Fradrag i efterløn ved overgangen til efterløn. Havde holdt ferien med løn inden overgangen
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9254@2003-05-20/da
Indhold
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 16. januar 2003.
Nævnet traf denne
A F G Ø R E L S E
Der skal ske fradrag i Deres efterløn for 12,48 dages feriegodtgørelse, som De har optjent i år 2002.
Det følger af § 18, stk. 1, i bekendtgørelse om arbejde og indtægter m.v. i efterlønsperioden, at feriegodtgørelse, der kan udbetales i forbindelse med overgang til efterløn i henhold til ferielovens § 30, stk. 1, medfører fradrag i efterlønnen. Fradraget sker fra tidspunktet for overgang til efterløn.
Efter ferielovens § 30, stk. 1, udbetales feriegodtgørelse for tidligere og løbende optjeningsår til lønmodtageren, hvis lønmodtageren forlader arbejdsmarkedet af alders- eller helbredsmæssige årsager.
Der skal således ske fradrag i efterlønnen for feriegodtgørelse, som er optjent før overgangen til efterløn. Der skal ske fradrag i efterlønnen for feriegodtgørelse, der kan udbetales i forbindelse med overgang til efterløn i henhold til § 30, stk. 1 i ferieloven.
Det fremgår af sagen, at De ved overgangen til efterløn havde opsparet ret til 12,48 dages ferie til afholdelse i ferieåret 2003-2004. Det fremgår endvidere, at De inden overgangen til efterløn den 1. juli 2002 afholdt de 12,48 dages ferie, som De havde optjent i 2002 efter aftale med Deres arbejdsgiver, og at De fik løn under ferien.
Ifølge ferielovens § 4, stk. 1, kan en lønmodtager ikke give afkald på sin ret til ferie og feriebetaling, og ferieloven kan i øvrigt ikke fraviges til ugunst for lønmodtageren. Den løn, De modtog under ferien, skulle have været udbetalt til Dem som feriegodtgørelse ved Deres overgang til efterløn, da De på dette tidspunkt forlod arbejdsmarkedet af alders- eller helbredsmæssige årsager.
Vedrørende vejledningen fra Deres a-kasse lægger ankenævnet vægt på, at De i januar 2002 modtog skriftlig information om reglerne om fradrag af feriegodtgørelse i efterlønnen.
Ankenævnet lægger videre vægt på, at den sagsbehandler fra a-kassen, som De oplyser at have fået vejledning af, har oplyst, at hun aldrig ville vejlede nogen til at afholde ferie for optjeningsåret 2002 inden overgangen til efterløn, men at feriegodtgørelsen trækkes ved selve overgangen til efterløn.
Ankenævnet henviser til Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001 § 75 g,
Ferielov, lov nr. 396 af 31. maj 2000 § 4, stk. 1, og § 30, stk. 1, og
Bekendtgørelse nr. 351 af 16. maj 2001 om arbejde og indtægter m.v. i efterlønsperioden ( for medlemmer, som er fyldt 60 år før 1. juli 1999) § 18, stk. 1 og 2.
Ankenævnet tiltræder herved Arbejdsdirektoratets afgørelse af 2. oktober 2002.
Vedrørende udbetalingen af de 12,48 dages feriegodtgørelse henvises De til igen at rette henvendelse til Deres tidligere arbejdsgiver.
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
Arbejdsdirektoratet + akter
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:
”Det fremgår af sagen, at De opsagde Deres arbejde til fratrædelse med udgangen af juni måned 2002 for at gå på efterløn.
A-kassen traf den 17. juli 2002 afgørelse om at De skulle have fradrag for feriegodtgørelse, der var optjent inden overgangen til efterlønnen. A-kassen havde opgjort antallet af feriedage til 12,48.
De klagede den 19. juli 2002 over afgørelsen. De skrev, at De havde afholdt alt ferie både fra 2001 og 2002 og fået udbetalt gage som ikke ferieberettiget løn. Deres tidligere arbejdsgiver kan bekræfte dette. Deres sidste arbejdsdag var den 30. april 2002, og De har holdt ferie fra den 1. maj til den 30. juni 2002. Oplysninger om afholdelse af ferie havde De fået af en navngiven medarbejder i a-kassen.
De oplyste i telefonsamtale med direktoratet den 2. august 2002 at De i perioden efter den 1. maj 2002 havde afholdt 3 – 4 restferiedage fra optjeningsåret 2000, 5 uger fra optjeningsåret 2001 og 12½ dage fra optjeningsåret 2002. De oplyste også at De havde henvendt Dem til a-kassen i begyndelsen af 2002, og havde fået oplyst af den navngivne medarbejder, at De skulle afholde alt ferie både fra sidste år og fra i år inden overgangen til efterløn. Dette havde De defor gjort.
Deres tidligere arbejdsgiver bekræftede i brev af 5. august 2002 at De inden Deres fratræden havde afholdt optjent ferie fra forrige år og at De afholdt den optjente ferie i 2002, i alt 12,5 dage. Der var som følge heraf ikke udbetalt nogen feriegodtgørelse.
Det fremgår af brev af 13. august 2002 fra a-kassen, at der var indhentet en udtalelse fra sagsbehandleren. Hun udtalte, at hun ikke kunne huske samtalen, men at hun aldrig siger, at ferie for år 2002 skal afholdes inden overgang til efterløn, men trækkes ved selve overgangen til efterløn.
De skrev i brev af 18. august 2002, at De stod uforstående over for oplysningen fra a-kassen. De skrev samtidig til a-kassen, at Deres overgang til efterløn blev nøje planlagt i samarbejde med virksomheden. De kontaktede sagsbehandleren og fik oplyst, at hvis De havde brugt hele Deres ferie inden De stoppede den 30. juni 2002, ville der ikke blive modregnet i efterlønnen. Med den oplysning aftalte De at afholde både gammel og ny ferie, inden De fratrådte.
A-kassen skrev i brev af 10. september 2002, at der var opstået en meget uheldig situation, som a-kassen beklagede. A-kassen udbetaler kun erstatning, når de almindelige betingelser i dansk erstatningsret er opfyldt. A-kassen fandt ikke, at der i dette tilfælde var grundlag for at udbetale erstatning. De regler, der er tale om, er sagsbehandlerne godt inde i. A-kassen henviste også til den pjece, som blev sendt til Dem den 14. januar 2002, hvor der blandt andet stod, at feriegodtgørelse, som er optjent inden overgangen til efterløn, medfører fradrag. A-kassen fandt at der var givet en klar information om, hvordan samspillet mellem feriegodtgørelse og efterløn fungerer.
De skrev i brev af 20. september 2002, at De havde talt med direktøren hos Deres tidligere arbejdsgiver. Det var Dem der meddelte firmaet, at De fratrådte den 30. juni 2002. De havde da afholdt ferie uden feriepenge efter samtale med sagsbehandleren. Firmaet står uforstående over for, at De skulle have de manglende penge herfra.”
Sekretariatet er enig i fremstillingen.
2. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 2. oktober 2002 denne afgørelse:
”De skal have fradrag i efterlønnen for den feriegodtgørelse, der er optjent i ferieåret 2002.
Reglerne om fradrag for feriegodtgørelse står i § 18. stk. 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 351 af 16. maj 2001 om arbejde og indtægter mv. i efterlønsperioden (for medlemmer, som er fyldt 60 år før 1. juli 1999).
Det fremgår af bestemmelsen at der skal ske fradrag for feriegodtgørelse, der kan udbetales ved overgangen til efterløn i henhold til ferielovens § 30, stk. 1. Fradraget skal ske på tidspunktet for overgangen til efterløn.
De var ved overgangen til efterløn omfattet af ferielovens § 30 da De forlod arbejdsmarkedet og overgik til den ”gamle” efterlønsordning. De havde derfor ret til at få udbetalt feriegodtgørelsen i forbindelse med overgangen til efterløn, og der skulle således ske fradrag for det antal feriedage, De har optjent. Da De har været ansat fra den 1. januar til den 30. juni 2002, skulle der ske fradrag for 12,48 feriedage.
Det skal bemærkes, at De ikke retmæssigt – i overensstemmelse med ferieloven – kunne afholde ferie optjent i ferieåret 2002, før den 1. maj 2003.
I forbindelse med afgørelsen af sagen har direktoratet vurderet vejledningen af Dem vedrørende overgangen til efterløn. Uanset at De har forstået vejledningen, således som det er beskrevet af Dem, kan det ud fra oplysningerne fra a-kassen ikke godtgøres, at De skulle være blevet vejledt forkert.”
3. Klagen til ankenævnet
De har den 4. oktober 2002 klaget over direktoratets afgørelse.
De har anført, at De ikke kan acceptere afgørelsen og at De har været direktionssekretær i 31 år, og at De ved hvordan systemet fungerer.
De har videre anført, at De har handlet i god tro og at De føler Dem fejlinformeret af sagsbehandleren fra a-kassen.
4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen
Direktoratet har den 23. oktober 2002 sendt Deres klage til ankenævnet, idet der ikke efter direktoratets opfattelse er kommet nye oplysninger, der giver anledning til at ændre afgørelsen.
5. Nyt efter klagen
De har i brev af 12. november 2002 meddelt, at De ikke har nogen bemærkninger til sagen, og at De mener, at sagen er godt belyst og at De håber på et positivt svar.
6. Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001
§ 75 g. Arbejdsministeren fastsætter efter indstilling fra direktøren for Arbejdsdirektoratet, der har forhandlet med Landsarbejdsrådet, regler om, hvilken betydning arbejde og indtægt i efterlønsperioden skal have for størrelsen af efterlønnen.
.
Ferielov, lov nr. 396 af 31. maj 2000
§ 4. En lønmodtager kan ikke give afkald på sin ret til ferie, løn under ferie, ferietillæg og feriegodtgørelse efter loven, og loven kan i øvrigt ikke fraviges til ugunst for lønmodtageren, medmindre andet fremgår af de øvrige bestemmelser i loven.
.
§ 30. Feriegodtgørelse for tidligere og løbende optjeningsår udbetales til lønmodtageren af arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der i medfør af § 31 administrerer feriegodtgørelsen,
1) hvis lønmodtageren forlader arbejdsmarkedet af alders- eller helbredsmæssige årsager, eller
2) hvis lønmodtageren fratræder i forbindelse med flytning til udlandet og framelder sig Det Centrale Personregister.
.
Bekendtgørelse nr. 351 af 16. maj 2001 om arbejde og indtægter m.v. i efterlønsperioden (for medlemmer, som er fyldt 60 år før 1. juli 1999)
Feriegodtgørelse
§ 18. Feriegodtgørelse, der kan udbetales i forbindelse med overgang til efterløn i henhold til § 30, stk. 1, i ferieloven, medfører fradrag i efterlønnen. Fradraget sker fra tidspunktet for overgang til efterløn. Det gælder, uanset om en udbetaling sker i perioden med efterløn eller før overgang til efterløn.
Stk. 2. Feriegodtgørelsen medfører fradrag efter det antal feriedage, der er optjent. Der afrundes til hele eller halve feriedage. For hver feriedag, et medlem har optjent, fratrækkes 1/5 af efterlønnen for en uge. Feriedage, der er optjent i en 6 dages uge, ganges med 5/6.
..