Supplerende dagpenge og for sent indgivet frigørelsesattest
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9373@2003-07-24/da
Indhold
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den xxx
Nævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E
De var først berettiget til supplerende dagpenge fra den 20. september 2001.
De er endvidere berettiget til dagpenge for uge 8-20/2001 under forudsætning af, at De indsender udfyldte dagpengekort for denne periode.
BEGRUNDELSE
Ankenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at
i De ved en tidligere sag, der blev afgjort ved ankenævnet i 1994, blev gjort bekendt med den frist, der gælder for indsendelse af frigørelsesattester,
i at De var ansat som undervisningsassistent ved xxx fra den 1. august 2000 til den 31. juli 2001 ved Institut for xxx,
i at De i Deres ansættelse ved Institut for xxx var omfattet af et opsigelsesvarsel og havde indsendt en frigørelsesattest for dette ansættelsesforhold,
i at De den 5. september 2001 blev ansat som undervisningsassistent ved xxx ved Institut for xxx,
i at De anmodede om tilsendelse af en frigørelsesattest ved Deres brev modtaget i a-kassen den 13. september 2001,
i at a-kassen sendte Dem en frigørelsesattest-blanket den 14. september 2001,
i at xxx udfyldte, underskrev og afsendte Deres frigørelsesattest den 17. september 2001, og
i at frigørelsesattesten blev modtaget i a-kassen den 20. september 2001.
Ankenævnet har endvidere ved afgørelsen lagt til grund, at
i a-kassen skrev til Dem den 5. april 2001, at a-kassen havde færdiggjort Deres dagpengekort for uge 21-46/2000, sådan at dagpengene kunne komme til udbetaling den 10. april 2001,
i at a-kassen med brevet af 5. april 2001 angav at sende dagpengekort for uge 47/2000-11/2001 til Deres udfyldelse "hurtigst muligt",
i at a-kassen oplyste, at De ville få yderligere dagpengekort tilsendt sammen med udbetalingsspecifikationen for de tilsendte dagpengekort,
i at De er af den opfattelse, at De først modtog dagpengekort for uge 4-7/2001 i september 2001, og
i at a-kassen fastholder at have sendt Dem alle bilag til brevet af 5. april 2001,
Ankenævnet har i øvrigt ved afgørelsen lagt til grund, at
i a-kassen modtog Deres dagpengekort for uge 47-50/2000 den 28. maj 2001,
i at a-kassen modtog Deres dagpengekort for uge 51/2000-3/2001 den 3. september 2001,
i at a-kassen udbetalte dagpenge for uge 51/2000-3/2001 den 17. september 2001,
i at a-kassen modtog Deres dagpengekort for uge 4-7/2001 den 27. september 2001, og
i at a-kassen ikke modtog Deres dagpengekort for uge 8-20/2001, idet bemærkes, at De ikke fik tilsendt dagpengekort til udfyldelse for uge 12-20/2001.
Ankenævnet har ved afgørelsen om, at De først er berettiget til supplerende dagpenge fra den 20. september 2001, lagt vægt på, at De var bekendt med fristen på 10 dage for indsendelse af frigørelsesattester, idet De i forbindelse med Deres ansættelse fra den 1. august 2000 til den 31. juli 2001 modtog supplerende dagpenge på baggrund af en frigørelsesattest.
Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at De påbegyndte Deres ansættelse ved xxx, Institut for xxx, den 5. september 2001, og at De havde haft mulighed for at indsende en frigørelsesattest inden den 18. september 2001.
Ankenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansættelse ved xxx ved to forskellige institutter og med over en måneds mellemrum mellem ansættelserne ikke kan betragtes som en fortsat ansættelse, sådan at en frigørelsesattest ikke ville være nødvendig.
Ankenævnet har ved afgørelsen om, at De er berettiget til dagpenge i uge 8-20/2001 under forudsætning af, at De indsender udfyldte dagpengekort for denne periode, lagt vægt på, at De ved a-kassens brev af 5. april 2001 fik en anmodning om "hurtigst muligt" at indsende dagpengekort for en række perioder, herunder for uge 8-11/2001. A-kassen gjorde Dem herved ikke særlig opmærksom på, at a-kassen på et bestemt tidspunkt, hvis Deres dagpengekort ikke var modtaget i a-kassen, ville træffe afgørelse om, at De ikke kunne få udbetalt dagpenge på baggrund af de nævnte perioder.
Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at a-kassen den 17. september 2001 udbetalte dagpenge for uge 51/2000-3/2001, at a-kassen den 21. september 2001 afviste at udbetale dagpenge for uge 4-20/2001, og at a-kassen herved lagde vægt på, at De ikke havde indsendt dagpengekort for uge 4-7/2001, hvilket De gjorde den 27. september 2001. Ankenævnet finder heller ikke, at a-kassen i denne periode gjorde Dem særlig opmærksom på, at De var i risiko for at miste retten til dagpenge for perioden for uge 4-20/2001.
Ankenævnet kan henvise Dem til at rette henvendelse til a-kassen for at få udleveret dagpengekort til udfyldelse for de ovennævnte uger.
Ankenævnet skal i øvrigt bemærke, at afgørelsen om, at De kan få udbetalt dagpenge under forudsætning af, at De indsender udfyldte dagpengekort for perioden, er en dispensation for den regel om en frist på 3 måneder, som normalt gælder for indsendelse af dagpengekort. Ankenævnet skal således præcisere, at der, for så vidt angår dagpengekort, gælder en frist på 3 måneder for indsendelse, og at manglende indsendelse inden for denne frist kan medføre, at retten til dagpenge for de forløbne 3 måneder fortabes.
Ankenævnet henviser til §§ 34, 59 og 65 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Arbejdsmini-steriets lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001), til §§ 1-2 i Direktoratet for Arbejdsløsheds-forsikringens bekendtgørelse nr. 515 af 3. juli 1998 om supplerende dagpenge, til § 19 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed, til § 1 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 434 af 8. juni 1999 om standardvedtægt for anerkendte arbejdsløshedskasser, til §§ 9, stk. 2, og 13 i Standardvedtægt for anerkendte arbejdsløshedskasser (bilag til direktoratets bekendtgørelse nr. 434 af 8. juni 1999) og til § 9, stk. 2, i vedtægt for Magistrenes Arbejdsløshedskasse.
Ankenævnet ændrer således Arbejdsdirektoratets afgørelse af 10. maj 2002.
På ankenævnets vegne
xxx xxx
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
xxx Arbejdsløshedskasse Arbejdsdirektoratet
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på følgende måde:
"Det fremgår af sagen, at a-kassen i brev af 5. april 2001 til Dem bl.a. oplyste, at a-kassen samme dag havde færdiggjort Deres dagpengekort for ugerne 21-46/2000, og at dagpengene ville være til disposition på Deres konto den 10. april 2001.
Sammen med brevet sendte a-kassen Dem dagpengekort for ugerne 47/2000-11/2001. A-kassen anmodede Dem om at udfylde og returnere kortene "hurtigst muligt". Efter modtagelsen ville a-kassen sende Dem dagpengekortene for uge 12/2001.
Den 28. maj 2001 modtog a-kassen Deres dagpengekort for ugerne 47-50/2000.
Dagpengekort for ugerne 51/2000-3/2001 modtog a-kassen den 3. september 2001. Dette blev dog returneret, da det var mangelfuldt udfyldt. Sidstnævnte kort modtog a-kassen korrekt udfyldt den 13. september 2001.
Det fremgår videre sagen, at a-kassen den 13. september 2001 modtog et brev fra Dem, hvor De bad om at få til tilsendt en frigørelsesattest, eftersom De var blevet ansat på xxx som undervisningsassistent.
Frigørelsesattesten blev sendt fra a-kassen den 14. september 2001.
Den 20. september 2001 modtog a-kassen Deres frigørelsesattest.
Det fremgik af attesten, at De var ansat ved xxx fra den 5. september 2001.
Den 21. september 2001 traf a-kassen afgørelse om 2 forhold, henholdsvis for sent modtaget frigørelsesattest og for sent indsendt dagpengekort.
Vedrørende frigørelsesattest
A-kassen begrundede afgørelse med, at frigørelsesattesten blev modtaget senere end 10 hverdage efter ansættelsesforholdets start. De kunne derfor ikke få udbetalt supplerende dagpenge fra den 5. september 2001 til den 19. september 2001.
Vedrørende manglende udbetaling af dagpenge fra uge 4/2001
A-kassen oplyste , at De tidligere var blevet bedt om at indsende de fremsendte dagpengekort for ugerne 47/00-11/01 hurtigst muligt.
A-kassen havde dags dato (21. september 2001) kun modtaget dagpengekort for ugerne 47/00-3/01. De resterende dagpengekort for ugerne 4-11/01 manglede stadig.
A-kassen henviste herefter til at i henhold a-kassens vedtægter, § 9, bortfaldt retten til dagpenge, hvis kortene ikke var indleveret senest 3 måneder efter periodens udløb.
De klagede i et brev af 14. oktober 2001 over a-kassens afgørelse.
De anførte i klagen blandt andet:
"....xxx´s medlemmer, herunder jeg selv, har igennem længere tid måttet leve med, at xxx`s sagsbehandlingstider har været for lange.
Jeg må nu desværre konstatere, at xxx først anvender sine tilsyneladende utilstrækkelige ressourcer, når xxx mener, at et medlem har overskredet frister for indsendelse af materiale fremfor at sørge for, at medlemmet løbende modtager rettidig information, rådgivning og opfølgning, således at situationen ikke opstår.
Rettidig information, rådgivning og opfølgning til medlemmet er endnu mere vigtig i en periode, hvor xxx er overbelastet, og medlemmerne hyppigt har måtte leve med urimelig lange sagsbehandlingstider - uden at medlemmet i øvrigt har haft nogen reel mulighed for at påvirke de lange sagsbehandlingstider. Jeg har eksempelvis oplevet meget lange udbetalingstider, som selvfølgelig væsentlig har påvirket min likviditet og har betydet, at et væsentligt beløb beskattes i år 2001 fremfor i år 2000.
Det havde været naturligt og er forhåbentlig sædvanlig praksis i xxx, at xxx anvender sine ressourcer på rettidigt at gøre skriftlig opmærksom på tidsfrister og disses betydning og på at gøre opmærksom på, når xxx mener at et medlem er ved at nærme sig en tidsfrist, fremfor at xxx tilsyneladende afventer med at reagere, til en tidsfrist i xxx's vedtægter efter xxx's opfattelse er overskredet, xxx burde også sørge for løbende at gøre opmærksom på tidsfristernes eksistens, længde og på konsekvensen af manglende overholdelse, herunder ved angivelse af tidsfristers betydning ved fremsendelse af dagpengekort formularer og lignende, samt gøre opmærksom på at disse tidsfrister også håndhæves, selv om xxx's sagsbehandling igennem længere tid havde været alt for lang.
xxx's skrivelse af 21. september 2001 viser, at xxx ved anvendelse af meget begrænsede ressourcer skriftligt kan gøre opmærksom på tidsfrister og betydningen heraf, hvilket det som nævnt er min opfattelse, at det havde været naturligt, at xxx havde gjort på et betydelig tidligere tidspunkt.
Ganske få dage før xxx's afgørelse - den 17. september 2001 - udbetalte xxx dagpenge for ugerne 51/03 uden kommentarer, ej heller omtale af tidsfrister. Omkring samme tid modtog jeg dagpengekort for ugerne 4-7, hvilket dagpengekort er fremsendt til xxx men udbetaling er endnu ikke er modtaget.
xxx henviser den 21. september 2001til brev af 5. april 2001, hvori oplystes, at dagpenge for ugerne 21. - 46/2000 var ordnet, og at der fremsendtes ydelseskort for ugerne 47-/00-11/01.
Jeg mener ikke, jeg har modtaget dagpengekort for ugerne 47/00-11/0l primo april 2001 - hvilket også forekommer mindre sandsynligt - når xxx primo september sender dagpengekort og medio september 2001 fremsender dagpengekort for ugerne 4-7/2001.
Først næsten 6 måneder efter xxx´s brev af 5. april 2001 gør xxx opmærksom på, at der mangler at blive indsendt dagpengekort, som xxx mener, at jeg har modtaget den 5. april 2001, og at jeg burde have returneret tidligere.
Jeg mener, jeg er berettiget til at få udbetalt dagpenge for hele perioden uge 3 - uge 20, idet en eventuel forsinkelse som beskrevet ovenfor er rimelig begrundet og ikke kan tillægges betydning, særlig som følge af
i at jeg ikke har modtaget dagpengekort for næsten hele den omhandlede periode og dermed ikke har haft mulighed for at indsende dagpengekortene,
i de lange sagsbehandlingstider i xxx, som for mit vedkommende blandt andet har betydet, at dagpenge er blevet udbetalt op til 9 måneder efter dagpengeperioden, og har betydet, at jeg har kunnet gå ud fra at eventuelle tidsfrister, ikke blev tillagt betydning,
i det komplicerede regelsæt for dagpenge til medarbejdere, som ikke hele tiden arbejder fuldtid, ofte betyder, at ting tager tid,
i der ikke i år 2000 og 2001 har været skriftlig opfølgning, information eller rådgivning fra xxx´s side overfor mig om tidsfrister og disses væsentlige betydning for medlemmet, herunder har xxx ikke gjort skriftlig opmærksom på at overholdelse af disse tidsfrister også ville blive håndhævet at xxx, selv om xxx igennem længere tid har haft lange sagsbehandlingstider, og undertegnede eksempelvis april 2001 modtog dagpenge for en periode, som lå 9 måneder før, og
i at xxx først gør opmærksom på, at xxx mener, at der er et spørgsmål om tidsfrist i forbindelse med xxx´s brev af 5. april 2001, den 21. september 2001, hvilket er 6 måneder efter brevets afsendelse.
Jeg imødeser venligst at modtage dagpenge for ugerne 03-07 samt dagpengekort til udfyldelse for ugerne 8-20.
Vedrørende frigørelsesattest bekræftede xxx, at attesten ville blive sendt den 18. september 2001, således at den ville være xxx rettidigt i hænde. Jeg må lægge til grund, at frigørelsesattesten er modtaget rettidigt i xxx.
Det er i øvrigt mit indtryk, at undervisningsassistentansættelse ved xxx sker således, at det på forhånd bekræftes, at der udstedes frigørelsesattest. Der er således ikke behov for en frigørelsesattest vedrørende den pågældende undervisning, som i øvrigt også må være omfattet af de i år 2000 fremsendte ansættelseskontrakter ved xxx, som indeholder frigørelseserklæring - men desværre ikke gav undervisningstimer i året 2000/2001."
A-kassen fastholdt den 14. november 2001 sin afgørelse og sendte sagen til direktoratet.
Vedrørende manglende udbetaling af dagpenge fra uge 4/2001
A-kassen oplyste, at a-kassen fandt det rimeligt at udbetale dagpenge for ugerne 21/2000-3/2001, da sagsbehandlingen havde været urimeligt lang.
Imidlertid var det fortsat a-kassens opfattelse, at De havde være meget sen til at indsende de efterfølgende dagpengekort, og at De dermed selv var skyld i at dagpengene ikke kunne udbetales længere end 3 måneder tilbage, jf. a-kassens vedtægt, § 9.
Vedrørende for sent modtaget frigørelsesattest
A-kassen oplyste, at a-kassen modtog en ansættelseskontrakt vedrørende xxx den 18. juli 2000. Kontrakten gjaldt for 2 semestre frem til den 31. juli 2001. A-kassen modtog ikke en ny kontrakt vedrørende ansættelsen ved xxx fra den 5. september 2001. Denne ansættelse fik a-kassen først kendskab til den 13. september 2001, hvor De anmodede om en frigørelsesattest.
A-kassen har efterfølgende fået bekræftet af Deres arbejdsgiver, Personalekontoret på xxx, at De har en måneds opsigelse, såfremt der ikke var udfærdiget en frigørelsesattest."
Sekretariatet er enig i fremstillingen.
2. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 10. maj 2002 følgende afgørelse:
"Vedrørende manglende udbetaling af dagpenge fra uge 4/2001
De kan få udbetalt dagpenge for uge 4-7/2001. De kan ikke få udbetalt dagpenge i perioden fra uge 8/2001 frem til uge 20/2001.
Vedrørende for sent modtaget frigørelsesattest
De kan få supplerende dagpenge fra den 20. september 2001.
Begrundelse
Vedrørende manglende udbetaling af dagpenge fra uge 8/2001 til og med uge 11/2001 har direktoratet lagt vægt på, at a-kassen i brev af 5. april 2001 sendte Dem dagpengekortene for uge 47/2000 til uge 11/2001 og bad Dem om at udfylde og returnere disse kort hurtigst muligt.
På trods af a-kassens anmodning blev kortet fra uge 51/2000 til 3/2001 først sendt til a-kassen i september måned 2001, hhv. den 3. september 2001 i udfyldt stand og herefter den 13. september 2001 i udfyldt stand.
Ifølge a-kassens oplysninger er kortet for uge 4-7/2001 først indkommet til a-kassen den 27. september 2001.
Direktoratet har lagt vægt på, at a-kassen i brevet af 5. april 2001 dels gjorde op med sin sene ekspeditionstid ved at oplyse, at dagpengekortene for ugerne 21-46/2000 nu var færdigekspederede, og dels ved at sende Dem de efterfølgende kort med en anmodning om en hurtig reaktion fra Deres side.
I brevet af 5. april 2001 oplyste a-kassen, at De automatisk ville få kort fra uge 12-17/2001, når De havde udfyldt og returneret de fremsendte kort til og med uge 11/2001.
Direktoratet har lagt vægt på, at De på trods af, at De ikke selv mener at have modtaget dagpenge-kortene for ugerne 47/00-11/2001, alligevel må have modtaget disse, idet De har kunnet udfylde og indsende kortene for perioden til og med uge 07/2001 - dog således at det sidste kort først blev modtaget i a-kassen den 27. september 2001, dvs. efter forløbet af over 5 måneder.
Da kortet for uge 4-7/2001 imidlertid - om end for sent - er er modtaget i a-kassen i udfyldt stand, mener direktoratet efter omstændighederne, at det kan honoreres.
Med hensyn til de resterende kort for perioden uge 08-11/2001 har direktoratet lagt vægt på, at De ikke har sendt kortet til a-kassen i udfyldt eller underskreven stand, ligesom De af denne grund ikke har modtaget nogen yderligere kort.
Direktoratet har også lagt vægt på, at De - såfremt De ikke modtog kortet for uge 08-11/2001 - skulle have reageret og bedt a-kassen om at sende dette.
De fulgte således ikke op på a-kassens brev, hvori De blev anmodet om at reagere hurtigt.
Dagpengekortene skal udfyldes dag for dag med angivelse af arbejde, dvs. arbejdsindtægt eller timer samt ledighed. Dagpengekortene skal udfyldes og indleveres til a-kassen umiddelbart efter hver udbetalingsperiodes udløb, jf. § 9 i a-kassens vedtægter. Efter § 9, stk. 2, bortfalder retten til forfaldne ydelser, hvis dagpengekortet ikke er indleveret senest 3 måneder efter periodens udløb.
Årsagen til samtidigheden mellem ledighedsperiode og indsendelse af dagpengekortet skyldes, at det kan være vanskeligt at rekonstruere perioder med arbejde og ledighed - således som det er tilfældet i denne sag - efter flere måneders forløb, ligesom det også kan være vanskeligt for en a-kasse at bedømme et medlems tidligere rådighed, når dagpengekortene sendes efter forløbet af flere måneder.
Der er forskel på, at a-kassen har en forsinket behandling af dagpengekort, men hvor disse er udfyldt og indsendt til a-kassen i tidsmæssig forbindelse med ledigheden og den situation, hvor et medlem ikke udfylder dagpengekort løbende, men indsender disse med flere måneders forsinkelse som tilfælde er med de 2 sidst indleverede dagpengekort eller - som det også er tilfældet i Deres sag - slet ikke har indsendt nogle dagpengekort til a-kassen (perioden fra 08-20/2001).
Selvom a-kassen tidligere havde haft en langsommelig sagsbehandling, bad a-kassen Dem i brevet af 5. april 2001 om at sende kortene hurtigst muligt.
Direktoratet har lagt vægt på, at De ikke reagerede på a-kassens brev på trods af, at De fik oplysning om, at en yderligere fremsendelse af kort for senere perioder var afhængig af, at De udfyldte og indsendte de dagpengekort, De nu havde modtaget.
Direktoratet har også lagt vægt på, at De ved Deres indmeldelse i a-kassen fik udleveret a-kassens vedtægter, hvoraf det fremgår, at dagpengekort skal indleveres umiddelbart efter hver udbetalingsperiodes udløb, medmindre der er en fyldestgørende grund til ikke at indsende kortene.
Det er rigtigt, at a-kassens ekspedition har været langsommelig, men direktoratet mener, at a-kassen i brevet af 5. april 2001 tilkendegav, at ekspeditionen af dagpengekort nu var ved at være á jour, hvorfor De blev bedt om at reagere hurtigt.
Da dagpengekortet for uge 4-7/2001 imidlertid er kommet frem til a-kassen, har a-kassen mulighed for at udbetale dagpenge på baggrund heraf i lighed med kortet forud herfor.
Hvad angår dagpengekortene fra uge 8-11/2001, der aldrig er modtaget i a-kassen eller dagpengekort for uge 12/2001, som De aldrig har modtaget, mener direktoratet ikke, at de kan udfyldes og indsendes på så sent et tidspunkt.
Af de allerede indsendte dagpengekort fremgår, at De har modtaget supplerende dagpenge, og at De i første omfang indsendte kortet fra 4-7/2001 uden, at dette var udfyldt. A-kassen måtte returnere dette, for at De kunne udfylde det.
Direktoratet mener, at der er gået så lang tid, at hensyn bag kravet om en samtidighed mellem udfyldelse og indsendelse af disse kort er forpasset, jf. vedtægtens § 9, stk. 2. Direktoratet mener ikke, at Deres henvisning til a-kassens sene behandling af Deres sag er en sådan fyldestgørende grund, at De efter modtagelsen af a-kassens brev af 5. april 2001 har kunnet antage, at det ville være uden betydning, at dagpengekort blev indsendt for sent af Dem.
Vedrørende frigørelsesattest
Et fuldtidsforsikret medlem kan få supplerende dagpenge, hvis medlemmet arbejder på nedsat tid i et ansættelsesforhold, hvor der er et opsigelsesvarsel.
Arbejdsgiveren skal dog skriftligt erklære, at arbejdsgiveren vil se bort fra opsigelsesvarslet, hvis medlemmet kan få arbejde med en længere arbejdstid.
Erklæringen skal gives på en frigørelsesattest eller fremgå af arbejdsgiverens meddelelse om arbejdsfordeling. Muligheden for at blive frigjort kan også fremgå af ansættelseskontrakten. Der henvises til § 19, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed.
De kan dog kun få supplerende dagpenge fra første dag i ansættelsesforholdet, når erklæringer fra arbejdsgiveren er modtaget i a-kassen i underskrevet stand senest 10 hverdage efter, at ansættelsen er begyndt.
I 10 dages fristen medregnes den dag, hvor De begyndte ansættelsen. Se § 19, stk. 3, i bekendtgørelsen.
De begyndte i ansættelsen den 5. september 2001, og arbejdsgiveren havde krav på et opsigelsesvarsel fra denne dag.
A-kassen modtog frigørelsesattesten den 20. september 2001.
Der er lagt vægt på, at a-kassen ikke modtog frigørelsesattesten senest den 18. september 2001.
Fristen på de 10 dage var derfor overskredet, og De kan først få supplerende dagpenge fra den 20. september 2001.
De har i Deres klage anført, at De ikke mente, at der var behov for en frigørelsesattest vedrørende den pågældende undervisning, fordi De mente, at De var omfattet af den ansættelseskontrakt som blev indsendt til a-kassen i juli måned 2000.
Det fremgik af ansættelseskontrakten modtaget i a-kassen i juli 2000, at kontrakten gjaldt 2 semestre frem til den 31. juli 2001.
Direktoratet mener herefter, at De begyndte et nyt ansættelsesforhold den 5. september 2001, selv om det var hos en arbejdsgiver, som De tidligere havde været ansat hos i en tidsbegrænset stilling.
Direktoratet mener videre, at den tidligere fremsendte frigørelsesattest/ansættelseskontrakt ikke længere var gældende.
Der er også lagt vægt på, at Deres arbejdsgiver overfor a-kassen bekræftede, at De har en måneds opsigelse over for Deres arbejdsgiver, såfremt der ikke var udfærdiget en frigørelsesattest.
Direktoratet mener desuden, at det er Dem selv, der må bære risikoen for, at frigørelsesattesten ikke blev modtaget rettidigt i a-kassen, også selv om Deres arbejdsgiver har oplyst, at frigørelsesattesten ville blive sendt den 17. september 2001, således at den kunne være a-kassen i hænde den 18. september 2001.
Direktoratet skal i den forbindelse bemærke, at det alene er Deres ansvar at sørge for, at frigørelsesattesten bliver modtaget rettidigt i a-kassen.
Direktoratet finder ikke, at der i sagen er særlige forhold, der kan begrunde, at der skal dispenseres fra 10 dages fristen i 19, stk. 3, i bekendtgørelsen."
3. Klagen til ankenævnet
De skrev følgende til ankenævnet den 4. juni 2002:
"Jeg har modtaget Direktoratets afgørelse af 10. maj 2002 vedrørende min klage til xxx af 14. oktober 2002 modtaget i Direktoratet den 15. november 2001.
Jeg skal herved til Arbejdsmarkedets Ankenævn klage over direktoratets afgørelse om afslag på udbetaling af dagpenge for uge 8/2001 frem til uge 20/2001 samt klage over, at jeg ikke har fået tilsendt dagpengekort til udfyldelse for uge 8-20/2001 således, som jeg anmodede om i klagen af 14. oktober 2001.
Jeg klager tillige over, at direktoratet har anvendt 7 måneder på at træffe afgørelse i sagen. Sagsbehandlingstiden virker urimelig - særlig i den konkrete sag, som vedrører 3 måneders fristen i vedtægten for xxx, og hvor Direktoratet - såvidt jeg er orienteret - ikke har indhentet supplerende oplysninger i sagen.
Jeg skal tillige anmode direktoratet om at oplyse, hvorfor direktoratet har truffet afgørelse om alle dele af sagen, selv om direktoratet tilsyneladende ikke mente, at der kunne være grundlag for at indhente supplerende oplysninger i sagen, idet direktoratet i afgørelsen anfører, at "De ikke i Deres klage af 14. oktober 2001 har givet nogen begrundelse for, hvorfor De sendte dagpengekortene efter perioden uge 47-50/2002 til a-kassen med så stor forsinkelse, ligesom De ikke har oplyst, hvorfor De ikke reagerede, før a-kassens afgørelse til Dem af 21. september 2001. I givet fald bedes eventuelle årsager hertil angivet i klagen."
Der henvises tillige til min klageskrivelse af 14. oktober 2001 og det nedenfor anførte.
Jeg mener fortsat, at jeg er berettiget til dagpenge for ugerne 8-20.
Jeg har fulgt xxx's sædvanlige praksis i min sag. xxx's praksis var sandsynligvis blandt andet resultatet af, at xxx igennem mindst et år havde meget lange sagsbehandlingstider - også overfor mig konkret. Den opståede situation skyldes, at xxx reelt ikke gjorde noget for at orientere om tidsfrister og disses betydning, herunder at disse skulle følges, selv om xxx's egne sagsbehandlingstider ifølge xxx's egne orienteringer til medlemmerne var alt for lange, samt at xxx ikke på forhånd orienterede mig om, at xxx fremover ville anvende 3 måneders fristen i min sag. Det virker ikke rimeligt, at xxx uden forudgående varsel kan ændre den praksis, som har været gældende i min sag med den virkning, at der ikke kan udbetales dagpenge for ugerne 8-20.
xxx udbetaler dagpenge for uge 51/2000-03/2001 den 17. september, men mener pludselig den 21. september 2001, at der ikke er grundlag for udbetaling af dagpenge for ugerne 4-20. Ganske få dage før xxx's afgørelse - den 17. september 2001 - udbetalte xxx dagpenge for ugerne 51-03 uden kommentarer, ej heller omtale af tidsfrister. Omkring samme tid modtog jeg fra xxx dagpengekort for ugerne 4-7, hvilke dagpengekort blev fremsendt til xxx. Efter at have indsendt dagpengekortene for uge 4-7 forventede jeg at modtage dagpengekort for de efterfølgende perioder, herunder ugerne 8-20.
Denne pludselige ændring af xxx's praksis i min sag uden forudgående orientering fra xxx's side hverken om tidsfristen eller dennes betydning og uden, at xxx selv havde erindret om, at xxx manglede at modtage hovedparten af de dagpengekort, som xxx mente, at xxx havde fremsendt til mig den 5. april 2002, bør være i strid med god forvaltningspraksis og er efter min opfattelse i strid med almindelige forvaltningsretlige regler og i strid med intentionen i vedtægternes § 9, stk. 2. Der er ikke væsentlige beskyttelseshensyn, som tilsidesættes ved at udbetale dagpenge for ugerne 8-20. Tværtimod forekommer afslag at være i strid med almindelige regler, herunder om 5 eller 20 årig forældelse.
Såfremt det fastholdes, at der med henvisning til vedtægternes § 9, stk. 2, ikke kan udbetales dagpenge, gøres det gældende, at xxx alligevel er pligtig at udbetale dagpenge, idet den manglende overholdelse af § 9, stk. 2, skyldes, at xxx ikke har gjort tilstrækkeligt for at orientere om fristerne og disses betydning og skyldes, at xxx ikke har gjort noget for at følge op på at de kort, som xxx oplyser at have fremsendt også kom retur, herunder at xxx ikke sørgede for at følge op, før udløbet af 3 måneders fristen.
Så vidt jeg har forstået, havde xxx i september 2001 i mindst et år haft alt for lange sagsbehandlingstider, hvilke lange sagsbehandlingstider i sig selv burde have betydet, at xxx havde gjort en særlig indsats for generelt og for i min sag konkret at have orienteret om, at selv om xxx i lang tid havde haft lang sagsbehandlingstid, så ville xxx fortsat kræve, at medlemmerne overholdt § 9, stk. 2. xxx burde tillige løbende have orienteret om 3 måneders fristen eksempelvis på dagpengekortene. At xxx desværre ikke i 2001 hverken generelt over for medlemmerne eller over for mig konkret orienterede om tidsfristerne og disses betydning eller konkret fulgte op over for mig vedrørende brevet af 5. april 2002, bør ikke komme mig til skade.
Jeg skal tillige anmode om aktindsigt i alle Direktoratets akter, skrivelser m.v. samt anmode om løbende at blive gjort bekendt med alle akter, skrivelser m.v. i forbindelse med ankenævnets behandling af denne klage samt anmode om at få mulighed for at kommentere de foreliggende akter og til at kommentere nye oplysninger i sagen."
4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen
Arbejdsdirektoratet skrev følgende den 1. juli 2002:
"Direktoratet sender klage over afgørelse af 10. maj 2002.
Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.
xxx har i sin klage af 4. juni bl.a. klaget over, at direktoratet har anvendt 7 måneder til at træffe afgørelse i sagen. Direktoratet skal endnu en gang beklage den lange ekspeditionstid.
xxx har også bedt om at få oplyst, hvorfor direktoratet har truffet afgørelse om alle dele af sagen, selv om vi har ment, at der kunne være grundlag for at indhente supplerende oplysninger i sagen.
Hertil kan direktoratet oplyse, at netop den i forvejen lange ekspeditionstid bevirkede, at direktoratet traf en afgørelse. Vi efterlyste samtidig, hvad der var årsagen til, at xxx ikke reagerede på et tidligere tidspunkt. En sådan årsag ville kunne bevirke, at sagen blev vurderet på ny. xxx har imidlertid ikke oplyst om nogen årsag til sin sene fremsendelse af dagpengekortene.
xxx har blot henvist til, at hun har fulgt "xxx's sædvanlige praksis" i sin sag. Som nævnt har direktoratet i sin afgørelse lagt vægt på, at xxx Arbejdsløshedskasse i sit brev af 5. april 2001 til xxx gjorde op med sin sene sagsbehandlingstid. A-kassen bad i brevet om en hurtig reaktion fra xxx.
Der er i afgørelsen også lagt vægt på, at a-kassens vedtægter og herunder 3-måneders fristen, der er nævnt i a-kassens vedtægter, § 9, stk. 2, må forudsættes medlemmerne bekendt, hvorfor a-kassen ikke nævnte denne i brevet af 5. april 2001, men blot bad xxx om at reagere hurtigst muligt.
xxx har i den forbindelse anført, at hun ikke mener, at det er rimeligt, at xxx uden forudgående varsel kunne "ændre den praksis, som har været gældende i min sag."
Der henvises til, at det i afgørelsen har været lagt til grund, at de dagpengekort, som xxx med forsinkelse fra a-kassens side fik honoreret, jf. brevet af 5. april 2001 (ugerne 21-46/2000), oprindelig blev indsendt rettidigt at xxx. Der har således ikke været tale om en generel accept fra a-kassens side af, at dagpengekort kunne indsendes for sent.
Med hensyn til xxx anbringende om, at hun modtog dagpengekortet for ugerne 4-7/2001 omkring den 17. september 2001 henvises til, at a-kassen sendte dagpengekort for ugerne 47/2000 til 11/2001 til xxx ved brev af 5. april 2001. xxx reagerede ikke på brevet med nogen indsigelse om, at kortene ikke var blevet vedlagt. Kortene blev returneret til a-kassen etapevis.
xxx har gentaget, at hun mener, at der er sket en praksisændring fra xxx's side uden et forudgående varsel og uden, at xxx havde erindret om, at hun manglede at sende hovedparten af de dagpengekort, a-kassen mente at have fremsendt. Hertil bemærkes, at der ikke påhviler a-kassen en pligt til at rykke for dagpengekort. En undladelse af det sidstnævnte er derfor ikke i strid med god forvaltningsskik.
xxx har henvist til, at xxx er pligtig at udbetale dagpenge dels af de ovenfor anførte grunde og dels, fordi der ikke tilsidesættes væsentlige beskyttelseshensyn derved. Der henvises til det, der er nævnt i afgørelsen om baggrunden for 3-måneders fristen set i forhold til vurderingen af et medlems rådighed.
For så vidt angår det rejste spørgsmål om forældelse henvises til, at xxx ved sin indmeldelse i a-kassen har accepteret a-kassens vedtægter og dermed også 3-måneders fristen.
Endelig henvises til, at xxx har udvist passivitet ved ikke at indsende dagpengekortene ved modtagelsen af disse, ligesom hun ikke har reageret overfor a-kassen i det omfang, hun ikke - hvilket er gjort gældende - måtte have modtaget alle de dagpengekort, som a-kassen har oplyst er blevet sendt til hende."
5. Nyt efter klagen
Intet.
6. Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001)
§ 34. En anerkendt arbejdsløshedskasses vedtægt skal være i overensstemmelse med en standardvedtægt, som udarbejdes af direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen efter forhandling med Landarbejdsrådet og godkendes af arbejdsministeren.
Stk. 2. Vedtægten skal indeholde oplysninger om:
...
3) Medlemmernes rettigheder og pligter
...
§ 59. Når et ledigt medlem, som er arbejdssøgende til arbejde i fuld, sædvanlig arbejdstid, opnår arbejde af kortere varighed, nedsættes dagpengene. Nedsættelsen sker efter forholdet mellem medlemmets arbejdstid i vedkommende uge og normal overenskomstmæssig arbejdstid på det danske arbejdsmarked. Inden for områder, hvor nedsættelse ikke kan foretages på grundlag af arbejdstiden, sker nedsættelsen under hensyn til arbejdslønnen.
...
§ 65. Arbejdsløshedskassen skal vejlede medlemmet om de rettigheder og pligter, der følger af lovens kapitel 7-16, samt om medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkeds-lovgivningen.
Stk. 2. Ved ledighedens indtræden skal arbejdsløshedskassen informere medlemmet om betydningen af pligten til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, jf. §§ 62-63.
Stk. 3. Arbejdsløshedskassen skal påse, at medlemmet står til rådighed for arbejdsmarkedet, og har pligt til at foretage en vurdering af medlemmets rådighed.
Stk. 4. Det påhviler medlemmet at medvirke ved tilvejebringelsen af de oplysninger, der er nødvendige for gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1-3.
...
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 515 af 3. juli 1998 om supplerende dagpenge
§ 1. Et medlem, der arbejder på nedsat tid, kan få supplerende dagpenge, hvis medlemmet opfylder de almindelige betingelser for at få dagpenge.
Stk. 2. Et fuldtidsforsikret medlem arbejder på nedsat tid, når medlemmets ugentlige arbejdstid er af kortere varighed end fuld sædvanlig ugentlig arbejdstid.
Stk. 3. Et fuldtidsforsikret medlem, der arbejder på nedsat tid i et ansættelsesforhold med opsigelsesvarsel, kan kun få supplerende dagpenge, hvis medlemmet har afleveret en frigørelses-attest i arbejdsløshedskassen.
...
§ 2. Et fuldtidsforsikret medlem kan få supplerende dagpenge i en uge efter forholdet mellem medlemmets arbejdstid i ugen og 37 timer.
...
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed
§ 19. Et fuldtidsforsikret medlem, der arbejder på nedsat tid, kan få supplerende dagpenge. Hvis medlemmets nedsatte arbejdstid ligger inden for den fulde, normale arbejdstid for medlemmets arbejdsområde, og arbejdsgiveren har krav på et opsigelsesvarsel, kan der dog kun udbetales supplerende dagpenge, når arbejdsgiveren erklærer at ville se bort fra opsigelsesvarslet, hvis medlemmet opnår arbejde med en længere arbejdstid.
Stk. 2. Arbejdsgiverens erklæring skal enten foreligge på en frigørelsesattest, fremgå af arbejdsgiverens meddelelse om arbejdsfordeling eller frigørelsesmuligheden skal fremgå af ansættelseskontrakten.
Stk. 3. Medlemmet vil kunne få supplerende dagpenge fra ansættelsesforholdets første dag, når arbejdsgiverens erklæring er arbejdsløshedskassen i hænde i underskrevet stand senest 10 hverdage (eksklusive lørdage) efter, at ansættelsen er begyndt, eller efter, at medlemmet skal have frigørelsesattesten for at kunne få supplerende dagpenge. Den dag, medlemmet påbegynder ansættelsen, henholdsvis den dag, fra hvilken arbejdsgiveren har krav på et opsigelsesvarsel, medregnes i 10-dages-fristen. Hvis arbejdsløshedskassen har modtaget arbejdsgiverens erklæring efter 10-dages-fristen, kan medlemmet tidligst få supplerende dagpenge fra dette tidspunkt.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 434 af 8. juni 1999 om standardvedtægt for anerkendte arbejdsløshedskasser
§ 1. En anerkendt arbejdsløshedskasses vedtægt skal være i overensstemmelse med standardvedtægten, jf. bilaget til denne bekendtgørelse.
Standardvedtægt for anerkendte arbejdsløshedskasser (bilag til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 434 af 8. juni 1999)
§ 9...
Stk. 2. Dagpengekort mv. skal indleveres til kassen umiddelbart efter hver udbetalingsperiodes udløb. Retten til forfaldne ydelser bortfalder, hvis dagpengekortet mv. ikke er indleveret senest 3 måneder efter periodens udløb, medmindre medlemmet har haft fyldestgørende grund til ikke at have indleveret udbetalingsmaterialet.
§ 13. Et medlem har pligt til, herunder ved henvendelse til a-kassen (afdelingen) at holde sig orienteret om de gældende regler vedrørende dagpengeret m.v. i loven og i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og de forskrifter, der er knyttet til disse love.
Vedtægter for Magistrenes Arbejdsløshedskasse
§ 9...
Stk. 2. Dagpengekort m.v. skal indleveres til kassen umiddelbart efter hver udbetalingsperiodes udløb. Retten til forfaldne ydelser bortfalder, hvis dagpengekortet m.v. ikke er indleveret senest 3 måneder efter periodens udløb, med mindre medlemmet har haft fyldestgørende grund til ikke at have indleveret udbetalingsmaterialet.