Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9239@2003-05-12/da

Indhold

1. Indledning

[En mand – K] har ved advokat Palle Melchior Jensen klaget til Pressenævnet over et indslag bragt i TV 2 den 24. november 2002 , idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Han har ligeledes klaget over TV 2’s foromtale i form af en programtrailer og en tekst på TV 2’s tekst-tv den 24. november 2002.

Af traileren fremgik følgende:

” Speak : Dags Dato i aften. Hun var tolv år, da hendes far gjorde hende gravid.

A : Så siger jeg til min far. Hvad skal vi gøre med det her barn? Vi står inde i stuen. Så siger han: ”Det skal jeg nok ordne”.”

Af TV 2’s tekst-tv fremgik følgende:

”20.00

Dags Dato med Nyheder og Sporten

Nyhedsmagasin

Hendes far misbrugte hende seksuelt. Som 12-årig fødte hun hans barn. Faren slog barnet ihjel. Som voksen fortalte hun sin historie til deres sekt, Jehovas Vidner, men her var svaret – hold mund.

”

I indslaget hed det blandt andet:

” Studievært : En far, der misbruger sine egne børn seksuelt, er vel noget af det mest nederdrægtige, der findes – noget, som de fleste af os tager skarpt afstand fra, og som vi – hvis vi får kendskab til det – vil have skal undersøges af myndighederne, så ofrene kan få hjælp og den skyldige stillet til ansvar. Men sådan er reaktionen tilsyneladende ikke hos alle. I det indslag, De nu skal se, fortæller flere kvinder om seksuelt misbrug. I deres nød gik de til deres trossamfund, Jehovas Vidner, for at få hjælp og blev blot bedt om at holde mund. En dobbelt straf, som ifølge en række vidner ikke er ualmindelig i det lukkede miljø, der udgør Jehovas Vidner. Vi skal til Nordjylland. Her møder vi A, 38, gift, mor til tre. For to år siden begyndte hun at huske ting fra sin barndom – en barndom, der har mærket hende for livet.”

A fortæller herefter i et interview, hvorledes hendes far – klager – udsatte hende for seksuelt misbrug og vold, og hvorledes han dræbte et spædbarn, som hun fødte, og som han var far til. Interviewet fortsatte herefter således:

” Speak : For to år siden – 24 år efter det skete – trådte A frem med anklagerne, men hun havde oddsene imod sig. Ingen kunne bekræfte graviditeten.

Interviewer : Det er jo hårde beskyldninger, du kommer med mod din far. Det er drab, og det er overgreb, og de kommer så mange år efter. Så vil der være nogen, der vil være foranlediget til at sige: Er det nu også sandt?

A : Men altså jeg kan jo huske i detaljer, hvad der er sket. Hvad tøj jeg har haft på, hvor det foregik henne præcist i lokalet og de følelser, jeg havde, lugten af det mælk, jeg får, og den ostemad. Altså, jeg kan huske alt, hvad der er foregået.

Interviewer : Men der er lige gået tyve år, hvor du ikke har kunnet huske det?

A : Ja, men det har været så voldsomt, at jeg har været nødt til at det gemme det væk. Jeg kunne simpelthen ikke klare at gå og tænke på det.”

Herefter fortæller As storebror om en episode, hvor klager havde tungekysset hende. Det oplyses endvidere i speaken, at As storesøster også beskylder klager for misbrug, men at hun ikke ønsker at medvirke i indslaget. Herefter fortæller klagers barnebarn, B, at hun også har været udsat for misbrug af klager.

” Speak : De to kvinders historie kunne være foregået i en hvilken som helst familie i Danmark, men deres familie er samtidig medlemmer af Jehovas Vidner, og tilsyneladende undrede flere vidner sig også over faderens overgreb, men ingen reagerede.

Speak : Kirkens lov dikterer, at medlemmer skal rådføre sig med lederne i den lokale menighed, de såkaldte ”ældste”, hvis der opstår mistanke om f.eks. misbrug i familien. Og A fulgte Jehovas Vidners forskrifter. Hun henvendte sig til to ældste i menigheden – en fabriksarbejder og en vinduespudser. Deres bekymring var først og fremmest frygten for offentlig omtale.

A : Det her, det har I nok ikke lyst til at melde til politiet, fordi så står journalisterne jo her op og ned ad vejen, og sådan en efterforskning den kan tage meget lang tid. Som om vi skulle bare miste modet og så lade være med at melde det her til politiet. Altså vi følte, at der lå en trussel i det på den måde, han sagde det.

Interviewer : Hvorfor tror du, de reagerer på den måde?

A : De vil for alt i verden dække over, at der sker sådan nogle ting. I stedet for at rydde op i det, så prøver de at dække over det.

Speak : Også B forsøgte at få hjælp fra de ældste i hendes lokale menighed. Deres reaktion var utvetydig.

B : De sagde, de ikke troede på det, og altså de behandlede os meget dårligt.

Speak : Jehovas Vidner råder kvinderne til at konfrontere faderen med beskyldningerne. Parterne mødes i Års’ rigssal i Nordjylland. Faderen nægter beskyldningerne, og da påstand stod mod påstand, kunne Jehovas Vidner ikke foretage sig yderligere. A gik derfor til politiet. Nu nedsatte Jehovas Vidner et undersøgelsesudvalg. Et halvt år efter lød konklusionen:

A : Min far skal betragtes som uskyldig, og der skal lægges låg på den her sag, og der er ingen, der må snakke om det. Og det må vi heller ikke.

B : De siger, jamen, det er ikke sket. Og de gør ingenting ved det, og de siger, at han skal behandles ligesom alle andre, der ikke Han er jo sådan en gammel mand. Det er synd for ham, siger de.

Interviewer : Hvad tænker du om det?

B : Det synes jeg er latterligt, de siger det.

Speak : De to kvinders oplevelse af Jehovas Vidners’ håndtering af sagen er langt fra enestående. I Skotland fører politiet lige nu sag mod Jehovas Vidner for at tilbageholde oplysninger om en far, der misbrugte sine børn. Og i USA verserer der flere sager, hvor Jehovas Vidner har forsøgt at lægge slør over misbrugssager. Bill Bowen var for to år siden ældste i en Jehovas Vidners menighed i den amerikanske stat Kentucky. Han fik som ældste kendskab til et medlem, der misbrugte flere børn.”

Herefter følger et interview med Bill Bowen om, hvorledes Jehovas Vidners politik er i forhold til, at et medlem henvender sig med en mistanke om andre medlemmers misbrug af børn.

” Speak : Efter lang tids efterforskning har politiet henlagt sagen mod As far. Anklagerne om overgreb er forældede, og det har ikke været muligt at finde liget af As datter. Hun håber dog stadig på, at det lykkes.”

Indslaget afsluttes med et interview i studiet med pressestalsmanden for Jehovas Vidner, Erik Jørgensen, hvor han blandt andet forklarer, hvad man gør, når et medlem anklager et andet medlem for incest. Han tilkendegiver samtidig, at Jehovas Vidner finder børnemisbrug afskyeligt. Indslaget rundes af på følgende vis:

” Studievært : Vi har naturligvis forsøgt at få fat på As far, men han har ikke reageret på vores henvendelse.”

Klageren har indledningsvis oplyst, at klagen vedrører dels indslagets form og indhold, dels programomtalen, der blev bragt i forbindelse med indslaget.

Klageren har anført, at klagen går på, at indklagede som dokumentation for det synspunkt, at der hos Jehovas Vidner er en anden norm for, hvorledes sager om børnemisbrug håndteres, i overvejende grad henviste til klager, der nu igennem adskillige år er blevet beskyldt for at være barnemorder, voldtægtsforbryder og børnemisbruger osv., uagtet at alle sigtelser mod klager er frafaldet. Indklagede kan ikke dække sig ind under, at programomtalen mv. havde dækning i As udtalelser. Indklagede har således et selvstændigt ansvar for de oplysninger, som mediet bringer videre, herunder at kunne føre sandhedsbevis, hvilket ikke er muligt for indklagede. Der foreligger hermed dels en overtrædelse af straffelovens § 267 – måske endda § 268 – , dels en tilsidesættelse af god presseskik.

Klageren har endvidere anført, at indklagede ikke har begrundet, på hvilken måde As troværdighed som kilde har været vurderet på sædvanlig kritisk vis, eller hvorfor der ikke har været grundlag for at betvivle rigtigheden af de oplysninger, hun er fremkommet med. Alene den omstændighed, at politiet ikke har kunnet finde skyggen af bevis, og alle sigtelser er frafaldet, skulle være grund nok til at betvivle rigtigheden af de fremkomne oplysninger. As udsagn beror således alene på genfundne minder, som altså hverken kan bruges af anklagemyndigheden, eller som er videnskabelig anerkendt som brugbar dokumentation.

Indklagedes anførsel om, at klager ikke ønskede at medvirke i udsendelsen, hvorved der antydes, at der så var mulighed for at tage til genmæle, ændrer ikke ved, at indklagede har tilsidesat god presseskik. Hvilken person, som har været igennem så alvorlige beskyldninger ubeføjet, har lyst til at træde frem i landsdækkende tv til yderligere udokumenteret chikane, spot og spe.

Indklagede har oplyst, at indslaget satte fokus på problemstillingen om, hvorledes trossamfundet Jehovas Vidner tackler situationer, hvor et medlem hævder at have været udsat for overgreb begået af et andet medlem. Emnet er af væsentlig samfundsmæssig interesse, især fordi trossamfundet håndterer sådanne sager på anden måde end det almindelige retssamfund. Efter indklagedes opfattelse kan afdækningen af en sådan problemstilling alene ske med udgangspunkt i et konkret tilfælde, idet det er helt nødvendigt for at kunne beskrive emnet, at de personer, der ønsker at stå frem, beretter om deres oplevelser med trossamfundet i en given sag.

Indklagede har anført, at indslaget illustrerer med to eksempler, at trossamfundet end ikke i tilfælde, hvor der fremkommer beskyldninger om særdeles grove lovovertrædelser, finder anledning til nærmere at gribe ind. Tværtimod opfordrede trossamfundet de to kvinder til ikke at gå videre med sagen. På den baggrund finder indklagede omtalen af den konkrete sag med de to kvinder særdeles relevant og berettiget, uanset at det var indklagede bekendt, at klageren ikke var dømt herfor, hvilket også blev oplyst i indslaget.

Indklagede har videre anført, at As og de øvrige medvirkendes troværdighed som kilder er vurderet på sædvanlig kritisk vis. Der foreligger en journalistisk research forud for programmet, ligesom de oplysninger, A og B er fremkommet med, er søgt bekræftet af en række andre kilder, som indklagede har talt med. Dertil kommer, at indklagede flere gange rettede henvendelse til klager med henblik på at foreholde denne oplysningerne fra de medvirkende og opnå dennes kommentarer hertil. Til trods for at det i denne forbindelse blev oplyst, at A og B var blevet interviewet, reagerede klageren imidlertid ikke på indklagedes henvendelser.

For så vidt angår klagerens bemærkninger om, at indklagede har pådraget sig et selvstændigt ansvar for indholdet af programomtalen, anføres, at det fremgår af de vejledende regler for god presseskik punkt A.6., at ”overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse. Det samme gælder de såkaldte spisesedler”. En programomtale, der udsendes til forhåndsannoncering, er efter indklagedes opfattelse at sidestille med en spiseseddel og en mellemrubrik, som i sagens natur alene vil udgøre en kort gengivelse af indholdet. Teksten i den udsendte programomtale har efter indklagedes vurdering fuldt ud dækning i de oplysninger om klageren, der i øvrigt fremkommer i indslaget.

Indklagede må efter en samlet vurdering afvise at have handlet i strid med god presseskik.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet finder, at det i programtraileren og i teksten på tekst-tv fremstår som et faktum, at klageren har gjort sin datter gravid og herefter slået det nyfødte barn ihjel. De oplysninger, der foreligger om klager, herunder hans forhold til flere andre familiemedlemmer, giver ikke dækning for at omtale klager som sket. Indklagede har derfor handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

Om udtalelserne i indslaget bemærker nævnet, at de er bragt i forbindelse med en omtale af, hvorledes trossamfundet Jehovas Vidner reagerer, når et medlem henvender sig til trossamfundet med en mistanke om andre medlemmers misbrug af børn – et emne, hvortil der efter nævnets opfattelse er knyttet en samfundsmæssig interesse.

Henset hertil samt til, at det i indslaget oplyses, at politiet har henlagt sagen, og til at klager har fået mulighed for i indslaget at komme til orde over for beskyldningerne, finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik i anledning af indslaget.

Nævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har udvist utilstrækkelig kritik over for A som kilde. Nævnet bemærker i den forbindelse, at journalisten i interviewet med A gav udtryk for sin tvivl overfor, om A nu 20 år efter de hævdede overgreb kunne huske, hvad der var sket.

Pressenævnet har efter indstilling fra klagers advokat besluttet ikke at pålægge TV 2 at offentliggøre kendelsen.

Afsagt den 1. maj 2003.

Versioner

1. 2003-05-12