Spørgsmål om tilladelse til videreførelse af selvstændig virksomhed med fiskeri samtidig med efterløn efter 400 timers ordningen
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9386@2003-07-25/da
Indhold
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 24. april 2003.
Nævnet traf denne
A F G Ø R E L S E
De får ikke tilladelse til at videreføre Deres fiskerivirksomhed som selvstændig bibeskæftigelse samtidig med efterløn efter 400 timers ordningen.
B E G R U N D E L S E
Ankenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at virksomheden kan holdes inden for de tilladte grænser.
Ankenævnet har lagt til grund, at:
i De har ansøgt om tilladelse til at videreføre Deres fiskerivirksomhed samtidig med efterløn efter 400 timers ordningen pr. 1. januar 2003,
i De har drevet virksomheden som hovedbeskæftigelse siden 31. juli 1992,
i De har drevet og fortsat vil drive fiskeri fra en enkelt kutter, som De ejer,
i De indtil 31. december 2002 er taget langt ud på havet for at sætte ca. 60 stk. fiskerigarn,
i fiskene indtil 31. december 2002 blev solgt på fiskeriauktion,
i virksomhedens dækningsbidrag 1 for 1999, 2000 og 2001 var henholdsvis 217.081 kr., 114.341 kr., og 121.273 kr.,
i De ikke har oplyst noget vareforbrug,
i De har oplyst, at De fra 1. januar 2003 kun vil sætte 20 garn 2 dage om ugen i ca. 40 uger årligt ( i alt 320 timer ), at De ikke vil sejle så langt ud på havet som tidligere, og at De kun vil sælge fisk fra kajen,
i De har solgt og destrueret i alt 200 ud af 280 fiskerigarn i november 2002, og at samarbejdet med fiskeriauktionen er ophørt, og
i De ved på to "prøvedage" med "efterlønsfiskeri" tjente i alt 880 kr., eks. moms, og at De ud fra dette har oplyst en forventet årsindkomst for 2003 på 48.000 kr.
Et medlem kan få tilladelse til at videreføre selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i efterlønsperioden, hvis medlemmet sandsynliggør, at arbejdstiden i virksomheden kan holdes under 400 timer pr. år. Virksomhedens indtægt må ikke overstige 50.000 kr. pr. år (56.439 i 2003). Ved indtægt forstås virksomhedens dækningsbidrag 1, det vil sige nettoomsætning fratrukket varefor-brug. Hvis virksomheden før har været drevet som hovedbeskæftigelse, skal medlemmet sandsyn-liggøre, at arbejdstiden varigt er nedsat til højst 50.000 kr. pr. regnskabsår.
Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at:
i De tidligere fiskede fra én kutter, og at De efter overgang til efterløn vil fiske fra den samme kutter, som De er ejer af,
i den tidligere indtægt i virksomheden for 1999, 2000 og 2001 var henholdsvis kr. 217.081, kr. 114.341 og kr. 121.273,
i virksomheden tidligere har været Deres hovedbeskæftigelse,
i bortskaffelsen af fiskerigarn og erklæring fra auktionshuset ikke kan anses for tilstrækkelig dokumentation for, at virksomheden varigt kan holdes under de tilladte grænser,
i det er op til Deres egen beslutning herom, hvor meget arbejde De vil lægge i virksomheden, herunder om De på ny vil sælge fisk gennem auktionshuset,
i 2 "prøvedage" med "efterlønsfiskeri" ikke kan anses for at være tilstrækkelig dokumentation for, at virksomhedens indtægt varigt kan holdes under den tilladte grænse, og
i antal arbejdstimer i virksomheden er afhængig af fangst og antal kunder.
Ankenævnet skal oplyse, at direktoratets bemærkning i brev af 9. december 2002, om at der altid regnes incl. moms, ikke er korrekt, idet dækningsbidrag 1 efter årsregnskabsloven er en virksomheds nettoomsætning fratrukket et evt. vareforbrug. Da nettoomsætningen er omsætning fratrukket moms, er det derfor korrekt, når De ud fra Deres eget regnestykke anfører, at De forventer, at indtægten bliver 48.000 kr. i 2003, idet De har oplyst, at De ikke har noget vareforbrug. Dette ændrer imidlertid ikke ankenævnets afgørelse, da Deres erklæring herom ikke i sig selv kan sandsynliggøre, at virksomheden kan holdes under de fastsatte grænser.
Ankenævnet bemærker endvidere, at De, såfremt De på et senere tidspunkt ønsker at ansøge om tilladelse til drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, skal have attesteret Deres oplysninger om nettoomsætning og dækningsbidrag 1 af en statsautoriseret revisor. Ankenævnet har i denne sag valgt at se bort fra dette krav, da de af Dem opgivne beløb er så høje, at en tilladelse allerede derfor må afvises.
Ankenævnet henviser til lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002 § 74 f, stk. 4, og direktoratets bekendtgørelse nr. 315 af 20 maj om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn som er ændret ved direktoratets bekendtgørelse nr. 591 af 22. juni 2001 og nr. 849 af 16. oktober 2002 om ændring af bekendtgørelse om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn § 15, stk. 1-3 og 6-7, og vejledning nr. 60 af 20. maj 1999 til bekendtgørelse nr. 315 af 20. maj 1999 om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn til § 15 og uddrag af bilag 1, C, nr. 11 til lov nr. 448 af 7. juni 2001 om erhvervsdrivendes virksomheders aflæggelse af årsregnskab m.v.
Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 28. november 2002.
På ankenævnets vegne
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til:
Xxx Arbejdsdirektoratet
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:
"Det fremgår af sagen, at De fylder 60 år den 1. december 2002, og at De ønsker at overgå til efterløn pr. 1. januar 2003.
Den 2. november 2002 har De momsfrit købt ( solgt: AMA´s rettelse ) 120 stk. brugte ålruser til 10.000 kr.
I brev af 5. november 2002 har X Kommune bekræftet Dem i, at De d.d. har afleveret 80 afmonterede rødspættegarn til destruktion på kommunens genbrugsplads.
De har i en udateret oversigt over timeforbruget opgjort Deres timeforbrug ved fiskeri før og efter efterlønsperioden på denne måde:
Før efterløn - med 60 redskaber:
De oplyser, at De fisker alene, og på grund af meget blæsevejr fiskes der kun ca. 40 uger om året. Deres arbejdsdag er beskrevet som følger. Timeforbruget med reparationer af redskaber udgør ca. 100 timer årligt, men er ikke medregnet.
Daglig sejltid: ud/hjem, og sejltid mellem redskaberne 2 timer
Fiskeri og rensning af 60 redskaber 5 timer
Transport af fisk til videresalg 1 time
Salg af fisk på havnen 1 time
I alt pr. dag 9 timer
Årsbasis: 6 dage om ugen 2.160 timer
Med efterløn - med 20 redskaber:
De har bemærket, at fiskeriet primært skal handle om livskvalitet, og De vil derfor udelukkende fiske til kajsalg, som De har tilladelse til, og ikke til auktionen. Behovet kan dækkes på 2 dage, idet Lohals ikke er så stor.
De har tilføjet, at De har reduceret antallet af fiskeredskaber fra 280 stk. til 80 stk., dels ved salg, dels ved destruktion. Herefter har De 20 stk. rødspættegarn, 20 stk. torskegarn, 10 stk. sildegarn, 20 stk. åleruser og 10 stk. laksegarn.
Daglig sejltid 1 time
Fiskeri og rensning af 20 redskaber 2 timer
Salg på havnen 1 time
I alt pr. dag 4 timer
Årsbasis: 2 fiskedage pr. uge i 40 uger 320 timer
Af telefonnotat fra a-kassen af 13. november 2002 fremgår følgende:
at De søger om at videreføre Deres selvstændige virksomhed pr. 1. januar 2003,
at virksomheden består af fiskeri,
at De indtil 31. december 2002 tager langt ud på havet for at sætte garn ca. 60 stk., og
at De sælger fiskene på en fiskeauktion i Hvide Sande.
Efter den 1. januar 2003 vil De ikke sejle så langt ud for at fiske. De oplyser, at De har solgt en del af Deres fiskegarn, og at De kun vil sælge fra kajpladsen for at nedbringe det samlede antal arbejdstimer til at være under 400 timer.
Det fremgår også, at De ikke kan få en skriftlig bekræftelse på, at De ikke længere sælger på auktion, idet man afleverer sine fisk og så sender auktionen pengene for disse fisk. Hvis man ikke kommer med fisk, er man bare ikke med på denne auktion.
De har aftalt med a-kassen, at De skal indsende en skriftlig erklæring på, hvor meget De forventer i indtægt næste år, ligesom De skal oplyse, hvor De fisker nu, og hvordan det vil se ud i fremtiden.
Deres revisor skal attestere dækningsbidrag 1 for indeværende regnskabsår, men den vil blive eftersendt til direktoratet.
Hvide Sande Fiskeauktion har med brev af den 15. november 2002 sendt Dem en bekræftelse på, at samarbejdet ophører pr. 1. januar 2003.
Den 18. november 2002 har De fremsendt supplerende oplysninger til a-kassen, hvori De bl.a. angiver, at De intet vareforbrug har, og at Deres forventede indkomst for år 2003 er beregnet til 48.000 kr. excl. moms.
De har vedlagt kopier af 2 prøvedage med "efterlønsfiskeri". For prøvedagen den 14. november udgjorde beløbet 250,00 kr. incl. moms. Af prøvedagen - den 16. november 2002 - fremgår det, at De har solgt for 750,00 kr. incl. moms.
Deres a-kasse har den 22. november 2002 modtaget kopi af brev fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Fødevareregion Fyn, af den 20. juni 2002.
Af brevet fremgår det, at De med brev af 3. juni 2002 har oplyst til Fødevareregion Fyn, at De den 1. juni 2002 har etableret fiskesalg fra båd xx, y Havn i ww, hvorfra De sælger egen fangst fra kutter til private kunder.
Deres a-kasse har med brev af 25. november 2002 indstillet til direktoratet, at De får tilladelse til at drive selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse samtidig med, at De får efterløn".
Sekretariatet er enig i fremstillingen med ovenstående korrektioner.
2. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 28. november 2002 denne afgørelse:
"De får ikke tilladelse til at videreføre Deres virksomhed i form af landbrug samtidig med, at De får efterløn.
Begrundelse
Begrundelsen for at De ikke får tilladelse til at videreføre Deres selvstændige virksomhed med landbrug i perioden med efterløn er, at direktoratet ikke finder det sandsynliggjort, at virksomhedens dækningsbidrag 1 ikke overstiger 50.000 kr. (beløbet reguleres hvert år, og udgør 56.439 kr. i år 2003).
Direktoratet har lagt til grund, at De ikke har noget vareforbrug, De kan fratrække omsætningen.
Direktoratet har lagt vægt på Deres oplysninger om, at omsætningen udgjorde 121.273 kr. i regnskabsåret 2001 excl. moms, og at omsætningen nærmere er steget end faldet inden for de sidste par år (217.081 kr. i regnskabsåret 1999, 114.341 kr. i regnskabsåret 2000).
Direktoratet har også lagt vægt på, at De forventer en omsætning - excl. moms - på 130.000 kr. i indeværende regnskabsår ( 2002: AMAs tilføjelse ).
Endelig har direktoratet lagt vægt på, at De forventer en max. omsætning i 2003 på 750 kr. pr. dag incl. moms. Ved 2 ugentlige fiskedage i 40 uger om året vil den maximale omsætning være 60.000 kr. incl. moms, hvilket overstiger det maximale beløb for dækningsbidrag 1 i år 2003.
Der henvises til § 74 f, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002, og til § 15, stk. 1-3 samt stk. 6 og 7, med senere ændringer i direktoratets bekendtgørelse nr. 315 af 20. maj 1999 om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn (se regelafsnittet)".
3. Klagen til ankenævnet
De har den 4. december 2002 klaget over direktoratets afgørelse af 28. november 2002.
De har anført følgende begrundelse for Deres klage:
"Jeg føler ikke min ansøgning er behandlet korrekt, og ser den behæftet med fejl.
Fejl nr. 1:
I afgørelsen er min virksomhed anført som landbrug. Dette er forkert. Virksomheden er FISKERI.
Fejl nr. 2:
I begrundelsen jonglerer man med begreberne excl. moms og incl. moms. Et momsbeløb er ikke et rådighedsbeløb, men et beløb der afregnes med Told & Skat.
Når man i forudgående regnskabsår anvender omsætningen excl. moms, må det være en fejl at anvende den forventede omsætning incl. moms, da det giver et forkert resultat.
I stedet for den forventede absolut maximale omsætning, kunne der være brugt et gennemsnitsbeløb for de 2 fiskedage.
Regnestykket vil herefter se således ud:
Gennemsnitlig omsætning pr. uge kr. 1000 incl. moms. I 40 uger vil omsætningen være kr. 40.000 incl. moms.
I det tidligere anvendte eksempel, eks. 1, vil omsætningen derfor excl. moms være kr. 48.000.
I eks. 2 vil den forventede omsætning excl. moms være kr. 32.000.
Der henvises til bilag 8 og 9 i indsendte ansøgning.
Direktoratet hæfter sig ved en stigende omsætning. Det er nemt nok, når man som udgangspunkt vælger det dårligste år.
En stigning på kr. 7000 vil jeg henføre til småtingsafdelingen.
En forventet omsætning er ikke det samme som en faktisk omsætning.
Fejl nr. 3:
I sagsfremstillingen henvises til at jeg har købt 120 stk. åleruser. Dette er ikke korrekt. Jeg har SOLGT 120 stk. åleruser.
Konklusion:
Der henvises til paragraf 74f, stk. 4 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. sep. 2002, og til paragraf 15, stk. 1-3, samt stk. 6 og 7, med senere ændringer i direktoratets bekendtgørelse nr. 315 af 20. maj 1999 om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn.
Efter min bedste overbevisning er ingen af disse regler overskredet.
Som afslutning kan bemærkes, at jeg for at kunne opnå efterløn med bibeskæftigelse, har reduceret min virksomhed i en sådan grad, at jeg for fremtiden ikke vil kunne leve af virksomheden."
4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen
Direktoratet har den 9. december 2002 sendt Deres klage til ankenævnet, idet der ikke efter direktoratets opfattelse er kommet nye oplysninger, der giver anledning til at ændre afgørelsen.
Direktoratet har bemærket, at i der i sager som Deres altid regnes med beløb incl. moms, hvorfor det forventede dækningsbidrag 1 for 2003, som De har anført til 48.000 kr. excl. moms vil blive i alt 60.000 kr.
Direktoratet har videre bemærket, at direktoratet ikke har regnet med et gennemsnitsbeløb for de to fiskedage, idet der for at udregne den maksimale indtjening pr. år incl. moms, tages udgangspunkt i det største beløb.
Direktoratet har i øvrigt taget Deres andre bemærkninger om fejl i afgørelsen til efterretning.
5. Nyt efter klagen
Intet nyt.
6. Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002:
§ 74 f.
Stk. 4. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan tillade, at et medlem kan videreføre eller påbegynde selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i efterlønsperioden, hvis medlemmet sandsynliggør, at arbejdstiden i virksomheden kan holdes under 400 timer pr. år. Virksomhedens indtægt må ikke overstige 50.000 kr. pr. år. Beløbet reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsregu-leringsprocent. Hvis virksomheden drives som interessentskab, medregnes alene medlemmets personlige arbejdstid i virksomheden, og indtægten opgøres alene i forhold til medlemmets ideelle andel af virksomheden.
Direktoratets bekendtgørelse nr. 315 af 20. maj 1999 om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn som ændret ved bekendtgørelse nr. 591 af 22. juni 2001 og nr. 849 af 16. oktober 2002 om ændring af bekendtgørelse om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn:
§ 15. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan efter indstilling fra a- kassen tillade drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i perioden med efterløn, jf. § 74 f, stk. 4, i loven.
Stk. 2. Medlemmet skal sandsynliggøre, at den samlede arbejdstid i virksom- heden højst udgør 400 timer pr. kalenderår, jf. dog stk. 4.
Stk. 3. Virksomhedens indtægt må ikke overstige 50.000 kr. pr. regnskabsår, jf. dog § 16, stk. 2. Ved indtægt forstås virksomhedens dækningsbidrag 1, det vil sige nettoomsætning fratrukket vareforbrug, jf. dog stk. 4.
....
Stk. 6. Har virksomheden før været drevet i større omfang end nævnt i stk. 2 og 3, herunder som hovedbeskæftigelse, skal medlemmet sandsynliggøre, at arbejdstiden varigt er nedsat til højst 50.000 kr. pr. regnskabsår.
Stk. 7. Et medlem, der søger om tilladelse til at påbegynde eller videreføre en virksomhed, skal blandt andet oplyse om virksomhedens art, omfang, kundegrundlag, tilrettelæggelse af arbejdet, forventet tidsforbrug samt forventet indtægt.
Direktoratets vejledning nr. 60 af 20. maj 1999 til § 15 i direktoratets bekendtgørelse nr. 315 af 20. maj 1999 om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn som ændret ved bekendtgørelse nr. 591 af 22. juni 2001 og nr. 849 af 16. oktober 2002 om ændring af bekendtgørelse om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn:
Til § 15
.....
Virksomhedens indtægt må ikke i noget regnskabsår i perioden med efterløn overstige 50.000 kr. eller den tilladte indtægt i overgangsåret, jf. § 16, stk. 2. Ved virksomhedens indtægt forstås nettoomsætning fratrukket vareforbrug, svarende til det regnskabstekniske begreb "dækningsbidrag 1". Begrebet "nettoomsætning" er defineret i lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab m.v. (årsregnskabsloven).
Har virksomheden før været drevet som hovedbeskæftigelse eller som bibeskæftigelse i større omfang end 400 timer, kan medlemmet sandsynliggøre, at arbejdstiden og dækningsbidrag 1 fremover kan holdes inden for grænserne, ved at fremlægge dokumentation for, at der er sket en varig indskrænkning. Medlemmet kan f.eks. fremlægge dokumentation for, at der er sket salg eller bortforpagtning af en del af virksomheden, indskrænkning i åbningstider eller driftsomlægning.
Oplysningerne om nettoomsætning og dækningsbidrag 1 skal attesteres af en registreret eller en statsautoriseret revisor. Oplysningerne kan i stedet attesteres af en økonomikonsulent eller lignende, forudsat at vedkommende er godkendt af Strukturdirektoratet som særligt sagkyndig. Der henvises til § 30 i bekendtgørelse nr. 426 af 23. maj 2001 om støtteordning for yngre jordbrugere.
Medlemmet skal fremlægge en specifikation af, hvorledes det attesterede dækningsbidrag 1 fremkommer, hvis a-kassen eller direktoratet beder herom. Specifikationen kan ske i form af et årsregnskab eller en opgørelse over nettoomsætning og vareforbrug med nærmere angivelse af de poster, som vareforbruget indeholder.
Uddrag af bilag 1, C, nr. 11 til lov nr. 448 af 7. juni 2001 om erhvervsdrivendes virksomheders aflæggelse af årsregnskab m.v.
....
11. Nettoomsætning:
Salgsværdien af produkter og tjenesteydelser m.v., der henhører under selskabets ordinære aktiviteter med fradrag af prisnedslag, merværdiafgift og anden skat, der er direkte forbundet med salsgbeløbet.
....