Tendenser i afgørelser om kontanthjælp, aktivering og enkeltydelser af fuldmægtigene Carsten Lærkholm og Ivan Jørgensen (Uddrag: Socialministeriets område)\n(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2 af maj 2003)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9352@2003-07-21/da
Indhold
(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2 af maj 2003)
De sociale nævn indsender som led i praksiskoordineringen afgørelser af principiel eller generel betydning til Den Sociale Ankestyrelse. Det sker med hjemmel i bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale område § 13, stk. 3. I Nyt fra Ankestyrelsen offentliggøres løbende de tendenser, der kan udledes af de indsendte afgørelser.
De refererede afgørelser er indsendt i 4. kvartal af 2002 og 1. kvartal af 2003.
.
Aktivloven
§ 81 - Rimeligt begrundede enkeltudgifter
Sag om hvorvidt en ansøger var berettiget til økonomisk støtte til ophold på højskole med henblik på at tabe sig. Højskoleopholdet varede 16 uger og kostede 15.000 kr. Personlige udgifter under opholdet var beregnet til 8.000 kr.
For at deltage på højskolekurset skulle ansøger stoppe sit arbejde som pædagogmedhjælper i en børnehave. Hun stod derfor uden indtægt i de 16 uger, som højskoleopholdet varede.
På ansøgningsskemaet var det anført, at ansøger havde en boligopsparing på 30.600 kr.
Kommunen gav afslag på økonomisk hjælp med begrundelsen, at ansøger ikke opfyldte betingelserne for at modtage hjælp til enkeltudgift i henhold til aktivlovens § 81. Kommunen henviste i øvrigt til, at ansøger havde økonomisk mulighed for selv at afholde udgiften.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse med henvisning til, at klager selv havde økonomisk mulighed for selv at betale udgifterne.
Nævnet lagde vægt på, at klager havde en boligopsparing på 30.600 kr.
Nævnet fandt ikke, at man kunne bortse fra en del af formuen, idet de retningslinier som fremgår i aktivlovens § 14 alene vedrører løbende hjælp som kontanthjælp, starthjælp og aktivering i lovens kapitel 4 og ikke hjælp i særlige tilfælde i lovens kapitel 10.
Nævnet bemærkede desuden, at kommunen havde behandlet ansøgning efter aktivlovens § 81, og at muligheden for at se bort fra formue var den samme, hvad enten der er tale om aktivlovens § 81 eller § 82.
Ankestyrelsens bemærkninger
Begrundelsen for afgørelsen må anses for at være forkert.
Efter § 81 kan der som udgangspunkt kun ydes hjælp til uforudseelige udgifter. Det forudsætter, at ansøger selv sparer op og dermed naturligt skal have mulighed for at oparbejde et mindre beløb til forudsigelige udgifter.
I den forbindelse kan henvises til bemærkningerne til § 79 (nu § 81) i lovforslag nr. 230 i 96/97 om Aktiv Socialpolitik, hvoraf det bl.a. fremgår: »Hvorimod udgifter til f.eks. boligindskud, almindelig udskiftning af køleskabe og andre anskaffelser til husholdningen samt udgifter i anledning af fødsel, dåb og konfirmation, normalt må anses for at være forudsigelige udgifter, som det må forventes, at man sparer op til. «
I Kontanthjælpsudvalgets 2. rapport fra 1994 omkring bistandslovens § 39 (nu aktivlovens § 14) hedder det desuden: »Muligheden for at se bort fra en mindre formue uanset formålet ville være i overensstemmelse med de foretagne ændringer af bistandslovens § 46 (nu aktivlovens § 81), hvorefter det forudsættes, at man selv sparer op til forudsigelige udgifter og dermed naturligt skulle oparbejde en mindre »reserve ««.
Det må anses for rigtig, når nævnet finder, at § 14, stk. 1, 2. pkt. alene vedrører løbende hjælp som kontanthjælp, starthjælp og aktivering i lovens kapitel 4 og ikke hjælp i særlige tilfælde i lovens kapitel 10. (se SM A-10-03).
Man må derfor formode at der altid skal foretages en konkret vurdering af, om den til enhver tid stående formue (både over og under de 10.000 kr.) er »øremærket «.
Hvis den ikke er bestemt til en forventet fast udgift i fremtiden, må den skulle indgå i vurderingen af, om ansøgeren i afgørende grad vil få påvirket muligheden for at klare sig selv i øvrigt.
Det kan måske være lidt mere tvivlsomt, om reglen i § 14, stk. 1, 1. pkt. og stk. 2 alene vedrører løbende hjælp som kontanthjælp.
Man skal i den forbindelse bl.a. hæfte sig ved, at det fremgår af § 81, at der kun kan ydes hjælp til uforudseelige udgifter, hvis afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre muligheder for at klare sig selv og sammenholde dette med, at der jf. § 14, stk. 1, 1. pkt. ikke kan ydes hjælp, hvis ansøger har formue, som kan dække det økonomiske behov.
Det fremgår desuden af til § 14i lovforslag nr. 230 i 96/97 om Aktiv Socialpolitik, at: »Det er fortsat som i bistandslovens § 39 stk. 1, hovedreglen, at personer, der har formue, ikke kan få hjælp. Derfor fremgår det af stk. 1, 1. pkt., at kommunen ikke kan yde hjælp, hvis ansøgeren eller ægtefællen har formue, som kan dække det økonomiske behov. Dette er en følge af, at loven skal fungere som det underste økonomiske sikkerhedsnet . « «
§ 82 - Sygebehandling
2 sager om hjælp til tandbehandling.
En sag handlede om størrelsen af egenbetaling til en tandbehandling.
Der var søgt om hjælp til tandbehandling på i alt 28.198 kr., jf. behandlingsforslag. Kommunen fandt, at den billigst forsvarlige løsning var på i alt 10.211 kr.
Under hensyn til ansøgers økonomiske forhold vurderede kommunen, at ansøger selv var i stand til at betale 1.500 kr. evt. ved at indgå en afdragsordning.
Nævnet ændrede kommunens afgørelse, således at der skulle ydes økonomisk hjælp til den billigst forsvarlige løsning. Begrundelsen for afgørelsen var, at nævnet fandt, at kommunens skøn var åbenbart urimeligt.
Nævnet lagde vægt på, at ansøger havde 2.794 kr. til rådighed til forsørgelse af ansøger selv og ansøgers 2 børn, når godkendte faste udgifter var fratrukket ansøgers månedlige indtægter.
Den anden sag handlede om afslag på økonomisk hjælp til tandbehandling med henvisning til ansøgers formue.
Nævnet tiltrådte kommunens afslag på økonomisk hjælp til udgift til tandbehandling på 1.684 kr. Begrundelsen var, at ansøger på ansøgningstidspunktet selv havde økonomisk mulighed for at betale denne udgift, jfr. aktivlovens § 82.
Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet havde en formue på 2.200 kr., der kunne dække behovet.
Nævnet fandt ikke, at der ved vurderingen af ansøgers økonomiske behov efter aktivlovens § 82 var hjemmel til at se bort fra formuen på 2.200 kr. efter bestemmelsen i aktivlovens § 14, stk. 1, 2. pkt.
Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af forarbejderne til aktivlovens § 82, at der ikke kunne ydes hjælp efter denne bestemmelse, hvis ansøgeren (eller ægtefællen) havde indtægter eller formue, som kunne dække behovet.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at det hverken af bestemmelserne i aktivlovens § 14 og § 82, aktivlovens øvrige bestemmelser eller af lovens forarbejder fremgår, at bestemmelsen i § 14, stk. 1, 2. pkt., om at der skal ses bort fra et beløb på op til 10.000 kr. (for enlige), også skal finde anvendelse ved vurderingen af en ansøgers behov efter § 82.
Ankestyrelsens bemærkninger
Afgørelserne ses ikke umiddelbart at være i strid med praksis.
Vedrørende den sidste afgørelse kan der henvises til SM A-10-03, som omhandler nøjagtig samme problemstilling.
Dog skal det påpeges (som nævnt under § 81), at det altid må bero på en konkret vurdering af, om formuen er »opsparet « til at skulle dække andre forventelige (kommende) udgifter.
.