Hjælp til udgifter til samvær - af fuldmægtig Lise Gry Beder\n(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2 af maj 2003)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9348@2003-07-21/da
Indhold
(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2 af maj 2003)
Lovgrundlaget
Det fremgår af lov om aktiv socialpolitik § 83, stk. 1, at kommunen kan yde hjælp til udgifter ved udøvelse af samvær med egne børn under 18 år, som ikke bor hos ansøgeren.
Det er en betingelse for at yde hjælp, at ansøgeren ikke har økonomisk mulighed for at betale udgiften.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lov om forældremyndighed og samvær § 16, hvorefter et barns forbindelse med begge forældre skal søges bevaret ved, at den af forældrene, der ikke har barnet boende hos sig, har ret til samvær, uanset om der er fælles forældremyndighed eller ej.
Barnets behov er omdrejningspunktet for vurderingen. Med muligheden for at yde hjælp efter § 83, stk. 1 kan det sikres, at også børn af forældre i økonomisk trang får mulighed for at opretholde kontakten gennem samværet.
Personkreds
Selvom bestemmelsen er placeret i lov om aktiv socialpolitik, er den ikke forbeholdt kontanthjælpsmodtagere. Andre lavtlønsgrupper kan også få hjælp efter bestemmelsen. Det samme gælder pensionister og studerende.
Indsatte kan få hjælp til samværsudgifter efter bekendtgørelse nr. 559 af 21. juni 2000 om kontanthjælp til varetægtsfængslede eller indsatte i fængsler og arresthuse, § 6. For personer omfattet af integrationsloven ydes hjælp til samværsudgifter efter lovens § 37.
Behovsvurderingen
Hjælpen skal udmåles efter en konkret og individuel vurdering. I vurderingen skal indgå barnets behov, omfanget af det faktiske samvær før det økonomiske behov opstod, og udgifternes størrelse.
Der findes ikke regler for udgiftsarten eller vejledende takster for udmålingen. Efter fast praksis kan der ydes hjælp til fx kost, transport og deltagelse i aktiviteter, fx entre til museum. Der kan ydes hjælp til både barnets og forælderens udgifter.
Ankestyrelsen har ikke fundet grundlag for en generel kritik af, at kommuner i skønsvurderingen inddrager de vejledende satser i KL/Amtsrådsforeningens skrivelse om »vederlag .m.v. jf. § 49 i serviceloven samt vejledende satser for lommepenge, arbejdsvederlag m.v. til børn og unge i formidlet døgnophold og i døgninstitution « . Det er dog vigtigt at understrege, at en sådan anvendelse ikke må erstatte det frie skøn.
Kostudgifter
Ankestyrelsen behandlede spørgsmålet i SM A-37-02, hvor kommunen ved den konkrete anvendelse havde sat skønnet under regel ved udelukkende at bruge de vejledende satser for udmålingen.
En ansøger, der havde samvær med 5 børn i alderen fra 3 til 12 år hver anden lørdag fra kl. 12 til kl. 17 fik udbetalt i alt 82,50 kroner pr. samvær. Det fremgik af journalen, at der blev udmålt »halv takst « kr. 16.50 pr. barn.
Ansøgeren havde anført, at der for det bevilgede beløb ikke engang kunne købes mad til børnene, og at han derudover også havde ønsket hjælp til lidt aktiviteter en gang i mellem.
Ankestyrelsen hjemviste sagen til kommunen, idet man ikke fandt, at kommunen, ved udelukkende at anvende den faste takst for kost, havde taget det fornødne individuelle hensyn til ansøgerens mulighed for at gennemføre samværet.
Det kan her tilføjes, at en kommune som forvaltningsmyndighed har pligt til at vejlede en ansøger om mulighederne for hjælp. Er der tilstrækkelig anledning til det, bør kommunen som følge af god forvaltningsskik efter omstændighederne på eget initiativ vejlede en ansøger om, hvilke muligheder der er for at få hjælp efter en given bestemmelse.
Normal lønindtægt
Når der ansøges om særlig store udgifter, fx til transport, kan der opstå tvivl om, hvordan vurderingen skal foretages set i lyset af, at der ikke ydes hjælp til udgifter, som ikke vil kunne afholdes af en normal lønindtægt.
Betingelsen om at udgifterne skal vurderes i forhold til en normal lønindtægt fremgår ikke af selve loven, men af lovbemærkningerne til § 83 og af Socialministeriets vejledning til aktivloven, pkt. 411.
Bemærkningen har til formål at forhindre, at ansøgere bliver bedre stillet end personer, som på grund af deres indtægtsforhold ikke vil kunne modtage hjælp efter § 83.
Store transportudgifter
Spørgsmålet er behandlet i SM A-9-03.
En far havde igennem 3 år haft regelmæssigt samvær hver 14. dag med sin søn, da han efter en ulykke blev blind. Efter ulykken søgte han om hjælp til kørsel med taxa frem og tilbage hver 2. weekend.
Han henviste til, at han ikke selv var i stand til at hente sønnen, som endnu ikke selv kunne tage offentlige transportmidler, da der var tale om flere skift.
Det fremgik af udtalelser fra skole og familieterapeut, at sønnen, der var 11 år, var meget umoden og usikker af sin alder og blandt andet endnu ikke kunne klokken. Han kunne derfor ikke selv tage offentlig transport endnu.
Kommunen var enig i behovet for taxatransport og bevilgede den ansøgte kørsel, men begrænsede hjælpen til hjælp hver 4. weekend, med den begrundelse, at en udgift på 2.491 kr. pr. måned til kørsel hver 2. weekend ikke ville kunne afholdes af en normalindtægt.
Særlig når der skal bevilges hjælp til transport kan der opstå tvivl om, hvor tit det er rimeligt at have samvær.
Civilretsdirektoratets udgangspunkt for fastsættelse af samvær er hver 2. weekend fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag/aften samt 1 hverdag hver 2. uge.
Der fastsættes også normalt samvær nogle dage i julen og i påsken, 1-2 uger i sommerferien, samt i efterårs/vinterferien, medmindre konkrete omstændigheder taler imod dette.
Konkret kan samværet fastsættes i større eller mindre omfang. Der lægges især vægt på den samværsberettigedes hidtidige kontakt med barnet og barnets alder.
Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke kunne begrænse hjælpen til hver 4. uge alene ved at henvise til udgifternes størrelse.
I den konkrete sag burde der lægges vægt på, at der forud for ulykken havde været et regelmæssigt samvær hver 2. weekend og at samværet lå indenfor Civilretsdirektoratets generelle udgangspunkt, når de fastsætter samvær.
Ankestyrelsen bemærkede i afgørelsen, at udgangspunktet for at yde hjælp efter § 83 er en konkret og individuel vurdering af mulighederne for at gennemføre samværet. Der kan derfor uanset betingelsen om normalindtægt ydes hjælp til (også) store udgifter, når forholdene i øvrigt taler herfor.
Inddragelser af hensyn til udgifternes størrelse og muligheden for at afholde udgiften af en normalindtægt er et lovligt kriterium, der bør indgå i den samlede vurdering, men afvejningerne må ikke føre til, at en hidtidig regelmæssig kontakt (som i SM A-9-03) på denne måde reelt begrænses.
Det er vigtigt at holde fast i det overordnede princip om, at hjælpen skal udmåles efter en konkret og individuel vurdering af mulighederne for at gennemføre samværet.
Det kan tilføjes, at en kommune imidlertid ikke er forpligtet til at yde hjælp til samvær, der går ud over det generelle udgangspunkt for fastsættelse af samvær, uanset om forældrene selv måtte have indgået en anden aftale. Ankestyrelsen har for nylig haft spørgsmålet oppe i SM A-4-03.
Store udgifter på grund af handicap
Hvis en forælder på grund af handicap har et særligt behov for hjælp til samværet kan det give anledning til særlige overvejelser. Udgifterne kan i disse tilfælde være ganske store.
Pligten til at foretage en vurdering af mulighederne for at bevilge hjælp efter hele den sociale lovgivning fremgår af retssikkerhedslovens § 5.
Hverken serviceloven eller pensionsloven indeholder imidlertid bestemmelser om udgifter i forbindelse med samvær. Det må således antages, at aktivlovens § 83 som specialbestemmelse skal anvendes forud for serviceloven og pensionsloven, når det gælder de rene samværsudgifter.
Anderledes gælder det, når der ikke direkte er tale om rene samværsudgifter, men i stedet udgifter, der relaterer sig til forælderens handicap.
Behov for personlig hjælper
Ankestyrelsen behandlede spørgsmålet i SM A-6-03.
En far søgte om hjælp til udgifterne til en personlig hjælper til samværet med sit 5-årige barn. Ansøgeren var lam i benene og delvis lammet i hænder og arme. Han modtog højeste førtidspension og plejetillæg og havde fået bevilget ledsagerordning med 15 timer om måneden.
Ankestyrelsen har i en tidligere afgørelse (SM A-14-01) afgjort, at et plejetillæg kan anvendes til betaling af hjælper, fordi behovet for personlig hjælp er begrundet i forælderens handicap.
I A-6-03 anførte ansøgeren, at plejetillægget ikke kunne dække alle udgifterne til den personlige hjælper, fordi det også blev anvendt til andre formål.
I en sådan situation er det Ankestyrelsens opfattelse, at kommunen bør overveje mulighederne for at bevilge hjælpen efter servicelovens § 71, jf. blandt andet SM C-17-01, hvoraf fremgår, at handicappede forældre efter en konkret vurdering kan være berettiget til at modtage hjemmehjælp til at klare opgaver i forhold til deres børn, og subsidiært pensionslovens § 17, stk. 2 som personligt tillæg.
Hvis der er bevilget ledsagerordning gøres opmærksom på, at Ankestyrelsen for nylig har afgjort, at en ledsagerordning efter servicelovens § 78 ikke kan anvendes til socialpædagogisk bistand (SM C-2-03).
For så vidt angår den økonomiske vurdering bemærkes det, at eventuelle særlige tillæg på grund af handicap, fx bistands- og plejetillæg eller invaliditetsydelse skal holdes udenfor indtægtsberegningen ved beregningen af samværsudgifterne efter § 83, fx kost og transport, fordi disse ydelser er bevilget til et andet formål end samværet.
Trangsvurderingen
Kommunen kan kun yde hjælp, hvis ansøgeren ikke har indtægter eller formue, som kan dække behovet.
Ved bevillinger og afslag på grund af økonomiske forhold skal der derfor altid ske en afdækning af indtægter og samtlige rimelige udgifter med henblik på en vurdering af ansøgerens økonomiske forhold. Ankestyrelsen har for nylig behandlet spørgsmålet i 2 afgørelser.
Indtægtsvurderingen
Det kan overvejes, hvordan en kontanthjælpsmodtager med forsørgertillæg skal vurderes. Spørgsmålet har været oppe i SM A-4-03.
Ankestyrelsen fandt, at et eventuelt forsørgertillæg, som ydes til forsørgere over 25 år, uanset om de har barnet boende hos sig eller ej, ikke fører til, at der skal foretages en anden behovsvurdering. Uanset det ydede forsørgertillæg er der er tale om en normal behovsvurdering.
Rådighedsbeløbet skal beregnes på baggrund af den samlede indtægt, inklusiv forsørgertillægget, fratrukket rimelige faste udgifter.
Formue
I SM A-44-02 fandt Ankestyrelsen, at en udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne for en arbejdsskade ikke skulle medregnes ved vurderingen af ansøgers formue.
Begrundelsen for afgørelsen var, at erstatning for tab af erhvervsevne ikke har indflydelse på kontanthjælpsreglerne i lov om aktiv socialpolitik, hverken ved beregning, tilbagebetaling eller betydning af formue. Dette gælder uanset om denne erstatning udbetales som et kapitalbeløb eller som en løbende ydelse.
Efter Ankestyrelsens opfattelse er der for disse erstatningers vedkommende ikke grundlag for at skelne mellem forsørgelsesydelser og enkeltydelser efter aktivloven.
Der er dog med afgørelsen ikke taget generel stilling til spørgsmålet om, hvorvidt aktivlovens § 14 om formuegrænserne gælder analogt.