Gelex

Opfyldelse af beskæftigelseskrav for selvstændig landmand

GældendeVersion 2003-05-20
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9257@2003-05-20/da

Indhold
  1. Indledning

Vedrørende medlemmet, Deres j.nr.

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 13. februar 2003.

Nævnet traf denne

Medlemmet anses for at have drevet virksomhed i væsentligt omfang i mindst 52 uger i perioden 16. maj 1998 – 15. maj 2001. Han har derfor opfyldt beskæftigelseskravet i denne periode, og havde derfor ret til dagpenge pr. 15. maj 2001.

Ankenævnet har lagt til grund:

i At medlemmet den 22. maj 2001 søgte om dagpenge på baggrund af endeligt ophør med selvstændig virksomhed som følge af endeligt salg/overdragelse pr. 15. maj 2001,

i At medlemmet drev virksomhed i form af landbrugsvirksomhed,

i At virksomheden har været medlemmets hovedbeskæftigelse i perioden 1. januar 1994 til 15. maj 2001,

i At virksomhedens omsætning har været følgende: Perioden 15. maj til 31. december 1998: 116.800 kr., 1999: 83.000 kr., 2000: 39.606 kr., og 2001: 0,- kr.

i At medlemmet hver anden uge i perioden indtil 31. marts 2002 har aftaget spilde- og kølevand fra et mejeri,

i At medlemmet i april 1998 solgte mælkekvote, 21,9 ha og hele besætningen, med undtagelse af 5 kvier, fra,

i At de resterende 5 kvier blev solgt den 2. november 1998,

i At medlemmet siden 1997 har forsøgt at afhænde ejendommen, og derfor i tiden siden 31. marts 2000 har beskæftiget sig med renovering af ejendommen,

i At medlemmet har angivet tidsforbruget for renovering og vedligeholdelse af bygninger til 400 timer for hele perioden 16. maj 1998 – 15. maj 2001,

i At arbejdsopgaverne ved renoveringen har været oprydning, vedligeholdelsesreparationer, fjerne rust fra bærende staldkonstruktioner, malning, kalkning, højtryksrensning m.v.,

i At driftsbygningernes omfang er på 1068 m 2 , og

i At medlemmet har angivet tidsforbruget for pasning af jord og skov til 394 timer for hele perioden 16. maj 1998 – 15. maj 2001.

Som selvstændig erhvervsdrivende opnås retten til dagpenge efter 1 års medlemskab af en a-kasse, hvis man i mindst 52 uger indenfor de sidste 3 år har udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang. Ved væsentligt omfang forstås, at beskæftigelsen i den selvstændige virksomhed har haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer ugentligt.

Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at det på baggrund af det arbejde, som medlemmet har udført, findes sandsynligt, at han har arbejdet mere end 30 timer ugentligt i 52 uger indenfor opgørelsesperioden. Ankenævnet finder det således sandsynligt, at medlemmet har brugt hovedparten af timerne på renovering efter ophøret med kontrakten med mejeriet, og at timerne brugt på renovering af bygningerne er fordelt inden for en kortere periode.

Ankenævnet henviser til lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001 § 53 stk. 1, 2 og 6 og direktoratets bekendtgørelse nr. 1355 af 20. december 2000 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode.

Ankenævnet ændrer herved direktoratets afgørelse af 18. februar 2002.

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

Arbejdsløshedskassen for Selvstændige Erhvervsdrivende

Arbejdsdirektoratet + akter

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:

” Medlemmet har den 22. maj 2001 udfyldt en ansøgning om dagpenge efter endeligt ophør som selvstændig. Af denne fremgår blandt andet;

at virksomheden er ophørt ved salg/overdragelse pr. 15. maj 2001,

at virksomheden er begyndt den 1. januar 1994,

at medlemmet er tilmeldt Arbejdsformidlingen den 21. maj 2001,

at virksomheden i hele perioden har været hans hovedbeskæftigelse,

at den gennemsnitlige arbejdstid pr. uge har været 37 timer,

at han ikke har været sygemeldt inden for de seneste 18 måneder før ophøret, og

at han er afmeldt offentlige registre som selvstændig.

Endvidere har medlemmet udfyldt en erklæring om omfanget af arbejdet i virksomheden. Af denne fremgår blandt andet;

at erklæringen omhandler perioden 1. januar 1999 – 31. december 2000,

at der ikke har været ansat personale,

at hans personlige arbejdsopgaver har været pasning af marken vedligeholdelse af maskiner og bygninger, renoveret ejendommen, pasning af anlæg til spildevand modtaget fra Mejeriet,

at virksomhedens omsætning i 1999 var 83.000,- kr. og i 2000 39.606,- kr., og

at han ikke har været syg inden for de 2 seneste regnskabsår.

I sagen er kasserapporterne. Af disse fremgår, at medlemmet har modtaget 6.250,- kr. pr. måned i perioden maj 1998 – marts 2000 fra Mejeriet.

Den 28. august 2001 modtog a-kassen et brev fra Dem. Af dette fremgår følgende vedrørende opfyldelse af arbejdskravet;

”I maj 1994 erhvervede medlemmet landejendommen. Ejendommen drev han frem til afhændelsen 31. marts då. Ejendommen bestod oprindelig af 30 ha, 50 kreaturer og 120 slagtesvin, dertil kommer en kontrakt om aftagelse af spildevand fra Mejeriet. Oprindelig forsøgte medlemmet at afhænde ejendommen allerede fra september 1997, men dette var forgæves. Derfor ændrede han strategi og solgte mælkekvoten i april 1998 og afhændede herefter dyrene løbende frem til udgangen af 1998. Der var i samme periode svin på ejendommen. Medlemmet har i hele perioden ønsket at sælge ejendommen, hvilket imidlertid først lykkedes i foråret 2001.

Da salget trak ud, valgte medlemmet at "forbedre" ejendommen mest muligt, for at kunne sælge den. Bl.a. gjorde han alle avlsbygninger kemisk rene og kalkede og malede. Dette arbejde har været rimeligt omfattende, idet svinestalden, foderladebygningen og maskinhuset alle er lavet af kampesten, hvorfor der skal håndmales mellem hver eneste sten. Det samlede bygningsareal er 413 m 2 , jf. vedlagte dokumentation "Ejendomsvurderingen". Undertegnedes vurdering er at der ligger ca. 400 timers arbejde i oprydning, vedligeholdelsesreparationer, fjerne rust fra bærende staldkonstruktioner og herefter male, kemisk rens, højtryksrensning, kalkning og maling. Den samlede driftsbygnings masse andrager i alt 1068 m 2 .

Med hensyn til jorden solgte medlemmet 21.9 ha fra i forbindelse med salg af mælkekvote, hvorfor arbejdsbehovet ved dyrkning af marken ser således ud:

1998 dyrket 6 ha korn svarende til ca. 160 arbejdstimer

1999-"- 160--"-

Dertil kommer, at medlemmet i samme periode har passet ca. 2. tdr. land skov på ejendommen, der ikke var vedligeholdt. Det har derfor været nødvendigt at fjerne bundbevoksningen med sav og gren svarende til ca. to ugers arbejde, i alt 74 timer.

Ejendommens oprindelige ejer indgik i 1992 en kontrakt om at aftage spildevand i perioden fra l. 4 1993 til 31. 3 2000. Kontrakten indebar at medlemmet skulle aftage spilde- og kølevand på gårdens arealer "Gårdejeren skal endvidere foretage den daglige flytning af udsprøjtningsaggregatet samt efterse, at dette fungerer efter hensigten .. også i frostperioder".. "Gårdejeren er ansvarlig for anlæggets daglige drift og skal selv drage omsorg for en passende fordeling af spildevandet på de forskellige jordlodder" - Spildevandet blev den ene uge aftaget af medlemmet den næste uge af en naboejendom. Der var tale om en entreprise, der blev aflønnet med kr. 5.000,- mdl.

Medlemmet oplyser, at rørene, ca. 10 i alt, skulle flyttes 7-8 gange dagligt og at dette tog ca. 5 timer dagligt i 7 dage, svarende til et årligt timeforbrug på 910 timer. Dette gælder således perioden fra 31.3.98-31.3.2000, altså i alt 1.820 timer. Dette timeforbrug kan om fornødent bekræftes af Mejeridirektøren. Der henvises i øvrigt til kopi af kontrakten, der er vedlagt.

Den samlede opgørelse af arbejdstimeforbruget i perioden fra 16. maj 1998 til 15. maj 2001, ser således ud;

Oprydning og rengøring af bygninger 400 timer

Pasning af jord og skov 394 "

Pasning af vandingsanlæg (31.3.98-31.3.00) 1.820

I alt arbejdstid 2.614 timer

Idet undertegnede håber, at ovenstående oplysninger dokumenterer, at medlemmet har haft 1.924 timers arbejde i omtalte periode og derfor må være berettiget til understøttelse, idet han også opfylder kravene om væsentlig indtægt i samme periode. Såfremt der måtte være yderligere oplysninger De ønsker belyst, står undertegnede naturligvis gerne til rådighed.

Denne skrivelse er lavet i samarbejde med medlemmet og godkendt af denne.”

Den 4. september 2001 traf a-kassen afgørelse om, at medlemmet ikke var berettiget til at modtage dagpenge. Begrundelsen er, at medlemmet ikke har dokumenteret, at have drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i mindst 52 uger inden for de seneste tre år.

Den 21. september 2001 klager De over afgørelsen. Af brevet fremgår blandt andet, at De mener, at aftalen med Mejeriet skal ligestilles med f.eks. maskinstationsarbejde, der jo indgår som en del af den selvstændige virksomhed. Timeforbruget i forbindelse med arbejdet for Mejeriet skal indgå som en del af beskæftigelsesgrundlaget.

Den 9. oktober 2001 sendte a-kassen sagen til direktoratet.

Den 10. december 2001 bad direktoratet Dem om yderligere oplysninger til sagen i form af kontrakten indgået mellem medlemmet og Mejeriet samt en bekræftelse på timeforbruget pr. uge af mejeridirektøren.

Den 20. december 2001 modtog direktoratet det ønskede materiale. Mejerichefen kan ikke give en egentlig bekræftelse på timeforbruget, men oplyser, at han finder medlemmets opgørelse vedrørende forbrug af timer til flytning af spildevandsanlæg sandsynligt.

Af overenskomsten vedr. spildevandsanlægget fremgår, at gårdejeren er ansvarlig for anlæggets daglige drift og skal drage omsorg for en passende fordeling af spildevandet på de forskellige jordlodder. Der er indgået aftale om, at spildevandet, skiftevis hver 2. uge skal aftages af 2 ejendomme.

Endvidere fremgår, at gårdejeren som entrepriseforhold skal drage omsorg for pasning og flytning af anlægget for en pris på 5.000,- kr. pr. måned frem til aftalens udløb den 31. marts 2000.

Direktoratet skrev til Dem den 4. januar 2002 og anmodede om yderligere oplysninger til sagen.

Den 14. februar 2002 modtog direktoratet Deres svar. Af dette fremgår blandt andet:

”På vegne af medlemmet og på baggrund af Arbejdsdirektoratets skrivelse af d. 4. januar då., skal undertegnede hermed redegøre for og dokumentere såvel salg som omsætning i perioden fra d. 16. maj 1998 til d. 31. december 1998. Der henvises i øvrigt til undertegnedes oprindelige skrivelse til ASE d. 3. august 2001, hvor der er en samlet redegørelse for medlemmets virksomhed.

I perioden fra 16. maj og indtil 31. december har medlemmet solgt 5 kvier, idet de tidligere omtalte kreaturer, jf. undertegnedes oprindelige skrivelse til a-kassen dateret d. 3. august 2001, svarende til 45 kreaturer er solgt inden omtale periode. De 5 kvier er jf. vedlagte nota fra .. afhændet d. 2. november 1998. Arbejdet i stalden såvel fodring som udmugning foregik manuelt, arbejdsbehovet er på den baggrund vurderet til ca. 150 timer årligt og derfor for perioden fra 16. maj til 2. november opgjort til 150: 12x 5,5 =68,75 timer i alt i perioden.

Medlemmet har i hele 1998 solgt 120 slagtesvin til slagteriet jf. dok. og slagtet 2 grise til eget forbrug. Der henvises til afregningen fra Slagterierne pr. 24. april 1998, der viser at svinene var solgt inden d. 16. maj. Men for perioden fra 1. januar og indtil afhændelsen er arbejdskraftbehovet opgjort til 1,6 x 122 - 195,20 ; 12 = 16,27 x 4 = ca. 65 timer i alt.

Selve arbejdstiden i alt timer 160 timer til pasning af den resterende jord er fordelt således:

6 ha korn svt. et arbejdskrafts behov på ca. 160 timer årligt. Arbejdet er primært i foråret med pløjning, harvning og såning samt løbende tilsyn over sommeren med tilsætning af gødning og evt. sprøjtning samt endelig høstning i sensommeren. Hvilket tidligere er oplyst i undertegnedes skrivelse af d. 3. august 2001 til a-kassen, side 2.

Endelig forespørges til omsætningen i 1998 og gerne opdelt i omtalte periode fra d. 16. maj til d. 31. december 1998. Ifølge opgørelse ved økonomikonsulenten er denne i omtalte periode opgjort til kr. 116.800,-.”

De har endvidere medsendt dokumentation for salget af de 5 kvier i 1998 for 35.419,- kr.”

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 18. februar 2002 denne afgørelse:

”Medlemmet kan ikke anses for at have drevet virksomheden i væsentligt omfang i mindst 52 uger i perioden 16. maj 1998 – 15. maj 2001.

Indledningsvis skal direktoratet bemærke, at direktoratet har lagt til grund, at medlemmet er endeligt ophørt med drift af selvstændig virksomhed pr. 15. maj 2001.

Et medlem skal for at få ret til dagpenge opfylde et beskæftigelseskrav. En selvstændig erhvervs-drivende skal have udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i mindst 52 uger inden for de sidste 3 år, jf. § 53, stk. 2 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv. (loven) jf. seneste lovbe-kendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001 og §§ 1, stk. 1, litra a og 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1355 af 20. december 2000 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode (bekendtgørelsen),

Direktoratet har lagt til grund, at perioden inden for hvilken medlemmet skal opfylde beskæftigel-seskravet er 16. maj 1998 - 15. maj 2001, idet der af sagen ikke fremgår, at der skulle være perioder inden for dette tidsrum, hvor der har været forhold der kan forlænge 3 års perioden, jf. § 53, stk. 6 i loven.

For selvstændige erhvervsdrivende skal væsentligt omfang forstås sådan, at beskæftigelsen i den selvstændige virksomhed har haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge, jf. § 5, stk. 1, i bekendtgørelsen.

Begrundelsen for at direktoratet ikke anser medlemmet for at have drevet virksomheden i væsentligt omfang i mindst 52 uger i perioden er, at direktoratet ikke finder det dokumenteret, at medlemmets beskæftigelse i virksomheden har haft et omfang der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge i mindst 52 uger i perioden 16. maj 1998 – 15. maj 2001.

Hvis der er enkelte uger, hvor det kan dokumenteres, at medlemmets beskæftigelse i virksomheden har haft et omfang der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timers lønarbejde, kan disse uger tælle med til beskæftigelseskravet.

For så vidt angår medlemmets arbejde i forbindelse med kontrakten med Mejeriet er det direkto-ratets opfattelse, at han i ugerne hvor han har passet spildevandet, har drevet selvstændig virksom-hed i væsentligt omfang, altså i et omfang der svarer til over 30 timers lønarbejde om uge. Begrundelsen for dette er, at timeforbruget pr. uge ifølge medlemmet er ca. 35 timer, hvilket findes sandsynligt af direktøren for Mejeriet samt at han i disse uger ligledes anses for at have haft andet arbejde i virksomhed, fx med kvierne (i perioden 16. maj –2. november 1998) og markarbejde.

I perioden 16. maj 1998 – 31. marts 2000 (hvor aftalen udløb) har medlemmet været beskæftiget i virksomheden i 48 eller 49 uger (97 uger divideret med 2) i et omfang der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge. Direktoratet har noteret sig, at han, ifølge kasserapporten i perioden 1. maj 1998 – 31. marts 2000, har modtaget 6.250,- kr. (incl. moms) pr. måned i betaling for pasning af spildevandsanlægget.

Direktoratet finder det ikke dokumenteret, at der er yderligere uger hvor medlemmet har været beskæftiget i virksomhed i et omfang der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge.

Direktoratet har i den forbindelse lagt vægt på, at medlemmets beskæftigelse i de uger, hvor han ikke har haft beskæftigelse med spildevandet, alene har været drift af 6 ha jord, hvilket ifølge Dem svarer til et årligt tidsforbrug på 160 timer fordelt over forår, sommer og sensommer.

Endvidere har direktoratet lagt vægt på, at han udover drift af jorden alene i perioden 16. maj – 2. november 1998 har passet 5 kvier, hvilket ifølge Dem svarer til et tidsforbrug i perioden på 68,75 timer.

Uanset at medlemmet herudover ifølge Deres vurdering har anvendt ca. 400 timer i perioden med oprydning, vedligeholdelsesreparationer, fjernelse af rust fra bærende staldkonstruktioner, maling, kemisk rens, højtryksrensning, kalkning og maling, findes det ikke godtgjort, at han har haft en ugentligt arbejdstid svarende til over 30 timers lønarbejde om ugen med landbrugsdrift, idet direktoratet ikke finder, at et sådan timetal til vedligeholdelse står i mål med timeforbruget i landbrugsvirksomheden.

Ifølge direktoratets praksis, som fremgår af vejledningen til bekendtgørelsen, kan der ved vurderin-gen af, om der er dokumentation for, at virksomheden har været drevet i væsentligt omfang blandt andet lægges vægt på virksomhedens omsætning. Virksomhedens omsætning ses som udtryk for en virksomheds økonomiske aktiviteter.

Virksomhedens omsætning har ifølge sagens akter været 83.000,- kr. i 1999, 39.606,- kr. i 2000 og 0,- kr. i 2001. Herudover har De oplyst i brev modtaget i direktoratet den 14. februar 2002, at omsætningen i perioden 15. maj – 31. december 1998 var på 116.800.- kr.

Direktoratet har i den forbindelse lagt vægt på, at hovedparten af omsætningen i årene har været indtægterne fra Mejeriet vedr. spildevandet (samt i 1998 salg af de 5 kvier), hvilket ligeledes taler for en begrænset beskæftigelse i virksomheden udover de uger hvor der har været beskæftigelse med spildevandet.

Medlemmet opfylder således ikke beskæftigelseskravet ved drift af selvstændig virksomhed i perioden 16. maj 1998 – 15. maj 2001, idet han ikke i 52 uger har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, og han har derfor ikke ret til dagpenge på baggrund af drift af selvstændig virksomhed.”

3. Klagen til ankenævnet

De har den 6. marts 2002 på vegne af medlemmet klaget over arbejdsdirektoratets afgørelse af 18. februar 2002.

De har i Deres klage henvist til direktoratets ønske om en mere detaljeret redegørelse for, om medlemmet skulle have haft perioder, hvor beskæftigelsen i virksomheden kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer ugentligt, som kunne indgå i beskæftigelseskravet.

De vil derfor på denne baggrund holde et møde med medlemmet samt økonomikonsulenten med henblik på en rekonstruktion af timerne i perioden.

De har i brev af 18. april 2002 indledningsvis henvist til flg. to afsnit i direktoratets afgørelse,

” Hvis der er enkelte uger, hvor det kan dokumenteres, at medlemmets beskæftigelse i virksom-heden har haft et omfang, der kan sidestilles med over 30 timers lønarbejde, kan disse uger tælle med til beskæftigelseskravet.”

” I perioden 16. maj 1998 til 31. marts 2000 (hvor aftalen udløb) har medlemmet været beskæftiget i virksomheden i 48 eller 49 uger (97 uger divideret med 2) er i et omfang der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge.”

De oplyser at have holdt et møde med medlemmet og økonomikonsulenten den 14. marts 2002.

På mødet oplyste medlemmet, at han udøver de allerede oplyste timer til direktoratet, havde været beskæftiget hos murermesteren i perioden fra 4. til 11. september, i alt 44,4 timer.

De er godt klar over at disse timer ikke kan indgå i den i sagen omtalte periode, men tjener til illustration af hvordan medlemmet har udnyttet sin arbejdsevne.

De oplyser, at medlemmet imidlertid har indgået et ”driftsfællesskab” med landmand xx og været beskæftiget hos denne i perioden fra 17. august 1998 indtil 14. april 2001. Ifølge redegørelsen fra xx har der i perioden fra 16. maj 1998 til 31. marts 2000 været følgende beskæftigelse:

17.8 - 26.8.1998 9 arbejdsdage af 9 timer, i alt 81 timer,

5.4 - 10.4.1998 6 arbejdsdage af 9 timer, i alt 54 timer,

16.8 - 21.8.1999 6 arbejdsdage af 8 timer, i alt 48 timer,

27.3 - 1.4.2000 6 arbejdsdage af 8 timer, i alt 48 timer,

De finder på baggrund heraf, at der er mere end 3-4 uger med over 30 timer i hver uge, hvorfor medlemmet og De antager at beskæftigelseskravet for perioden er opfyldt.

De har vedlagt Deres brev bekræftelser fra henholdsvis xx og murermesteren som begge bekræfter omfanget af det arbejde som medlemmet har udført.

Brevene vedlægges som bilag til sagen.

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Arbejdsdirektoratet har den 29. april 2002 sendt sagen til ankenævnet.

Direktoratet har til Deres klage bemærket, at det arbejde som medlemmet udfører for en anden landmand i årende fra 1998 til 2001 ikke kan anses for beskæftigelse i medlemmets selvstændige virksomhed. Direktoratet lægger blandt andet vægt på, at der ikke har været indtægter herfra som fremgår af regnskabet for virksomheden.

Endvidere ser det efter direktoratets opfattelse ud til, at mindst en af perioderne er sammenfaldende med en af de uger, som direktoratet allerede har accepteret, hvori medlemmet har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang.

Det er derfor fortsat direktoratets opfattelse, at medlemmet ikke har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i mindst 52 uger i perioden fra 16. maj 1998 til 15. maj 2001.

5. Nyt efter klagen

Intet nyt.

6. Regler

Lovbekendtgørelse nr. 712 af 19. juli 2001 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

§ 53. Ret til dagpenge opnås efter 1 års medlemskab af en anerkendt arbejdsløshedskasse.

Stk. 2. Retten til at opnå dagpenge i den i § 52 a, stk. 1, og § 55, stk. 1 og 5, nævnte periode er endvidere betinget af,

a) at et fuldtidsforsikret medlem har haft beskæftigelse som lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til beskæftigelse i fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 52 uger inden for de sidste 3 år, eller i en tilsvarende periode har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang,

b)

Stk. 3. – 5.

Stk. 6. De i stk. 2 og 5 angivne perioder, indenfor hvilke beskæftigelseskravet skal være opfyldt, forlænges med sammenlagt op til 2 år, hvis der forekommer følgende forhold:

1) perioder med sygdom eller uarbejdsdygtighed af mere end 4 ugers varighed,

2) perioder med støtte til pasning af handicappet barn efter lov om social service eller alvorligt sygt barn efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel,

3) perioder med støtte til pasning af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, efter lov om social service,

4) perioder, hvor et beskæftiget medlem får udbetalt ydelser under uddannelse efter regler fastsat af direktøren for Arbejdsdirektoratet,

5) perioder med orlov efter lov om børnepasningsorlov, eller

6) perioder med fravær på grund af barsel eller adoption efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov m.v.

Bekendtgørelse nr. 1355 af 20. december 2000 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode

§ 1. Indplacering i dagpengeperioden er for et fuldtidsforsikret medlem betinget af, at medlemmet har været beskæftiget som lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til beskæftigelse i fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 52 uger inden for de sidste 3 år, eller i en tilsvarende periode har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang, jf. lovens § 53, stk. 2, litra a.

.

§ 5. Selvstændig virksomhed medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet, hvis medlemmet godtgør at have udøvet virksomheden i væsentligt omfang. Ved væsentligt omfang forstås, at beskæftigelsen i den selvstændige virksomhed har haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge.

Versioner

  1. 2003-05-20