Opfyldelse af 2 års reglen som kombinationsforsikret
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9267@2003-05-20/da
Indhold
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 23. januar 2003.
Nævnet traf denne
A F G Ø R E L S E
Ankenævnet finder, at De skal stilles som om De fra 1. februar 2002 opfylder kravet til beskæftigelse i relation til 2 års reglen.
Ankenævnet finder, at xxx Arbejdsløshedskasse i forbindelse med Deres ansøgning om kombina-tionsforsikring eller ved Deres senere henvendelser til kassen burde havde vejledt Dem om de særlige betingelser for opfyldelse af 2 års reglen som kombinationsforsikret medlem.
Ankenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at
- De modtog efterlønsbevis den 27. januar 2000
- det af a-kassens følgeskrivelse i forbindelse med fremsendelse af efterlønsbeviset bl.a. fremgik:” hvis du i 2 år arbejder mere end 30 timer om ugen som selvstændig efter den 27. januar, ”.
- der i selve efterlønsbeviset af 18. januar 2000 bl.a. står:” hvis De med virkning fra den 27. januar 2000 udskyder Deres overgang til efterløn i mindst 2 år, og De dokumenterer, at De i denne periode har lønarbejde eller selvstændig virksomhed som kombinationsforsikret i mindst 3120 timer, ..”
- De selv har undersøgt reglerne så godt De kunne bl.a. ved at rette personlige henvendelser til xxx Arbejdsløshedskasse sammen med Deres revisor.
- De - såfremt De havde været vejledt tilstrækkeligt - ville have kunnet tilrettelægge Deres arbejde ved kirken således, at De havde fået de timer, De manglede.
Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på,
- at der er tale om nogle særlige betingelser ved opfyldelse af 2 års reglen som kombinationsforsikret
- at den vejledning De har modtaget i pjecen om kombinationsforsikring samt i forbindelse med modtagelsen af efterlønsbeviset ikke synes fyldestgørende. De blev således tilsyneladende ikke vejledt tilstrækkeligt om de særlige betingelser for opfyldelse af 2 års reglen som kombinationsforsikret.
- at kassen ikke ved Deres personlige henvendelser har vejledt Dem om reglerne.
De skal således stilles, som om De var blevet vejledt om reglerne for kombinationsforsikring og på denne baggrund havde arbejdet således, at De kunne komme til at opfylde kravet til beskæftigelse i relation til 2 års reglen.
Ankenævnet henviser til
lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001 §§ 65, 74i og 74 j
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 594 af 22. juni 2001 om fleksibel efterløn
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1057 af 18. december 1997 om kombinationsforsikring
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 310 af 19. maj 1999 om en a-kasses pligt til at vejlede m.v.
Ankenævnet ændrer således direktoratets afgørelse af 19. juli 2002.
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:
”Den 13. december 1999 fik De status som kombinationsforsikret medlem af a-kassen. I den forbindelse skriver a-kassen til Dem den 15. december 1999, og beder Dem indsende dokumentation for indbetaling af moms. Sammen med brevet for De tilsendt a-kassens pjece ”Kombiforsikring – når du både er selvstændig og lønmodtager”.
Den 13. december 1999 modtog a-kassen Deres ansøgning om efterlønsbevis. På Deres ansøgning om efterlønsbevis har De bl.a. oplyst at Deres gennemsnitlige arbejdstid ved landbruget er 31 timer om ugen.
Den 24. januar 2000 modtog a-kassen et brev fra Deres revisor med overskriften ”Kombinationsforsikring – Efterlønsbevis”. I brevet er redegjort for Deres arbejdsforhold i perioden 1996-1999, dels ved selvstændig virksomhed og dels ved lønarbejde.
Den 18. januar 2000 udsteder a-kassen Deres efterlønsbevis med virkning fra den 27. januar 2000. I a-kassens brev står bl.a.: ”hvis du i 2 år arbejder mere end 30 timer om ugen som selvstændig efter den 27. januar 2000, ”.
I selve beviset af 18. januar 2000 står bl.a.: ”Hvis De med virkning fra den 27. januar 2000 udskyder Deres overgang til efterløn i mindst 2 år, og De dokumenterer, at De i denne periode har lønarbejde eller selvstændig virksomhed som kombinationsforsikret i mindste 3120 timer, ” og herefter en beskrivelse af Deres rettigheder hvis De opfylder 2 års reglen.
Den 3. december 2001 søgte De a-kassen om at overgå til efterløn den 1. februar 2002. De har udfyldt dels ansøgning om efterløn for lønmodtagere (AR 283) og dels erklæring til brug ved overgang til efterløn efter endeligt ophør som selvstændig (AR 267). På blanket AR 267 har De oplyst at De ophører Deres arbejde i landbruget den 31. januar 2002, og at De i gennemsnit har arbejdet 20 timer om ugen ved landbruget.
Sammen med ansøgningen er vedlagt dokumentation for ophør af Deres lønarbejde som gravemedhjælper ved xxx Kirke pr. 31. januar 2002. Ligeledes er vedlagt redegørelse fra Deres revisor af 29. november om Deres arbejdsforhold i år 2000 dels ved lønarbejde og dels ved den selvstændige virksomhed. Den 10. januar 2002 har Deres revisor i brev til a-kassen redegjort for Deres arbejdsforhold i år 2001.
Den 30. januar har a-kassen sendt afgørelse til Dem, hvoraf fremgår at De har ret til efterløn fra 1. februar 2002. Af afgørelsen fremgår at Deres efterlønssats er 2750 kr. om ugen og der vil ske fradrag af Deres pensioner i udbetalingen af efterløn.
Den 6. marts 2002 har a-kassen truffet særskilt afgørelse om at De ikke opfylder 2 års reglen, da De kun kan medregne 2710 timer til opgørelse af 2 års reglen.
Den 14. marts 2002 klager De over a-kassens afgørelse, og anfører bl.a. at De var i god tro om opfyldelse af 2 års reglen da De søgte om overgang til efterløn den 1. februar 2002. De synes at det er uretfærdigt at timerne fra Deres landbrug ikke tæller fuldt ud. I Deres efterlønsbevis står kun at De skal arbejde 30 timer om ugen efter datoen på beviset. Sammen med Deres klage er vedlagt lønsedler fra xxx.
Den 26. marts 2002 har a-kassen skrevet til Dem og bedt Dem gennemgå de oplysninger a-kassen har indhentet om Deres løntimer ved xxx Kirkekasse, ved xxx og a-kassens korrigerede opgørelse af løntimer.
Den 8. april 2002 har De på ny klaget til a-kassen. De skriver bl.a. at De ikke forstår hvorfor timer på gården ikke kan regnes med i uger hvor De ikke har lønarbejde, da det jo netop er i disse uger at De skal have lavet noget på gården. Desuden forstår De ikke at De f.eks. i en uge hvor der er 3,5 times lønarbejde kun må arbejde 6 timer på gården og en uge hvor De har kun 1 løntime må arbejde 15 timer på gården. De finder at reglerne for kombinationsforsikrede er helt urimelige, da timer i den selvstændige virksomhed ikke er lige så meget værd som timer ved lønarbejde. De føler – set i bakspejlet – at De har spildt 2 år, da De nu alligevel ikke opfylder 2 års reglen.
Den 24. april 2002 har a-kassens afdeling i xxx skrevet til xxx Arbejdsløshedskasses hovedkontor, og oplyser at De den 3. december 2001 mødte op i a-kassen og aflevere papirer til brug for ansøgning om efterløn. A-kassen oplyste i den forbindelse at Deres sag skulle behandles på hovedkontoret. A-kassen spurgte nok til om De havde 3120 arbejdstimer, da det var meget snært efter 27. januar 2002, at De ønskede et gå på efterløn. De oplyste at De havde materiale fra Deres landbrugskonsulent som bekræftede timerne. Disse oplysninger blev ikke nærmere gennemgået.
Den 6. maj skriver De på ny til a-kassen. De oplyser at det var Deres og Deres kones opfattelse at det på mødet på afdelingskontoret fremgik at De havde timer nok til 2 års reglen. Den 2. maj 2002 ringede de til xxx og skulle have oplyst Dem om 2 års kravet, og fik at vide at De selv skulle have spurgt til 2 års kravet. Men De kan ikke spørge om noget De ikke ved. De mener at a-kassen bør indrømme at den har begået en fejl.
A-kassen har ikke fundet grundlag for at ændre afgørelsen af 6. marts 2002 og har derfor den 12. juni 2002 sendt Deres klage og sagens bilag til direktoratets videre behandling.”
2. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 19. juli 2002 denne afgørelse:
”De opfylder ikke 2 års reglen som kombinationsforsikret medlem.
De kan ikke stilles bedre end reglerne giver mulighed for.
Begrundelse
Et medlem der efter udstedelse at sit efterlønsbevis har haft mindst 3120 timers arbejde indenfor mindst 2 år, kan opnå visse fordele ved overgang til efterløn. Det fremgår af § 74 i, stk. 9 og § 74 j, stk. 5 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001 og § 11, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 594 af 22. juni 2001 om fleksibel efterløn.
De har med virkning fra 27. januar 2000 fået udstedt et efterlønsbevis som kombinationforsikret medlem. De overgik til efterløn den 1. februar 2002, og opfylder derfor den tidsmæssige betingelse for opfyldelse af 2 års reglen.
For kombinationsforsikrede medlemmer, opgøres timer til brug for opfyldelse af 2 års reglen både med løntimer og arbejdstimer i den selvstændige virksomhed.
Det fremgår af § 6, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 1057 af 18. december 1997 om kombinationsforsikring at timer ved den selvstændige virksomhed højst med 15 timer om ugen og kun i uger hvor der ligeledes har været lønarbejde.
Af § 6, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 1057 af 18. december 1997 om kombinationsforsikring, fremgår at der højst kan medregnes et timetal for hver uge der svarer til fuld overenskomstmæssig arbejdstid, hvilket vil sige 37 timer om ugen.
A-kassen har opgjort det samlede timetal De som kombinationsforsikret kan medregne til opfyldelse af 2 års reglen i perioden 27. januar 2000 til 1. februar 2002 til 2710 timer. Direktoratet har gennemgået a-kassen opgørelse og finder at den er foretaget på et korrekt grundlag.
A-kassens opgørelse er senere korrigeret til 2797 timer, ved medregning af løntimer fra xxx. Kravet om 3120 timer er efter direktoratets opfattelse stadig ikke opfyldt.
De har spurgt hvorfor De i en uge med 3,5 løntimer kun medregne 6 timer fra gården. I uge 4/2000 får Deres efterlønsbevis virkning torsdag den 27. januar 2000. Derfor kan der kun medregnes timer fra den selvstændige virksomhed fra torsdag i den pågældende uge.
De har spurgt hvorfor der i en uge med bare 1 løntime kan medregnes 15 timer på gården. I uge 21/2001 har De 1 løntime. Da det er en betingelse for medregning af timer fra den selvstændige virksomhed, at der har været lønarbejde i ugen, kan der i denne uge medregnes 15 timer fra gården. De 15 timer er det maksimale timetal, der kan medregnes pr. uge fra den selvstændige virksomhed.
Direktoratet finder det uheldigt at a-kassen ikke har meddelt Dem datoen for hvornår De er overgået til kombinationsforsikring.
De har dog fået tilsendt a-kassens pjece ”Kombiforsikring – når du er både selvstændig og lønmodtager”. I denne pjece er reglerne for opgørelse af beskæftigelseskravet beskrevet under afsnittet ”Krav om arbejde”, som vedrører kombinationsforsikredes ret til dagpenge.
Ligeledes er det uheldigt at der i a-kassens brev, der blev sendt sammen med Deres efterlønsbevis, ikke fremgår de særlige betingelser for opfyldelse af 2 års reglen som kombinationsforsikret medlem.
Såfremt De var i tvivl om De opfyldte betingelserne som kombinationsforsikret burde De have rettet henvendelse til a-kassen.
Direktoratet gør Dem i øvrigt opmærksom på, at hvis De mener at have lidt et tab som følge af a-kassens behandling af sagen, må kravet rejses over for a-kassen eventuelt via de civile domstole.”
3. Klagen til ankenævnet
I klagen har De bl.a anført, at det hele sagen drejer sig om er, at De ikke har fået sagkyndig bistand fra xxx Arbejdløshedskasse og hjælp til at forstå den indviklede 2 års regel.
Videre har De anført, at da De fik efterlønsbeviset og blev kombinationsforsikret, skulle De oplyse, hvor mange timer De ville få ved landbruget. Det ville blive ca. 850 timer om året, eller 1.700 timer i de 2 år. Da skulle xxx Arbejdsløshedskasse jo have sagt ”hov” det kunne De ikke regne med. Dette finder De først ud af, da de 2 år er gået.
Uanset hvor mange timer De havde skrevet på ved landbruget, var regnestykket blevet det samme, altså 2 års kravet. De var gået ud fra de 1.700 timer, og arbejdsløshedskassen er kommet frem til 1.043 timer.
Arbejdsdirektoratet havde i afgørelsen skrevet ”Såfremt De var i tvivl om De opfyldte betingelserne som kombinationsforsikret burde De have rettet henvendelse til A-kassen.” Det havde De aldrig været i tvivl om, fordi De mødte op hos xxx Arbejdsløshedskasse, blev der kun talt om, at De skulle opfylde kravet på 3.120 timer i de 2 år og ikke et ord om, hvordan timerne skulle regnes ud.
Endvidere har De anført, at det først var 5 uger efter, at De var gået på efterløn, altså den 6. marts 2002, at De fik tilsendt bekendtgørelsen om kombinationsforsikringen og igen den 26. marts 2002 udregningen af det for Dem urimelige 2 års krav. Arbejdsløshedskassen skrev også til Arbejds-direktoratet: ” xxx skal efter omstændighederne ikke stille sig hindrende for, om Arbejdsdirektoratet meget efter omstændighederne skulle finde, at der kan være grundlag for at imødekomme xxxs forventning om overgang til efterløn med den ”høje sats” og med fuld udbetaling uden modregning for pensioner, da xxx som kombinationsforsikret ikke har været tilstrækkelig opmærksom på de særlige regler for opgørelse af kravet om mindst 3.120 timers beskæftigelse”. De fandt, at xxx skulle have skrevet, at De ikke havde fået tilstrækkelig rådgivning af kassen.
Endelig bemærkede De, at direktoratet ligeledes fandt, at det var uheldigt, at der i kassens brev, der blev sendt sammen med Deres efterlønsbevis, ikke fremgik de særlige betingelser for opfyldelse af 2 års reglen som kombinationsforsikret medlem.
De fandt det svært at forstå, at De havde fået afslag på Deres klage, da både xxx og direktoratet faktisk gav Dem medhold.
Såfremt ankenævnet syntes, at det kunne fremme sagen ville De gerne komme over til en samtale. Der var ting, De godt ville have belyst eller drøftet.
4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen
Direktoratet bemærkede, at direktoratet i sin afgørelse havde henvist Dem til civilt søgsmål, såfremt De mente at have lidt et tab som følge af a-kassens sagsbehandling.
Der var ikke kommet nye oplysninger, der gav direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.
5. Nyt efter klagen
Ved telefonisk henvendelse til Dem den 13. januar 2003 oplyste Deres ægtefælle bl.a., at sagen var blevet en principsag for Dem.
De var først blevet konfronteret med de rigtige regler efter, at De var gået på efterløn. De havde virkelig undersøgt forholdene så godt De kunne. Blandt andet var De sammen med Deres ægtefælle taget til møde i a-kassen i xxx dengang De først skulle udfylde papirerne. A-kassen gav dengang grønt lys. Nu efterfølgende så det ud som om A-kassen forsøgte at fralægge sig ansvaret.
Ved telefonisk henvendelse til Dem den 17. januar 2003 oplyste De bl.a., at det var den samme dame i xxx, der havde hjulpet Dem med at skrive den oprindelige klage af 14. marts 2002, som også havde hjulpet Dem med klageskrivelsen af 8. april 2002. I forbindelse hermed regnede hun ud på en regnemaskine, hvor mange timer De skulle have. Dette tal var 3.120 timer. En strimmel fra regnemaskinen var vedlagt klagen fra april 2002.
Endvidere bemærkede De, at hver gang De skulle udfylde papirer til brug for sagen tog De sammen med Deres revisor personligt til xxx i xxx for at være sikker på, at alt blev rigtigt udfyldt. De havde overhovedet ikke fået noget at vide om, at timerne ved den selvstændige virksomhed højst kunne medregnes med 15 timer om ugen og kun i uger, hvor der samtidig havde været lønarbejde. Såfremt De havde været rigtigt informeret, kunne De have lagt en plan for optjeningen i 2 års perioden, inden perioden begyndte. Der var ikke tvivl om, at De kunne have fået arbejde ved kirken for de timer, De manglede. De kunne næsten selv bestemme Deres arbejde ved kirken.
Videre anførte De, at De først fik bekendtgørelsen om kombinationsforsikringen 5 uger efter, at De var gået på efterløn. Deres revisor havde heller ikke fået bekendtgørelsen.
6. Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001:
§ 65
Arbejdsløshedskassen skal vejlede medlemmet om de rettigheder og pligter, der følger af lovens kapitel 7-16, samt om medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen.
§ 74 i
Stk. 9. Et medlem, som tidligst overgår til efterløn mindst 2 år efter, at efterlønsbeviset har virkning, og som i denne periode har haft lønarbejde i mindst 3.120 timer, et deltidsforsikret medlem dog mindst 2.496 timer, eller har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, skal alene have foretaget fradrag efter stk. 6. Fradraget udgør 55 pct. af det udbetalte pensionsbeløb pr. efterlønstime. Det er en betingelse, at medlemmet ikke har fået udbetalt delpension efter lov om delpension.
§ 74 j
Stk. 5. Et medlem, som tidligst overgår til efterløn mindst 2 år efter, at efterlønsbeviset har virkning, og som i denne periode har haft lønarbejde i mindst 3.120 timer, et deltidsforsikret medlem dog mindst 2.496 timer, eller har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, har ret til efterløn med et beløb, der svarer til den dagpengesats, medlemmet ville være berettiget til i tilfælde af ledighed på overgangstidspunktet, jf. dog § 74 b, stk. 3. Det er en betingelse, at medlemmet ikke har fået udbetalt delpension efter lov om delpension.
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 594 af 22. juni 2001 om fleksibel efterløn
§ 11. Et medlem, som tidligst overgår til efterløn mindst 2 år efter bevistidspunktet, og som i den periode har haft lønarbejde eller selvstændig virksomhed som kombinationsforsikret i mindst 3.120 timer, et deltidsforsikret medlem dog mindst 2.496 timer, eller drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, har ret til:
1) at få efterløn med den dagpengesats, medlemmet ville være berettiget til i tilfælde af ledighed, dog mindst satsen i efterlønsbeviset,
2) at få fradrag for pension m.v. i efterlønnen udelukkende efter § 22, og
3) at optjene en skattefri præmie efter § 12.
Stk. 2. Arbejde til at opfylde kravet i stk. 1 gøres op og dokumenteres efter reglerne om optjening af beskæftigelseskravet i bekendtgørelse om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode samt i bekendtgørelse om kombinationsforsikring, jf. dog stk. 3 og 4. Medlemmets status som fuldtids- eller deltidsforsikret medlem på bevistidspunktet er afgørende for opgørelsen af kravet i stk. 2.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1057 af 18. december 1997 om kombinationsforsikring:
§ 6. Lønarbejde medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet, jf. direktoratets bekendtgørelse om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode.
Stk. 2. Selvstændig virksomhed udøvet fra og med den 1. januar 1998 medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet med 15 timer ugentligt, hvis medlemmet godtgør at have udøvet virksomheden i mindst dette omfang pr. uge. Beskæftigelse ved selvstændig virksomhed kan kun medregnes i de uger, hvor medlemmet samtidig har haft lønarbejde.
Stk. 3. Ved beregningen af beskæftigelseskravet kan der for hver uge højst medregnes et timetal, der svarer til den almindeligt gældende, fulde overenskomstmæssige arbejdstid.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 310 af 19. maj 1999 om en a-kasses pligt til at vejlede m.v.:
§ 1
En a-kasse har pligt til at vejlede sine medlemmer om de rettigheder og pligter, der følger af kapitel 7-16 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., samt om medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen.
Stk. 2. En a-kasse har pligt til at give det enkelte medlem individuel og personlig vejledning, når medlemmet har særligt behov herfor.
§ 5
A-kassen skal vejlede et medlem i god tid forud for det 60. år om,
1) hvordan medlemmet får udstedt et efterlønsbevis,
2) hvad beviset garanterer, og
3) om de rettigheder, der er forbundet med beviset