Gelex

Selvforskyldt ledighed

GældendeVersion 2003-07-25
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9390@2003-07-25/da

Indhold
  1. Indledning

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 24. april 2003.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

De er ikke selvforskyldt ledig i forbindelse med Deres afskedigelse ved xxx den 8. juli 2002, og skal således ikke pålægges karantæne.

B E G R U N D E L S E

Begrundelsen for afgørelsen er, at ankenævnet ikke finder det fuldt tilstrækkeligt godtgjort, at De i det væsentligste selv er skyld i Deres afskedigelse.

Ankenævnet har ved afgørelsen lagt til følgende til grund, at:

i De blev ansat som dyrlæge ved xxx den 1. marts 2002 med en ugentlig arbejdstid på 15 timer.

i De den 4. juli 2002 ringede til arbejdsgiver for at sygemelde Dem, fordi De havde været på sygehuset om natten med Deres kæreste, som led af neurologiske forstyrrelser og vejrtrækningsproblemer, og derfor ikke måtte være alene, og fordi De nu skulle køre hende til lægen.

i De den næste arbejdsdag den 8. juli 2002 blev bortvist med øjeblikkelig virkning.

Deres arbejdsgiver har anført, at De under telefonsamtalen den 4. juli 2002 fastholdt at ville sygemelde Dem, selvom hun meddelte Dem, at hun ikke ville acceptere dette, men at De måtte bruge en fridag.

Deres arbejdsgiver har endvidere anført, at hun ved samme lejlighed oplyste over for Dem, at såfremt De alligevel udeblev, måtte De og Deres arbejdsgiver tale nærmere herom. Deres arbejds-giver har endelig anført, at hun havde forventet, at De kom på arbejde efter lægebesøget.

De har anført, at De under samtalen med Deres arbejdsgiver accepterede at tage en fridag, og at De tilbød at møde på arbejde, når De havde kørt Deres kæreste til lægen, hvilket Deres arbejdsgiver afslog.

De har endvidere anført, at De mener, at bortvisningen af Dem var en måde at få en ny og billigere dyrlæge ansat på.

Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at der foreligger modstridende forklaringer omkring indholdet af telefonsamtalen den 4. juli 2002, herunder hvad der blev aftalt m.h.t. sygemelding /fridag.

Ankenævnet har videre lagt vægt på, at der ikke foreligger dokumentation for, at De forinden bortvisningen har modtaget en advarsel, ligesom hverken De eller Deres arbejdsgiver har oplyst nærmere om, hvorvidt en sådan måtte foreligge.

Ankenævnet har endelig lagt vægt på, at Deres faglige organisation er gået ind i sagen, og at der den 26. marts 2003 er indgået forlig i sagen med Deres arbejdsgiver.

Det fremgår bl.a. af forliget, at sagens parter blev enige om, at De i stedet for at blive bortvist den 8. juli 2002 blev opsagt med sædvanligt varsel til fratræden den 31. august 2002.

Ankenævnet henviser til § 63, stk. 3 i arbejdsløshedsforsikringsloven, til §§ 5, 40, 42 og 44 i direktoratets bekendtgørelse nr. 826 af 19. september 2001 om selvforskyldt ledighed samt til § 1, nr. 20 i direktoratets bekendtgørelse nr. 1202 af 18. december 2002 om ændring af selvforskyldt ledighed.

Ankenævnet ændrer således direktoratets afgørelse af 20. november 2002.

På ankenævnets vegne

xxx xx

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til:

xxxx Arbejdsløshedskasse Arbejdsdirektoratet + akter

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde:

"A-kassen har oplyst, at en ledighedserklæring af 1. september 1999 er Deres seneste ledighedserklæring.

Det fremgår af kopi af brev af 8. juli 2002 fra Deres arbejdsgiver til Dem, at arbejdsgiver bekræfter, at Deres ansættelsesforhold er ophævet uden varsel. Det fremgår videre, at De pr. 1. marts 2002 blev ansat til en ugentlig arbejdstid på 15 timer pr. uge fordelt på 3 dage, og at De en torsdag, hvor De skulle være mødt, ikke mødte. De oplyste til en kollega, at De meldte Dem syg, fordi Deres kæreste skulle til egen læge, og at dette nok ville tage hele dagen. De bad i. h. t. Deres arbejdsgiver ikke om at tale med denne, men meddelte, at arbejdsgiver kunne ringe, hvis hun ville noget. Da arbejdsgiver ringede Dem op, gentog De beskeden, og arbejdsgiver oplyste, at hun ikke mente, at De kunne melde Dem syg, men højst bede om en fridag. Arbejdsgiver har oplyst, at De fastholdt en ret til at være sygemeldt under omstændighederne, og arbejdsgiver oplyste, at hun fandt dette uacceptabelt.

Arbejdsgiver oplyste bl.a. også, at hun anså Deres udeblivelse som misligholdelse. Arbejdsgiver har oplyst, at "det er her en skærpende omstændighed, at du efter at have deltaget i planlægningen af arbejdet med henblik på at du kunne holde fri fredag, afgiver sygemelding samme morgen, som du skulle have arbejdet hele dagen med den begrundelse..."

I Deres brev af 8. juli 2002 til xxx oplyste De bl.a., at Deres arbejdsgiver gav Dem fri om torsdagen (4. juli 2002, adir), fordi De måtte køre Deres kæreste, som var akut syg, til lægen, og at De havde været på hospitalet med Deres kæreste hele natten.

De har refereret samtalen med arbejdsgiver således: "Torsdag morgen ... ringer jeg ca. kl. 8.30...og får fat i dyrlæge xxx...Jeg forklarer xxx, at jeg har det skidt efter at have været på hospitalet om natten med min kæreste, og at vi har fået en akut tid til... min kæreste hos egen læge om morgenen. Jeg melder mig syg, og xxx vil give beskeden videre. 5 min. efter ringer (arbejdsgiver), og spørger fortørnet, hvad det er, der foregår. Jeg forklarer...(arbejdsgiver) siger: "det er jeg ikke tilfreds med - jeg har planlagt en masse for i dag. Du kan ikke sygemelde dig - så må det blive en fridag. Vi må tale videre om det på mandag". Jeg siger OK til, at det må blive en fridag, selvom jeg har det skidt..."

De har videre i brevet forklaret, at Deres arbejdsgiver om mandagen, da De møder igen, er sur, og straks vil tale om dét, der er sket. Arbejdsgiver mener, at De ikke er særlig interesseret i klinikken, og arbejdsgiver mener, at hun er i sin ret til at bortvise Dem for misligholdelse af kontrakten. De mener, at denne uretmæssige opsigelse kan være en måde at få en ny (billigere) dyrlæge ind ad bagvejen på.

I brev af 11. juli 2002, ligeledes til xxx, har De bl.a. anført, at det er direkte usandt, når Deres arbejdsgiver i brev af 8. juli 2002 har skrevet, at De fastholdt Deres ret til at være sygemeldt. De mener, at arbejdsgiver reelt havde givet Dem fri, og at De i øvrigt havde sagt, at De evt. kunne komme senere (om torsdagen) hvis det blev nødvendigt, men at arbejdsgiver ikke ønskede dette.

I brev af 9. august 2002 har De klaget over afgørelsen om karantæne for selvforskyldt ledighed, idet De har anført, at De på ingen måde mener, at De har haft skyld i bortvisningen fra xxx. I følgebrev til a-kassen har De anført, at De på ingen måde er afskediget af en grund, der væsentligst skyldes Dem selv.

De har til a-kassen også bl.a. oplyst, at sagen om uretmæssig bortvisning eller opsigelse er overtaget af en underafdeling af xxx.

A-kassen traf den 7. august 2002 afgørelse om, at De skulle have 5 ugers karantæne på grund af selvforskyldt ledighed. A-kassen henviste til §§ 3 og 5 i bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed, og anførte, at De anses for at være selvforskyldt ledig, fordi det ikke er (en) gyldig grund af blive bortvist. A-kassen oplyste, at hvis De får løn svarende til perioden for Deres opsigelsesvarsel, vil karantænen bortfalde. A-kassen har imidlertid henvist til § 40 i forbindelse med pålæggelsen af karantæne.

A-kassen fastholdt ved brev af 2. oktober 2002 sin afgørelse og sendte sagen til direktoratet".

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 20. november 2002 denne afgørelse:

"De er selvforskyldt ledig den 8. juli 2002.

De skal have en karantæne på 5 uger.

Karantænen har virkning fra den 9. juli 2002.

Begrundelse

De er selvforskyldt ledig, hvis De i det væsentligste selv er skyld i afskedigelsen.

Se § 63, stk. 1, nr. 3 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002 og § 5, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 826 af 19. september 2001 om selvforskyldt ledighed (bekendtgørelsen).

Direktoratet har foretaget en samlet, konkret vurdering af oplysningerne i sagen. Direktoratet finder, at Deres arbejdsgivers forklaring om, at De ikke fik fri den 4. juli 2002, men fastholdt Deres ret til at sygemelde Dem, ikke kan tilsidesættes. Direktoratet har dermed lagt vægt på, at arbejdsgiver bortviste Dem på grund af udeblivelse.

Direktoratet er således af den opfattelse, at det væsentligst er Deres skyld, at De blev afskediget den 8. juli 2002 til øjeblikkelig fratræden.

De er derfor selvforskyldt ledig den 8. juli 2002 i henhold til bestemmelsen i § 5 i bekendtgørelsen.

De skal have en karantæne på 5 uger, jf. § 40, stk. 1, i bekendtgørelsen.

Karantænen har virkning fra den 9. juli, jf. § 42 i bekendtgørelsen.

Direktoratet skal imidlertid gøre Dem opmærksom på, at direktoratet - hvis bortvisningen senere kendes ubeføjet - kan genoptage sagen til fornyet behandling. Genoptagelse af en sag kan også finde sted, hvis der kommer nye oplysninger i sagen".

3. Klagen til ankenævnet

Ved brev af 29. november 2002 klagede De over direktoratets afgørelse.

De anførte i den forbindelse følgende:

"Jeg modtog for et par dage siden afgørelsen fra xxx om, at jeg i jeres øjne er selvforskyldt ledig.

Jeres begrundelse er, at min tidligere arbejdsgiver løgnagtigt har udtalt, at jeg bortblev fra arbejde en dag, hun gav mig fri.

Jeg finder det dybt beklageligt, at man automatisk godtager arbejdsgiverens udtalelse, og "dømmer" mig skyldig, før andet er bevist.

I Danmark er det normal retspraksis, at man er uskyldig, indtil andet er bevist, men som dagpengemodtager er man åbenbart langt dårligere stillet end andre medborgere.

Derfor fastholder jeg selvfølgelig min klage over at være beskyldt for selvforskyldt ledighed og ønsker, at sagen snarest muligt videresendes til ankenævnet."

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Ved oversendelsen af sagen til ankenævnet den 17. december 2002 fandt direktoratet ikke, at der var fremkommet nye oplysninger, der gav anledning til at ændre direktoratets afgørelse af 20. november 2002.

5. Nyt efter klagen

Sekretariatet har den 7. april 2003 kontaktet xxx, som oplyste, at der i sagen var indgået forlig, hvilket blev fremsendt pr. fax til sekretariatet.

Forliget er indgået mellem arbejdsgiver og xxx og indebærer, at arbejdsgiver frafalder den ved brev af 8. juli 2002 ophævelse af ansættelsesforholdet uden varsel, og i stedet anser ansættelsesforholdet som opsagt med sædvanlig varsel til fratræden den 31. august 2002.

6. Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001

§ 63. Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes,

...

3) at medlemmet afskediges af en grund, der væsentligst kan tilregnes medlemmet,

...

Direktoratets bekendtgørelse nr. 826 af 19. september 2001 om selvforskyldt ledighed

Afskedigelse mv.

§ 5. Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis medlemmet bliver afskediget af en grund, der væsentligst skyldes medlemmet.

...

Karantæner

§ 40. Et medlem skal have 5 ugers karantæne, hvis medlemmet er selvforskyldt ledig efter §§ 3-5 og 8, jf. dog stk. 2 og § 44.

...

Placering af karantæner

§ 42. En karantæne har virkning fra den dag, hvor et medlem afslår et arbejde eller et tilbud efter en handlingsplan eller en uddannelsesplan eller et tilbud om omskoling mv., jf. dog stk. 3-5. Ved ophør har karantænen virkning fra dagen efter ophøret, jf. dog stk. 2-4 og stk. 6.

...

Gentagelsesvirkning og arbejdskrav

§ 44. Et medlem kan ikke få dagpenge, hvis medlemmet 2 gange inden for de seneste 12 måneder er blevet selvforskyldt ledig efter §§ 3-11.

Stk. 2. Et fuldtidsforsikret medlem kan igen få dagpenge, når medlemmet har haft mere end 300 timers arbejde i en periode på 10 uger.

...

Bekendtgørelse nr. 1202 af 18. december 2002 om ændring af bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed

§ 1. I bekendtgørelse nr. 826 af 19. september 2001 om selvforskyldt ledighed foretages efter forhandling med Landsarbejdsrådet følgende ændringer:

20. § 39 affattes således:

§ 39. Et medlem skal have 3 ugers karantæne, hvis medlemmet er selvforskyldt ledig efter bestemmelserne i kapitel 2, jf. dog § 44.

...

Direktoratets vejledning nr. 168 af 19. september 2001 om selvforskyldt ledighed

Til § 5:

Det beror på et samlet skøn, om en afskedigelse væsentligst skyldes et medlems forhold. I skønnet indgår bl.a. arbejdsgiverens begrundelse for afskedigelsen og medlemmets forklaring om hændelsesforløbet.

Der er f.eks. ikke grundlag for at sige, at afskedigelsen væsentligst skyldes medlemmet, hvis:

1) Afskedigelsen skyldes arbejdsmangel eller rationalisering.

2) Der i ansættelsesforholdet sker en væsentlig ændring, der kræver medlemmets accept, og medlemmet ikke vil acceptere ændringen.

3) Det ikke klart fremgår, at afskedigelsen væsentligst skyldes medlemmet, fordi arbejdsgiveren ikke vil belyse årsagen til afskedigelsen nærmere.

Versioner

  1. 2003-07-25