Selvstændig virksomhed, væsentligt omfang, 52 uger, seneste 3 år, beskæftigelseskrav, hud- og fodpleje
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9383@2003-07-25/da
Indhold
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 6. marts 2003.
Nævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E
De anses for i perioden 1. oktober 2000-31. maj 2002 at have udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i mindst 52 uger hvorfor De har optjent et nyt beskæftigelseskrav.
BEGRUNDELSE
Det fremgår af reglerne at det er en betingelse for at få ret til dagpenge at et medlem har haft arbejde der svarer til 52 ugers beskæftigelse på fuld tid inden for de seneste 3 år eller i en tilsvarende periode har udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang. At den selvstændige virksomhed har været udøvet i væsentligt omfang, betyder at virksomheden skal have haft et omfang der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge.
Ankenævnet har alene vurderet perioden 1. oktober 2000-31. maj 2002.
Ankenævnet lægger til grund at Deres ydelsesperiode ikke var udløbet i denne periode. Nævnet lægger også til grund at De meldte Dem ledig den 3. juni 2002 hvorfor beskæftigelseskravet på 52 uger skal være opfyldt i perioden 3. juni 1999-2. juni 2002.
Ankenævnet lægger videre til grund at De i perioden 1. oktober 2000-31. maj 2002 drev selvstændig virksomhed med hud- og fodpleje. De holdt åbent mandag-fredag kl. 10.00-17.30, lørdag efter aftale. Der var ingen ansatte. Virksomheden blev ikke drevet fra bopælen. I perioderne 3. oktober-31. december 2000, 1. januar-31. december 2001 og 1. januar-31. maj 2002 var omsætningen henholdsvis kr. 15.039,-, kr. 82.981,- og kr. 30.282,40.
Ankenævnet har særligt lagt vægt på at Deres selvstændige virksomhed med hud- og fodpleje ikke blev drevet fra Deres bopæl, og at der var tale om en nyetableret virksomhed - idet den tidligere virksomhed med hud- og fodpleje på stedet havde været lukket i en periode - der således anses for at have været i opstartfasen. Nævnet har også lagt vægt på at åbningstiden var mandag-fredag kl. 10.00-17.30, lørdag efter aftale. Nævnet har endelig lagt vægt på at De i perioden 1. januar-31. december 2001 udførte 661 behandlinger således at De hvis der ses bort fra lørdage, udførte knap 3 behandlinger pr. dag.
På denne baggrund finder ankenævnet tilstrækkeligt grundlag for at antage at De opfyl-der kravet om at have udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i mindst 52 uger i perioden 1. oktober 2000-31. maj 2002 selv om omsætningen var beskeden, og selv om en del af Deres arbejdstid bestod i at stå til rådighed for potentielle kunder.
Ankenævnet henviser til
Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001 af lov om arbejdsløs-hedsforsikring m.v. § 53, stk. 2, litra a, og
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1355 af 20. december 2000 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode § 5, stk. 1.
Ankenævnet ændrer således direktoratets afgørelse af 20. september 2002.
På ankenævnets vegne
xxx fuldmægtig
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
xxx
Arbejdsdirektoratet + akter
1. Sagsforløb
Direktoratet fremstiller sagen på følgende måde:
"Af erklæring af 14. juni 2002 til brug ved ledighed efter endeligt ophør som selvstændig fremgår det bl.a., at De har drevet en selvstændig virksomhed med hud- og fodpleje fra den 1. oktober 2000, og at virksomheden blev lukket den 31. maj 2002.
De har derudover på en blanket af samme dato bl.a. oplyst,
- at virksomheden var en hudplejeklinik med ansigtsbehandling, farvning af vipper og bryn, voksning, manicure og pedicure, makeup og salg af produkter,
- at virksomhedens åbningstid var fra kl. 10.00 til kl. 17.30 mandag til fredag, og lørdag efter aftale,
- at Deres personlige arbejdsopgaver i virksomheden var rengøring, kontor, regnskab/brochurer, salg af varer, behandling, telefonpasning og bydreng,
- at Deres gennemsnitlige, ugentlige arbejdstid var på ca. 40 timer,
- at virksomhedens omsætning udgjorde 15.039 kr. i perioden 3. oktober til 31. december 2000,
- at virksomhedens omsætning udgjorde 82.981 kr. i perioden 1. januar til 31. december 2001, og
- at virksomhedens omsætning udgjorde 30.282,40 kr. i perioden 1. januar til 31. maj 2002.
xxx har i brev af 8. juli 2002 truffet afgørelse om, at De ikke opfylder reglerne for at have drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, og at De derfor fortsætter på Deres tidligere indplacering fra xxx.
I brev af 2. august 2002 har De klaget over afgørelsen af 8. juli 2002, da De ikke er enig i, at de nævnte oplysninger i afgørelsen giver et billede af, hvor meget arbejde De har haft i virksomheden. De har videre oplyst, at især i xxx er det ren luksus at gå til kosmetolog, og at man derfor skal passe på med ikke at være for dyr. De har også oplyst, at en kosmetolog ikke lever af sine behandlinger, men af salg af produkterne, og at det kan tage op til 4 år at overbevise kunderne om, hvorfor de skal købe kosmetologens produkter. Derudover skal De være i klinikken til at tage telefonen, uanset hvor meget eller hvor lidt der er at lave, og at det tager tid at starte en forretning op.
Af telefonnotat af 9. august 2002 fremgår det, at De vil sende et tillæg til Deres klage om oplysninger om antal kunder i perioden, tidsforbrug pr. kunde, priser på behandlinger og priser på produkter.
De har i brev af 13. august 2002 efter anmodning fra xxx lavet et skema over de behandlinger, De har haft i hele perioden, tidsforbrug heraf samt priserne på behandlingerne. Det fremgår heraf bl.a., at De havde 99 behandlinger i perioden 3. oktober til 31. december 2000, 661 behandlinger i perioden 1. januar til 31. december 2001 og 252 behandlinger i perioden 1. januar til 31. maj 2002. Behandlingerne har varet lige fra 10 min. og op til ca. 3 timer, og priserne varierede fra 40 kr. og op til 300 kr. De har videre vedlagt Deres prisliste.
A-kassen har i brev af 30. august oplyst Dem, at a-kassen på ny har overvejet sagen, men at afgørelsen af 8. juli 2002 fastholdes. Deres klage er derfor dags dato videresendt til Arbejdsdirektoratet."
Sekretariatet er enig i fremstillingen.
2. Direktoratets afgørelse
Direktoratet traf den 20. september 2002 følgende afgørelse:
"Direktoratet har den 3. september 2002 modtaget Deres klage over en afgørelse, som Arbejdsløshedskassen for Selvstændige erhvervsdrivende (ASE) (a-kassen) har truffet den 8. juli 2002.
Ifølge afgørelsen har De ikke drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, og De har derfor ikke optjent et nyt beskæftigelseskrav.
Direktoratet har truffet denne
Afgørelse
De har ikke optjent et nyt beskæftigelseskrav, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 53, stk. 2, litra a, ved arbejde i Deres selvstændige virksomhed.
Begrundelse
Indledningsvis skal Arbejdsdirektoratet bemærke, at direktoratet kun har vurderet perioden fra den 1. oktober 2000 frem til og med den 31. maj 2002.
Direktoratet har ved afgørelsen lagt til grund, at ydelsesperioden ikke er udløbet.
Det er en betingelse for at få ret til dagpenge, at et medlem har haft arbejde, der svarer til 52 ugers beskæftigelse på fuld tid inden for de seneste 3 år eller i en tilsvarende periode har udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang. Det står i § 53, stk. 2, litra a, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001.
Reglerne om kravet til beskæftigelse står i bekendtgørelse nr. 1355 af 20. december 2000 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode.
Ved afgørelsen har direktoratet lagt til grund, at De meldte Dem ledig den 3. juni 2002. Beskæftigelseskravet på 52 uger skal derfor være opfyldt i perioden fra den 3. juni 1999 til 2. juni 2002.
Selvstændig virksomhed kan medregnes til beskæftigelseskravet, hvis virksomheden har været udøvet i væsentligt omfang. Det betyder, at virksomheden skal have haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge. Det fremgår af bekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Når direktoratet vurderer, om virksomheden har været drevet i væsentligt omfang, lægger vi ikke alene vægt på arbejdsindsatsen i virksomheden, men også på oplysninger om virksomhedens art, omfang, omsætning, åbningstider, kundegrundlag, priser m.v.
Virksomhedens omsætning, moms- og skatteregnskaber samt virksomhedens handelsmæssige aktiviteter ses bl.a. som udtryk for en virksomheds økonomiske aktiviteter. Disse forhold skal være af en sådan størrelse, at arbejdet i virksomheden samlet set kan sammenlignes med arbejde som lønmodtager i mere end 30 timer pr. uge.
Direktoratet mener ikke, at det er dokumenteret, at De ved drift af Deres virksomhed med hud- og fodpleje har haft beskæftigelse, der kan sidestilles med 52 ugers lønarbejde i over 30 timer pr. uge.
Direktoratet har lagt vægt på Deres oplysninger om arbejdsopgavernes art, priser på behand-lingerne, tidsforbrug pr. behandling og antallet af behandlinger, som De har haft i den periode, som De har drevet selvstændig virksomhed i. Ved at sammenholde antallet af udførte behandlinger med antallet af arbejdsdage i 2001 - uden at indregne lørdage - svarer det til, at De har udført knap 3 behandlinger pr. dag, hvoraf størsteparten af behandlingerne varer under 1 time. Selv hvis der tillægges tid til administration, rengøring, salg af varer samt arbejdsopgaverne som "bydreng", finder direktoratet ikke, at Deres arbejde i virksomheden kan sidestilles med lønarbejde i mere end 30 timer om ugen.
Direktoratet har også lagt vægt på virksomhedens lave omsætning på henholdsvis 15.039 kr., 82.981 kr. og 30.282 kr. i perioderne 3. oktober til 31. december 2000, 1. januar til 31. december 2001 og 1. januar til 31. maj 2002, der efter vores opfattelse ikke afspejler et aktivitetsniveau på mere end 30 timer pr. uge.
Direktoratet har videre noteret sig, at virksomhedens åbningstider har været fra mandag til fredag fra kl. 10.00 til kl. 17.30 og lørdag efter aftale.
Det forhold, at De har haft åbent i virksomheden og været til disposition for kunder m.v., er ikke ensbetydende med, at De kan anses for at have drevet virksomheden i væsentligt omfang."
3. Klagen til ankenævnet
Ved indankningen den 18. oktober 2002 anførte De:
"Jeg er på ingen måde enig i Arbejdsdirektoratets afgørelse.
Jeg er klar over, at jeg ikke har haft beskæftigelse, der kan sidestilles med 30 timer pr. uge. Hvis man kun ser på kunder og indtjening er det sikkert rigtigt, hvilket selvfølgelig også er grunden til at jeg lukkede klinikken.
Men at være selvstændig er ikke kun ensbetydende med at tælle kunder og penge. Uanset om der er kunder eller ej er man nødt til at være til RÅDIGHED for kunderne i et fast tids-interval om dagen, altså i mit tilfælde 10.00-17.30, og da telefonen kunne omstilles, selv hvis kunden ringede lørdag eftermiddag kl. 16 eller den ene gang en kunde gerne ville sminkes til sin søns konfirmation kl. 7.00 søndag morgen.
Samtidig, igen, uanset om der er kunder eller ej er der en masse "skjult" arbejde, der skal laves for at gøre det så attraktivt for kunder som muligt: Der skal altid være rent og pænt, nypyntede vinduer, nye "sandwich-skilte" ude, og der skal skrives annoncer og nyhedsbreve. Der kan hverken sættes pris eller tid på dette, det er en naturlig del i den selvstændiges "kamp" med at tiltrække kunder.
Jeg kan kun understrege det jeg har skrevet før, nemlig at uanset indtjening har jeg været til RÅDIGHED for mine kunder i mere end 30 timer om ugen.
En anden af Arbejdsdirektoratets begrundelser er, at ydelsesperioden ikke er udløbet. Jeg vil lige gøre opmærksom på at min ydelsesperiode udløb d. 25/8-02.
Jeg håber dette vil ændre jeres syn på min sag."
4. Direktoratets bemærkninger til klagen
Direktoratet udtalte den 24. oktober 2002:
"Direktoratet sender klage over afgørelse af 20. september 2002.
xxx anfører i sin klage, at hun har været til rådighed for kunderne i mere end 30 timer pr. uge.
Direktoratet har imidlertid fundet, at det forhold, at xxx har været til rådighed i mere end 30 timer pr. uge, ikke er ensbetydende med, at hun kan anses for at have drevet virksomheden i væsentligt omfang.
xxx anfører videre, at hendes ydelsesperiode udløb den 25. august 2002.
Direktoratet skal hertil bemærke, at direktoratet i afgørelsen har lagt til grund, at xxx meldte sig ledig den 3. juni 2002. Beskæftigelseskravet på 52 uger skal derfor være opfyldt i perioden fra den 3. juni 1999 til 2. juni 2002.
Der er i øvrigt ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.
Bilagsfortegnelse og alle bilag i sagen vedlægges.
Kopi af brevet er sendt til medlemmet og a-kassen."
5. Nyt efter klagen
De meddelte den 12. november 2002 ankenævnets sekretariat:
"Jeg synes, at der er et meget stort hul i lovgivningen. Når man forsøger på at komme ud af arbejdsløshed ved at tage et initiativ selv for IKKE at ligge samfundet til belastning, så bliver man STRAFFET for det. Det er et faktum, at mit fag er REN luksus og derfor altid vil være det første, der bliver skåret væk i et budget. Jeg har FORSØGT på alle mulige måder at få det til at fungere og uanset hvad kundetallene viser, kræver det stadig, at man er NØDT til at være der for at starte noget nyt op.
Det værste er, at havde jeg været ganske almindelig lønansat, og der IKKE havde været noget at lave og jeg ville have siddet og gloet ud i luften i 7 timer om dagen, ville jeg fra første ledighedsdag kunne fa dagpenge UDEN problemer.
Eller endnu bedre havde jeg erklæret mig KONKURS og søgt dagpenge, havde jeg igen kunnet få dem fra første dag og oven i købet få gældssanering.
Men JEG har valgt at prøve at klare det selv og her kommer straffen så: INGEN DAGPENGE eller HJÆLP, INGEN jobs at finde, ØKONOMISK AFHÆNGIGHED af ANDRE og STØRRE og STØRRE gæld."
6. Regler
Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
§ 53...
Stk. 2. Retten til at opnå dagpenge i den i § 52 a, stk. 1, og § 55, stk. 1 og 5, nævnte periode er endvidere betinget af,
a) at et fuldtidsforsikret medlem har haft beskæftigelse som lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til beskæftigelse i fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 52 uger inden for de sidste 3 år, eller i en tilsvarende periode har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang,
...
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1355 af 20. december 2000 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode
§ 5. Selvstændig virksomhed medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet, hvis medlemmet godtgør at have udøvet virksomheden i væsentligt omfang. Ved væsentligt omfang forstås, at beskæftigelsen i den selvstændige virksomhed har haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge.
Stk. 2...