Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 43/2003

GældendeVersion 2003-07-28
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2003/9402@2003-07-28/da

Indhold
  1. Indledning

Randers Lejerforening har ved formand [K] klaget til Pressenævnet over, at Randers Amtsavis har afvist at bringe et genmæle i anledning af et læserbrev bragt den 28. marts 2003.

Læserbrevet den 28. marts 2003 havde overskriften ” Overmark kæmper for sine egne økonomiske interesser ”. I læserbrevet hed det:

”Af Michael Bundgaard Nielsen

Næstformand i VU i Randers

Husleje: Hvorfor mon det kun er Bjarne Overmark og Beboerlisten, der med næb og kløer kæmper imod byrådsflertallets ønske om en undersøgelse af, om man skal afskaffe den omkostningsbestemte husleje. Kan det tænkes at være, fordi Beboerlistens advokat har en enorm økonomisk interesse i at beholde de nuværende regler? Som det er idag, klager rigtig mange randrusianere over deres husleje i Huslejenævnet. Når disse sager skal behandles, skal klageren have en advokat. Er klageren medlem af Randers Lejerforening (der i øvrigt ejer Beboerlisten), hvor de i forvejen har betalt medlemskontingent, skal de afstå fra en del af deres besparelse, hvis de vinder sagen i Huslejenævnet, og denne del tilfalder Randers Lejerforening og Beboerlisten. Ydermere får advokaten – som kan være Bjarne Overmark – ofte fri proces og dermed sit honorar betalt af skatteborgerne.

Taberne med det nuværende system bliver altså skatteborgerne og de lejere, som må aflevere en del af deres penge til Bjarne Overmark. Til gengæld bliver han den stor vinder, da han høster penge, både når folk melder sig ind i Randers Lejerforening, hvis de vinder en retssag, og endelig hvis han får fri proces. Derfor har Overmark en kæmpe økonomisk interesse i at bevare de nuværende regler, selvom de er til gene for lejerne og binder nogle af kommunens ressourcer, da man modtager mange klager i Huslejenævnet. Med ændrede regler vil der både være skattekroner at spare, ligesom sagsbehandlingen i nævnet vil blive væsentlig nedsat til gavn for borgerne.”

Ved brev af 28. marts 2003 anmodede klager bladet om at bringe et længere indlæg om sagen.

Ved brev af 2. april 2003 afviste bladet at bringe indlægget, idet teksten burde forkortes til det halve.

Klager anmodede herefter ved brev af 3. april 2003 bladet om at bringe følgende genmæle:

”I anledning af det i ”Amtsavisen” den 28. marts 2003 i et læserbrev fra hr. Michael Bundgaard Nielsen, Venstres Ungdom Randers, gjorte insinuerende anbringende, at næstformand i Randers Lejerforening, byrådsmedlem hr. Bjarne Overmark er modstander af byrådsflertallets ønske om undersøgelse af, om huslejereguleringen skal ophæves i Randers Kommune, af hensyn til sin egen økonomiske interesse som advokat, skal påpeges, at Bjarne Overmark alene oppebærer det for en advokatvirksomhed sædvanlige salær, når lejersager behandles for boligretten. For sager, der ikke behandles ved domstolene, men alene for huslejenævnet, modtager hverken Bjarne Overmark eller andre af lejerforeningens sagsbehandlere nogen form for vederlag.

Der findes intet grundlag for en antagelse om, at en ophævelse af huslejereguleringen vil medføre noget fald i antal eller omfang af sager, der af udlejerne eller af lejerne vil blive indbragt for boligretten, hvorfor Bjarne Overmarks salærindtægter næppe vil blive påvirket af en sådan beslutning i noget mærkbart omfang.”

Ved brev af 4. april 2003 afviste bladet at bringe genmælet under henvisning til, at hverken Randers Lejerforening eller formanden [K] var berettiget til genmæle.

Klageren har i klagen anført, at berigtigelsen alene går på spørgsmålet om Bjarne Overmarks salærindtægter.

Klageren har om Bjarne Overmark oplyst, at han siden slutningen af 1970´erne har været næstformand i Randers Lejerforening, i hvilken egenskab han er blevet kendt af mange borgere i og omkring Randers som sagsbehandler på klagers kontor. Klager besluttede i 1993 at opstille sin egen liste, Beboerlisten, til byrådet, og Bjarne Overmark blev valgt ind i byrådet, hvor han fortsat sidder, nu som formand for Beboerlistens gruppe på tre medlemmer. Efter endt jurastudium blev han ansat som fuldmægtig hos lejerforeningens advokat i Århus. Pr. 1. januar 2003 har han etableret selvstændig advokatpraksis i lokaler, der er fremlejet af lejerforeningen. Bjarne Overmarks lokalpolitiske virksomhed har nydt omfattende dækning i Randers Amtsavis. I forbindelse med denne omtale har avisen også jævnligt omtalt ham som næstformand i lejerforeningen og som netop lejerforeningens talsmand i byrådet.

Klageren finder på baggrund af ovennævnte, at det er udtryk for ”sofisteri”, når bladets redaktør synes at ville opstille en art ”jerntæppe” mellem Bjarne Overmarks virksomhed som byrådsmedlem og praktiserende advokat på den ene side og hans virksomhed i lejerforeningen på den anden side.

Klageren har endelig anført, at når der i den lokale dagspresse rettes angreb på Bjarne Overmarks personlige hæderlighed ved varetagelsen af sit hverv som byrådsmedlem – nemlig for ved varetagelsen af dette hverv at tage hensyn til sine personlige muligheder for indkomstforøgelse – turde det være indlysende, at det må påvirke lejerforeningens anseelse og rygte i byen, dersom et sådant angreb forbliver uimodsagt.

Bladet har anført, at læserbrevet beskæftigede sig med byrådsmedlem og advokat Bjarne Overmarks mulige privatøkonomiske interesse i et byrådspolitisk spørgsmål. Bjarne Overmark er tillige næstformand for Randers Lejerforening, men det forhold var ikke nævnt i læserbrevet, der i det hele taget kun beskæftigede sig med Bjarne Overmarks person i forhold til kombinationen byrådsmedlem/advokat. Bladet finder derfor fortsat, at hverken Randers Lejerforening eller dens formand [K] er berettiget til at rejse krav om genmæle over for et læserbrev om Bjarne Overmarks forhold, jf. medieansvarslovens § 36, stk. 2. Bladet finder, at dette standpunkt støttes af, at Randers Lejerforening ved formand [K] i klagen til Pressenævnet selv gør opmærksom på, at kravet om genmæle alene ”går på Bjarne Overmarks salærindtægter” og altså ikke vedrører hans relationer til Randers Lejerforening.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 2, at anmodning om genmæle kan fremsættes af den, oplysningerne vedrører, eller efter dennes død af de nærmeste pårørende.

Det ønskede genmæle indeholder dels oplysning om hvilke salær, advokat Bjarne Overmark oppebærer ved lejersagers behandling for Boligretten dels oplysning om, at han ikke modtager nogen form for vederlag for sager, der behandles for Huslejenævnet. Endvidere indeholder genmælet en bemærkning om, at en eventuel ophævelse af huslejereguleringen næppe vil påvirke Bjarne Overmarks salærindtægter i noget mærkbart omfang.

Uanset at Bjarne Overmark er nævnt i indlægget i relation til Randers Lejerforening, finder nævnet, at anmodningen om genmæle angår oplysninger, der direkte og alene vedrører Bjarne Overmark. Da der således ikke er tale om korrektion af oplysninger om Bjarne Overmarks rolle i forhold til Randers Lejerforening, har bladet været berettiget til at afvise genmælet.

Afsagt den 26. juni 2003.

Versioner

  1. 2003-07-28