Gelex

Efterløn. Efterlønsbevis. 2-års-reglen. Lønarbejde. Grønland

GældendeVersion 2003-05-20
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9255@2003-05-20/da

Indhold
  1. Indledning

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 30. januar 2003.

Nævnet traf denne

Deres arbejde for xxx Grønland A/S i Grønland i perioden fra 1. oktober 2000 og frem til den 1. juni 2001 skal kunne medregnes til optjening af timer til 2-års-reglen.

Det er lagt til grund, at De i perioden fra 10. september 1999 til 31. juli 2001 har været ansat i xxx til et bestemt projekt, som er gået ud på anlæg af en testbane til xxx på Grønlands indlandsis.

Det er videre lagt til grund, at De ifølge ansættelseskontrakt mellem Dem og Danmark A/S af 18. november 1999 påbegyndte et ansættelsesforhold som entrepriseleder i Sdr. Strømfjord, Grønland, den 10. september 1999, og at De ifølge ansættelseskontrakt af 28. september 2000 mellem Dem og Grønland A/S påbegyndte et ansættelsesforhold for dette firma pr. 1. oktober 2000 som projektleder i Sdr. Strømfjord, Grønland.

Det bemærkes, at der med virkning fra 1. juni 2001 er trådt lempeligere regler i kraft, hvorefter arbejde i lande inden for EØS-området, i Grønland og på Færøerne kan medregnes til optjening af timer til 2-års-reglen.

Nævnet lægger ved afgørelsen vægt på, at Deres ansættelse på Grønland blev forlænget, fordi det ikke var muligt at færdiggøre det påbegyndte projekt inden for den planlagte tid. De fortsatte således for Grønland A/S med uændrede arbejdsopgaver, og De havde fortsat al kontakt til de samme direktører, som De hidtil havde haft, hvilket ville sige direktørerne i Danmark A/S.

Ankenævnet finder under disse omstændigheder og set i lyset af de ændrede lempeligere regler pr. 1. juni 2001 samt intentionerne bag disse ændringer, at det forhold, at Deres 2. kontrakt med arbejdsgiveren blev tegnet med det grønlandske datterselskab må bevirke, at Deres ansættelses-forhold i Grønland skal anses for et samlet ansættelsesforhold. Deres arbejde for Grønland A/S i Grønland i perioden fra 1. oktober 2000 og frem til den 1. juni 2001 skal derfor kunne medregnes til optjening af timer til 2-års-reglen.

Ankenævnet henviser til Arbejdsministeriets bekendtgørelser nr. 712 af 19. juli 2000 og nr. 603 af 25. juni 2001 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 74 j, stk. 5, samt Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 594 af 22. juni 2001 om fleksibel efterløn § 11, stk. 3.

Ankenævnet ændrer således direktoratets afgørelse af 5. marts 2002.

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til: xxx og Arbejdsdirektoratet + sagens akter

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:

”Den 16. januar 2002 traf a-kassen afgørelse om, at De ikke kunne medregne arbejdstimer fra Grønland i perioden den 1. december 1999 til den 30. maj 2001 til opfyldelse af 2-års reglen på efterløn. Alene arbejdstimer på Grønland efter den 1. juli 2001 kan medregnes.

Der er fremlagt kopi af ansættelseskontrakt mellem Dem og Danmark A/S af 18. november 1999. De skal ifølge kontrakten arbejde som entrepriseleder i Sdr. Strømfjord, Grønland. Arbejdet påbegyndtes den 10. september 1999.

Der er videre fremlagt kontrakt af 28. september 2000 mellem Dem og Grønland A/S, hvor De ansættes af dette firma pr. 1. oktober 2000 som projektleder i Sdr. Strømfjord, Grønland.

I klage af 21. januar 2002 henviser De til, at a-kassen i oktober 2001 godkendte, at De opfyldte 2-års reglen, at De ikke pr. 1. oktober 2000 kunne vide, at De skulle have fortsat at være beskæftiget for Danmark A/S og arbejdet som udstationeret, og at De i øvrigt finder reglerne ulogiske. Endelig henviser De til, at ændringen i reglerne i 2001 må skyldes, at ”man har fundet de tidligere regler i modstrid med hensigten i loven Som det fremgår har jeg været beskæftiget ved en ren EU-opgave og kunne have valgt fortsat ansættelse i et dansk firma”.

A-kassen har ved sagens oversendelse til direktoratet fastholdt sin afgørelse, men indstiller til, at direktoratet ændrer afgørelsen til Deres fordel af de grunde, som er anført i Deres klage. Endelig bemærkes, at De i hele perioden har bevaret Deres tilknytning til Danmark”.

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 5. marts 2002 denne afgørelse:

”Det er kun arbejde for en Grønlandsk arbejdsgiver udført efter den 1. juni 2001, som kan medregnes til opfyldelse af 2-års reglen.

Arbejde udført i Grønland som udsendt for en dansk arbejdsgiver kan medregnes efter reglerne herom.

Det fremgår af nugældende bekendtgørelse nr. 594 af 22. juni 2001 om fleksibel efterløn § 11, stk. 3, at arbejde i Grønland kan medregnes til optjening af timer til 2-års reglen.

Den dagældende bekendtgørelse nr. 561 af 22. juni 2000 om fleksibel efterløn blev pr. 1. juni 2001 ændret, således at det, jf. § 9, stk. 3, blev muligt at medregne arbejde i lande inden for EØS-området, Grønland og Færøerne til opfyldelse af 2-års reglen. De hidtil gældende regler gav alene mulighed for at medregne timer som udsendt for en dansk arbejdsgiver.

Der er ikke med reglerne givet direktoratet mulighed for at dispensere fra de tidligere gældende regler. Regelændringen skal videre ses i sammenhæng med, at det pr. 1. juni 2001 blev muligt at tage sin efterløn med til Grønland, og at man derfor samtidig gav samme mulighed for at optjene til 2-års regel og præmie som i Danmark og de øvrige EØS-lande.

Arbejde udført i Grønland for en grønlandsk arbejdsgiver kan således ikke medregnes til opfyldelse af 2-års reglen før den 1. juni 2001.

Arbejde i Grønland kan dog medregnes, hvis det er udført som udsendt for en dansk arbejdsgiver.

De bør derfor rette henvendelse til Deres a-kasse med henblik på en fornyet vurdering af, om noget af arbejdet for Danmark A/S kan medregnes til 2-års reglen”.

3. Klagen til ankenævnet

De ønskede med brev af 18. marts 2002 at få indbragt direktoratets afgørelse for ankenævnet, idet De tilkendegav i Deres klage:

”I forbindelse med arbejde på Grønland har jeg fået problemer med at få timer på Grønland godkendt til opfyldelse af 2-års reglen.

A-kassens og Direktoratets afgørelser er i overensstemmelse med gældende bekendtgørelser, men det kan ikke være i overensstemmelse med lovens intentioner, at jeg kun kan få nogle af timerne godkendt.

Jeg har i perioden 10. september 1999 - 31. juli 2001 været ansat hos arbejdsgiver xxx til et bestemt projekt: anlæg af testbane til xxx på Grønlands indlandsis.

Første ansættelseskontrakt med Danmark A/S går fra 10. september 1999 til 29. september 2000, og timerne fra 22. november 1999 til 29. september 2000 kan medregnes til opfyldelse af 2-års reglen.

Anden ansættelseskontrakt nu med Grønland A/S går fra 1. oktober 2000 til min fratræden. Første kontrakt var sat til ophør 29. september 2000, fordi man forventede projektet færdigt til denne dato. P.g.a. forsinkelse oprettes ny kontrakt, men nu med grønlandsk arbejdsgiver (datterselskab). Der sker ingen ændringer i arbejdets karakter, og al min kontakt til arbejdsgiveren sker stadig til to direktører, juraafdelingen og miljøafdelingen i Danmark A/S.

At jeg nu ved at have kontrakt med en udenlandsk arbejdsgiver kommer i klemme p.g.a. bekendtgørelse nr. 561 af 22. juni 2000, således at mine timer på Grønland ikke kan medregnes til opfyldelse af 2-års reglen, havde jeg ikke mulighed for at vide. Havde jeg kendt bekendtgørelsen, kunne jeg have valgt at fortsætte med ansættelse i Danmark A/S. Jeg var klar over, at arbejde på Grønland, også ved grønlandsk arbejdsgiver, talte med til optjening af dagpengeret, og gik ud fra, at der måtte være tilsvarende regler for 2-års reglen.

At bekendtgørelse nr. 594 af 22. juni 2001 stk. 3 ændrer den hidtil gældende bekendtgørelse, således at arbejde for en grønlandsk arbejdsgiver nu tæller med til opfyldelse af 2-års reglen, gør min sag mere grotesk, da jeg nu kan få timer fra 1. juni 2001 til 31. juli 2001 medregnet.

Da jeg har fungeret som udsendt for en dansk arbejdsgiver, mener jeg, at ansættelsesforløb, arbejdets karakter og faktiske tilhørsforhold gør, at også timer i perioden 1. september 2000 til 31. maj 2001 bør kunne medregnes til opfyldelse af 2-års reglen.

Det skal bemærkes, at m.h.t. skat, pension m.v. er jeg ens stillet ved Danmark A/S og Grønland A/S”.

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Direktoratet fandt ved oversendelsen af sagen til ankenævnet den 3. april 2002 ikke grundlag for at ændre sin afgørelse.

5. Nyt efter klagen

Intet.

6. Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 19. juli 2000.

§ 74 j.

Stk. 5. Et medlem, som tidligst overgår til efterløn mindst 2 år efter, at efterlønsbeviset har virkning, og som i denne periode har haft lønarbejde i mindst 3.120 timer, et deltidsforsikret medlem dog mindst 2.496 timer, eller har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, har ret til efterløn med et beløb, der svarer til den dagpengesats, medlemmet ville være berettiget til i tilfælde af ledighed på overgangstidspunktet, jf. dog § 74 b, stk. 3. Det er en betingelse, at medlemmet ikke har fået udbetalt delpension efter lov om delpension.

Stk. 8. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet nærmere regler om beregning af efterlønnen.

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001.

§ 74 j.

Stk. 5. Et medlem, som tidligst overgår til efterløn mindst 2 år efter, at efterlønsbeviset har virkning, og som i denne periode har haft lønarbejde i mindst 3.120 timer, et deltidsforsikret medlem dog mindst 2.496 timer, eller har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, har ret til efterløn med et beløb, der svarer til den dagpengesats, medlemmet ville være berettiget til i tilfælde af ledighed på overgangs-tidspunktet, jf. dog § 74 b, stk. 3. Det er en betingelse, at medlemmet ikke har fået udbetalt delpension efter lov om delpension.

Stk. 8. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet nærmere regler om beregning af efterlønnen.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 561 af 22. juni 2000 om fleksibel efterløn.

§ 9. Et medlem, som tidligst overgår til efterløn mindst 2 år efter bevistidspunktet, og som i den periode har haft lønarbejde eller selvstændig virksomhed som kombinationsforsikret i mindst 3.120 timer, et deltidsforsikret medlem dog mindst 2.496 timer, eller drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang har ret til:

1) at få efterløn med den dagpengesats, medlemmet ville være berettiget til i tilfælde af ledighed, dog mindst satsen i efterlønsbeviset,

2) at få fradrag for pension m.v. i efterlønnen udelukkende efter § 18, og

3) at optjene en skattefri præmie efter § 10.

Stk. 2. Arbejde til at opfylde kravet i stk. 1 gøres op og dokumenteres efter reglerne om optjening af beskæftigelseskravet i bekendtgørelse om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode samt i bekendtgørelse om kombinationsforsikring, jf. dog stk. 3-4. Medlemmets status som fuldtids- eller deltidsforsikret medlem på bevistidspunktet er afgørende for opgørelsen af kravet i stk. 1.

Stk. 3. Arbejde i lande uden for EØS-området, Grønland og Færøerne kan kun medregnes, hvis medlemmet er udsendt for en dansk arbejdsgiver eller arbejder på internationale vilkår ved organisationer m.v., som Danmark er medlem af.

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 594 af 22. juni 2001 om fleksibel efterløn.

§ 11. Et medlem, som tidligst overgår til efterløn mindst 2 år efter bevistidspunktet, og som i den periode har haft lønarbejde eller selvstændig virksomhed som kombinationsforsikret i mindst 3.120 timer, et deltidsforsikret medlem dog mindst 2.496 timer, eller drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, har ret til:

1) at få efterløn med den dagpengesats, medlemmet ville være berettiget til i tilfælde af ledighed, dog mindst satsen i efterlønsbeviset,

2) at få fradrag for pension m.v. i efterlønnen udelukkende efter § 22, og

3) at optjene en skattefri præmie efter § 12.

Stk. 2. Arbejde til at opfylde kravet i stk. 1 gøres op og dokumenteres efter reglerne om optjening af beskæftigelseskravet i bekendtgørelse om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode samt i bekendtgørelse om kombinationsforsikring, jf. dog stk. 3 og 4. Medlemmets status som fuldtids- eller deltidsforsikret medlem på bevistidspunktet er afgørende for opgørelsen af kravet i stk. 1.

Stk. 3. Arbejde i lande inden for EØS-området, i Grønland og på Færøerne kan medregnes til optjening af timer til 2-års-reglen. Arbejde i lande uden for EØS-området, Grønland og Færøerne kan kun medregnes, hvis medlemmet er udsendt for en dansk arbejdsgiver eller arbejder på internationale vilkår ved organisationer m.v., som Danmark er medlem af.

§ 58. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. juli 2001.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 561 af 22. juni 2000 om fleksibel efterløn ophæves.

Arbejdsdirektoratets vejledning nr. 122 af 22. juni 2001 om fleksibel efterløn.

Medlemmer, der vælger at udskyde overgangen til efterløn, får adgang til at opnå en række særlige rettigheder, jf. reglerne herom i lovens § 74 k.

For at opnå disse rettigheder skal medlemmet have fået udstedt et efterlønsbevis og udskyde overgangen til efterløn i mindst 2 år efter bevistidspunktet. Medlemmet skal efter udstedelsen af efterlønsbeviset samtidig have mindst 3.120 arbejdstimer (2 år x 30 timer pr. uge). For deltidsforsikrede er kravet på mindst 2.496 timer (2 år x 24 timer pr. uge). Det er en betingelse for at kunne opfylde 2-års-kravet, at medlemmet ikke har fået udbetalt delpension i perioden.

Et medlem, der driver selvstændig virksomhed, skal til opfyldelse af 2-års-reglen have drevet virksomheden i væsentligt omfang i hele perioden.

Et medlem kan opfylde kravet om arbejde på baggrund af en periode med såvel lønarbejde som en periode med selvstændig virksomhed. Kravet om arbejde vil kunne opfyldes, hvis der i den periode, hvor virksomheden ikke er drevet, foreligger et antal timer med lønarbejde, der svarer til gennemsnitligt mindst 30 timer pr. uge for et medlem, der på bevistidspunktet var fuldtidsforsikret. For et medlem, der på bevistidspunktet var deltidsforsikret, skal der tilsvarende foreligge et antal timer med lønarbejde, der svarer til gennemsnitligt mindst 24 timer pr. uge.

Reglen indebærer, at et medlem i princippet vil have mulighed for at opfylde de nævnte arbejdskrav på et hvilket som helst tidspunkt inden det fyldte 65. år, hvis blot overgangen til efterløn udskydes i mindst 2 år, og arbejdskravet er opfyldt inden overgangen til efterløn.

Opfylder et medlem med et efterlønsbevis 2-års-reglen, opnås følgende rettigheder:

1) Efterløn svarende til den individuelt beregnede dagpengesats i hele efterlønsperioden.

2) Lempeligere pensionsfradrag.

3) Adgang til at optjene en skattefri præmie.

Opgørelse af arbejdet i perioden på mindst 2 år

Perioden på de mindst 2 år opgøres fra datoen for bevistidspunktet. F.eks. kan et medlem med den 2. juli 1999 som bevistidspunkt tidligst få rettigheder efter 2-års-reglen den 2. juli 2001. Medlemmet opfylder imidlertid først kravet om arbejde i 3.120 timer den 17. oktober 2001, hvor medlemmet har arbejdet i alt 3.123 timer. Medlemmet har således den 17. oktober 2001 opfyldt 2-års-reglen og optjent 3 timer til den skattefri præmie.

Arbejdstiden opgøres som udgangspunkt efter de samme regler, som gælder for opgørelse af beskæftigelseskravet for ret til dagpenge, jf. lovens § 53. Det er kun arbejde i en medlemsperiode her i riget (Danmark, Grønland og Færøerne) eller i et andet EØS-land, der kan medregnes til 2-årskravet.

Perioder med sygedagpenge i et ansættelsesforhold og sygedagpenge til selvstændige kan også medregnes til arbejdstiden. Herved ligestilles lønarbejde og selvstændig virksomhed i videst muligt omfang. Denne regel gælder også for perioder med tilsvarende ydelser fra et andet EØS-land, Grønland og Færøerne.

Arbejde i et andet EØS-land, i Grønland eller på Færøerne kan regnes med til at opfylde 2-årsreglen, hvis betingelserne herfor er opfyldt, jf. reglerne for opgørelse af beskæftigelseskravet for ret til dagpenge. Se også reglerne om dokumentation i bekendtgørelsen om udbetaling af efterløn og overgangsydelse til personer, der har bopæl eller arbejde i et andet EØS-land, i Grønland eller på Færøerne.

Arbejde i lande uden for EØS-området, i Grønland og på Færøerne kan ikke medregnes i opgørelsen, medmindre arbejdet udføres som udsendt for en dansk arbejdsgiver, eller medlemmet arbejder på internationale vilkår ved organisationer m.v., som Danmark er medlem af.

Arbejdskravet til at opfylde 2-års-reglen skal opfyldes efter reglerne for fuldtidsforsikrede med 3.120 timer, hvis det var medlemmets status på bevistidspunktet. Hvis medlemmet var deltidsforsikret, skal medlemmet opfylde et arbejdskrav på 2.496 timer. Det gælder også, hvis medlemmet i mellemtiden skifter status mellem deltid og fuldtid.

Versioner

  1. 2003-05-20