspørgsmål II: Klagers tilbagebetalingskrav i anledning af hævdet uretmæssig hævning under bygherregarantien til dækning af betaling for ekstraarbejder.

I entreprisekontraktens § 3 under ”Andre forhold” pkt. 4.3 hedder det:

”Hovedentreprenøren udfører netreprisen med fast pris i hele byggeperioden, uden regulering af entreprisesummen.

Med fast pris menes at hovedentreprenøren ikke har mulighed for at beregne ekstra betaling for arbejdsydelser som normalt benævnes ”uforudsete arbejdsydelser”.

Der vil således kun blive godtgjort ekstra betaling til hovedentreprenøren hvis bygherren eller dennes repræsentant foretager bygningsmæssige ændringer som indvirker på kontraktmaterialet, dog undtaget ikke bæredygtig jordbundsforhold, råd og svamp samt konstatering af asbestholdige materialer som skal bortskaffes.

Ved konstatering af nævnte undtagelser som medfører ekstrabetaling, må hovedentreprenøren ikke iværksætte disse ydelser, uden at der foreligger en aftale herom, i form af underskrevet aftaleseddel med bygherren eller dennes repræsentant.”

I Almindelige bestemmelser, der er en del af aftalegrundlaget, hedder det bl.a.:

” Ekstraarbejder:

-skal aftales skriftligt med tilsynet forinden igangsættelse. Ingen ekstraregninger vil blive udbetalt uden denne dokumentation

Generelt gælder for alle fag, at arbejdet omfatter alle arbejder og leverancer til entreprisens komplette færdiggørelse, herunder udførelse af nødvendige følgearbejder, efterreparationer og leverancer, selvom disse ikke er medtaget i nærværende beskrivelse.

Omfanget fås ved besigtigelse på stedet samt i henhold til tegninger.”

I tillæg til hovedentreprisekontrakt side 2 hedder det bl.a.:

”Indeholdt i hovedentreprisekontraktsummen er følgende desuden aftalt:

4. Levering og montering af rørføring for lyd og sikringsanlæg i konstruktioner.

”

Klager gør gældende, at indklagede uretmæssigt den 17. oktober 1995 og den 31. oktober 1995 trak henholdsvis 1.054.141,13 kr. og 74.903,47 kr. på bygherregarantistillelsen til dækning af påstået restkrav på grundlag af aftalesedler samt morarenter i anledning af for sent betalte acontoopkrævninger på 44.998,47 kr. i alt 1.129.044,60 kr. Beløbet blev trukket, selv om klager rettidigt havde fremsat begæring om sagkyndig beslutning, jf. AB 92 § 46, jf. § 7, stk. 3. Klager gør som udgangspunkt gældende, at indklagede skal tilbagebetale et beløb på 855.333,47 kr. med fradrag af de beløb, som voldgiftsretten finder, at klager skal betale på grundlag af aftalesedlerne. Det må være indklagede, der har bevisbyrden for, at sådanne krav består, når henses til hovedentreprisekontraktens bestemmelser herom. Hertil kommer de kreditomkostninger, som klager har haft som følge af det uretmæssige træk, og som indtil den 2. oktober 1997 er opgjort til 135.257,98 kr.

Indklagede gør gældende, at trækket på bygherregarantistillelsen var berettiget under hensyn til de udførte tillægsarbejder. Rentekravet som følge af for sent betalte aconto-fakturaer udgør opgjort efter reglerne i AB 92 56.634,57 kr. De er imidlertid alene opkrævet med 44.998,47 kr.

Ekstraarbejder:

Det fremgår af sagen, at indklagede samlet har afleveret omkring 166 aftalesedler, der efter indklagedes opfattelse angår ekstraarbejder. Aftalesedlerne er løbende overgivet til bygherrens tilsyn. Det fremgår af byggemødereferaterne, at en del af aftalesedlerne må være afleveret efter, at de omfattede arbejder er påbegyndt eller udført. Det fremgår endvidere, at indklagede gentagne gange har rykket for godkendelse af de afleverede aftalesedler. Som følge af indklagedes tilkendegivelse om at ville stoppe arbejdet godkendte klagers advokat i skrivelse af 19. juni 1995 ”uden præjudice” hovedparten af aftalesedlerne 1 – 85 for et beløb på 345.295,50 kr. Efter en gennemgang af samtlige aftalesedler den 6. oktober 1995 med deltagelse af indklagede og klagers tilsyn trak indklagede aftalesedler for et beløb på 14.675 kr. tilbage. Klagers tilsyn afviste aftalesedlerne: 33, 35, 36, 56, 79, 107, 110 og170. Klagers tilsyn indstillede ifølge det oplyste de øvrige aftalesedler til bygherrens godkendelse. For voldgiftsretten har klageren endeligt gjort gældende, at han ikke er forpligtet til at betale 95 nærmere angivne aftalesedler med et samlet beløb på kr. 439.914,00 kr. excl. moms.

Klageren har til støtte for sin påstand om afvisning af hovedparten af kravet på grundlag af aftalesedlerne navnlig henvist til entrepriseaftalens § 3, pkt. 4.3 om, at hovedentreprenøren ikke kan beregne sig ekstra betaling for arbejdsydelser, som normalt benævnes ”uforudsete arbejdsydelser”. Efter bestemmelsen vil ekstra betaling kun blive godtgjort, hvis det skyldes bygherrens eller tilsynets bygningsmæssige ændringer, som indvirker på kontraktsmaterialet, og sådanne ydelser må ifølge bestemmelsen i aftalen ikke iværksættes, uden at der foreligger aftale herom, i form af underskrevet aftaleseddel med bygherren eller dennes repræsentant. Klageren mener, at en stor del af aftalesedlerne angår sådanne uforudsete arbejdsydelser. Andre af de udførte arbejder er ikke krævet udført af bygherren eller dennes tilsyn. Hertil kommer, at aftalesedlerne ikke – som udtrykkelig fastsat i entrepriseaftalen – er blevet godkendt af bygherren eller dennes tilsyn i form af en underskrift på hver enkelt aftaleseddel. Klagers tilsyns gennemgang og godkendelse af hovedparten af aftalesedlerne den 6. oktober 1995 var af rent teknisk karakter, og indklagede var bekendt med, at den endelige godkendelse af aftalesedlerne efterfølgende skulle foretages af bygherren ud fra en juridisk vurdering.

Indklagede har navnlig gjort gældende, at hovedparten af aftalesedlerne er blevet godkendt af bygherrens tilsyn på mødet den 6. oktober 1995. Indklagede er ikke gjort bekendt med, klagers tilsyn ikke – som det fulgte af entreprisekontrakten – var bemyndiget til at godkende ekstraarbejder. Der blev således heller ikke gjort indsigelser mod indklagedes bekræftelsesskrivelse af 6. oktober 1995.

Indklagede har endvidere gjort gældende, at samtlige arbejder skyldtes de af bygherren krævede ændringer i projektet eller direkte projektfejl, og arbejderne er krævet udført af bygherren eller dennes tilsyn. Indklagede har afleveret aftalesedler på samtlige arbejder så snart det var muligt og rykket for deres godkendelse. Det er rigtigt, at arbejderne i nogle tilfælde er påbegyndt eller udført, før der var fremsendt aftaleseddel. Sådanne arbejder blev udført, som følge af krav fra tilsynet, og fordi det var nødvendigt at udføre arbejderne på grund af tidsfristerne i entrepriseaftalen, som bygherrens advokat siden 28. februar 1995 sideløbende krævede overholdt under trussel om dagbod. Bestemmelsen om forudgående skriftlig godkendelse kan ikke påberåbes, når hverken bygherren eller dennes tilsyn ser sig i stand til at tage stilling til, om ekstraarbejderne skal udføres, inden for de tidsmæssige rammer, som entrepriseaftalens tidsfrister forudsætter.

Under den mundtlige forhandling har parterne på ny gennemgået aftalesedlerne, og klagers tilsyn har tilkendegivet baggrunden for indstillingen om godkendelse eller afvisning af den enkelte aftaleseddel.

Voldgiftsretten finder, at indklagede på baggrund af forløbet af byggesagen ikke har haft grundlag for at gå ud fra, at klagers tilsyns indstilling den 6. oktober 1995 til hovedparten af aftalesedlerne var en endelig godkendelse af disse krav.

En udtrykkelig bestemmelse i en entreprisekontrakt, om at ekstraarbejder kun vil blive betalt, hvis bygherren eller dennes tilsyn forud for arbejdets udførelse skriftligt har godkendt dets udførelse, skal normalt overholdes, for at entreprenøren er berettiget til betaling for ekstraarbejder. Af byggemødereferaterne i den foreliggende sag fremgår det imidlertid, at størstedelen af de pågældende arbejder skyldes ændringer i projektet, som følge af projektfejl eller som følge af ønsker fra bygherren om ændringer i forhold til de arbejder, der kan udledes af projektbeskrivelsen, rumskemaer, bygningstegningerne og el- og VVS-diagramtegninger. Sådanne arbejder har ikke karakter af ”uforudsete følgearbejder”. Det fremgår endvidere af byggemødereferaterne, at indklagede, normalt så snart ændringerne var besluttet på byggemøderne, har afleveret de pågældende aftalesedler til tilsynet med henblik på godkendelse, men at aftalesedlerne ikke blev returneret, selv det var åbenbart, at det samlede entreprisearbejdes rettidige færdiggørelse forudsatte, at de pågældende arbejder i en eller anden form blev udført med det samme. F.eks. angår aftaleseddel nr. 1 og 2 af 2. januar 1995 tømning af butikken, hvilket var en forudsætning for, at arbejdet kunne påbegyndes i denne del af ejendommen. Aftaleseddel nr. 3 af 2. januar 1995 angår ændring af entreprisen, således at skillevægskonstruktioner ændres fra letvægskonstruktioner til gasbetonskillevægge. De pågældende aftalesedler er først – og ”uden præjudice” – godkendt i klagers advokats skrivelse af 19. juni 1995, dvs. 2 ½ måned efter den aftalte byggeperiodes udløb. På den baggrund kan bygherren efter voldgiftsrettens opfattelse ikke påberåbe sig bestemmelsen i entrepriseaftalen om forudgående skriftlig godkendelse, som betingelse for betaling for ekstraarbejder. Det kan i den forbindelse ikke medføre nogen ændring, at klagers advokat i skrivelsen af 28. februar 1995 indskærpede bestemmelsen i hovedentrepriseaftalens § 3, pkt. 4.3, når indskærpelsen ikke samtidig blev fulgt op af en ændring af bygherrens godkendelsesprocedure. Det er herefter tilstrækkeligt for at opnå ret til tillægsbetaling, at indklagede godtgør, at tilsynet har krævet eller godkendt, at arbejdet blev udført, og det klart følger af hovedentreprisekontrakten, at arbejdet ikke er omfattet af entreprisen.

Voldgiftsretten finder, at de arbejder, der er udført i forbindelse med installeringen af et stereoanlæg ikke efter en naturlig læsning af bestemmelsen i pkt. 4 i tillæg til hovedentreprisekontrakten om ”lyd og sikringsanlæg i konstruktioner” kan anses for omfattet af entreprisen. Det understøttes af, at det i byggemødereferat af 17. marts 1995 hedder: ”Stereoanlæg: Rør til dette anlæg udføres i regning.”

På denne baggrund har voldgiftsretten gennemgået de af klageren afviste aftalesedler.

Følgende af disse aftalesedler må herefter betales som ekstraarbejder: 7, 12, 22, 29, 30, 34, 35, 44b, 56, 59, 60, 61, 72b, 75, 79 (med 4.180 kr.), 87 – 89, 90b, 94, 98 (med 510 kr.), 99b, 103, 104, 106, 108b, 109, 112, 114, 117, 118, 119 (med 3.696 kr.), 120, 121, 125, 126 (med 1.935 kr.), 127 – 132, 133b – 155, 157 – 168, 169 (med 4.925 kr.), 170 (med 1.800 kr.), 171 og 172.

Af de bestridte ekstraarbejder er således godkendt aftalesedler for et beløb på 418.160 kr. excl. moms. Ekstraarbejder, der kan kræves betalt af det på garantistillelsen trukne beløb, udgør herefter 418.160 kr. excl. moms eller 522.700 kr. incl. moms.

Følgende af de bestridte aftalesedler har voldgiftsretten afvist med den begrundelse, at arbejdet må anses for omfattet af hovedentreprisen eller en del af andet aftalt ekstraarbejde: 33, 36, 62, 105, 107, 110, 111, 113 og 122.

Voldgiftsretten bemærker særligt for så vidt angår de godkendte aftalesedler nr. 34 og 35 følgende:

For så vidt angår aftaleseddel nr. 34, der angår levering og montering af 5 døre med indfatninger og nedtagning af de eksisterende døre for 33.485 kr. excl. moms har klager gjort gældende, at en medarbejder hos indklagede tidligere har tilbudt dette arbejde leveret og udført for samlet 10.000 kr. excl. moms. Det er bestridt fra indklagedes side.

Voldgiftsretten har under hensyn til værdien af et sådant arbejde ikke mod indklagedes bestridelse fundet det bevist, at et sådan tilsagn er givet. Voldgiftsretten har derfor godkendt indklagedes krav på beløbet.

For så vidt angår aftaleseddel nr. 35 på 35.430 kr. excl. moms om konstruktionsændring som følge af bygherrens ønske om, at kvistene blev forsynet med runde vinduer, har klageren henvist til, at det fremgår bygningsbeskrivelsen afsnit C. 22, at ”Kviste leveres og monteres, som færdigkvist, Se vedlagt bilag: D, E og F (princip)”.

I bilag E (produktbeskrivelse) hedder det bl.a.: ”Halvbuet kvist er en enkel kvist bestående af det valgte frontvindue samt 2 flunkrammer med glas I. Flunk kan også vælges lukket.”

Klager gør derfor gældende, at flunkerne under alle omstændigheder skulle være leveret med glas, hvorfor bygherrens ønske om runde vinduer i flunkerne ikke kan udløse ekstra betaling.

Indklagede har bestridt, at det fulgte af beskrivelsen, at der skulle være vinduer i flunkerne, idet der ikke er vinduer i flunkerne på bygningstegningerne, hvorfor indklagede ud fra den pågældende produktbeskrivelse havde valgt flunker uden vinduer. Disse kviste var – som det fremgår af notitser fra indklagede til tilsynet – allerede bestilt og delvis udført, da bygherren fremkom med sit ønske om runde vinduer. Beløbet på aftalesedlen omfatter alene merudgifterne ved denne ændring.

Voldgiftsretten finder, at indklagede ud fra bygningstegningerne sammenholdt med beskrivelsens henvisning til bl.a. bilag E havde været berettiget til at isætte kviste uden glas i flunkerne, hvorfor udgifterne ved bygherrens ønske om ændring kan kræves betalt som ekstraarbejde.

For så vidt angår aftaleseddel 87, der angår ændring af trappe m.v. (på 59.290 kr.), er arbejdet efter voldgiftsrettens opfattelse en følge af projektændring.

Indklagedes rentekrav:

For så vidt angår indklagedes rentekrav finder voldgiftsretten, at det må reduceres for den del af krav om ekstrabetaling, som ikke er godkendt. Rentekravet reduceres derfor skønsmæssigt til 40.000 kr.

Som følge heraf har indklagede været berettiget til at afkræve klageren 522.700 kr. + 40.000 kr. = 562.700 kr.

Klagers kreditomkostninger:

I det omfang, der er hævet beløb, som indklagede ikke har været berettiget til at afkræve klager, kan klager kræve erstatning for sine herved forøgede kreditomkostninger. I mangel af egentlig opgørelse heraf finder voldgiftsretten, at klager må tillægges en erstatning på 46.000 kr. Erstatningen er beregnet, som en forholdsmæssig andel af kreditomkostningen.

Klageren har herefter krav på tilbagebetaling af 855.333,47 kr. – 562.700,00 kr. med tillæg af kreditomkostninger på 46.000 kr., i alt 338.633,47 kr.

Ad hovedspørgsmål III: Dagbod, forsinkelse og tidsfristforlængelse.

Hovedentrepriseaftalens § 2 ”TID OG STED” har følgende ordlyd:

”Hovedentreprisen udføres med fast pris og tid.

Hovedentreprenøren påbegynder byggeriet den 94.12.01.

Byggeriet skal færdiggøres i henhold til detailtidsplan, som udarbejdes i samråd med hovedentreprenøren inden byggeriets start.

Afsnit 1.

Ombygning af ekst. lager til administration, lager, m.v. (rum nr. 1.6, 1.7, 1.8, 1.9, 1.10, 1.11 og 1.12) samt garage skal være færdiggjort den 95.01.31 .

Afsnit 2.

Ombygning af butik incl. lager m.v., med de arbejder som medfølger for at dette kan fungere, herunder i installationsmæssig henseende, skal være færdiggjort den 31.03.1995 .

Hovedentreprenøren skal derfor planlægge det samlede arbejde, således at ombygningen efter den 31.03.1995 ikke er til væsentlig gene for butikken.

Arbejdet skal udføres på en sådan måde, at butikken, i hele udførelsesfasen, kan holde åbent for salg, og i øvrigt til mindst mulig gene for butikkens drift. Dog i øvrigt i henhold til vedhæftede aftale af 25.11.1994 mellem klageren og materialisten.

Afsnit 3.

Den samlede hovedentreprise skal være færdiggjort til aflevering senest 31.03.1995.

Generelt.

Såfremt hovedentreprenøren overskrider tidsfristen for etape 1., 2. og 3., betaler hovedentreprenøren en dagbod for hver påbegyndt dag – alle hverdage på

kr. 10.000

skriver kroner TITUSINDEKRONER ”

Klageren har under henvisning til aftalens § 2 påstået sig tilkendt 2.760.000 kr. Beløbet fremkommer således:

Forsinkelse vedrørende etape 1, der først reelt var færdiggjort den 2. juni 1995, udgør 82 hverdage, svarende til et dagbodskrav på 820.000 kr.

Forsinkelse vedrørende etape 2, der først faktisk var færdiggjort den 23. august 1995, udgør 97 hverdage, svarende til et dagbodskrav på 970.000 kr.

Forsinkelse vedrørende etape 3, der var færdiggjort ved afleveringsforretningen den 23. august 1995, udgør 97 hverdage, svarende til et dagbodskrav på 970.000 kr.

Klager har til støtte for påstanden bl.a. gjort gældende, at krav om dagbod rettidig er gjort gældende over for indklagede. Kravet blev således første gang gjort gældende i klagers advokats skrivelse af 28. februar 1995 til indklagede, hvori der blev gjort krav på dagbod på ”kr. 10.000 pr. hverdag for den igangværende forsinkelse i perioden fra den 31. januar 1995 og indtil etape 1 er færdiggjort”. Klager forbeholdt sig endvidere i samme skrivelse at beregne dagbod, ”såfremt den samlede entreprise dvs. etape 2 og 3 ligeledes forsinkes i forhold til den fastsatte færdiggørelsesfrist den 31. marts d.å.”. Dagbodskravet er siden gentaget bl.a. i skrivelse af 1. maj 1995 til indklagede, hvori kravet blev opgjort til 1.200.000 ved en forventet færdiggørelse pr. 7. juni 1995.

Klager har endvidere anført, at indklagede – trods flere påmindelser herom - først under voldgiftssagens behandling fremkom med en begrundet redegørelse for ”tidsplanforskydning”, der opfylder kravet i AB 92 § 24, stk. 3. 2. pkt., hvorfor der ikke er grundlag for at indrømme indklagede tidsfristforlængelse.

Klager har yderligere anført, at kravet om særskilt dagbod for overskridelse af de enkelte etaper er berettiget, idet der foreligger en utvetydig bestemmelse herom i entreprisekontrakten, og at overholdelsen af mellemfristerne var af afgørende betydning for bygherrens brug af de enkelte renoverede afsnit.

Klager har endelig anført, at han i overensstemmelse med AB 92 § 22, stk. 2, løbende har opfordret entreprenøren til at søge det forsinkede indhentet, men at det tilsynet ved byggepladsbesøg gentagne gange har måtte konstatere, at byggepladsen navnlig i juli og august 1995 var helt utilstrækkeligt bemandet.

Indklagede har navnlig gjort gældende, at det oprindelige projekt led af sådanne mangler, og bygherren krævede sådanne ændringer, at det skyldes klagers egne forhold, at byggeriet forsinkedes, at tilsynet ikke har registreret forsinkelser og reklameret på en sådan måde, at der kan udløses dagbod, at klagers advokats efterfølgende pålæg ikke opfylder reklamationskravet, og at det rejste tredobbelte dagbodskrav er uhjemlet.

Voldgiftsretten finder, at entrepriseaftalens § 2 indeholder den fornødne grundlag for at kræve dagbod for forsinkelse med færdiggørelsen af afsnit 1, der skulle anvendes som kontorlokaler for bygherrens egen virksomhed. Der er i § 2 stipuleret særskilt dagbod for forsinkelse med afsnit 2 og med afsnit 3, som udgør den færdiggjorte entreprise. Som følge af, at færdiggørelsestidspunkterne for afsnit 2 og 3 i den endelige kontrakt er sammenfaldende, medfører en overskridelse heraf efter ordlyden, at der som følge af forsinkelsen skulle betales dobbelt bod, dvs. 2 x 10.000 kr. pr. hverdag. Der er ikke oplyst forhold, der kan begrunde en sådan dobbelt dagbod, hvorfor voldgiftsretten finder et krav herom uberettiget.

Det er ubestridt, at projektet var behæftet med væsentlige større og mindre projektfejl, der medførte, at projektet løbende måtte ændres. Det må ligeledes lægges til grund, at bygherren under hele byggeperioden krævede ændringer og tilføjelser til projektet. Endelig fremgår det, at en del materialer var aftalt som bygherreleverancer, og at nogle af disse leverancer ikke blev leveret så betids, at de uden forsinkelser kunne indgå i byggeprocessen.

Vedrørende afsnit 1 fremgår det af sagen, at det efter arbejdets påbegyndelse viste sig, at den af afsnittet omfattede garage ikke kunne opnå byggetilladelse, og at den på et senere tidspunkt måtte udgå af entreprisen. Det fremgår endvidere af tilsynets byggemødereferat af 27. februar 1995, at ”klinketype til del af 1. afsnit" først blev besluttet den 22. februar 1995. Voldgiftsretten lægger til grund, at denne beslutning blev truffet af bygherren eller dennes rådgiver. Af referatet fremgår endvidere, at lokalerne herefter kunne færdiggøres til den 7 – 8 marts 1995, og at ”Hovedentreprenøren udarbejder tidsplan, hvor der tages højde for de 14 dage byggeriet er blevet forsinket grundet butikken”. Der er intet anført, om at byggeriets forsinkelse skulle udløse dagbod. Under disse omstændigheder kan klagers advokats erklæring i brev af 28. februar 1995 om, at dagbodsbestemmelsen påberåbes, således at der pålægges dagbod fra den 31. januar 1995, ikke udløse dagbod. Hverken bygherren eller dennes rådgivere gav konkret pålæg om dagbod som følge af, at den nævnte nye fastsatte færdiggørelsesfrist, 7 – 8. marts 1995, også blev overskredet, hvorfor der ikke – selv om 1. afsnit må antages at være afleveret omkring den 20. marts 1995 – er grundlag for opkrævning af dagbod som følge af overskridelse af tidsfristen for færdiggørelse af afsnit 1.

En væsentlig – ubestridt – projekteringsfejl var, at den af entreprisen omfattede trappe var konstrueret således, at den ikke passede til det eksisterende trappetårn, hvilket medførte forsinkelse med hensyn til levering af trappen, således at den først kunne leveres til installering i uge 28, dvs. senest den 14. juli 1995. Det fremgår endvidere, at tilsynet besluttede, at pyramidetaget, som skulle monteres på trappetårnet, skulle forsynes med røglem. Det medførte, at tilsynet ifølge referat nr. 6 af 24. maj 1995 accepterede løsningsforslag fra tagproducenten herom, og at levering fra producenten af taget til montering endelig kunne ske i uge 26/27 (26. juni – 7. juli). Af byggemødereferat nr. 10 af 21. juni 1995 fremgår, at den sydlige strækning af kloakken først kunne færdiggøres i uge 28/29 (10. juli – 21. juli), når stillads efter montering af taget var nedtaget. Af referat nr. 13 af 12. juli 1995 fremgår, at kloakarbejdet var afsluttet den 11. juli 1995. Det fremgår endvidere af byggemødereferaterne, at der i maj, juni og juli 1995 fortsat var bygherreleverancer og projektændringer, der ikke var endelig besluttet. Det er på denne baggrund voldgiftsrettens opfattelse, at der var tale om projektændringer af en sådan karakter, at det også for bygherren måtte stå klart, at de ville medføre væsentlige forsinkelser, hvorfor der – uanset at indklagede ikke udtrykkeligt har begrundet sine gentagne fremsatte krav om tidsfristforlængelser – ikke kan afkræves dagbod, som følge af disse forsinkelser.

Det fremgår imidlertid af byggemødereferaterne, at der var en række – navnlig maler-, el- og VVS-arbejder i lokaler på 1. og 2. sal, som sideløbende med de udskudte arbejder kunne være udført, og tilsynet gjorde flere gange bl.a. i brev af 18. juli 1995 indklagede opmærksom på, at kun få håndværkere arbejdede med færdiggørelsen og anmodede ”på det kraftigste” indklagede om, ”at der omgående indsættes det nødvendige mandskab for entreprisens færdiggørelse ” Klagers advokat indskærpede ligeledes den 24. juli 1995 i lyset af det allerede fremsatte dagbodskrav entreprenørens pligt til at søge at indhente opståede forsinkelser (AB 92 § 24, stk. 2). Byggeriet blev først færdigmeldt den 17. august 1995.

På denne baggrund finder voldgiftsretten efter en samlet bedømmelse, at der bør udløses dagbod for perioden efter indskærpelsen den 24. juli 1995, dvs. for 17 hverdag, i alt 17 x 10.000 kr.

Klagerens krav om dagbod tages derfor til følge med 170.000 kr.

Ad hovedspørgsmål IV: Indklagedes modkrav vedrørende kravet honorering for længere byggeperiode.

Kravet herom på 401.714 kr. excl. moms er fremsat over for klageren i indklagedes slutopgørelse af 10. november 1995.

Forsinkelsen i april, maj og juni skyldtes som nævnt ovenfor under afsnit III i det væsentlige projekteringsfejl og dermed bygherrens forhold, hvilket kunne tale for at tillægge entreprenøren erstatning for de heraf følgende tab. Under hensyn til, at entreprenøren ikke har overholdt sin forpligtelse til at begrænse forsinkelsen af den samlede entreprise, jf. AB 92 § 24, stk. 2, finder voldgiftsretten imidlertid ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tillægge indklagede hel eller delvis godtgørelse i anledning af forsinkelsen.

Klageren frifindes herefter for indklagedes krav om godtgørelse på 401.714 kr. med tillæg af moms.

Herefter tages klagerens påstand til følge med følgende beløb incl. moms:

I) Mangler m.v. 106.416,67 kr.

II) Tilbagesøgningskravet 338.633,47

III) Dagbodskravet 170.000,00 kr.

I alt 615.050,14 kr.

Beløbet skal forrentes med procesrente fra den 9. februar 1999, dog skal tilbagesøgningskravet på 338.633,47 kr. (note 3) forrentes med procesrente fra den 11. oktober 1995.

Klageren frifindes for indklagedes krav (IV) om godtgørelse for forlængelse af byggeperioden.

Kendelse:

Indklagede skal betale 615.050,14 kr. til klageren med procesrente af 338.633,47 kr. fra den 11. oktober 1995 og af resten fra den 9. februar 1999.

Klager frifindes for indklagedes krav om godtgørelse.

I sagsomkostninger skal klager betale 50.000 kr. til indklagede. Klager afholder endeligt omkostningerne til syn og skøn.

De med voldgiftsrettens behandling af sagen forbundne omkostninger afholdes af klager med 2/3 og af indklagede med 1/3.

Kendelsen skal opfyldes inden 14 dage efter afsigelsen.

Versioner

1. 2002-03-12