Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9351@2003-07-21/da

Indhold

1. Indledning

(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2 af maj 2003)

I det følgende refereres nogle afgørelser, som Ankestyrelsen har modtaget inden for servicelovens og retssikkerhedslovens område i perioden fra 1. maj 2002 til ca. 15. april 2003.

Vedrørende servicelovens § 28 om merudgiftsydelse

En sag drejede sig om et barn, der var født i oktober 1998 med isoleret ganespalte i den bløde gane. Diagnosen blev først stillet i maj 2001.

I forbindelse med operation i sommeren 2001 søgte forældrene om tabt arbejdsfortjeneste samt merudgifter efter servicelovens § 28 med tilbagevirkende kraft fra ansøgningstidspunktet.

Kommunen meddelte, at der tidligst kunne ydes tilskud fra ansøgningstidspunktet.

Nævnet fandt, at der kunne ydes hjælp til nødvendige merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste fra før ansøgningstidspunktet, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt efter henholdsvis servicelovens § 28 og 29.

Der blev lagt vægt på, at lidelsen først blev konstateret i maj/juni 2001 og at forældrene således ikke havde haft mulighed for at søge om hjælp til merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste på et tidligere tidspunkt.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen skal bemærke, at styrelsen i SM O-30-89 vedrørende hjælp til medicin efter dagældende bistandslovs § 48 har udtalt, at der kunne ydes hjælp til medicinudgifter til et barn med kronisk lidelse afholdt inden ansøgningstidspunktet, såfremt ansøgningen blev indgivet til kommunen inden for rimelig tid.

Sagen kunne således være antaget til behandling til supplement af SM O-30-89, såfremt den havde været indbragt for Ankestyrelsen med henblik på afklaring af, hvilken betydning det har, at diagnoser først bliver stillet på et sent tidspunkt i relation til, hvor langt der kan ydes hjælp tilbage i tiden før ansøgningstidspunktet.

En kommune havde afslået at yde hjælp til dækning af udgifter til mobiltelefonering efter servicelovens § 28 i forbindelse med opringning til kommunen.

Kommunen havde bl.a. begrundet afgørelsen med, at telefonering fra en mobiltelefon var den enkeltes eget valg, at man kunne bede kommunen om at ringe op ved samtaler af længere varighed, og at der var tilbudt oftere møder, hvor tvivlsspørgsmål kunne afklares.

Nævnet fandt ansøgeren berettiget til dækning af sandsynliggjorte merudgifter til mobiltelefonering med fremadrettet virkning fra det tidspunkt, hvor det fandtes sandsynliggjort, at pågældende havde gjort kommunen opmærksom på disse udgifter og også havde fremvist en dokumentation, som sandsynliggjorde, at pågældende havde sådanne udgifter.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen finder afgørelsen tvivlsom, men styrelsen har ingen praksis vedrørende sådanne udgifter. Sagen ville være blevet antaget til behandling, såfremt den var blevet indbragt for styrelsen.

Vedrørende servicelovens § 29 om tabt arbejdsfortjeneste

En sag drejede sig om en ansøger, der var bevilget tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29 i perioden 29. januar 2001 til 29. april 2001.

Af bevillingsskrivelsen fremgik, at »hvis ansøger havde ferie til gode, som skulle afholdes inden den 2. maj 2001, skulle dette meddeles kommunen, idet feriepenge skulle modregnes i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste « .

Ansøger havde 22 feriedage til gode til afholdelse inden den 2. maj 2001, men underrettede ikke kommunen om dette og afholdt heller ikke disse feriedage.

Ansøger anmodede i august måned 2001 Feriekontoret om at få udbetalt feriepengene, som stod på feriekortet fra optjeningsåret 1999. Feriekontoret tillod, at det fulde uhævede feriebeløb udbetaltes.

Kommunen krævede herefter erstatning for tabt arbejdsfortjeneste tilbagebetalt for den periode, hvor ansøger kunne have modtaget feriegodtgørelse.

Ankestyrelsens bemærkninger

På det foreliggende ville Ankestyrelsen have antaget sagen til behandling, såfremt den var blevet indbragt for styrelsen.

Dels til supplement af SM O-12-96 til belysning af en situation, hvor feriepengene ikke var udbetalt i perioden med tabt arbejdsfortjeneste og ferien heller ikke afholdt og dels med henblik på afklaring af afgørelsens overensstemmelse med SM O-39-88 om tilbagebetaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

I SM O-39-88 fandt Ankestyrelsen ikke, at dagældende bistandslovs § 48 indeholdt hjemmel til at stille krav om tilbagebetaling af hjælp, der var ydet som hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Der er indsendt en afgørelse, hvor kommunen havde afvist at medinddrage værdien af firmabilordning ved beregning af den tabte arbejdsfortjeneste, da man mente, der var tale om en skattemæssig beregning.

Ansøger var blevet afskediget i august måned 2001 og havde siden gået arbejdsløs. Pågældende anmodede om tabt arbejdsfortjeneste i perioden 1. januar 2002 til 30. juli 2002 i forbindelse med sønnens handicap.

Ansøger havde som begrundelse for sin klage anført, at firmabilordningen var en integreret del af lønnen. Endvidere havde ansøger henvist til, at ordningen forhandledes synkront med andre løndele og den var beskrevet som en del af ansættelseskontrakten.

Af ansøgers lønseddel fremgik, at den månedlige lønindtægt androg 45.000 kr. Hertil kom firmabil, der var fastsat til en værdi på 5.588 kr. om måneden.

Nævnet fandt, at værdien af den firmaordning ansøger havde ved seneste arbejdsforhold inden modtagelsen af tabt arbejdsfortjeneste var en integreret del af lønnen.

Nævnet havde ved afgørelsen lagt vægt på, at formålet med bestemmelsen i servicelovens § 29 var, at ansøger skulle stilles som om hans barn ikke havde en nedsat funktionsevne.

Nævnet havde endvidere lagt vægt på, at firmabilordningen havde repræsenteret en løbende værdi for ansøger.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ingen praksis vedrørende en sådan ordning og ville sandsynligvis have antaget sagen til principiel behandling, såfremt sagen havde været indbragt for styrelsen til afklaring af om en firmabilordning kan anses for omfattet af begreberne »lønindtægt « eller »tillæg « i § 7, stk. 1 og 2 i Socialministeriets bekendtgørelse om merudgiftsydelsen efter § 28 og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 29 i lov om social service.

En kommune beregnede tabt arbejdsfortjeneste på grundlag af antal kalenderdage i månederne, medens arbejdsstedet beregnede bruttolønnen på grundlag af antal arbejdsdage/arbejdstimer i månederne.

Dette fik betydning i månederne februar og maj 2002, hvor en ansøger fra- og tiltrådte sit arbejde på »skæve « datoer og ikke den 1. i måneden.

Ansøger fik ikke fuld kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, hvis kommunen opgjorde tabt arbejdsfortjeneste efter antal kalenderdage.

Nævnet var af den opfattelse, at kommunen ved opgørelse af tabt arbejdsfortjeneste skulle anvende samme beregningsmetode som arbejdsstedet, og at den tabte arbejdsfortjeneste derfor skulle opgøres på grundlag af antal arbejdsdage/arbejdstimer i februar og i maj 2002.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ingen praksis vedrørende beregningsmetoden. Umiddelbart synes afgørelsen rigtig.

En sag drejede sig om, at en ansøger var gået ned i arbejdstid for at gå i Holding-terapi med sin søn.

Ansøger søgte om tabt arbejdsfortjeneste svarende til den nedsatte tid. Kommunen meddelte afslag.

Barnet led af sygdommen OCD - Obsessive-Compulsive Disorder – en sygdom bestående af tvangstanker og tvangshandlinger.

Af det fremsendte materiale, der var vedlagt afgørelsen fremgik bl.a., at hos et barn, der f.eks. lider af tvangshandlinger starter 1. Holdingssession typisk hos en terapeut.

Derefter opfordres forældrene til hjemme dagligt at udsætte barnet for den angst – eller det urovækkende objekt og derefter forhindre barnet i at gennemføre det ønskede ritual ved at holde om det og blive sammen indtil barnet er blevet glad og tilfreds og trangen til at gennemføre ritualet er helt forsvundet.

Kommunen fandt ikke, at barnet var omfattet af personkredsen og henviste i øvrigt til, at der ikke kunne ydes støtte til behandling.

Nævnet, hvis afgørelse kun var medsendt i indstillingsform, fandt at barnet var omfattet af personkredsen i servicelovens § 29, men at barnet måtte behandles i offentligt regi efter sædvanlige behandlingsmæssige retningslinier ved OCD.

Nævnet fandt, at der ikke forelå tilstrækkelig dokumentation for effektiviteten af behandling af OCD med Holding-terapi. Det sås således ikke at være nødvendigt, at der blev givet økonomisk støtte til tabt arbejdsfortjeneste til dette formål.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har til sammenligning afgjort en lignende sag vedrørende Domanmetoden, jf. SM O-29-02, hvor styrelsen fandt, at der var tale om en behandlingsudgift.

Det fremgik af sagen, at Sundhedsstyrelsen ud fra en bred sundhedsfaglig vurdering ikke kunne støtte genoptræningen efter metoden.

Det er tvivlsomt om Ankestyrelsen ville have antaget sagen, såfremt den havde været indbragt.

Havde den indsendte afgørelse derimod fået det modsatte resultat, ville Ankestyrelsen have antaget sagen og herunder taget stilling til personkredsen.

Vedrørende servicelovens § 66 om husvilde

Der er indsendt 1 afgørelse vedrørende servicelovens § 66 om husvilde. Sagen vedrørte den anviste boligs standard.

Nævnet fandt at spørgsmålet faldt udenfor nævnets kompetence og henviste til lejelovgivningen.

Af grundlaget for afgørelsen fremgik, at ansøgeren var tilbudt en pensionistbolig og der var bevilget indskudslån samt første måneds husleje i henhold til pensionslovens § 17, stk. 2.

Det fremgik ikke af afgørelsen, hvilken bestemmelse boligløsningen i kommunen var sket efter.

Nævnet havde i afgørelsen citeret servicelovens § 66.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen kan ikke på det foreliggende udtale sig om afgørelsens rigtighed.

Ankestyrelsen skal dog henvise til, at Socialministeriet i et informationsbrev af 10. december 2002 har udtalt, at retsforholdet mellem kommunen og borgeren, der får husly efter servicelovens § 66 ikke er omfattet af lejelovgivningen.

En mere varig boligløsning må ske via Økonomi- og Erhvervsministeriets lovgivning, f.eks. Almen-boligloven.

Vedrørende servicelovens §§ 71-73 om personlig hjælp, omsorg og pleje m.v.

En sag drejede sig om en 23-årig ansøger, der var multihandicappet efter en trafikulykke.

Ansøger havde hjerneskade og havde permanent ophold i plejebolig i amtskommunalt regi.

Ansøger behandledes af fysioterapeut med anvendelse af særlige trykbandager. Der blev indgivet ansøgning om filtre til trykbandagerne til kommunen, som imidlertid gav afslag herpå.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse og fandt heller ikke at ansøger kunne få tildelt trykbandager som hjælpemiddel.

Nævnt lagde til grund, at ansøger på grund af spasticitet og tilbøjelighed til kontrakturer som følge af hjerneskade havde behov for forebyggende træning/behandling af sine overekstremiteter.

Træningen og behandlingen fandt efter det oplyste sted med henblik på, at ansøgers hænder fortsat kunne åbnes, hvorved personalet tilknyttet amtskommunen, hvor ansøger havde ophold i botilbud, kunne give den optimale personlige pleje.

Nævnets afgørelse beroede på, at trykbandager efter nævnets opfattelse ikke var et hjælpemiddel, sådan som dette skulle forstås efter servicelovens bestemmelser – heller ikke selv om behandlingen kunne tilsigte en vis funktionsforbedring.

For at et redskab kan betragtes som et hjælpemiddel skulle der efter nævnets opfattelse være tale om, at redskabet kompenserede for en funktionsnedsættelse, det vil sige ved sin anvendelse muliggjorde, at ansøger kunne udføre en funktion, som ellers ikke kunne udføres.

Nævnet fandt det derimod naturligt, at amtskommunen, som qua sin pligt til at yde ansøger personlig hjælp og pleje samt hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder, afholdt udgiften til de remedier, som måtte anvendes i forbindelse hermed.

Som følge af, at nævnet ikke mente, at trykbandager var et hjælpemiddel, havde ansøger heller ikke ret til udstyr/driftmidler til trykbandager.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ikke praksis vedrørende hjælpemidler til brug i forbindelse med amtets forpligtelse efter servicelovens § 71, stk. 1, nr. 3.

Sagen ville eventuelt være antaget til behandling til belysning heraf, såfremt den havde været indbragt for Ankestyrelsen.

På det foreliggende synes afgørelsen rigtig.

En kommune havde ikke bevilget hjælp til rengøring i bad og entré, som var nævnt i kommunens egne visitationskriterier, men kun til rengøring i soveværelse, køkken, stue og opbevaringsrum, idet disse alene udgjorde mere end 75 kvadratmeter.

Nævnet fandt, at afgørelsen var i strid med servicelovens § 71, jf. § 75, idet den var baseret på kommunens kvalitetsstandard om, at ” i større boliger vil det areal, der indgår i rengøringen udgøre max 75 kvadratmeter.

Efter servicelovens § 71, jf. § 75 skal hjælp til støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet gives efter en konkret, individuel vurdering af behovet.

Nævnet fandt ikke, at serviceloven indeholdt hjemmel til at maksimere det areal, der indgik i rengøringen i større boliger til max 75 kvadratmeter, og at kommunen med en sådan regel, havde sat skøn under regel, hvilket ikke var lovligt.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ingen praksis vedrørende maximering af det areal, der kan indgå i rengøringen. Ankestyrelsen har på det foreliggende ingen bemærkninger til afgørelsen.

En kommune meddelte afslag på hjælp til dækning af ekstra udgift til socialpædagogisk støtte under udlandsophold.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet lagde vægt på, at § 1, stk. 1 og 2 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 108 af 17. februar 1998 om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet udtømmende gør op med hvilke ydelser, der kan bevares under midlertidige ophold i udlandet.

Støtte efter § 73 er ikke nævnt og kan derfor ikke bevares under ophold i udlandet.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ingen praksis på området, og har ingen bemærkninger til afgørelsen.

Vedrørende servicelovens § 84 om dækning af nødvendige merudgifter

En sag drejede sig om en kommunes afslag på merudgifter i forbindelse med cystisk fibrose.

Nævnet hjemviste sagen til fornyet afgørelse i kommunen. Kommunen skulle således behandle ansøgningen om dækning af merudgifter i forbindelse med cystisk fibrose.

Nævnet anførte, at i henhold til lov om social service § 84 yder kommunen dækning af de nødvendige merudgifter ved forsørgelsen til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne, hvor merudgiften er en følge af den nedsatte funktionsevne.

Ifølge lovforslagets bemærkninger til ovennævnte bestemmelse omfatter personkredsen – udover de i bestemmelsen nævnte – endvidere personer, som har medfødte misdannelser eller mangler, men ikke synligt eller umiddelbart konstaterbar nedsat funktionsevne, når forskrifter om diæt og lign. følges. Denne gruppe består ifølge lovbemærkningerne bl.a. af personer med cystisk fibrose.

Socialministeriet bemyndiges i lov om social service § 84, stk. 3 til at fastsætte nærmere regler om afgrænsningen af den personkreds, der har ret til hjælp efter § 84.

I § 1, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 106 af 16. februar 1998 fastsat i henhold til lov om social service § 84, stk. 3 er det af Socialministeriet fastsat, at personer med medfødte misdannelser eller mangler, men ikke synligt eller umiddelbart konstaterbar nedsat funktionsevne, når forskrifter om diæt og lign. følges, alene kan få hjælp til diætkost.

Disse personer, herunder personer med cystisk fibrose, afskæres gennem bekendtgørelsen fra at få dækket yderligere merudgifter.

Der er dog i bemyndigelsesbestemmelsen i loven efter nævnets opfattelse ikke adgang til at begrænse hvilke merudgifter, der kan ydes dækning af, men alene adgang til at begrænse personkredsen. Der er således i lov om social service § 84, stk. 3 ikke lovhjemmel til den i bekendtgørelsen foretagne begrænsning.

Det sociale nævn fandt på denne baggrund, at bestemmelsen i bekendtgørelsen § 1, stk. 2 om at personer med eksempelvis cystisk fibrose kun kan få hjælp til dækning af merudgifter til kost er ulovhjemlet.

Nævnet fandt således at bestemmelsen ikke var gyldig.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen skal indledningsvis bemærke, at sagen ville være antaget til behandling, såfremt den havde været indbragt for styrelsen.

Det er dog Ankestyrelsens umiddelbare opfattelse, at bestemmelsen skal forstås således, at det er en betingelse for at få hjælp efter servicelovens § 84, at der er tale om en betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Bekendtgørelsens § 1 tager stilling til den særlige situation, hvor personer, når de overholder forskrifter om diæt, ikke har nogen synlig eller umiddelbar nedsat funktionsevne og derfor som udgangspunkt ikke er berettiget til yderligere merudgifter efter lovens § 84, når diæten holdes. Disse personer kan alene få hjælp til diæt.

Hvis der på trods af diæten er en synlig eller umiddelbar funktionsnedsættelse finder Ankestyrelsen umiddelbart ikke, at det er udelukket at yde hjælp til merudgifter ud over til diæt efter en konkret vurdering.

Vedrørende servicelovens §§ 87 og 88 om beskyttet beskæftigelse, aktivitets- og samværstilbud

En Amtskommune havde afslået at medfinansiere kommunens udgifter til dagtilbud efter servicelovens § 88, stk. 2 samt taxatransport til dagtilbudet.

Kommunen klagede herover.

Nævnet tiltrådte Amtskommunens afgørelse.

Begrundelsen var, at dagtilbudet efter servicelovens § 88, stk. 3, ikke var omfattet af reglerne om grundtakstfinansiering, jf. servicelovens § 131 a.

Ankestyrelsens bemærkninger

Sagen ville være antaget til principiel behandling, såfremt den havde været indbragt for styrelsen, vedrørende kommunens klageadgang i sager vedrørende spørgsmålet om en amtskommunes medfinansiering efter reglerne i servicelovens §§ 131 a-d.

Ankestyrelsen kan tilføje, at Socialministeriet i en udtalelse af 16. januar 2003 til et nævn har udtalt, at hjemlen til administrativ rekurs for kommunale og amtskommunale afgørelser efter lov om social service er fastsat i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven), jf. henvisningen i § 121 i lov om social service.

Det fremgår af retssikkerhedslovens § 60, stk.1, 2. pkt., at det kun er den person, som afgørelsen vedrører, der kan klage over afgørelsen. Udgangspunktet er derfor, at kommunen og amtskommunen ikke er tillagt en klagekompetence over hinandens afgørelser.

I retssikkerhedslovens § 61 er det fastsat, at hvis der opstår uenighed mellem kommuner og amtskommuner om deres forpligtelser, kan sagen indbringes for det sociale nævn.

Udtrykket »forpligtelser « henviser til, at bestemmelsen omfatter de tilfælde, hvor den kommunale eller amtskommunale indbyrdes forpligtelse ikke beror på en aftale, men følger af lovgivningen – eksempelvis opholdskommuneforpligtelsen.

Det er Ankestyrelsens opfattelse, at kommunen således ikke har været klageberettiget.

Vedrørende servicelovens § 97 og 98 om hjælpemidler

§ 97

Ankestyrelsen har modtaget 3 afgørelser vedrørende badestole til brug for personer i en institution for personer med betydelig fysisk/eller psykisk nedsat funktionsevne.

I alle tre afgørelser fandt nævnet at kommunen ikke skulle yde den pågældende badestol som hjælpemiddel i henhold til servicelovens § 97.

Nævnet fandt at de pågældende badestole skulle stilles til rådighed af institutionen som basisinventar, jf. bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98, § 7.

Der var i afgørelsen henvist til SM O-52-96, SM O-53-97 og SM C-4-99.

De tre indsendte afgørelser drejede sig om henholdsvis en badestol af en særlig type, en badestol hvorpå der efterfølgende kunne monteres særlige polstrede sidestøtter samt en badestol, hvor der efterfølgende kunne foretages specialændring af fodstøtten.

Institutionen havde påpeget, at det var praksis, at hver beboer havde sin egen badestol.

Nævnet fandt, at de efterfølgende specialtilpasninger skulle betales af kommunen.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen ville formentlig have antaget sagerne til supplement af ovenstående SM´ er, såfremt de var indbragt for styrelsen, navnlig til belysning af de efterfølgende specialtilpasninger.

En sag drejede sig om at et Amt havde afslået at yde hjælp til en taleforstærker.

Nævnet fastholdt Amtets afgørelse, idet nævnet fandt, at taleforstærker ikke var et særligt informationsteknologisk hjælpemiddel, hvilket var en betingelse for, at amtet kunne bevilge det ansøgte, jf. servicelovens § 97, stk. 2, nr. 4.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen finder på det foreliggende, at afgørelsen må anses for rigtig.

Det fremgår af vejledningen om hjælpemidler, pkt. 36, at kommunikationsforstærkere ikke anses for særlige teknologiske hjælpemidler.

En sag drejede sig om en ansøger, der led af lymfødem, og fortsat var i behandling på sygehuset.

Lidelsen var opstået som følge af en operation for brystkræft. Ansøger søgte kommunen om hjælpemiddel i form af et lymfedrænageapparat, Lympha Press Mini, idet »kompressionsstrømpe « til arm, selvdrænagebehandling samt drænagebehandling hos fysioterapeut ikke var tilstrækkelig.

Kommunen gav afslag på det ansøgte, da man fandt, der var tale om et behandlingsredskab.

Nævnet fandt efter omstændighederne og efter en konkret vurdering, at ansøger havde ret til det ansøgte som hjælpemiddel.

Nævnet lagde bl.a. vægt på, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet havde oplyst, at Lympha Press Mini ikke anvendtes i forbindelse med sygehusbehandling af lymfødem som sådan, og ikke var et behandlingsredskab, hvortil sygehusvæsenet afholdt udgiften.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen finder, at afgørelsen er tvivlsom og ville antagelig have antaget sagen til supplement af SM O-63-96, såfremt sagen havde været indsendt.

I SM O-63-96 fandt Ankestyrelsen, at et iontoforeseapparat måtte anses for et behandlingsredskab og ikke et hjælpemiddel.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var tale om et behandlingsapparat, hvor vurdering af behov, behandling og opfølgning af behandling, herunder eventuelt udlån eller bevilling henhørte under sygehusvæsenet.

Ankestyrelsen lagde tillige vægt på, at selv om behandlingen skulle fortsætte i hjemmet, fordi lidelsen var vedvarende, var der dog stadig tale om et behandlingsredskab, også selv om behandlingen tilsigtede en funktionsforbedring.

Ankestyrelsen kan oplyse, at styrelsen har en sag under behandling vedrørende en Méniett Low-Pressure Pulse Generator (mindsker i væsentlig grad anfald) til behandling af lidelsen Mb. Meniere.

§ 98

En sag drejede sig om, at en kommune havde givet afslag på bevilling af en telefax til en 86-årig, der var døv og som ønskede at udskifte sin skrivetelefon, da andre døve havde erhvervet sig en telefax. For at ansøger kunne kommunikere med andre døve ønskede pågældende en telefax.

Nævnet fandt, at i det konkrete tilfælde ville en telefax i højere grad kunne lette ansøgers daglige tilværelse som hørehandicappet end det nuværende hjælpemiddel, og at det ansøgte forbrugsgode, en telefax, i væsentlig grad ville lette ansøgers daglige tilværelse eller i væsentlig grad ville afhjælpe de varige følger af ansøgers nedsatte funktionsevne.

Nævnet lagde vægt på, at ansøger henset til alder og handicap uden en telefax ville blive isoleret fra sin omgangskreds, der for så vidt angik døve i omgangskredsen alle anvendte telefax som kommunikationsmiddel.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ikke umiddelbart bemærkninger til afgørelsen, som må anses for at være meget konkret begrundet.

Vedrørende servicelovens § 99 om støtte til køb af bil

En sag drejede sig om, at et nævn fandt en ansøger berettiget til tilskud til særlig indretning i form af fartpilot efter bilbekendtgørelsens § 9.

Ansøger som havde en gigtlidelse havde oplyst, at begge fodled var stærkt medtaget af gigt. Det at han med en fartpilot ikke skulle holde fodledet fikseret i en bestemt stilling under kørslen, ville give en betydelig aflastning. Han mente, at en fartpilot ville have en stor og afgørende betydning, både på korte og lange strækninger.

Ansøger oplyste, at hans fodled ikke kunne udskiftes med proteser, og at fodleddene var grundlag for, at han kunne have glæde af de 2 kunstige hofter og knæ, der gjorde, at han stadig havde en restgangfunktion. Ansøger var selvstændig.

Amtskommunen havde vurderet, at indretning med fartpilot ikke ville være afgørende nødvendig for ansøgers daglige kørsel, og det forhold, at ansøger under lange ture blev træt i foden, kunne ikke i sig selv begrunde tilskud til fartpilot.

Nævnet vurderede, at en fartpilot var af afgørende betydning for ansøgers daglige anvendelse af bilen.

Nævnet lagde vægt på, at bilen skulle bruges i forbindelse med selvstændig virksomhed til kundebesøg, opsøgende virksomhed, undervisning m. v, samt til besøg hos familie, venner, weekendture og ferier.

Endvidere lagde nævnet vægt på, at ansøger som følge af børneleddegigt havde betydelige forandringer, herunder i fodled, mellemfødder og fødder, hvorfor det fandtes vigtigt, at foden blev aflastet i forbindelse med daglig kørsel.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ikke haft lignende sager. Der synes, at være tale om en konkret individuel vurdering og Ankestyrelsen er umiddelbart enig i nævnets afgørelse.

Tendenser i afgørelser efter servicelovens §§ 109 og 109a-e om magtanvendelse m.v. overfor voksne

Tilbageholdelse i boligen m.v. - § 109 c

Formanden for et nævn godkendte den 21. juni ved foreløbig afgørelse en kommunes anvendelse af fysisk magt over for en plejehjemsbeboer for at kunne føre pågældende tilbage til boligen.

Ved den foreløbige afgørelse indgik bl.a. kopi af omsorgsjournal, som nævnet havde modtaget sent den 18. juni.

Den advokat, der i medfør af § 109 h, stk. 1, nr. 1, var udpeget til at varetage plejehjemsbeboerens interesser under sagen, anfægtede formandens afgørelse under henvisning til, at han først havde modtaget kopien af omsorgsjournalen samtidig med den foreløbige afgørelse den 21. juni.

Nævnet tiltrådte den 28. juni formandens afgørelse.

Nævnet fandt, at advokatens indsigelse ikke kunne føre til ugyldighed. Nævnet bemærkede, at det dels ikke var praktisk muligt at indhente supplerende kommentarer, da materialet blev modtaget kort før den i lovgivningen fastsatte 7 dages frist, dels at der alene var tale om en foreløbig afgørelse.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen er umiddelbart enig i, at advokatens indsigelse ikke kunne føre til ugyldighed, da advokaten havde modtaget det yderligere materiale inden nævnets endelige afgørelse.

Ankestyrelsen finder dog, at nævnet i sådanne sager bør udvise størst mulige bestræbelser for at indhente advokatens bemærkninger til materiale, der evt. indgår i nævnet undervejs. Dette kan f.eks. ske ved hjælp af telefax og telefon.

Vi kan i øvrigt henvise til SM C-10-02, hvoraf bl.a. fremgår, at det forhold, at advokatens bemærkninger ikke havde foreligget forud for sagens indsendelse til nævnet, ikke kunne medføre, at sagen skulle afvises på grund af ugyldighed.

Et nævn kunne ikke godkende amtskommunens beslutning om at anvende fysisk magt for at tilbageholde en kvinde i boligen eller føre hende tilbage hertil.

Amtskommunen havde anmodet om godkendelse af en ny otte måneders periode. Nævnet havde tidligere godkendt to beslutninger fra amtskommunen om i to perioder af otte måneders varighed at anvende fysisk magt for at tilbageholde kvinden i boligen eller føre hende tilbage hertil.

Nævnet henviste i afgørelsen om ikke at godkende amtskommunens beslutning til, at selvom kvindens helbredstilstand ligesom tidligere var meget svingende og fortsat medførte hyppige indlæggelser på psykiatrisk afdeling, sås der ikke at være nærliggende risiko for, at hun ved at forlade boligen udsatte sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade. Nævnet lagde vægt på, at det i de forløbne otte måneder ikke havde været nødvendigt at fastholde kvinden i boligen eller føre hende tilbage hertil for at afværge risiko for nærliggende personskade.

Nævnet henviste i øvrigt til, at amtskommunen kunne tage spørgsmålet om magtanvendelse i henhold til § 109 c op til fornyet vurdering, hvis det igen viste sig, at mindre indgribende foranstaltninger end fysisk magt ikke var tilstrækkelige til at afværge nærliggende risiko for, at kvinden ved at forlade boligen udsatte sig selv eller andre for væsentlig personskade.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ingen praksis herom, men vi er umiddelbart enig i afgørelsen.

Optagelse i særligt botilbud uden samtykke - § 109 e

En amtskommune anmodede nævnet om at godkende, at en svært udviklingshæmmet mand var blevet flyttet fra sit hidtidige botilbud til et nyt botilbud.

Manden var uden sprog, brugte kørestol og kunne ikke give udtryk for sine behov. Han var i de senere år blevet betydeligt aldersvækket og skrøbelig psykisk. Han var derfor blevet mere omsorgs- og plejekrævende, og amtskommunen fandt derfor, at det nye botilbud bedre kunne opfylde hans behov.

Nævnet gav afslag på at godkende flytningen af manden til det nye botilbud. Den foretagne flytning var således ulovlig.

Nævnet lagde vægt på, at der ikke var dokumenteret nogen risiko for, at manden udsatte sig for alvorlig personskade ved at forblive i sin hidtidige bolig i det oprindelige botilbud, og at det derfor var uforsvarligt ikke at sørge for flytning.

Nævnet bemærkede i afgørelsen, at det efter loven ikke kunne tillægges nogen betydning, at amtskommunen havde vurderet, at manden mere hensigtsmæssigt kunne bo i et andet botilbud end det oprindelige.

Nævnet fandt således, at det påhvilede amtskommunen at bringe det ulovlige forhold til ophør.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen er umiddelbart enig i afgørelsen, der synes at være i overensstemmelse med praksis, jf. SM C-28-02.

Et nævn afviste at behandle to sager om optagelse i midlertidigt botilbud efter servicelovens § 93 under henvisning til, at sådanne botilbud ikke er omfattet af § 109 e om flytning uden samtykke.

Nævnet lagde bl.a. vægt på, at det af forarbejderne til loven samt vejledningen om optagelse i særligt botilbud uden samtykke fremgår, at det forudsættes, at der er tale om flytning til et botilbud med henblik på varigt ophold.

I den ene af sagerne konstaterede nævnet, at det efter reglerne ikke var muligt uden samtykke at flytte en person til et midlertidigt botilbud, men at flytning dog måtte antages at kunne ske, hvis det var nødvendigt for at afværge en truende skade på personer og forholdet måtte anses for at være af forholdsvis underordnet betydning, jf. straffelovens § 14.

I den anden sag konstaterede nævnet, at det efter reglerne ikke var muligt uden samtykke at flytte en person til et midlertidigt botilbud.

Det bemærkedes, at nævnet ikke mente at have hjemmel til at pålægge kommunen at flytte pågældende tilbage til den hidtidige bolig.

Nævnet bemærkede i øvrigt, at kommunen måtte fremsende en ny indstilling til nævnet, når pågældende ønskedes optaget i særligt botilbud med henblik på varigt ophold.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen er umiddelbart enig i nævnets afgørelser. Der henvises herved til SM C-9-03 og SM C-48-01.

Ankestyrelsen har således i SM C-48-01 fastslået, at midlertidige botilbud oprettet i medfør af servicelovens bestemmelser herom ikke er omfattet af servicelovens regler om flytning uden samtykke.

Et nævn fandt, at betingelserne for at flytte en ældre meget dårligt fungerende mand var opfyldt, og at han derfor kunne optages i særligt botilbud uden samtykke.

Nævnet mente, at det måtte anses for tilstrækkeligt godtgjort, at optagelse i botilbudet var absolut påkrævet for, at manden kunne få den nødvendige hjælp, og at hjælpen ikke kunne gennemføres i eget hjem.

Nævnet lagde vægt på, at manden som følge af en hjerneblødning var konstant sengeliggende og ude af stand til at klare sig selv. Manden var stort set uden kontakt til omverdenen, og han var ikke i stand til at bruge nødkald/kaldeapparat.

Nævnet lagde desuden vægt på, at manden havde behov for døgnovervågning, og at hensynet til ægtefællen ligeledes tilsagde en flytning.

Nævnet bemærkede i øvrigt, at der ikke i loven er bestemmelser om aflastningsophold, ligesom det heller ikke er forudsat, at der på andet grundlag kan etableres et sådant ophold, hvis der ikke kan gives et habilt samtykke.

Et andet nævn fandt, at en kvinde, der ligeledes var meget dårligt fungerende, opfyldte betingelserne for optagelse i særligt botilbud uden samtykke.

Det var nævnets opfattelse, at flytning var absolut påkrævet for, at kvinden kunne få den nødvendige hjælp, og at hjælpen ikke kunne gennemføres i eget hjem.

Nævnet fandt endvidere, at kvinden ikke kunne overskue konsekvenserne af sine handlinger og udsatte sig for risiko for alvorlig personskade ved at forblive i eget hjem, hvorfor det var uforsvarligt ikke at sørge for flytning.

Nævnet lagde vægt på, at kvinden var ude af stand til at tage vare på sig selv efter en svær hjerneskade, at hun var ukontaktbar, hvilket bl.a. indebar, at hun ikke kunne give samtykke til flytning, at hun ikke var bevidst om egne behov og ikke kunne tilkalde hjælp ved brug af nødkald, at hun var totalt plejekrævende hele døgnet, som ikke ville kunne dækkes tilfredsstillende ved andre kommunale foranstaltninger, at hun skulle have hjælp til alle funktioner for at få opfyldt sine basale behov, at hensynet til ægtefællen ligeledes tilsagde flytning, da han ikke længere magtede den massive plejeopgave, og at det skønnedes uforsvarligt at hjælpen blev givet i hjemmet, da den omfattende pleje krævede høj grad af personaletilstedeværelse døgnet rundt og på varierende tidspunkter.

Nævnet havde noteret sig, at kvinden havde været optaget på aflastningsophold på plejehjemmet i ca. 10 måneder, og at der ikke sås at være givet gyldigt samtykke hertil. Nævnet bemærkede hertil, at der ikke i loven er bestemmelser om aflastningsophold, ligesom det heller ikke er forudsat, at der på andet grundlag kan etableres et sådant ophold, hvis der ikke kan gives gyldigt samtykke.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen er umiddelbart ikke enig i de to afgørelser.

Ankestyrelsen har i en konkret afgørelse fundet, at betingelserne for at flytte en ældre meget dårligt fungerende kvinde til et særligt botilbud uden samtykke ikke var opfyldt.

Ankestyrelsen fandt, at optagelse i det bestemte botilbud ikke var absolut påkrævet for, at kvinden kunne få den nødvendige hjælp, og at hjælpen ikke kunne gennemføres i hendes egen bolig. Vi fandt desuden, at der ikke var dokumenteret tilstrækkelig risiko for, at kvinden udsatte sig for alvorlig personskade ved at forblive i egen bolig.

Det fremgik af oplysningerne i sagen, at kvinden havde en meget betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, idet hun var uden sprog, uden tale, uden evne til at opfatte og totalt passiv.

Kvinden skulle have hjælp til alt, og hun var helt ude af stand til at medvirke i flyttesituationer. Hun havde desuden tendens til at falde ud af sin kørestol.

Ankestyrelsen henviste bl.a. til, at kvindens behov for hjælp til personlig pleje, herunder væske- og fødevareindtagelse kunne afhjælpes ved mindre indgribende foranstaltninger i form af hyppige besøg fra hjemmeplejen.

Vi fandt desuden, at kvindens tendens til at glide ud af kørestolen tillige ville kunne afhjælpes ved mindre indgribende foranstaltninger i form af hyppige kontrolbesøg fra hjemmeplejen og evt. anvendelse af andre mindre indgribende foranstaltninger efter servicelovens kap 21 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten

Ankestyrelsens afgørelse er ikke udsendt som SM.

Ankestyrelsen skal i øvrigt henvise til, at der den 29. januar 2003 blev fremsat forslag om ændring af servicelovens regler om magtanvendelse.

Forslaget indeholder bl.a. en lempelse i betingelserne for at flytte personer, der ikke modsætter sig flytning, men som ikke selv er i stand til at give samtykke, og hvor der på grund af fremadskridende mental svækkelse er et væsentligt stigende eller ændret pleje- og omsorgsbehov.

Lovforslaget (L 136) kan ses på Socialministeriets hjemmeside.

Et nævn fandt, at betingelserne for at en ældre dybt dement kvinde kunne optages i særligt botilbud uden samtykke ikke var opfyldte.

Nævnet fandt, at flytning ikke var absolut påkrævet for, at kvinden kunne få den nødvendige hjælp, og at hjælpen ikke kunne gennemføres i eget hjem.

Nævnet fandt heller ikke, at der var dokumenteret tilstrækkelig risiko for, at kvinden udsatte sig for alvorlig personskade ved at forblive i eget hjem, og at det derfor var uforsvarligt ikke at sørge for flytning.

Nævnet lagde vægt på, at kvinden ifølge de lægelige oplysninger var vurderet som værende dybt dement.

Nævnet lagde desuden vægt på, at selvom der havde været mange faldtraumer i hjemmet, havde der kun været to alvorlige faldepisoder i hjemmet med flere års mellemrum – i januar 2002, hvor kvindens overmundsprotese knækkede samt helt tilbage i 1999, hvor hun flækkede lårbenet.

Nævnet var opmærksom på, at kvindens samlever ikke længere magtede at drage omsorg for hende, men nævnet fandt, at dette ikke var tilstrækkeligt til at lovens betingelse om at udsætte sig for alvorlig personskade var opfyldt.

Det var derfor nævnets opfattelse, at kvindens behov for hjælp som følge af den betydeligt nedsatte funktionsevne kunne ydes forsvarligt på en anden og mindre indgribende måde.

Nævnet henviste til servicelovens § 109, stk. 4, hvorefter anvendelse af magt skal stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.

Nævnet henviste til lovforarbejderne og vejledningen om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten overfor voksne § 67 a og kapitel 21 og lagde vægt på, at der ikke var oplysninger i sagen om, at kvinden f.eks. tændte for komfur eller at der var risiko for medicinforgiftning.

Nævnet lagde i øvrigt vægt på, at kvinden ved en massiv støtte i hjemmet fortsat ville kunne bo i hjemmet, og at der kunne etableres nødkald i hjemmet, så samleveren kunne tilkalde hjælp, hvis kvinden faldt.

Ankestyrelsens bemærkninger

Kommunen indbragte nævnets afgørelse for Ankestyrelsen, der tiltrådte afgørelsen.

Ankestyrelsen henviste bl.a. til, at kvindens behov for hjælp til at afværge fald og behov for hjælp til personlig pleje i øvrigt kunne afhjælpes ved mindre indgribende foranstaltninger i form af hyppige besøg fra hjemmeplejen og evt. anvendelse af andre mindre indgribende foranstaltninger efter servicelovens kapitel 21 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten.

Ankestyrelsens afgørelse er ikke udsendt som SM.

Tendenser i afgørelser vedrørende retssikkerhedslovens §§ 9 og 9a om opholdskommune og refusion.

En sag vedrørte spørgsmålet om, hvilken kommune, der skulle behandle spørgsmålet om tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29 til en fader, der havde et handicappet barn. Barnet var folkeregisterregistreret hos moderen. Moderen og faderen boede i hver sin kommune.

Nævnet fandt, at der var barnets opholdskommune, der skulle træffe afgørelse om tabt arbejdsfortjeneste.

Begrundelsen var, at nævnet fandt, at en afgørelse om tabt arbejdsfortjeneste var så nært knyttet til barnet og forudsatte et så indgående kendskab til barnets behov, at det mest hensigtsmæssigt var barnets opholdskommune, der traf afgørelse herom.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har for nylig truffet afgørelse i en lignende sag, men vedrørende servicelovens § 28, hvor Ankestyrelsen fandt, at det var barnets opholdskommune, der skulle behandle en sag om merudgifter efter servicelovens § 28.

Ankestyrelsen ville have antaget sagen om tabt arbejdsfortjeneste til behandling såfremt den havde været indbragt for Ankestyrelsen.

En sag vedrørte mellemkommunal refusion efter retssikkerhedslovens § 9a.

Borgeren, der havde pådraget sig en alvorlig hjerneskade i 1997, blev i 1998 tilkendt højeste førtidspension. Han havde de første to år efter ulykken boet sammen med sin kæreste og et barn.

Efter ophævelse af samlivet bevilgede A kommune ham en handicapvenlig lejlighed i kommunen.

Hjerneskaden medførte et omfattende behov for hjælp til en række praktiske og personlige opgaver, hvilket A kommune bevilgede dels hjemmehjælp dels socialpædagogisk hjælp til løsning af. Den socialpædagogiske hjælp udgjorde 20 timer ugentligt. Såfremt denne hjælp ikke blev ydet, forventede A kommune, at borgeren ville søge en plejehjemsplads.

Han var imidlertid ikke tilfreds med at bo i A kommune, fordi hans netværk i form af familie m.v. boede langt væk. Han blev ofte deprimeret i forbindelse med helligdage og lignende, hvor der ikke kom hjælpere i hjemmet.

A kommune konkluderede på denne baggrund, at det var nødvendigt at finde et opholdssted til borgeren, der også tog hensyn til hans problemer med ensomhed. A kommune søgte i den forbindelse bl.a. at placere borgeren i et amtskommunalt tilbud, hvilket amtet dog ikke kunne tilslutte sig.

I mellemtiden havde borgerens mor skrevet ham op i en boligforening i nærheden af forældrenes hjem. Han modtog herefter nogle tilbud fra boligforeningen, men da han ikke umiddelbart kunne få et boliglån, fordi han havde et gammelt boliglån, havde han ikke mulighed for at tage imod tilbudene.

A kommune besluttede på denne baggrund at yde borgeren et personligt tillæg til dækning af det gamle boliglån, således at han havde mulighed for at flytte.

B kommune, hvor boligforeningen lå, anmodede i forbindelse med flytningen A kommune om refusion efter retssikkerhedslovens § 9a.

Det sociale nævn fandt, at B kommune havde ret til refusion efter retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1.

Nævnet begrundede bl.a. afgørelsen med, at borgeren også efter flytningen modtog omfattende hjælp i egen bolig, hvorfor opholdet i boligen kunne sidestilles med en boform efter § 9a, stk.1, nr. 1-6, jf. nr. 7.

Nævnet fandt endvidere, at A kommune havde medvirket til flytningen, idet kommunen havde bevilget borgeren det personlige tillæg, der muliggjorde optagelsen af et nyt boliglån i B kommune.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen vurderer, at den foreliggende sag ville have været velegnet til belysning af spørgsmålet om medvirken i § 9a, stk. 1, nr. 7. Ankestyrelsen vil derfor være opmærksom på tilsvarende sager til principiel behandling i fremtiden.

Ankestyrelsen kan endvidere oplyse, at der snarest udsendes en SM i en sag, hvor Ankestyrelsen ikke fandt, at der forelå medvirken fra fraflytningskommunen, som derfor ikke var refusionspligtig.

Det drejede sig om efterfølgende telefonisk orientering fra fraflytningskommunen til tilflytningskommunen om, at en familie, der havde behov for hjælpeforanstaltninger, ønskede at tage ophold i tilflytningskommunen. Sagen vedrørte ligeledes omfattende hjælpeforanstaltninger ved ophold i eget hjem.

Det synes umiddelbart at være i overensstemmelse med praksis, jf. SM R-8-00, at sidestille de omfattende hjælpeforanstaltninger med ophold i en boform i ovennævnte sag.

En sag drejede sig om, at en fraflytningskommune ved en fejl havde fremsendt et refusionstilsagn til en tilflytningskommune om at yde refusion for et efterskoleophold.

Der var tale om en administrativ fejl, da kommunen i henhold til SM R-11-00 ikke var forpligtet hertil.

Ca. ½ år efter tilbagekaldte fraflytningskommunen tilsagnet.

Tilflytningskommunen afslog at acceptere tilbagekaldelsen.

Nævnet tiltrådte tilflytningskommunens afgørelse.

Nævnet fandt ikke, at der var grundlag for at tilbagekalde refusionstilsagnet.

Nævnet lagde til grund, at fraflytningskommunen ønskede at tilbagekalde en begunstigende forvaltningsakt i forhold til tilflytningskommunen i form af et uanmodet tilsagn om at ville yde refusion for et efterskoleophold.

Nævnet lagde endvidere til grund, at fraflytningskommunen ikke var forpligtet til at yde refusion, jf. servicelovens § 40, stk. 2, nr. 10 og SM R-11-00.

Nævnet lagde endelig til grund, at fraflytningskommunen havde opfattet refusionstilsagnet som et tilsagn givet efter retssikkerhedslovens § 9a, stk. 3.

Det kan aftales mellem to kommuner, at der ydes refusion uden betingelserne efter retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1 og 2 for refusion er opfyldt, jf. retssikkerhedslovens § 9a, stk. 3.

I en sådan aftale skal tidsrummet for aftalens gyldighed fastsættes. Der er derudover ikke krav til aftalens indhold.

Af refusionstilsagnet fremgik, at det afsluttedes den 30. juni 2002.

Nævnet lagde vægt på, at fraflytningskommunens vildfarelse om praksis ikke var åbenbar. Nævnet lagde herunder vægt på, at ændring af praksis var sket forud for tilsagnet om at yde refusion.

Tilflytningskommunen burde således ikke have indset, at tilsagnet var givet som følge af en administrativ fejl.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen finder, at afgørelsen kan være tvivlsom og ville formentlig have antaget sagen til behandling til belysning af spørgsmålet om begunstigende forvaltningsakter mellem to kommuner, såfremt afgørelsen havde været indsendt til Ankestyrelsen.

Versioner

1. 2003-07-21