Tendenser i afgørelser efter pensionsloven - af souschef Kirsten Borum\n(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2 af maj 2003)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9353@2003-07-21/da
Indhold
(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2 af maj 2003)
I det følgende refereres nogle af de afgørelser, som vi har modtaget senest inden for pensionslovens område.
Kun i få tilfælde er der givet særlig begrundelse for indsendelsen. I de fleste tilfælde er årsagen til indsendelsen formentlig, at sagen har givet anledning til særlige overvejelser og derfor kan have vejledningsværdi også for andre myndigheder.
Til regionsmøde den 11. marts 2003 i Aabenraa blev en omtalt sag i en tidligere artikel medsendt som bilag til dagsordenen. Der redegøres nærmere herfor i det følgende.
Det må anses for at være et godt eksempel på, at de indsendte afgørelser kan anvendes som led i den generelle praksiskoordinering, at de kan tages op til generel drøftelse.
De refererede afgørelser er alle truffet efter reglerne, der var gældende før 1. januar 2003, men først modtaget inden for de seneste måneder.
§ 17 stk. 2 - Om personligt tillæg med tilbagevirkende kraft
Kommunen havde først afslået personligt tillæg til en implantatbehandling, da kommunen fandt, at en helprotese kunne dække behovet.
Nævnet hjemviste imidlertid sagen til ny vurdering og afgørelse, da helprotese i det konkrete tilfælde ikke kunne anses for en tandlægefaglig god løsning. Kommunen skulle ved den fornyede behandling hense til, hvorvidt det ville have været en tilstrækkelig behandling at foretage en behandling i form af implantatretineret helprotese med fx 2 implantater.
Kommunen fastholdt dog afslaget på personligt tillæg, da behandlingen var påbegyndt, inden ansøgningen forelå, hvorfor det ikke havde været muligt at vurdere, hvilken behandling, der ville være den bedst og billigst forsvarlige.
Nævnet tiltrådte afgørelsen, men genoptog sagen, efter at den havde været forelagt Folketingets Ombudsmand.
Nævnet bemærkede, at bevilling af personlige tillæg som udgangspunkt forudsætter, at ansøgning er indgivet inden behandlingen påbegyndes, men at særlige forhold gav grundlag for fravigelse i det konkrete tilfælde.
Ved kommunens første afgørelse blev taget stilling til ansøgningens materielle indhold, nemlig at en anden (meget mindre indgribende behandling) var tilstrækkelig, og kommunen så således bort fra, at behandlingen var iværksat inden ansøgningen blev givet.Nævnet fandt herefter, at der var ret til økonomisk støtte til en hybridkonstruktion med 2 implantater. Helprotese i underkæben ville have haft en dårlig prognose på grund af den voldsomme destruktion af processus alveolaris i molarregionerne, hvorfor en erstatning med minus 2 implantater var nødvendig.
Derimod var der ikke ret til støtte til den fulde udgift til den inden ansøgningen igangsatte og nu gennemførte implantatbehandling.
Nævnet fandt, at denne behandling var en idealløsning, men at en løsning med 2 implantater i de fleste tilfælde kan opfylde de funktionelle krav til en velfungerende protesebehandling.
Ankestyrelsens kommentar
Afgørelsen er et eksempel på, at der kan være konkrete grunde til at fravige det almindelige princip, hvorefter en person normalt ikke kan få hjælp til udgifter, som den pågældende har påtaget sig inden vedkommende ansøgte om hjælp til nødvendig behandling.
§ 20 a - Betingelserne for påbegyndelse af pensionssag
Ansøgeren var en kvinde på 44 år med 8 års skolegang og 10 års beskæftigelse på fabrik i hjemlandet.
Hun kom til Danmark i 1993, fik asyl i 1995 og var på sprogskole fra 1995-1999, dog uden udbytte på grund af koncentrationsvanskeligheder.
Ifølge den behandlende psykiater havde hun været udsat for katastrofeagtig belastning, der har medført en varig personlighedsændring som følge af et posttraumatisk belastningssyndrom.
Nævnet fandt ikke grundlag for at pålægge kommunen at påbegynde sag om førtidspension.
Der var lagt vægt på, at hun ikke har deltaget i aktivering, revalidering, eller lignende siden hun kom til Danmark i 1993. Endvidere var der ikke dokumenteret så alvorlige psykiske problemer, at erhvervsevnen kunne anses for nedsat til en ubetydelighed, således at revalideringsmulighederne på forhånd kunne anses for udtømte.
Nævnet var enig i, at hun på grund af koncentrationsvanskeligheder og angst ikke kunne udplaceres på arbejdsmarkedet på almindelige vilkår.
Der skønnedes imidlertid fortsat at være mulighed for arbejdsprøvning i et overskueligt og trygt arbejdsmiljø som foreslået af kommunen til nærmere belysning af arbejdsevnen.
Ankestyrelsens kommentar
Der er tale om en konkret afgørelse, der ikke på det foreliggende grundlag ses at stride imod Ankestyrelsens praksis.
§ 20a – Tidspunktet for påbegyndelse af pensionssag - forsinkelse af lægeerklæring
Til brug for behandlingen af en ansøgning om førtidspension bad kommunen den 16. januar 2001 en neuropsykolog om at undersøge ansøgeren.
Undersøgelsen blev foretaget den 20. februar 2001.
Trods rykkere modtog kommunen først den 22. november 2001 erklæringen.
Kommunen meddelte den 20. februar 2002 ansøger, at det var besluttet at påbegynde pensionssag fra 17. december 2001, hvor lægekonsulentens vurdering forelå.
Nævnet var enig med kommunen i, at den ikke havde haft grundlag for at påbegynde sag om førtidspension før december 2001, idet nævnet var enig med kommunen i, at en neuropsykologisk undersøgelse havde været nødvendig for at træffe afgørelse.
Nævnet var opmærksom på, at erklæringen var fremkommet med betydelig forsinkelse, og at det ikke skyldtes ansøgerens forhold.
Nævnet bemærkede imidlertid, at udgangspunktet fortsat er, at pensionssagen først kunne påbegyndes fra det tidspunkt, hvor der foreligger dokumentation for, at betingelserne i pensionslovens § 20 a, stk. 2 for at påbegynde førtidspensionssag har været opfyldt.
Ankestyrelsens kommentar
Nævnet har i det konkrete tilfælde henvist til, at det er udgangspunktet, at pensionssagen først kan påbegyndes fra det tidspunkt, hvor der foreligger dokumentation for, at betingelserne er opfyldt.
Det samme nævn har tidligere indsendt en afgørelse, som er refereret i Nyt fra Ankestyrelsen nr. 5 – december 2002.
I det tilfælde fandt nævnet, at sagsbehandlingstiden havde været uacceptabel lang og ikke opfyldte kravet i retssikkerhedslovens § 3, stk. 1, og at dette skyldtes en helt ekstraordinær forsinkelse hos speciallægen ved udfærdigelse af erklæring.
Forsinkelsen kunne ikke tilskrives ansøgeren og måtte sidestilles med forsinkelse i kommunens sagsbehandling.
Med hensyn til sagens påbegyndelsestidspunkt skulle ansøgeren stilles som om den ortopædkirurgiske erklæring havde foreligget efter sædvanlig ekspeditionstid.
Tidspunktet fandtes efter omstændighederne og i mangel af andre holdepunkter at måtte fastsættes med udgangspunkt i, at kommunen ved bestillingen af erklæringen bad om meddelelse, hvis der var ventetid ud over 2 måneder ved undersøgelsen.
Betingelsen for at påbegynde sagen skulle derfor anses for at have været opfyldt på et tidligere tidspunkt.
Omtalen af sagen i Nyt fra Ankestyrelsen indgik i drøftelsen på regionsmøde den 11. marts 2003 i Aabenraa under dagsordenens punkt 9 om nævnets handlemuligheder over for urimelig lange sagsbehandlingstider.
Det fremgår af referatet fra mødet, at der var enighed om, at nævnene normalt ikke kan ændre en kommunal afgørelse alene med henvisning til, at behandlingstiden har været for lang. I helt ekstreme tilfælde kan dog gøres undtagelser, som i det refererede eksempel.
Den refererede afgørelse har Ankestyrelsen på det foreliggende grundlag ikke udtrykkeligt villet tage afstand fra. Dette må dog ikke ”overfortolkes” derhen, at styrelsen dermed har givet grønt lys til en ændret praksis.
Om den refererede sag kan yderligere oplyses, at kommunen bad om erklæringen den 22. oktober 1999, men den blev først modtaget i kommunen den 17. april 2001.
I den sag var således forløbet ca. 18 måneder mellem anmodningen og modtagelsen af speciallægeerklæringen, mens der i den ovennævnte sag var forløbet 9 måneder.
De 2 afgørelser, som er truffet af samme nævn, må anses for at være udtryk for, at der i helt ekstraordinære tilfælde, men også kun da, kan være mulighed for at fravige udgangspunktet om, at en sag først kan påbegyndes, når der foreligger dokumentation for, at betingelserne er opfyldt.
Ankestyrelsen vil antage de sager, vi eventuelt modtager herom, til principiel behandling, med henblik på præcisering af praksis.
§ 28 og § 29 – beregning af pensionstillæg - DIS-indtægt
Ved beregning af pensionstillæg omregnede kommunen ægtefællens indtægt fra netto til brutto. Der var tale om DIS-indtægt (Indtægt for fuldt skattepligtige sømænd, som gør tjeneste om bord på danske skibe, der er registreret i Dansk internationalt Skibsregister).
Ved omregningen brugte kommunen vejledende indtægtsgrænser fra Civilretsdirektoratet vedrørende sager om børnebidrag og ægtefællebidrag.
Nævnet var af den opfattelse, at kommunen ikke havde været berettiget til at omregne ægtefællens indtægt til en bruttoindtægt.
Begrundelsen var, at indtægtsgrundlaget opgøres efter pensionslovens § 28 som den personlige indkomst med de modifikationer, der fremgår af pensionslovens § 28, stk. 1-4.
Da der ikke i loven er nævnt noget udtrykkeligt om DIS-indkomster, indgår DIS-indkomsten med de beløb, som indgår ved opgørelsen af den personlige indkomst efter Skatteministeriets bestemmelser herom.
Der var ikke - ved opgørelse af indkomstgrundlaget i den gældende lov om social pension – hjemmel til at foretage omregning af indkomster, som der ikke betales skat af. Sagen sendtes derfor tilbage til kommunen med henblik på ny afgørelse.
Det fremgik, at der til brug for afgørelse i sagen var indhentet en udtalelse fra Socialministeriet.
Ankestyrelsens kommentar
Ankestyrelsen har ikke behandlet den foreliggende problemstilling.
Pensionslovens § 33 og § 43 – fejludbetaling – risikobærer
Pensionisten meddelte den 21. marts 2002 kommunen, at han havde tabt sit hævekort. I journalnotatet er anført, at pensionen tilbagekaldes for april måned, og at nyt kontonummer følger.
I slutningen af april måned indsatte kommunen på det hidtidige kontonummer pensionen for maj måned.
Ifølge journalnotat af 2. maj 2002 har pensionisten ved fremmøde meddelt, at pensionen for maj er blevet hævet af en anden person, idet han har tabt sit hævekort, hvor pinkoden lå sammen med kortet.
Samme dag fik han udbetalt 725 kr. som personligt tillæg mod tilbagebetaling under henvisning til pensionslovens § 43, stk. 1, nr. 1.
Banken har meddelt kommunen, at pensionen er blevet hævet den 29. april 2002 kl. 6.47 i xxx, hvor pinkoden er benyttet.
Huslejebetaling og Nesa-regning administreres fra kommunen.
Kommunen fastholdt tilbagebetalingspligten med den begrundelse, at han selv måtte være ansvarlig for at kontakte banken om spærring af kontoen.
Den 7. maj har han underskrevet en ny meddelelse om bankoplysninger i den samme bank med samme kontonummer.
Han har ved fremmøde den 30. maj overfor nævnssekretariatet bl. a. oplyst, at når han ikke straks fik spærret kontoen skyldtes det, at der ikke var penge på kontoen, da han kun fik indsat pension, og da han jo havde meddelt kommunen, at han ville oplyse en anden konto, hvor pensionen fremover skulle indsættes.
Nævnet traf afgørelse om, at pensionisten havde ret til at få udbetalt det på kontoen hævede beløb minus det udbetalte personlige tillæg.
Herved fik han et beløb, der svarer til, at han havde modtaget sin pension for maj måned 2002.
Der henvistes til pensionslovens § 33, stk. 1 og § 38 samt pensionsbekendtgørelsens §§ 39, stk. 1 og § 60, stk. 4. Begrundelsen var, at dette beløb ikke var udbetalt, så det har været til disposition for ham.
Der er lagt vægt på, at han havde anmodet kommunen om at indsætte pensionen på en anden (ved slutningen af april måned endnu ikke oplyst) konto, og at kommunen alligevel havde indsat pensionen på den hidtidige konto.
Efter nævnets opfattelse var fejludbetalingen kommunens skyld, og kommunen måtte derfor være nærmest til at bære risikoen for, at der var beløb, der ikke kom til hans disposition.
Kommunen havde endvidere ikke ret til at kræve det udbetalte personlige tillæg på 725 kr. tilbagebetalt, jf. pensionslovens § 43, stk. 1, idet beløbet ikke blev udbetalt på grund af uforsvarlig økonomi fra pensionistens side.
Nævnet lagde vægt på, at det er kommunens fejludbetaling, der medførte behovet for det personlige tillæg.
Nævnet henviste ved fremsendelsen af afgørelsen til Nyt fra Ankestyrelsen, august 1999, artikel om hjælp til forsørgelse, tilbagebetaling.
Ankestyrelsens kommentar
Der er tale om en konkret afgørelse, som ikke giver anledning til særlige bemærkninger.