Lønmodtagerarbejde, over 30 timer, ukontrollabel arbejdstid, driftsomlægning, ophør, ægtefælleudtræden, selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, kontrolassistent, årskøer, landbrug
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9258@2003-05-20/da
Indhold
Ankenævnet har behandlet Deres klage på vegne af xxx, på møde den 13. februar 2003.
Nævnet traf følgende
Deres klient anses for at have påbegyndt lønmodtagerarbejde på over 30 timer om ugen således at hun anses for ophørt med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse den 1. juni 1999.
Det fremgår af reglerne at et medlem som udtræder af en virksomhed der fortsættes af ægtefællen, kan anses for ophørt mere end midlertidigt når medlemmets udtræden skyldes påbegyndelse af lønarbejde på over 30 timer i gennemsnit pr. uge. Lønarbejdet må ikke på forhånd være bestemt til at være tidsbegrænset.
Ankenævnet har ved afgørelsen lagt til grund
i At det af overenskomst mellem xxx blandt andet fremgår at arbejdet udføres efter de af Udvalget for Produktion under Landsudvalget for Kvæg godkendte regler, og således som disse er præciseret i funktionsbeskrivelse for kontrolarbejdet, pt.11 kontrolleringer pr. år, og at det af samme overenskomst fremgår at assistenterne selv tilrettelægger deres arbejdsplan. Aftenmalkningen skal dog være afsluttet senest kl.18.30, og morgenmalkningen skal være afsluttet senest kl. 8.30.
i At det af Deres klients ansættelseskontrakt af 14. september 1999 fremgår at grundlaget for Deres klients arbejds-og ansvarsområde er en funktionsbeskrivelse for kontrolassistenter som senest er revideret den 27. maj 1997.
i At det af funktionsbeskrivelsen fremgår om tilrettelæggelsen af det daglige arbejde at kontrolassistenten selv foretager planlægningen og tager skyldigt hensyn til en jævn fordeling af besætninger og køer over det for arbejdsmarkedet normale antal arbejdsdage. Kontrolassistenten skal indordne sig under en eventuel koordinering på regionsbasis, og en sådan koordinering skal tage hensyn til ferieloven.
i At det af funktionsbeskrivelsen i øvrigt meget detailleret fremgår hvorledes en kontrolassistent skal udføre sit arbejde – herunder at kontrolassistent skal sikre at den enkelte besætning kontrolleres det antal gange årligt som den valgte service indebærer med så vidt muligt lige store tidsintervaller mellem kontrolleringerne. Vedrørende antallet af kontrolleringer accepteres en afvigelse på max 10%.
i At det af Deres klients ansættelseskontrakt fremgår at løn og pension baseres på en ”A-kontrol til 4.005,32 kr/år på grundlag af 5.298 køer og 109 køer pr. besætning. Efterkontrol 361 kr. Er der flere eller færre årskøer og besætninger i forhold til normerne reguleres lønmæssigt.”
i At xxx Landboforening til sagen i brev af 17. juli 2001 har oplyst, at Deres klients ugentlige arbejdstid i perioden fra den 1. juni 2000 til den 31. maj 2001 har været 34,25 timer beregnet på baggrund af at Deres klient i perioden fik udbetalt 185.308 kr. af en årsløn på 200.201 kr. for en arbejdsuge på 37 timer.
i At xxx Landboforening endvidere i brev af 17. juli 2001 har oplyst at grunden til at Deres klients løn ifølge ansættelseskontrakt udgør 90% af en teknikerløn, blandt andet er at Deres klient ikke har nogen uddannelse og som følge deraf en mindre løn.
i At Deres klients månedsløn varierede over ansættelsesperioden.
Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på at xxx Landboforening til sagen har oplyst at Deres klients ugentlige arbejdstid har været i gennemsnit 34,25 timer pr. uge.
Uanset at arbejdstiden for en kontrolassistent ikke kan kontrolleres ved arbejdsgiverens registreringer, finder ankenævnet dog at Deres klients arbejdstid kan anses som kontrollabel. Ankenævnet har herved lagt vægt på at der i kollektiv overenskomst og ansættelseskontrakt for Deres klient er henvist til en detaljeret funktionsbeskrivelse for hendes arbejde, og at de der anførte særlige betingelser for kontrolassistenter er at sidestille med en fast løn og arbejdstidsnorm.
Ankenævnet finder således at Deres klient opfylder betingelserne i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 515 af 3. juli 1998 § 3, stk. 4, nr. 2 og nr. 5. Nævnet har i denne forbindelse lagt vægt på at der forelå en skriftlig, individuel ansættelsesaftale, at der var tale om fast løn, at arbejdstiden eller en arbejdstidsnorm var fastsat i ansættelsesaftalen, at ansættelsesaftalen indeholdt bestemmelser om overarbejde samt betaling herfor, og at lønnen svarede til den normale aflønning på området.
Ankenævnet har herefter ikke fundet det fornødent at tage stilling til hvorvidt Deres klient kan anses for ophørt med selvstændig virksomhed på grund af omlægning af driften i virksomheden.
Ankenævnet henviser til
Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 57, stk. 1 og stk. 3,
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 294 af 19. maj 1998 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse § 3, stk. 1, § 5, stk. 1 og stk. 3.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 515 af 3. juli 1998 om supplerende dagpenge § 3 og § 4, stk. 1, og
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1077 af 23. december 1998 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode § 2, stk. 2.
Ankenævnet ændrer således direktoratets afgørelse af 12. april 2002.
På ankenævnets vegne
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
xxx
xxx
Arbejdsdirektoratet
+ akter
1. Sagsforløb
Direktoratet fremstiller sagen på følgende måde, henvendt til xxx:
”Ved ansættelseskontrakt af 14. september 1999 er De blevet ansat som kontrolassistent i xxx Kontrolforening med tiltrædelse den 1. juni 1999.
Det fremgår af ansættelseskontrakten, at Deres løn er på 90 pct. af Tekniker-skalaen, anciennitet 1+2, skalatrin 21, som pr. 1. april 1999 udgjorde 182.970,90 kr., og at lønnen reguleres i forhold til antallet af årskøer og besætninger.
Af Deres lønsedler fra xxx Kontrolforening for perioden juni 1999-juni 2001 fremgår, at De har haft en lønindtægt på 14-15.000 kr. pr. måned (brutto), enkelte måneder dog lidt over eller under.
Ved brev af 27. december 2000 er De blevet opsagt som kontrolassistent pr. 31. december 2000 med fratræden den 30. juni 2001.
De har på ledighedserklæring af 4. juli 2001 meldt Dem ledig fra Deres stilling som kontrol-assistent, og De har på ledighedserklæringen oplyst, at Deres første arbejdsdag har været den 1. oktober 2000 (1. juni 1999???, direktoratets bemærkning), og at Deres sidste arbejdsdag har været den 30. juni 2001.
De har også oplyst, at Deres ægtefælle driver selvstændig virksomhed, og at De har været beskæftiget i virksomheden.
De har den 4. juli 2001 også udfyldt blanket til Supplerende oplysninger om drift af selvstændig virksomhed . På blanketten har De oplyst, at Deres ægtefælle ejer og driver et landbrug, at De ikke er beskæftiget i landbruget længere, at De ikke er momsregistreret, men at Deres ægtefælle er momsregistreret.
De har også oplyst, at De begyndte at arbejde i virksomheden den 1. marts 1967, at De er ophørt med Deres arbejde i virksomheden den 1. juni 1999, at der ikke var ansatte i virksomheden, at virksomheden får hjælp fra en maskinstation, og at De har været medhjælpende ægtefælle frem til 1. juni 1999, hvor Deres arbejde i virksomheden ophørte.
På bilag af 4. juli 2001 til blanketten har De oplyst, at De ophørte fuldstændigt med Deres arbejde i virksomheden, da De påbegyndte stillingen som kontrolassistent, og at Deres ægtefælle derfor måtte sælge nogle af dyrene og bortforpagte ca. 2/3 af jorden samt opsige lejet jord.
Deres a-kasse, xxx, har den 11. juli 2001 bedt Dem om yderligere oplysninger til sagen, ligesom a-kassen har oplyst, at den har beregnet Deres gennemsnitlige arbejdstid til 23-25 timer pr. uge på baggrund af de indsendte lønsedler.
xxx Landboforening har i brev af 17. juli 2001 beregnet Deres ugentlige arbejdstid således:
Deres løn er på 90 pct. af teknikerskalaen med anciennitet 1+2, som pr. 1. april 2001 var på 222.446 kr. Dette udgør 200.201 kr. Da lønnen er reguleret i forhold til besætningsstørrelse m.v., har De i perioden 1. juni 2000-31. maj 2001 ifølge uddraget fra regnskabet fået udbetalt en løn på 185.308 kr. Hvis en 37 timers uge svarer til 200.201 kr., vil Deres løn på 185.308 kr. svare til en arbejdsuge på 34,25 timer.
Landboforeningen har i øvrigt bemærket, at det ikke kan være rimeligt, at Deres ugentlige arbejdstid som følge af, at Deres arbejde er ukontrollabelt, skal beregnes på baggrund af omregningssatsen på 139,46, når 139 kr. er langt højere end mindstelønnen for ufaglærte.
Landboforeningen har vedlagt kopi af specifikation af indkomstopgørelse som dokumentation for Deres løn på 185.308 kr. i perioden 1. juni 2000-31. maj 2001.
På bilag til brevet har landboforeningen redegjort for Deres arbejde i Deres ægtefælles virksomhed, hvor der var tilforpagtet et areal på 7,5 ha.
Af redegørelsen fremgår, at produktionsomfanget før Deres ansættelse som kontrolassistent var 5-6 heste, 4-6 får, 8 ha kartofler, 18 ha korn, 2 ha græs og 2 ha brak.
Videre fremgår, at De efter ansættelsen som kontrolassistent ophørte med arbejdet i landbruget, at Deres ægtefælle i forbindelse hermed ophørte med forpagtningen af de 7,5 ha, at ca. 13 ha blev bortforpagtet, at fårene blev solgt, og at produktionsgrundlaget herefter var 5-6 heste og 8 ha kartofler.
Endelig fremgår, at der lejes en maskinstation til optagning af kartofler.
Deres a-kasse har den 1. august 2001 sendt en ansøgning til direktoratet om dispensation fra kravet om lønarbejde i 30 timer pr. uge for at kunne anses for at være ophørt med drift af selvstændig virksomhed på grund af påbegyndt lønarbejde.
Da direktoratet ikke har modtaget a-kassens ansøgning, har a-kassen den 6. september 2001 sendt en ny ansøgning til direktoratet.
Direktoratet har den 7. februar 2002 modtaget kopi af overenskomst mellem xxx. [Den overenskomst De var omfattet af, havde samme indhold. Ankenævnets sekretariat.] Af overenskomstens § 1, stk. 2, fremgår, at kontrolassistenterne selv tilrettelægger deres arbejdsplan. Det fremgår også af overenskomsten, at kontrolassistenterne udfører en del af deres arbejde ude hos de forskellige besætninger.
Direktoratet har den 21. marts 2002 bedt a-kassen om at indhente yderligere oplysninger til vurderingen af, om De kan anses for at være ophørt med drift af selvstændig virksomhed. Direktoratet har derfor bedt om oplysninger om timeforbrug og udgifter til maskinstationen inden for de to seneste hele regnskabsår, kopi af bortforpagtningskontrakten, dokumentation for ophør med tilforpagtning og leje af jord, dokumentation for salg af dyr og oplysning om ansatte i virksomheden.
xxx Landboforening har den 26. marts 2002 kontaktet direktoratet telefonisk og oplyst, at det ikke er muligt at oplyse tidsforbruget for maskinstationen, idet tidsforbruget afhænger af arealets størrelse og den maskine, der anvendes. Desuden er tidsforbruget uden betydning for gårdejeren, idet der aftales en fast pris for det arbejde, der skal udføres. Endelig er arbejdet ikke noget, som kan udføres uden brug af maskiner.
Landboforeningen har videre oplyst, at det ikke er kutyme at skrive en bortforpagtningskontrakt, når det drejer sig om så små arealer, men at landboforeningen kan sende et regnskabsbilag som dokumentation for, at forpagter har betalt for forpagtningen.
Om ophør med tilforpagtning og leje af jord har landboforeningen oplyst, at jorden har været forpagtet for et år ad gangen, hvorfor det ikke har været nødvendigt med en egentlig opsigelse, men at det ud fra virksomhedens regnskab kan ses, at der ikke længere er udgifter til dette.
Endelig har landboforeningen oplyst, at der ikke er en faktura på salget af dyrene, men at der er bilag på, at dyrene er solgt, og at der aldrig har været ansatte i virksomheden.
Landboforeningen har i brev af 27. marts 2002 indsendt kopi af godkendte skatteregnskaber for regnskabsårene 1997/1998 og 1998/1999, kopi af driftsregnskab for regnskabsåret 2000/2001, samt kopi af bilag for forpagtningsindtægt for årene 2000 og 2001.
I følgebrevet har landboforeningen oplyst, at udgiften til maskinstationen fremgår af skatteregnskaberne, at produktionsomfanget for perioden 1. juni 1996 til 31. maj 2001 fremgår af driftsregnskabet, at det af regnskaberne fremgår, at der aldrig har været ansatte i virksomheden (ingen lønudgifter), og at det af regnskaberne fremgår, at Deres ægtefælle er ophørt med at forpagte jord, bortset fra et mindre græsareal.
Af skatteregnskaberne fremgår, at udgifterne til maskinstationen har været på 48.406 kr. i regnskabsåret 1997/1998 og på 29.139 kr. i regnskabsåret 1998/1999.
Af driftsregnskabet, side 10, fremgår, at virksomhedens produktionsareal siden 1996 har været følgende i ha:
Regnskabsår 96/97 97/98 98/99 99/00 00/01
Benyttede arealer 31 22 29 30 12
- heraf kartoffelafgrøde 10 9 9 10 8
- heraf korn 6 6 13 13 0
Af skatteregnskaberne for regnskabsårene 1997/1998 og 1998/1999 fremgår, at der ikke har været lønudgifter i virksomheden i de pågældende år.
Af skatteregnskaberne fremgår også, at forpagtningsafgiften i regnskabsåret 1997/1998 har været på 17.000 kr., og i regnskabsåret 1998/1999 har været på 22.500 kr., mens det af driftsregnskabet for regnskabsåret 2000/2001, side 5, fremgår, at forpagtningsafgiften i regnskabsåret 1999/2000 har været på 17.000 kr., og at der i regnskabsåret 2000/2001 ikke har været udgifter til forpagtning af jord, men indtægter fra bortforpagtning på 33.320 kr.
Af regnskaberne fremgår også, at virksomheden har haft følgende maskinstationsindtægter fra presning af halm for de fire regnskabsår:
Regnskabsår 97/98 98/99 99/00 00/01
Indtægter fra maskinst. 180.439 kr. 103.540 kr. 141.000 kr. 119.372 kr.
Indtægter i alt 547.267 kr. 410.731 kr. 553.000 kr. 382.799 kr.
Forholdsmæssig andel ca. 33 pct. ca. 25 pct. ca. 25 pct. ca. 31 pct.
Der er også vedlagt bilag vedrørende forpagtningsindtægten. Heraf fremgår, at virksomheden i 2000 har haft en indtægt på 33.320 kr. (ekskl. moms) fra bortforpagtning af 11,9 ha jord (bilag 182), og i 2001 har haft en indtægt på 38.920 kr. (ekskl. moms) for bortforpagtning af 13,9 ha jord (bilag 135).
Videre er indsendt bilag for salg af dyr. Af bilagene, dateret den 20. august 1999 og den 20. maj 2000, fremgår, at virksomheden har solgt henholdsvis tre får og en vædder.
De har i brev af 1. april 2002 oplyst, at det ikke er muligt at angive tidsforbruget for maskin-stationen, da udgifterne til maskinstationen ikke opgøres pr. time men pr. hektar, da De ikke ser, hvornår maskinstationen kommer og går, og da der er stor forskel på, om maskinstationen bruger en stor eller en lille maskine.”
Sekretariatet er med den anførte tilføjelse enig i fremstillingen.
2. Direktoratets afgørelse
Direktoratet traf den 12. april 2002 følgende afgørelse:
”Direktoratet har den 7. september 2001 fra xxx modtaget ansøgning om dispensation til, at De kan anses for at være mere end midlertidigt ophørt med drift af selvstændig virksomhed, selvom De ikke har påbegyndt et lønarbejde på over 30 timer i gennemsnit pr. uge.
Direktoratet har truffet følgende
Afgørelse
De kan ikke få en dispensation fra kravet om påbegyndt lønarbejde på over 30 timer om ugen.
De kan heller ikke anses for ophørt på grund af omlægning af driften i virksomheden.
De har derfor ikke ret til dagpenge ved Deres ledigmeldelse den 1. juli 2001.
Begrundelse
Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt. En selvstændig erhvervsdrivende anses for ledig, når det personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt, jf. § 57, stk. 1, 1. punktum, og stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. senest lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001.
Et medlem kan som hovedregel kun anses for ophørt med den selvstændige virksomhed, såfremt virksomheden er endeligt overdraget eller lukket, jf. § 3, stk. 1, i dagældende bekendtgørelse nr. 294 af 19. maj 1998 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse (ophørsbekendtgørelsen). Denne betingelse opfylder De ikke, idet Deres ægtefælle fortsætter virksomheden.
Der kan dog gøres en undtagelse fra denne hovedregel, hvis et medlems udtræden af sin ægtefælles virksomhed skyldes påbegyndt lønarbejde.
Ophør ved lønarbejde:
Det fremgår af § 5, stk. 1, i ovennævnte bekendtgørelse, at et medlem, som udtræder af en virksomhed, der fortsættes af ægtefællen, kan anses for ophørt mere end midlertidigt, når medlemmets udtræden skyldes påbegyndt lønarbejde på over 30 timer i gennemsnit pr. uge. Det er en betingelse, at lønarbejdet ikke på forhånd er bestemt til at være tidsbegrænset.
De opfylder ikke § 5, stk.1, da De ikke kan anses for at have påbegyndt lønarbejde på over 30 timer om ugen.
Det skyldes, at Deres beskæftigelse som kontrolassistent efter direktoratets opfattelse skal anses for ukontrollabel, fordi arbejdstiden ikke kunne kontrolleres ved arbejdsgiverens registreringer, og fordi der ikke var fastsat en arbejdstid eller arbejdstidsnorm i Deres ansættelsesaftale.
Direktoratet har herved lagt vægt på,
- at De selv tilrettelagde Deres arbejde, jf. § 1, stk. 2, i overenskomsten mellem Kontrolforeningen xxx,
- at en del af arbejdet blev udført ude hos de forskellige besætninger,
- at Deres løn blev reguleret i forhold til antal af årskøer og besætninger, jf. pkt. 3 i Deres ansættelseskontrakt, og
- at Deres månedsløn varierede over ansættelsesperioden.
Der henvises til § 3 i dagældende bekendtgørelse nr. 515 af 3. juli 1998 om supplerende dagpenge.
Når Deres beskæftigelse anses for ukontrollabel, opgøres beskæftigelsens omfang ved at omregne indtægten til timer ved brug af den såkaldte omregningssats. Der henvises til § 2, stk. 2, i dagældende bekendtgørelse nr. 1077 af 23. december 1998 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode og § 4, stk. 1, i dagældende bekendtgørelse nr. 515 af 3. juli 1998 om supplerende dagpenge.
Omregningssatsen var pr. 4. januar 1999 på 133,58, pr. 3. januar 2000 på 139,46 og pr. 1. januar 2001 på 144,20.
Deres løn var i gennemsnit 14.622,73 kr. pr. måned i 1999, 13.337,81 kr. pr. måned i 2000 og 14.412,78 kr. pr. måned i 2001.
Når Deres indtægt omregnes til timer, fremkommer henholdsvis 25,28 timer pr. uge i 1999, 22,09 timer pr. uge i 2000 og 23,08 timer pr. uge i 2001.
De har således ikke haft en arbejdsuge på mindst 30 timer i gennemsnit, og De opfylder derfor ikke § 5, stk. 1, i bekendtgørelse om ophør med drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse.
Direktoratet finder ikke, at De skal have en dispensation for kravet i § 5, stk. 1, om mindst 30 timers lønarbejde om ugen, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 3.
Direktoratet har herved lagt vægt på, at dispensation efter § 5, stk. 3, gives, hvor medlemmet i en længere periode har haft lønarbejde i et omfang på op imod 30 timer om ugen. De har arbejdet i Deres ægtefælles virksomhed i 37 år, mens De kun har haft lønarbejde i 2 år. På denne baggrund anses De ikke for at have haft lønarbejde i en længere periode efter Deres udtræden af virksomheden. Desuden har Deres omregnede arbejdstid været på ca. 22-25 timer pr. uge, hvilket efter direktoratets opfattelse ikke kan anses for at udgøre et omfang på op imod 30 timer om ugen.
Ophør ved driftsomlægning:
Ifølge ophørsbekendtgørelsens § 12 kan et medlem, der udtræder af en mindre virksomhed, der videreføres af ægtefællen, under særlige omstændigheder anses for ophørt mere end midlertidigt, når der er sket en driftsomlægning i virksomheden. Det er en betingelse, at driftsomlægningen er væsentlig og varig, at der bortfalder arbejdsopgaver svarende til én person i virksomheden, og at der er samtidighed mellem driftsomlægningen og medlemmets udtræden, jf. bekendtgørelsens § 14.
Direktoratet finder ikke, at De har dokumenteret, at der er sket en driftsomlægning i virksomheden ved Deres udtræden.
Direktoratet har herved lagt vægt på, at bortforpagtningen af arealerne sker ved aftaler indgået for et år ad gangen, ligesom tilforpagtningen er sket ved etårige aftaler. Bortforpagtningen og ophøret med tilforpagtningen kan derfor ikke betragtes som en varig omlægning af driften.
Direktoratet har også lagt vægt på, at det af regnskaberne fremgår, at virksomhedens indtægter fra maskinstation (presning af halm), som udgør mellem 1/4 og 1/3 af virksomhedens indtægter, fortsat er uændret efter Deres udtræden.
Videre har direktoratet lagt vægt på, at det af driftsregnskabets opgørelse af produktionsomfanget fremgår, at virksomhedens produktionsomfang i regnskabsåret 1999/2000, som er umiddelbart efter Deres udtræden den 1. juni 1999, fortsat er på ca. 30 ha, at virksomheden først pr. regnskabsår 2000/2001 har nedsat sit produktionsomfang til 12 ha, og at virksomheden i regnskabsåret umiddelbart efter Deres udtræden fortsat dyrker korn på 13 ha.
Endelig har direktoratet lagt vægt på, at virksomhedens omsætning er steget i regnskabsåret efter Deres udtræden.
På denne baggrund finder direktoratet ikke, at De har dokumenteret, at der er sket en væsentlig og varig driftsomlægning i virksomheden samtidig med Deres udtræden.
De kan derfor ikke anses for ophørt efter ophørsbekendtgørelsens § 12.
De har således ikke ret til dagpenge ved Deres ledigmeldelse den 1. juli 2001.”
3. Klagen til ankenævnet
Ved indankningen den 8. maj 2002 anførte xxx Landboforening:
”xxx.
Direktoratet har i skrivelse dateret 12.04.02 truffet afgørelse om, at xxx ikke opfylder betingelserne for at få dagpenge med virkning fra ledigmeldelse den 01.07.01.
Begrundelsen er, at hun ikke kan opnå dispensation fra kravet om påbegyndt lønarbejde på over 30 timer om ugen, samt at hun ikke anses for ophørt i den selvstændige virksomhed grundet omlægning i driften.
Vi kan dog ikke undlade at gøre opmærksom på, at vi anser xxx for at være udtrådt af den selvstændige virksomhed, hvilket opgørelse over timer udarbejdet af xxx dateret 15.04.02 i øvrigt også vidner om. Opgørelsen tilkendegiver, at xxx dermed opfylder § 5, stk. 1, i dagældende bekendtgørelse nr. 294 af 19. maj 1998 om ophør med udøvelse af den selvstændige virksomhed som hovedbeskæftigelse.
Subsidiært må man ved arbejdsdirektoratet betragte opgørelsen som et supplement til xxx anmodning om dispensation dateret 06.09.01. Dermed må arbejdsdirektoratet dispensere fra kravet om mere end 30 timers lønarbejde i gennemsnit pr. uge, jf. § 5, stk. 3, i ophørsbekendtgørelsen, såfremt de fortsat er af den holdning, at hun ikke har sandsynliggjort at have oppebåret lønarbejde på mere end 30 timer pr. uge.
Endvidere er vi ikke af den opfattelse, at xxx arbejde skal betragtes som ukontrollabelt. Arbejdstiden er fastsat ud fra en arbejdstidsnorm, hvormed xxx opfylder § 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 515 af 3. juli 1998 om supplerende dagpenge.
Man har fastsat arbejdstiden ud fra antal køer, dvs. man har arbejdet med en norm, som tilkendegiver, hvor lang tid man har forventning om, at det tager at udføre det arbejde, som xxx har udført som kontrolassistent, jf. xxx skrivelse dateret 15.04.02 samt overenskomsten 01.10.92, pkt. 1.
Med baggrund i ovenstående mener vi, at xxx opfylder betingelserne for at få dagpenge, idet hun er ophørt mere end midlertidigt med drift i den selvstændige virksomhed. Hun har påbegyndt et lønarbejde på over 30 timer i gennemsnit pr. uge, hvilket hermed er dokumenteret, jf. skrivelse fra xxx dateret 15.04.02.
Sagen har principiel betydning, hvorfor vi påklager sagen til Arbejdsmarkedets Ankenævn, såfremt man i Arbejdsdirektoratet ikke ændrer den nuværende afgørelse truffet pr. 12.04.02.”
4. Direktoratets bemærkninger til klagen
Direktoratet udtalte den 25. juni 2002:
”Direktoratet sender klage over afgørelse af 12. april 2002.
Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.
Det er således fortsat direktoratets opfattelse, at medlemmets beskæftigelse for xxx Kontrolforening skal anses for ukontrollabel, fordi arbejdstiden ikke kunne kontrolleres ved arbejdsgiverens registreringer, jf. § 3 i dagældende bekendtgørelse nr. 515 af 3. juli 1998 om supplerende dagpenge (bekendtgørelsen).
Med hensyn til xxx Landboforenings anbringender i klagen om, at medlemmet var omfattet af en arbejdstidsnorm, og at hun derfor opfylder § 3, stk. 2, i bekendtgørelsen, bemærker direktoratet følgende:
Det følger af § 3, stk. 2–4, i bekendtgørelsen, at et medlems arbejdstid kan anses for kontrollabel, hvis
a) medlemmet er fast lønnet, og
b) der er fastsat en norm for arbejdstiden i en kollektiv overenskomst, en individuel ansættelsesaftale eller lignende.
I kravet om, at medlemmet skal være fast lønnet, ligger, at medlemmet i henhold til kollektiv overenskomst eller sin ansættelsesaftale får samme løn hver uge eller måned.
I den foreliggende sag varierede medlemmets månedsløn gennem hele ansættelsesperioden.
Medlemmet opfylder derfor allerede af denne grund ikke betingelserne i bekendtgørelsens § 3, stk. 2–4.
Det er på denne baggrund fortsat direktoratets opfattelse, at opgørelsen af medlemmets beskæftigelse hos xxx Kontrolforening skal ske ved omregning af medlemmets indtægt, jf. § 4 i bekendtgørelsen.
Opgørelsen af medlemmets arbejdstimer, jf. brev af 15. april 2002, kan derfor ikke lægges til grund ved opgørelsen af medlemmets timer i relation til ophørsbekendtgørelsens § 5.
Bilagsfortegnelse og alle bilag i sagen vedlægges.
Kopi af brevet er sendt til medlemmet, xxx Landboforening og a-kassen.”
5. Nyt efter klagen
Intet
6. Regler
Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
§ 57. Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt
Stk. 2
Stk. 3. En selvstændig erhvervsdrivende anses for ledig, når hans personlige arbejde i virksom-heden er ophørt mere end midlertidigt. Nærmere regler om, hvornår en selvstændig erhvervsdri-vendes personlige arbejde i virksomheden anses for ophørt mere end midlertidigt, fastsættes af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Landsarbejdsrådet.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 294 af 19. maj 1998 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse
§ 3. Et medlem anses for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden, når medlemmet dokumenterer, at virksomheden endeligt er overdraget eller lukket.
Stk. 2
§ 5. Et medlem, som udtræder af en virksomhed, der fortsættes af ægtefællen, kan anses for ophørt mere end midlertidigt, når medlemmets udtræden skyldes påbegyndt lønarbejde på over 30 timer i gennemsnit pr. uge. Det er en betingelse, at lønarbejdet ikke på forhånd er bestemt til at være tidsbegrænset.
Stk. 2
Stk. 3. Når en ægtefælle udtræder efter stk. 1, kan direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen i særlige, konkrete tilfælde efter indstilling fra kassen dispensere fra kravet om mere end 30 timers lønarbejde i gennemsnit pr. uge.
§ 12. Et medlem, der sammen med ægtefællen driver en virksomhed, hvori der inden for de to seneste, hele regnskabsår ud over ægtefællerne kun har været ansat én fuldtidsbeskæftiget person og én person under uddannelse efter lov om erhvervsuddannelser, kan anses for ophørt mere end midlertidigt, når der i forbindelse med medlemmets udtræden er sket en driftsomlægning. Efter omlægningen skal arbejdet kunne udføres af den ene ægtefælle, én ansat fuldtidsbeskæftiget person og én person under uddannelse efter lov om erhvervsuddannelser.
§ 14. Ophør efter §§ 12 og 13 er betinget af,
1) at driftsomlægningen er væsentlig og varig,
2) at arbejdsopgaver svarende til fuldtidsbeskæftigelse for én person bortfalder ved medlemmets udtræden, og
3) at der er samtidighed mellem driftsomlægningen og medlemmets udtræden.
Stk. 2. Medlemmet skal fremlægge dokumentation for, at betingelserne i stk. 1 er opfyldt.
(Direktoratets vejledning nr. 78 af 19. maj 1998 til bekendtgørelsen
§ 5, stk. 3. Dispensation vil for eksempel kunne gives i tilfælde, hvor et medlem igennem en længere periode har haft lønarbejde i et omfang på op imod 30 timer gennemsnitligt pr. uge. Ved vurderingen vil det også kunne indgå, om der skete en omlægning af virksomhedens drift i forbindelse med, at medlemmet påbegyndte lønarbejde.
Eksempel: Medlemmet havde i en årrække som sin hovedbeskæftigelse deltaget i driften af ægtefællens landbrug. Medlemmet påbegyndte herefter lønarbejde, først i 3 år som vikar, derefter i 10 år som fastansat. I den periode, hvor medlemmet var fastansat, havde medlemmet haft en arbejdstid på 25 timer i gennemsnit pr. uge. I forbindelse med, at medlemmet påbegyndte lønarbejde, blev landbrugets drift omlagt til alene at omfatte planteavl. Medlemmet ophørte med at være skattemæssigt registreret som medarbejdende ægtefælle samtidig med, at medlemmet blev fastansat. Da medlemmet blev ledig fra lønarbejdet efter i alt 13 års ansættelse, blev medlemmet anset for ophørt mere end midlertidigt.
Bestemmelsen finder kun anvendelse ved udtræden af en virksomhed, der videreføres af ægtefællen, og kan ikke anvendes ved udtræden af en virksomhed, der videreføres af medejer(e).)
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 515 af 3. juli 1998 om supplerende dagpenge
§ 3. Et medlems arbejdstid anses som kontrollabel, hvis arbejdstiden kan kontrolleres ved arbejdsgiverens registreringer.
Stk. 2. Et medlems arbejdstid anses også som kontrollabel, hvis medlemmet er fast lønnet, og arbejdstiden eller en arbejdstidsnorm er fastsat i en kollektiv overenskomst, som medlemmet og arbejdsgiveren er omfattet af.
Stk. 3. Et medlems arbejdstid anses endvidere som kontrollabel, hvis medlemmet er fast lønnet, og medlemmets skriftlige individuelle ansættelsesaftale henviser til en kollektiv overenskomst for et tilsvarende fagligt område, hvori arbejdstiden eller en arbejdstidsnorm er fastsat.
Stk. 4. Hvis medlemmets arbejdstid ikke kan anses som kontrollabel efter stk. 1-3, kan arbejdstiden dog anses for kontrollabel på grundlag af en skriftlig individuel ansættelsesaftale, hvis medlemmet er fast lønnet, og arbejdstiden eller en arbejdstidsnorm er fastsat i ansættelsesaftalen. Herudover skal mindst 2 af følgende 6 kriterier være opfyldt, for at arbejdstiden kan anses som kontrollabel:
1) Virksomheden har procedurer for registrering af medlemmets arbejdstid og arbejdets udførelse.
2) Aftalen indeholder bestemmelser om overarbejde samt betaling herfor.
3) Der er faste tidsrum, hvor medlemmet skal være til disposition for arbejdsgiveren.
4) Størrelsen af medlemmets løn er konstant over en periode.
5) Medlemmets løn svarer til den normale aflønning på området.
6) Medlemmet erklærer på tro og love, at arbejdet har været udført på de vilkår om arbejdstiden, som er nævnt i ansættelsesaftalen.
Stk. 5. Et medlem anses ikke som fast lønnet, jf. stk. 2-4, hvis der indgår provision i medlemmets løn.
§ 4. Hvis medlemmets arbejdstid ikke kan anses som kontrollabel efter § 3, beregnes medlemmets arbejdstid i ugen ved omregning af nettoindtægten med den til enhver tid gældende omregningssats.
Stk. 2
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1077 af 23. december 1998 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode
§ 2
Stk. 2. I tilfælde, hvor arbejdstiden anses for ukontrollabel, jf. bekendtgørelse om supplerende dagpenge, lægges det timetal, der er beregnet på grundlag af indtægten, til grund ved opgørelsen af beskæftigelsen.