Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9261@2003-05-20/da

Indhold

1. Indledning

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 16. januar 2003.

Nævnet traf følgende

De kan få udbetalt renter af de 44.631 kr. i efterløn, som De fik udbetalt for perioden fra 1. oktober 1996 til og med 31. januar 1997 på baggrund af Arbejdsdirektoratets afgørelse af 13. februar 2001.

Ankenævnet har lagt til grund, at

i De modtog efterløn fra 17. februar 1992 til den 1. oktober 1996, hvor de udrejste til Frankrig,

i at De efter Arbejdsdirektoratets afgørelse af 13. februar 2001 havde ret til at få udbetalt efterløn i perioden fra 1. oktober 1996 til og med 31. januar 1997 som følge af ændrede regler for efterløn, og

i at De har fået udbetalt efterlønsbeløbet.

Ved lov nr. 397 af 31. maj 2000 blev § 75 b, stk. 1, nr. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. ændret således, at man kan få efterløn, hvis man har bopæl her i riget eller i et andet

EØS-land. Det er således ikke længere et krav, at man har bopæl her i riget. Ændringsloven trådte i kraft den 1. juli 2000, men ifølge lovbemærkningerne har personer, der før lovens ikrafttræden har fået afslag på efterløn på grund af bopælskravet, krav på efterløn i det omfang kravet ikke er forældet og kan dokumenteres.

Med lov nr. 334 af 17. maj 2000 indførtes en bestemmelse i § 46 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., hvorefter der skal ske forrentning af efterbetalte ydelser. Loven trådte i kraft den 1. juli 2000 og har virkning for udbetalinger, der rettidigt kan finde sted den 1. juli 2000 eller senere.

Ændringen af arbejdsløshedsforsikringsloven vedrørende forrentning af efterbetalte ydelser blev vedtaget den 2. maj 2000. Den 18. maj 2000 vedtog Folketinget en ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., hvorved bopælskravet i relation til efterløn blev ændret. Begge ændringer trådte i kraft den 1. juli 2000.

Hverken lovforslaget vedrørende ændring af bopælskravet eller den vedtagne lov nr. 397 af 31. maj 2000 om bopælskravet nævner noget om, hvorvidt der skal ske forrentning af efterbetalt efteløn. Tilsvarende er der hverken i lovforslaget eller i den senere vedtagne lov nr. 334 af 17. maj 2000 om renter taget stilling til situationen, hvor der skal ske efterbetaling af efterløn som følge af ændringen af bopælskravet.

Indførelsen af rentebestemmelsen er således sket uafhængigt af ændringen af bopælskravet, og der er ikke taget højde for de særlige efterbetalingssituationer, som måtte opstå i forbindelse med ændringen af kravet om bopæl.

Fortolkningsbidrag til afgørelsen af spørgsmålet, om der skal ske forrentning af efterbetalingskrav på efterløn opstået som en følge af ændringen af bopælskravet, herunder den tilbagevirkende kraft denne bestemmelse er tillagt, findes således ikke umiddelbart i ovennævnte lovforslag eller i vedtagne love.

Ankenævnet finder, at arbejdsløshedsforsikringslovens bestemmelser om renter i § 46 må ses i sammenhæng med rentelovens bestemmelser, almindelige retsgrundsætninger, den fællesskabsretlige baggrund og retspraksis.

Ifølge § 8, stk. 2, jf. § 3, stk. 5, i lov om renter ved forsinket betaling (lovbekendtgørelse nr. 583 af 1. september 1986) fremgår det, at retten kan bestemme, at rente skal betales fra et tidligere eller et senere tidspunkt end forfaldsdagen, også for så vidt angår offentligretlige krav.

Ifølge retspraksis (UfR 1984.1061 H) anses det under henvisning til almindelige retsgrundsætninger for rimeligt, at Skatteministeriet skal bære risikoen for det rentetab, som en borger har lidt ved ikke at have kunnet råde over et beløb, som han havde ret til.

Renteloven indeholdt ifølge Højesteret ikke den fornødne hjemmel til opkrævning af renter, når hovedstolen var betalt, hvilket var tilfældet, idet Skatteministeriet under sagen tog bekræftende til genmæle og tilbagebetalte indbetalte stempelgebyrer. Retten fandt imidlertid, at der var hjemmel i almindelige retsgrundsætninger.

Disse synspunkter fra retspraksis genfindes til dels i de almindelige bemærkninger til lovforslaget vedrørende § 46 i arbejdsløshedsforsikringsloven om renter, idet det i lovbemærkningerne særlig er anført, at renter af efterbetalingsbeløb foreslås betalt af statskassen, som har haft rentefordel som følge af forsinket udbetaling.

I nærværende sag er hovedstolen ligeledes betalt, idet De med Arbejdsdirektoratets afgørelse af 13. februar 2001 fik ret til efterbetaling af efterløn fra den 1. oktober 1996 til og med den 31. januar 1997, og De efterfølgende har fået dette beløb udbetalt.

Hjemlen til forrentning af efterbetalingsbeløbet skal således ifølge retspraksis findes i almindelige retsgrundsætninger.

Ankenævnet finder herefter, at statskassen skal bære risikoen for det rentetab, som De har haft ved ikke at have kunnet råde over det efterbetalte efterlønsbeløb.

De har således ret til udbetaling af renter af det udbetalte efterlønsbeløb.

Ankenævnet henviser til § 46, stk. 2, som er indføjet i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. ved lov nr. 334 af 17. maj 2000 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og til §§ 3 og 8 i lov om renter ved forsinket betaling (Justitsministeriets lovbekendtgørelse nr. 583 af 1. september 1986).

Ankenævnet ændrer således Arbejdsdirektoratets afgørelse af 5. november 2001.

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

xxx

xxx

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på følgende måde:

"Direktoratet traf den 13. februar 2001 afgørelse om, at De skulle have udbetalt 44.631 kr. for perioden fra den 1. oktober 1996 til udgangen af januar 1997. Direktoratet skrev i afgørelsen, at der ikke var hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven til at forrente beløbet, idet der først blev indført regler om forrentning pr. 1. juli 2000.

xxx traf den 9. april 2001 afgørelse om, at De ikke ville kunne få udbetalt renter for perioden forud for den 1. juli 2000.

De klagede med brev af 4. maj 2001 til direktoratet over afgørelsen. De refererede i klagen til en tidligere samtale med direktoratet og skrev videre, at der naturligvis skulle betales renter af et beløb, der på ulovlig måde var tilbageholdt. De ville med stor glæde bringe sagen frem for EU-kommissionen, men mente, at en ændret holdning fra direktoratets side ville lette sagen.

Direktoratet sendte den 23. maj 2001 sagen til xxx til fornyet overvejelse.

xxx oversendte den 1. juni 2001 sagen til Arbejdsdirektoratet. xxx skrev i oversendelsesbrevet, at det fremgik af klagerne, at De klagede over, at reglerne om renteberegning først kunne finde anvendelse efter den 1. juli 2000. xxx mente derfor, at der reelt var tale om at De klagede over direktoratets afgørelse af 13. februar 2001, hvor direktoratet traf afgørelse om, at renter alene kunne udbetales efter den 1. juli 2000."

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf følgende afgørelse den 5. november 2001:

"Der kan ikke betales renter for beløb, hvis ordinære, rettidige udbetalingstidspunkt lå forud for den 1. juli 2000. Det efterbetalingsbeløb, som Arbejdsdirektoratet traf afgørelse om den 13. februar 2001, skal derfor ikke forrentes.

Begrundelse

Afgørelsen er begrundet i, at der forud for den 1. juli 2000 ikke var hjemmel til at betale renter af ydelser, der blev udbetalt senere end det rettidige udbetalingstidspunkt.

Hjemmelen til at betale renter af forsinkede udbetalinger blev indført i arbejdsløshedsforsikringsloven med lov nr. 334 af 17. maj 2000. Loven trådte i kraft den 1. juli 2000 og havde virkning for udbetalinger, der rettidigt kunne finde sted den 1. juli 2000 eller senere.

Der er således ikke tale om, at loven ophæver en tidligere ret til renter. Der er tværtimod tale om, at loven indførte rentebestemmelser, som ikke tidligere var gældende.

Ved afgørelsen af 13. februar 2001 traf direktoratet afgørelse om, at De skulle have udbetalt 44.631 kr. for perioden fra den 1. oktober 1996 til udgangen af januar 1997. Efterlønnen for denne periode havde rettidigt udbetalingstidspunkt ved hver måneds udgang i denne periode. Disse udbetalingstidspunkter ligger alle forud for den 1. juli 2000, og der var derfor ikke hjemmel til at betale renter af disse beløb."

3. Klagen til ankenævnet

De skrev følgende den 1. december 2001:

"Deres afgørelse dateret den 5. november 2001 og modtaget her pr. post lørdag den 10. november 2001.

Deres afslag accepteres ikke, og begrundelsen herfor er:

Der henvises til en lov af meget ny dato, som omhandler "for sene udbetalinger". I dette her tilfælde er der ikke tale om forsinket udbetaling, men om en ulovlig tilbageholdelse af udbetalingerne i 5 år. Ved for sene udbetalinger fortolkes en tidshorisont på nogle få dage eller lignende!!!!!!!!!!

Kan De ikke acceptere denne begrundelse, ser jeg ikke anden mulighed end at lade loven fortolke af en juridisk ekspert i lovfortolkning.

Muligheden kan også være at lade sagen vurdere af EU Kommissionen, om staten Danmark kan ændre love med tilbagevirkende kraft til skade for den danske befolkning, der derved lider økonomisk skade ved, at staten Danmark laver specielle love for at undgå rentebetalinger af ulovlige tilbageholdte skyldige beløb. Jeg er overbevist om, at der er stor sandsynlighed for, at sagen vil gå staten imod.

Dog vil jeg kræve, at det ikke er en dansk statsborger, der udarbejder en vurdering som anført, men en højt kvalificeret udenlandsk undersøger.

Sagen omhandler ganske givet ikke min sag alene, men hele spørgsmålet om ulovlige tilbageholdte pensioner, som gennem et helt arbejdsliv er indbetalt, men ved udbetalingen blev ulovligt (staten Danmark har over for EU Kommissionen indrømmet ulovligheden) tilbageholdt til skade for skadelidte.

Jeg har undersøgt, om det foreslåede responsum kan gennemføres, og kan bekræfte, at den kvalificerede juridiske undersøger vil jeg gerne påtage mig at finde, og naturligvis skal denne accepteres af Dem, forinden arbejdet iværksættes. Omkostninger for dette arbejde påhviler naturligvis staten, som har bevisbyrden for lovens gyldighed.

Jeg anmoder Dem derfor om at tilsende mig det komplette lovsæt, hvorefter jeg vil iværksætte forundersøgelsen. (Dette vil ske for min regning)."

De skrev endvidere følgende den 9. januar 2002:

"Til besvarelse af Deres brev "Om vi ønsker sagen indbragt for Arbejdsmarkedets Ankenævn."

Da sagen er både politisk, moralsk forkastelig, og det antagelig tillige strider mod EU reglerne ikke at forrente i strid med EU reglerne tilbageholdte beløb (efterlønsreglerne).

Sagen har tillige almen interesse i sager, der svarer til den her fremførte.

Såfremt nævnet imod mine forventninger ikke deler mine synspunkter, vil jeg indbringe sagen for EU for derved at få klarlagt, om Statens fortolkning er i overensstemmelse med EU's opfattelse af spørgsmålet."

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Arbejdsdirektoratet skrev følgende til ankenævnet den 15. januar 2002:

"Direktoratet har læst xxxs breve af 1. december 2001 og 9. januar 2002 som en klage over direktoratets afgørelse af 5. november 2001.

Direktoratet oversender derfor klagen til ankenævnet.

Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.

Bilagsfortegnelse og alle bilag i sagen vedlægges.

Direktoratet sender også bilagene i de tilhørende sager nr. xxx og xxx. Disse bilag bliver sendt med almindelig post.

Kopi af brevet er sendt til medlemmet og a-kassen."

5. Nyt efter klagen

Intet.

6. Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 592 af 14. juli 1999)

§ 75 b. Ret til efterløn har medlemmer af anerkendte arbejdsløshedskasser,

1) som er fyldt 60 år,

2) som har været medlem og indbetalt efterlønsbidrag, jf. § 77, stk. 4, jf. stk. 5, i 20 år inden for de sidste 25 år, jf. dog stk. 2,

3) som opfylder betingelserne for ret til dagpenge, modtager dagpenge efter § 55, stk. 4, eller modtager overgangsydelse, og

4) som har bopæl her i riget, bortset fra Færøerne og Grønland, eller i et andet EØS-land.

Lov nr. 397 af 31. maj 2000 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (ændring af bopælskravet i efterlønsordningen)

§ 1

7. I § 75 b, stk. 1, nr. 4 indsættes efter ”Grønland”: ”, eller i et andet EØS-land”.

§ 3. Loven træder i kraft den 1. juli 2000.

Bemærkningerne til L 276, som blev til lov nr. 397 af 31. maj 2000

Almindelige bemærkninger

Europa-Kommissionen har i september 1998 rejst spørgsmål om betingelserne for ret til dansk efterløn i forhold til EU-retten. På baggrund af den danske regerings svar i december 1998 og marts 1999 har der efterfølgende været en dialog med Kommissionen med henblik på at opnå enighed om denne problemstilling.

Under henvisning til EF-traktatens artikel 39 og Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet, er det Kommissionens opfattelse, at kravet om bopæl i Danmark som betingelse for ret til efterløn indirekte gør det sværere for vandrende arbejdstagere, herunder såkaldte grænsearbejdere – dvs. personer der har bopæl i fx Tyskland og arbejder i Danmark -, der i øvrigt opfylder betingelserne for ret til efterløn, at opnå ret til efterløn, end for arbejdstagere på det danske arbejdsmarked, der aldrig har benyttet deres ret til frit at bevæge sig inden for fællesskabet. For at sikre en lige behandling af alle, der har optjent ret til dansk efterløn, har Kommissionen foreslået, at bopælskravene i efterlønsordningen ændres således, at medlemmer af en dansk arbejdsløshedskasse, der bortset fra bopælskravet opfylder alle betingelser for ret til efterløn, kan overgå til og bevare retten til efterløn, hvis de har eller tager bopæl i et andet EØS-land. EØS-landene omfatter EU-medlemslandene samt Norge, Island og Liechtenstein.

På den baggrund foreslår regeringen, at arbejdsløshedsforsikringslovens krav om bopæl i Danmark som betingelse for ret til overgang til efterløn og udbetaling af efterløn ændres til et krav om bopæl i et EØS-land.

Kommissionen er enig med regeringen i, at efterlønsordningen ikke er en social sikringsordning, der er omfattet af koordineringsreglerne i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet. Efterløn er hverken en pension eller en ydelse ved arbejdsløshed, men en særlig arbejdsmarkedspolitisk ordning i form af en tilbagetrækningsordning, der kan regulere udbuddet af arbejdskraft. Dette betyder, at en efterlønsmodtager ikke på samme måde som en person, der modtager social pension, har ret til fx sygesikring for dansk regning ved bopæl i et andet EØS-land.

Ifølge de gældende regler er bopæl i Danmark en betingelse for overgang til efterløn, jf. lovens § 74 a, stk. 1, nr. 6, og § 75 b, stk. 1, nr. 4. Personer, der på overgangstidspunktet ikke har bopæl i Danmark, har ikke ret til at overgå til efterløn, uanset om de i øvrigt opfylder betingelserne for overgang til efterløn.

Det er endvidere en betingelse for udbetaling af efterløn, at medlemmet ikke opholder sig i udlandet i længere tid, jf. lovens §§ 74 l, stk. 2, og 75 f, stk. 2. I Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelser nr. 308 af 19. maj 1999 om arbejde og indtægter mv. i efterlønsperioden (for medlemmer, som er fyldt 60 år før den 1. juli 1999), og nr. 324 af 28. maj 1999 om fleksibel efterløn, er varigheden af opholdet i udlandet udmøntet til 3 måneder pr. kalenderår. Der sondres i denne sammenhæng efter de gældende regler ikke mellem EØS-lande og det øvrige udland.

Forslaget indebærer en forbedring af ordningen for alle efterlønsmodtagere, fordi de får mulighed for at bosætte sig hvor som helst i EØS-området uden at miste retten til efterløn.

Samtidig indebærer forslaget, at medlemmer af en dansk arbejdsløshedskasse, der har bopæl i et andet medlemsland, og som i øvrigt opfylder lovens betingelser for ret til dansk efterløn, får mulighed for at overgå til efterløn.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 3

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2000.

Lovforslaget indebærer, at arbejdsløshedsforsikringsloven bringes i overensstemmelse med de synspunkter, Kommissionen har givet udtryk for vedrørende efterlønsordningens forhold til EU-retten. De krav på efterløn, som nu hjemles, følger af EF-traktatens artikel 39 og artikel 7 i Rådets forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed, således som disse bestemmelser er fortolket af Kommissionen.

Et krav om efterløn, som under henvisning til EU-retten måtte blive rejst over for danske myndigheder i overensstemmelse med bestemmelserne, vil derfor medføre, at også personer, der før lovens ikrafttræden har fået afslag på efterløn på grund af bopælskravet, har krav på efterløn i det omfang, dette krav ikke er forældet efter dansk rets almindelige regler, og nu kan dokumenteres.

Lov nr. 334 af 17. maj 2000 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Sanktioner, renter, tilbagebetaling m.v.)

§ 1

I lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 592 af 14. juli 1999, som ændret ved lov nr. 1084 af 29. december 1999, foretages følgende ændringer:

1. I § 46 indsættes som stk. 2-5:

"Stk. 2. Udbetales dagpenge ikke rettidigt, jf. stk. 1, og skyldes dette ikke medlemmets forhold, forrentes beløbet med den aktuelt gældende morarente efter rentelovens § 5 fra forfaldsdagen, jf. dog stk. 3. Rentebeløb, der er mindre end højeste dagpenge for en dag, jf. § 47, udbetales ikke.

Stk. 4. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse ved efterbetaling af andre ydelser fra kassen, bortset fra kursusgodtgørelse, og ved forsinket udbetaling af en skattefri præmie, jf. § 74 og § 75 c, stk. 10-12.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2000.

Stk. 2. § 46, stk. 2 og 4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, har virkning for udbetalinger, der rettidigt kan finde sted den 1. juli 2000 eller senere.

Bemærkningerne til lovforslag L 161, som blev til lov nr. 334 af 17. maj 2000

Almindelige bemærkninger

2. Forrentning af efterbetalings- og tilbagebetalingsbeløb

Efter den gældende lov sker der ingen forrentning af ydelser, der udbetales for sent. Især i tilfælde, hvor et medlem efter en administrativ afgørelse skal have efterbetalt et større ydelsesbeløb, kan den manglende forrentning synes urimelig. Det gælder ikke mindst, fordi efterbetaling, der er følge af en domstolsafgørelse, som hovedregel tillægges procesrente. Regler om forrentning findes ligeledes ved efterbetaling til borgerne på andre områder, fx skatteområdet.

Tilsvarende sker der ingen forrentning af fejludbetalte ydelser. Det betyder, at ydelser, som et medlem har fået udbetalt med urette, og som skal tilbagebetales, reelt kan sidestilles med et rentefrit lån. Herved er det mere attraktivt for et medlem at afvikle anden gæld end gæld til kassen, hvilket kan gøre inddrivelsen af tilbagebetalingsbeløb mindre effektiv.

Det foreslås derfor at indføre rentebestemmelser, der omfatter såvel efterbetalings- som tilbagebetalingsbeløb. Det foreslås, at rentesatsen svarer til morarentesatsen i rentelovens § 5, som p.t. udgør diskontoen + 5 pct.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til nr. 1 (den senere vedtagne lovs § 46, stk. 2-5)

Efter gældende lov har medlemmerne ikke krav på rente, når udbetalinger fra a-kasserne ikke sker til tiden. Der kan i nogle tilfælde være tale om forsinket betaling af væsentlige beløb, f.eks. hvis medlemmet efter behandlingen af en klagesag får efterbetalt ydelser for en længere periode. Det er ikke rimeligt, at der i sådanne tilfælde ikke sker forrentning.

Det foreslås, at ydelsesbeløb, der ikke udbetales rettidigt, forrentes med den aktuelt gældende morarente efter rentelovens § 5, hvilket svarer til diskontoen + 5 pct. Der skal dog ikke tillægges rente, hvis forsinkelsen af udbetalingen skyldes medlemmets egne forhold. Det kan f.eks. være, at medlemmet ikke har indleveret dagpengekortet rettidigt eller ikke har givet kassen alle oplysninger, der har betydning for at vurdere retten til dagpenge eller for beregningen af dagpenge. Af hensyn til administrationen af rentebestemmelserne foreslås en bagatelgrænse, således at der ikke udbetales rentebeløb, der er mindre end højeste dagpenge for en dag.

Det foreslås, at reglerne anvendes i forhold til alle ydelser, bortset fra kursusgodtgørelse, som udbetales af kassen, samt i forhold til den skattefri præmie i efterlønsordningen. Det foreslås, at reglerne ikke anvendes i forhold til dagpenge efter forordning (EØS) 1408/71, som ikke udbetales af a-kasserne.

Renten løber efter forslaget fra forfaldsdagen, det vil sige fra det tidspunkt, hvor medlemmet havde krav på at modtage beløbet. Sker der en samlet efterbetaling af flere løbende ydelser, beregnes renten fra forfaldsdagen for hver enkelt ydelse. Det bemærkes, at a-kasserne efter de gældende regler som udgangspunkt selv fastsætter, hvornår dagpenge og andre løbende ydelser skal være til disposition for medlemmerne.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2000.

Det foreslås i stk. 2, at reglerne om forrentning af efterbetalingsbeløb får virkning for udbetalinger, hvor forsinkelse indtræder efter lovens ikrafttræden.

Lov om renter ved forsinket betaling m.v. (Justitsministeriets lovbekendtgørelse nr. 583 af 1. september 1986)

§ 3

Stk. 5. Hvis særlige forhold begrunder det, kan retten bestemme, at rente skal betales fra et tidligere eller senere tidspunkt.

§ 8. Hvis pengekrav uden for formuerettens område ikke betales i rette tid, skal rente som fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, betales fra den dag, da fordringshaveren begyndte retsforfølgning til betaling af gælden.

Stk. 2. § 3, stk. 5, § 4, stk. 1, § 5, stk. 3, og § 6 gælder også for pengekrav uden for formuerettens område.

Versioner

1. 2003-05-20