Gelex

Rådighed trods manglende aflevering af ph.d-afhandling

GældendeVersion 2003-07-24
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9376@2003-07-24/da

Indhold
  1. Indledning

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 6. marts 2003.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

De har ret til dagpenge fra den 22. april 2002.

Dette skyldes, at De anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, selvom De ikke har færdiggjort og afleveret Deres ph.d.-afhandling, da De afmeldte Dem Københavns Universitet som ph.d.-studerende, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 samt § 22 i direktoratets bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000.

Ankenævnet har lagt til grund, at De har været indskrevet som ph.d.-studerende ved Københavns Universitet fra den 1. februar 1999 til og med 21. april 2002, hvor De blev udskrevet som ph.d.-studerende.

Ankenævnet har videre lagt til grund, at De ved ansøgningen om dagpenge ikke har færdiggjort og afleveret Deres afhandling. De har oplyst, at afhandlingen er planlagt, at skulle afleveres ca. 1. juli 2002.

Det er ankenævnets opfattelse, De ikke kan betragtes som at deltage i uddannelse uanset, at De ikke har afleveret Deres afhandling.

Ankenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at De ikke længere er tilmeldt en uddan-nelsesinstitution som ph.d.-studerende, at De ikke længere følger et uddannelsesforløb, og at afhandlingen alene skal gennemgå en sproglig og korrekturmæssig revision, jf. arbejdsløs-hedsforsikringslovens § 62a, stk. 1, modsætningsvist.

Det fremgår af § 22 i bekendtgørelsen om rådighed, at arbejdsløshedskassen skal undersøge og vurdere et medlems rådighed, hvis der opstår tvivl om rådigheden for arbejdsmarkedet.

Arbejdsløshedskassen fremsendte i denne forbindelse en Tro- og Love erklæring til Dem, hvori De blandt skulle underskrive på, at De ikke ville færdiggøre afhandlingen og at De heller ikke ville arbejde på denne i weekender og ferier.

Ankenævnet har i forbindelse med vurderingen af Deres rådighed tillige lagt vægt på, at De er udmeldt af uddannelsesinstitutionen, og at De ikke længere følger et uddannelsesforløb.

Ankenævnet har videre lagt vægt på, at De fortsat har arbejdet på Deres afhandling efter den 21. april 2002, men at afhandlingen alene skal gennemgå en sproglig og formalistisk revision, inden den kan afleveres til bedømmelse. Denne revision vil Deres ægtefælle endvidere være Dem behjælpelig med.

Ankenævnet har endvidere lagt vægt på Deres vejleders efterfølgende udtalelse om, at Deres afhandling forelå færdig den 21. april 2002, således at kun mindre revisioner af sproglig og formel karakter manglede at udføres.

På ovenstående baggrund er det ankenævnets opfattelse, at selvom De ikke har færdiggjort Deres arbejde med Deres afhandling, kan De anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet henset til, at de omtalte mindre revisioner kan foretages i weekender samt efter kl. 16 på hverdage.

Ankenævnet skal henvise til arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 og § 62a samt til § 16 og § 22, i direktoratets bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed.

Ankenævnet ændrer således direktoratets afgørelse af 27. juni 2002.

På ankenævnets vegne

xxxx xxx

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

xxxx Arbejdsløshedskasse

Arbejdsdirektoratet + sagens akter.

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:

"Det fremgik af Deres ledighedserklæring, at De den 22. april 2002 blev ledig. De havde fra den 1. februar 1999 været ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet.

Det fremgik af Deres kontrakt om ph.d.-studiet af 18. februar 1999, at De deltog i en forskeruddannelse.

Det fremgik af brev af 9. april 2002, at Deres ph.d.-stipendie blev forlænget til den 21. april 2002. Det fremgik også af dette brev, at udløbsdatoen for stipendiet og indskrivningen ikke var sammenfaldende.

A-kassen bad den 13. maj 2002 om yderligere oplysninger i sagen.

De svarede a-kassen den 16. maj 2002. Det fremgik af Deres brev, at De ikke kunne underskrive den vedlagte tro og love erklæring, da Deres afhandling var så langt fremskreden, at det ville være akademisk og erhvervsmæssigt selvmord ikke at indlevere afhandlingen ca. den 1. juli 2002.

De oplyste også, at det var bydende nødvendigt, at Deres afhandling kom til forsvar i indeværende år, da fakultet som De var tilknyttet forhandler om oprettelse af et adjunktur/lektorat inden for Deres fagområde.

De oplyste videre, at De var aktivt arbejdssøgende, og da afhandlingen var skrevet på engelsk, var det nødvendig med en gennemgående sproglig bearbejdelse, som Deres mand ville forestå.

De fandt endvidere ikke grundlag for ikke at færdiggøre afhandlingen, da De det sidste halve år, indtil den 21. april 2002, havde arbejdet 50 timer om ugen på Deres afhandling.

De gjorde endvidere opmærksom på, at man ikke var studieaktiv, men forskningsaktiv som ph.d.-studerende, hvilket De fandt var en ganske anden sag.

A-kassen traf den 30. maj 2002 afgørelse om, at De ikke kunne modtage dagpenge fra den 22. april 2002.

A-kassen havde lagt vægt på, at De ikke havde afbrudt arbejdet med ph.d.-afhandlingen, og at De stadig var indskrevet som ph.d.-studerende ved Københanvs Universitet.

A-kassen fandt derfor, at De fortsat deltog i undervisningen frem til det tidspunkt, hvor De havde afleveret Deres afhandling eller det tidspunkt, hvor De erklærede, at De var endeligt ophørt med arbejdet på afhandlingen.

De klagede den 7. juni 2002 over a-kassens afgørelse. De gjorde dette under henvisning til, at De ansås for at være indskrevet som ph.d.-studerende og for at deltage i undervisning.

De havde vedlagt dokumentation for, at De ikke længere var indskrevet ved Københavns Universitet, men ophørt her den 21. april 2002.

De mente ikke, at De deltog i uddannelse, da afhandlingen for det første ikke var et uddannelsesprojekt, men et forskningsprojekt, og fordi færdiggørelsen af afhandlingen væsentligst bestod i en sproglig samt formalistisk revision, som var nødvendig for at afhandlingen kan indleveres til forsvar."

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 27. juni 2002 denne afgørelse:

"De kan ikke modtage dagpenge fra den 22. april 2002.

Begrundelse

Det fremgår af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., § 62a, stk. 1, at dagpenge ikke må udbetales til et medlem, som deltager i uddannelse. Dette fremgår også af bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed (bekendtgørelsen), § 16, stk. 1.

Direktoratet har lagt til grund, at De ikke er tilmeldt Københavns Universitet som ph.d.-studerende med virkning fra den 21. april 2002.

Direktoratet har ved vurderingen af, om De kan anses som ophørt med Deres ph.d.-studium, lagt vægt på følgende:

i De har ikke afsluttet Deres afhandling, som De har planlagt skal indleveres til bedømmelse ca. den 1. juli 2002.

i Afhandlingen skal gennemgå en sproglig og formalistisk revision, før den kan indleveres til bedømmelse, hvilket betyder, at De stadig skal arbejde på afhandlingen indtil afleveringen.

i Deres oplysning om, at De ikke finder grundlag for ikke at færdiggøre afhandlingen, da De indtil den 21. april 2002 har arbejdet 50 timer om ugen for at færdiggøre afhandlingen.

i Deres oplysning om, at det ville være akademisk og erhvervsmæssigt selvmord ikke at indlevere afhandlingen.

i Deres oplysning om, at det er bydende nødvendigt, at Deres afhandling kommer til forsvar i indeværende år, da fakultetet, som De er tilknyttet forhandler om oprettelse af en stilling inden for Deres faglige område.

Direktoratet finder efter en konkret vurdering, at De stadig må anses for at være under uddannelse, da De ved at arbejde videre med færdiggørelsen af Deres afhandling, ikke kan anses at have afsluttet Deres ph.d.-studium.

De kan derfor ikke modtage dagpenge fra den 22. april 2002.

Direktoratet har bemærket Deres oplysning om, at en ph.d.-studerende ikke er studieaktiv, men forskningsaktiv. Direktoratet finder ikke, at dette ændrer ved ovennævnte vurdering, da det fremgår af Deres kontrakt som ph.d.-studerende, at der er tale om en forskeruddannelse."

3. Klagen til ankenævnet

Ved brev af 13. juli 2002 klagede De over direktoratets afgørelse, idet De bemærkede følgende:

"Jeg skal hermed anke den af 27 juni d.a. stadfæstelse i Arbejdsdirektoratet af den af xxx Arbejdsløshedskasses trufne afgørelse om at jeg ikke kunne modtage dagpenge fra den 22. april 2002. Begrundelse: at jeg ved færdiggørelsen af min ph.d.- afhandling, indleveret 1 juli 2002, anses for at være under uddannelse.

Der er for så vidt intet nyt at bringe i sagen. De tidligere af 15. maj og 7. juni anførte problemstillinger er uændrede. Når jeg alligevel vælger at anke afgørelsen er det for at gøre opmærksom på det helt urimelige i at jeg på den ene side skal stå til rådighed for et arbejdsmarked, hvor mine muligheder for at fa arbejde uden den erhvervede ph.d. grad er yderst ringe, og på den anden side ikke må bruge min egen tid, nemlig den, som ligger udover de 37 timer ugentlig, som jeg skal stå til rådighed, til at skaffe mig den fornødne kvalifikation.

Jeg forstår så glimrende at A-kassen ikke vil finansiere uddannelse. Færdiggørelse a en ph.d.- afhandling er ikke at sammenligne med uddannelse og der ydes ikke SU eller anden form for uddannelsesstøtte, hvis færdiggørelsen strækker sig udover det fastsatte 3 års forløb i hvilken indgår en kursusdel og et uddannelsesforløb svarende til 1/2 årsværk, jf. Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 989 af 11. december 1992 § 4, stk. 2.

Eftersom min indskrivning ved Københavns Universitet ophørte pr. 21. april 2002 ses arbejdsdirektoratets henvisning til lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 62a, stk. 1, samt bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed ikke at kunne lægges til grund for den foreliggende situation. Jeg deltog efter den 21. april 2002 ikke i uddannelse."

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Ved oversendelsen af sagen til ankenævnet den 5. august 2002 fandt direktoratet ikke, at der var fremkommet nye oplysninger, der gav anledning til at ændre direktoratets afgørelse af 27. juni 2002.

Direktoratet fandt fortsat, at De måtte anses for at være under uddannelse, indtil De har afleveret Deres ph.d -afhandling, selvom De den 21. april 2002 ikke længere var indskrevet på Københavns Universitet, hvorfor direktoratet har lagt arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 a, stk. 1 samt § 16, stk. 1, i direktoratets bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 til grund for vurderingen af Deres sag.

5. Nyt efter klagen

Ankenævnets sekretariat forespurgte Dem telefonisk, om De kunne få en udtalelse fra Deres vejleder om afhandlingens status ved Deres udmeldelse fra universitetet.

Deres vejleder udtalte herefter, at Deres afhandling forelå færdig den 21. april 2002, således at kun mindre revisioner af sproglig og formal karakter manglede at udføres.

6. Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse 603 af 25. juni 2001

§ 62 a. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, som deltager i uddannelse.

....

Stk. 4. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet nærmere regler om de spørgsmål, der er nævnt i stk. 1-3, herunder om medlemmets pligt til at underrette Arbejdsformidlingen om deltagelse i undervisning.

§ 62. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem,

....

5) som af anden grund ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Stk.2. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet de nærmere regler for anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1.

Direktoratets bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed

...

§ 16. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, som deltager i uddannelse, jf. dog stk. 2-8, § 17 og § 38.

....

§ 22. Arbejdsløshedskassen skal undersøge og vurdere et medlems rådighed, hvis der opstår tvivl om rådigheden for arbejdsmarkedet.

....

Versioner

  1. 2003-07-24